Israel: Demonstranterne får ingen ændringer nu

Israel: Demonstranterne får ingen ændringer nu

17.08.2011


Hvis der var valg i Israel i dag, ville det ikke ændre stort på sammensætningen parlamentet og Netanyahu ville kunne fortsætte som premierminister. Til trods for hans faldende personlige popularitet og de fortsatte demonstrationer over dårlige boligforhold.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af David Jano

DET STORE MIDDELKLASSEOPRØR og dets mange demonstranter i Israel forsøger i øjeblikket at bevare momentum. Også i denne del af verden kan det i længden være anstrengende at sove i telt. Det er ikke uudholdeligt i midten af august måned, men hvad sker der, når regnvejret i september afløser sommeren? Regeringen kan håbe på, at demonstrationerne til den tid vil blive opløst, men indtil det sker, har den reageret på demonstranternes opråb ved at udpege en ekspertkommission, der skal komme med svar på den økonomiske krise og boligmanglen. Lederen af kommissionen er professor Manuel Trajtenberg, som også står i spidsen for de økonomiske vismænds råd udpeget af regeringen, og han overraskede de mange demonstranter, da han for nylig i egen person mødte op i Tel Aviv for at svare på spørgsmål fra dem. Besøget var et vigtigt signal for regeringen og skulle vise lydhørhed og forståelse, selvom der hovedsagligt var tale om en symbolsk handling. Her understregede Trajtenberg, at regeringen vil gøre alt for at lette vanskelighederne for den enkelte borger, men at den ikke vil indlede et statsstyret overforbrug – sidstnævnte med henvisning til den store krise, der har ramt både Europa og USA. Også en række andre israelske eksperter har i de seneste uger blandet sig i den intensiverede økonomiske debat, der i kølvandet på den verdensomspændende økonomiske krise også har ramt Israel. I modsætning til Trachtenberg, så bekymrer det dog mange økonomer, at halve løsninger vil kvæle den massive protestbølge, og at det socioøkonomiske oprør dermed hurtigt vil gå i sig selv igen.

DEN ØKONOMISKE DEBAT i Israel går i dag højt, og den indeholder uenigheder, der sammen med afgørelsen af Palæstinas fremtidige status ved FNs Generalforsamling 20.september, holder landet hen i en anspændt afventning. Indtil videre har de landsdækkende demonstrationer dog ikke ført til voldelige sammenstød med politiet, og samtidig har regeringen indset, at man ikke bare kan kvæle folkestemningen med tavshed. Trods afventningen af FNs Generalforsamling er det ikke længere eksterne sikkerhedstrusler, der dominerer den politiske agenda i Israel, men derimod befolkningens fokus på indenrigspolitiske emner – spørgsmålet er dog, om konfrontationerne vil ende med at styrke det israelske samfund eller snarere skille det mere ad?

DEN ISRAELSKE HØJREFLØJ og de religiøse Haredim-jøder tordner mod demonstranterne, men også mod de israelske medier, der bliver beskyldt for at overeksponere protesterne og dermed overdrive omfanget af befolkningens utilfredshed. Forleden kritiserede en fast klummeskriver for Israels store avis Ma’ariv [Morgen, red.] medierne for ikke længere at dække demonstranterne med en nyhedsvinkel, men snarere at agere ”pr-ansvarlig” for dem. Samtidig har flere højrefløjspolitikere påpeget, at demonstrationerne allerede har mistet deres tyngde uden for storbyen Tel Aviv, hvilket de mener beviser, at protestbølgen kun repræsenterer den venstreorienterede, sekulære middelklasse – og dermed ikke er repræsentativ for den brede befolkning.

