Israel: Middelklassens oprør

Israel:
Middelklassens oprør

07.08.2011


I aftes var flere end 200.000 israelere på gaden, i protest mod stigende priser på mad og bolig. De kolossale socioøkonomiske skel i samfundet er en større trussel mod Israel end Hizbollah og Hamas, skriver David Jano.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af David Jano

DENNE SOMMER i Israel er præget af voldsom harme over de stigende boligpriser. Det startede for en måned siden med ”hytteost”-protesterne, drevet af frustration over de stigende priser på mejeriprodukter. Nu har harmen spredt sig til de høje boligpriser – der, ligesom i Danmark, rammer den unge fremadstormende middelklasse hårdt. Som om det ikke var nok, er Israel i disse dage også præget af en læge-strejke der nu har stået på i månedsvis, hvor alle israelere har været ramt af langsomme nødplansrutiner på hospitalerne.
      Tusindvis bor i protest-teltlejre fra Afula i nord til Beer Sheva i syd, med storbyen Tel Aviv i midten som det største protestcenter. Og nej, der er ikke på nogen måde tale om at Israel er på vej mod samme tilstande som i den arabiske verden, med voldelige opstande, kampe og revolutioner. Der er til gengæld tale om massive civile demonstrationer mod den demokratisk valgte israelske regering – og flere er varslet.
      Selvom andre befolkningsgrupper også deltager, er demonstranterne generelt fra den unge jødiske middelklasse – ofte uddannede, med forældre, der har arbejdet hele deres liv for at forsøge en familie bestående af tre eller flere børn. Boligstøtte eksisterer ikke længere i Israel og har ikke gjort det siden starten af 1990erne. Den nuværende Netanyahu Likud-regering, og for så vidt også den forrige Kadima-regering, mener at de frie markedskræfter skal råde i et kapitalistisk samfund med så lidt regering som muligt til at regulere tilstandene. Man kan kalde det ”Reaganism” eller ”Thatcherism”, som i 1980erne, men i Israel stammer visionen fra Likud-partiets ideologiske grundlægger Zeev Jabotinsky. Indtil videre er den eneste regeringsintervention den ”Land Authority Reform”, der lover at omdanne flere regeringsgrunde til boliger og som samtidig skal fremme nye private boligprojekter. Men det er meget få, der virkelig har tiltro til at dette vil sænke boligpriserne, tværtimod forventer den brede befolkning at boligpriserne vil vedblive med at være uoverkommelige. Entreprenører vil bygge dyre lejligheder på de gamle regeringsgrunde og befolkningen må enten betale hvad det koster eller stå uden bolig.

BENYAMIN NETANYAHU og resten af den konservative koalitionsregering mener ikke de har en rolle i dette spil. Ifølge den israelske lovgivning har ingen krav på en bolig, men alle arbejdende mennesker, der betaler skat og aftjener værnepligt, burde have mulighed for tag over hovedet, vel at mærke til en bolig, der ikke ruinerer dem. Landsfader Ben Gurion og Arbejderpartiet forstod dette, hvilket man til en hvis grad kan sige at Menachem Begin også gjorde. Hvad disse to store israelske politiske figurer mente, på trods af at de var bitre ideologiske fjender, var, at alle jøder skulle have ret til at bo i staten Israel, ikke bare dem, der var velhavende. Tager man argumentet videre, fortjener alle lovlydige arbejdende borgere, jøder eller ej, at have råd til rimelige boligforhold i Israel. Ifølge demonstranterne er den israelske middelklasse tvunget til at bruge op mod halvdelen af deres løn på deres boliger.
     Regeringen bestrider ikke problemernes eksistens, men påpeger at man sagtens kan finde rimelige priser på boliger, hvis man er villig til at bo et andet sted i Israel end i metropolen Tel Aviv. Og den hævder at have bygget flere boliger alene i 2010 end der blev bygget 2006-2009, hvor Kadima var ved magten. Dette er faktisk korrekt, men 56 % af boligerne er gået til de ultra-ortodokse Haredim-jøder, hvor af langt de fleste ikke arbejder, betaler skat eller aftjener værnepligt i den israelske hær. Boliger til det stigende antal Haredim-jøder er en del af regeringsgrundlaget mellem Likud og de religiøse partier Shas og United Torah Judaism.
      Regeringen har for så vidt ret i at boligpriserne er meget lavere i ”udkants-Israel”, men problemerne er de samme som i Danmark, da jobmulighederne til gengæld er særdeles begrænsede i det nordlige Galilæa og i den sydlige Negev-region. Da protesterne også spredte sig til Kiryat Shmona i nord, tæt på den libanesiske grænse, så døde argumentet om at livet langt væk fra storbyerne skulle være økonomisk mere overkommeligt.