ARGUMENTET FREMFØRT af kolumnisten fra Vestbredden er delvist sandt. De mange bosættere på Vestbredden er konstant udsat for byggestop, og er ideologisk set langt fra demonstranterne i Tel Aviv. De ultra-ortodokse Haredim-jøder har heller ikke meget tilovers for de socioøkonomiske protester, da de er afhængige af regeringspartierne Shas (bestående af Sefardiske Haredim) og UTJ (bestående af Ashkenazi Haredim), som sørger for boliger og andre økonomiske fordele til dem. Bosætterne og de stærkt religiøse Haredim raser mod demonstranterne, fordi de står til at miste indflydelse, hvis Netanyahu-regeringen skifter kurs og satser mere på den unge middelklasse, der bor inden for 1967-grænserne.

POLITISK KAN NETANYAHU og resten af Likud-regeringen dog ikke ignorere de mange demonstrationer. Premierminister Netanyahu’s approval rating er faldet drastisk over sommeren. Men skulle israelerne stemme i dag, ville der ifølge meningsmålingerne ikke ske ske de store forandringer i sammensætningen af det israelske parlament – sandsynligvis på grund af den lurende konfrontation med palæstinenserne og den arabiske verden. Netanyahu ser altså ud til at kunne fortsætte som premierminister langt ud i fremtiden, hvis ikke et mindre skred mod midten vil gøre Kadimas leder, Tzipi Livni, til ny premierminister i stedet. En sådan ændring vil dog ikke ændre på boligpolitikken, da Livni og Kadima også i høj grad er ansvarlige for den økonomiske politik, Israel har ført de seneste mange år. Den økonomiske politiks mål har været et kapitalistisk frit marked med mindst mulig regeringsintervention. Men hvem har demonstranterne så at kaste deres håb på? Arbejderpartiet? Eller Ehud Barak [der i starten af året forlod Arbejderpartiet, red.], og hans nye Uafhængighedsparti?

ARBEJDERPARTIET HAR i dag kun otte pladser ud af 120 i det israelske parlament, Knesset. Noget af en deroute, siden dengang partiet havde monopol på magten i Israel, fra landets oprettelse og frem til 1977. Selvfølgelig prøver partiet at genskabe sig selv med nye ledere. Giora Eini, der er leder af Histadrut, Israels faglige landsorganisation svarende til det danske LO, fremstår umiddelbart som en mulig og stærk frontfigur med megen pondus. Men desværre repræsenterer organisationen i dag stort set udelukkende de mere magtfulde og ekstremt velbetalte sektorer, der fx kontrollerer havnene, el-værker og vandværker, og organisationen appellerer dermed ikke til den brede middelklasse. Eini og resten af Arbejderpartiet har lang vej, før de igen kan blive betragtet som ledere, der kan styre på landsplan. Endnu er det end ikke lykkedes Eini og Histadrut at få regeringen til at komme med indrømmelser, der kan stoppe den igangværende lægestrejke i Israel. Alt dette gør chancen for at Arbejderpartiet kan vinde et kommende valg i Israel, eller bare være en troværdig regeringspartner, minimal.

DET VIRKER LIGELEDES særdeles tvivlsomt, at Ehud Barak og hans nye uafhængighedsparti skulle kunne vinde et kommende valg. Glansen i den grad gået af Israels mest højtdekorerede soldat, siden han måtte gå af som premierminister i 2000, en post han forvaltede katastrofalt i mange vælgeres øjne.

MAN KAN ALTSÅ ikke forvente de store forandringer i Israel i nær fremtid, på trods af sommerens mange demonstrationer. Der vil formentlig blive ændret lidt på skatteniveauet, men Netanyahu behøver ikke at bekymre sig synderligt om den indenrigspolitiske scene frem til det næste planlagte valg i Israel i 2013. Middelklasseprotesterne har ikke stor gennemslagskraft og betydning i længden. Demonstranterne kræver ikke en revolution ligesom i resten af Mellemøsten, men blot en forbedring af levevilkårene. Den ser de tidligst implementeret om mange år. ■

David Jano (f.1985) har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har læst på University of Haifa i Israel og er i øjeblikket ved at afslutte en kandidat i Mellemøstenstudier på Syddansk Universitet, hvor han skriver speciale om det mangeårige komplekse forhold mellem Israel og Tyrkiet. ILLUSTRATION: Demonstranter i Tel Aviv 6. juli 2002.