ALLE i Israel ved dog at problemerne ikke startede med den nuværende Likud-regering under Benyamin Netanyahu. Allerede Under Yitzak Rabin og Shimon Peres-regeringerne i 1990erne begyndte det voldsomme fokus på det frie marked og en søgen væk fra offentligt støttede boliger, men processen blev voldsomt accelereret første gang Netanyahu kom til magten i 1996. I de seneste 15 år har denne linje domineret den israelske økonomi. Det socioøkonomiske skel i det israelske samfund er det største i den vestlige verden og blandt samtlige OECD medlemmer. I USA og Europa er man også hårdt ramt af økonomiske kriser, hvilket har fået højrefløjen i Israel, med udenrigsminister Avigdor Lieberman fra det nationalistiske parti Israel Beiteinu (’Israel mit hjem’) til at latterliggøre de mange telt-demonstranter, vel og mærke den kommende bærende generation i det israelske samfund. De er blevet kaldt for ”forkælede unger”, hvis problemer hører de rige til.
      Vækstraten er på 5 %, hvor den regelmæssigt har befundet sig de sidste par år. I juni lå arbejdsløsheden på 5,7 % i juni måned og de nationale valutareserver er ifølge det førende Israelske finansmagasin ”Globes” på $77,4 milliarder. Disse tal er dog voldsomt misvisende. Arbejdsløsheden er kun iøjnefaldende lav, fordi mange arbejder på halv tid eller mindre til mindsteløn, hvilket gør at de ikke optræder som arbejdsløse. Vækstraten er stabil, da væksten primært bliver båret af den boomende teknologiske sektor, hvor Israel er førende på verdensplan. Israel har en udenlandsgæld, der svarer til de nationale valutareserver. Chefen for den israelske nationalbank, Stanley Fischer, er i mange sammenhænge blevet rost for sit arbejde med den israelske økonomi, noget der senest bragte ham i spil som ny chef for IMF. Det hjælper dog ikke manden på gaden der ikke har råd til sin bolig.
      Borgere i Israel betaler mange indirekte skatter – heriblandt den moms på fødevarer som mejeriprodukter, der startede hele protestbølgen. Indkomstskatten falder dog regelmæssigt, til størst glæde for de rige. I Israel er virkelig rigdom koncentreret på få enkelte stor-familier,. Hvorvidt der er 5, 10 eller 20 af disse familier spiller ikke den store rolle. Disse milliardærer er tæt knyttet til de politiske magthavere i særdeleshed på den politiske højrefløj, der tæller både Likud, Kadima, Israel Beiteinu og forsvarsminister Ehud Baraks nye udbryderparti fra Arbejderpartiet, Uafhængighedspartiet. Hvordan ser det så ud blandt venstrefløjen og socialdemokraterne? De eksisterer næsten ikke mere i Israel – 8 pladser i parlamentet til Arbejderpartiet og tre pladser til den tidligere dansk-israelske minister Michael Melchiors Meretz-parti, i alt 11 pladser hvilket svaret til mindre end 10 % af vælgermassen.
      Både Likud og Kadima er kapitalistiske liberale-konservative partier og ingen ved endnu hvad Ehud Baraks nye Uafhængighedsparti står for (spøgefuglene i den israelske presse hævder at han knapt ved det selv!) Men Arbejderpartiet har også en andel i det økonomiske kaos, senest fordi man var i koalitionsregering med Kadima 2006-2009. Arbejderpartiets daværende formand Amir Peretz valgte at blive forsvarsminister i Kadima-regeringen, selvom han blev tilbudt mange ministerposter, der kunne have haft større indvirkning på økonomien – fx handels- eller arbejdsminister. Peretz fejlede markant som forsvarsminister (det var under ham at Israel ”tabte” krigen i Libanon i 2006 ), mens finansminister Avraham Hirshzon fra Kadima fortsatte sin uhyrlige økonomiske politik og til sidst endte i fængsel for korruption.

DA NETANYAHU selv var finansminister tilbage i 2003 [under Sharon var han udenrigsminister 2002-2003 og finansminister 2003-2005, red.] blev hans frie økonomiske markedspolitik hilst velkommen. Men han har tidligere udtalt, at hjørnestenen i det israelske samfund er dem, der betaler skat, arbejder og udfører deres militære pligter. Regeringen skylder disse mennesker sin eksistens.

DET MÅ VEL være på tide for den israelske regering at opbygge en fleksibel og balanceret økonomi. Det burde være muligt for den enkelte middelklasseborger at kunne leve i hele Israel, inklusiv storbyen Tel Aviv. I givet fald har Israel desperat brug for en langsigtet boligplan til mange milliarder. I et land som Israel, hvor man er overvældet af eksterne trusler, er det sidste, man har brug for, et kæmpe klasseskel. Mange i den veluddannede, fremadstormende middelklasse føler at de er mindre værd end andre borgere. Dette scenario er mindst ligeså farligt for Israels fremtid som Hamas og Hizbollah kan vise sig at være. ■

David Jano (f.1985) har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har læst på University of Haifa i Israel og er i øjeblikket ved at afslutte en kandidat i Mellemøstenstudier på Syddansk Universitet, hvor han skriver speciale om det mangeårige komplekse forhold mellem Israel og Tyrkiet. ILLUSTRATION: Netanyahu til topmøde i Davos, 2009 (foto: World Economic Forum)