Hungersnød i Somalia: De islamistiske oprørere holder FN ude

Hungersnød i Somalia: De islamistiske oprørere holder FN ude

25.07.2011


11 millioner afrikanere har brug for humanitær bistand. Situationen er værst i Somalia, hvor FN vurderer at næsten halvdelen af befolkningen har brug for hjælp – men oprørsbevægelsen al-Shabaab kun vil lukke udvalgte nødhjælpsorganisationer ind. RÆSONs Malthe Rasmussen har interviewet Xan Rice, der er Østafrikakorrespondent for det britiske dagblad The Guardian.

Interview af Malthe Rasmussen

RÆSON: Hvordan er situationen på Afrikas horn lige nu?
Xan Rice: Tørken har primært ramt tre lande, Kenya, Etiopien og Somalia, og er alvorligst i Somalia, hvor der er erklæret hungersnød i to regioner, formentlig snart flere, i det sydlige Somalia. Lige nu har cirka 11 millioner mennesker brug for humanitær bistand, inklusiv nogle i Djibouti og Uganda.

RÆSON: Har de internationale nødhjælpsorganisationer etableret den infrastruktur, der skal til for at tage hånd om situationen, eller vil krisen fortsat blive værre over de næste måneder?
Xan Rice: Det afhænger af landet, tror jeg. I Kenya og Etiopien er der formentlig beredskab og infrastruktur på plads, siden situationer som disse er opstået med jævne mellemrum over det sidste tiår, og seriøse kriser har været undgået. Nødhjælpsorganisationerne har mulighed for at arbejde i disse områder, og regeringerne tager griber også i nogen grad til handling. Det er en anden situation i Somalia, der med en manglende regeringsmagt i syd er svær at få adgang til på grund af [den islamiske oprørsgruppe] al-Shabaab, der kontrollerer store dele af det område, der er værst ramt.

RÆSON: Al-Shabaab lod først til at være forberedt på at lade humanitære organisationer udføre arbejde i de regioner de kontrollerer, men har senere tilsyneladende trukket noget af denne samarbejdsvillighed tilbage. Er al-Shabaab klar til at lade nødhjælp ind i det sydlige Somalia, og i så fald til hvilken pris?
Xan Rice: De lader til at sende et lidt tvetydigt budskab, hvilket ikke er ualmindeligt for al-Shabaab. De lader til at sige, at de organisationer, der oprindeligt ikke var tilladt adgang, stadigvæk ikke vil være velkomne. Dem har de beskyldt for alt fra spionage til at forvride lokal økonomi og at være anti-muslimske. Ikke desto mindre er der fortsat en del organisationer, der stadig har lov til at operere i området, om end kun med primært lokale medarbejdere og reduceret kapacitet. Disse omfatter Røde Kors, Læger uden Grænser og UNICEF. Så det er ikke et komplet forbud, men det er et betydeligt problem, at FN’s Fødevareprogram (WFP) ikke tillades adgang, og de forventes at skulle lede indsatsen. Det bliver man nødt til at adressere.

RÆSON: I hvilken udstrækning er det en mulighed at videregive nødhjælpen til organisationer, der bliver tilladt at arbejde i al-Shabaabs territorier?
Xan Rice: Det er bestemt en mulighed, men der er problemer med logistikken, som FN’s Fødevareprogram bedst har kapacitet til at tage sig af. Derudover er der et tillidsspørgsmål. En af de primære bekymringer for FN’s Fødevareprogram er, at nødhjælpen skal nå frem og ikke forsvinde undervejs. Det har tidligere været et problem, der har sat organisationen i forlegenhed, at store dele af den mad, der blev sendt ind i al-Shabaabs territorium, ikke er nået frem.

RÆSON: Står al-Shabaab til at vinde noget ved at lade nødhjælpsorganisationerne udføre deres arbejde i det sydlige Somalia? Er det uundgåeligt, at al-Shabaab styrkes finansielt i kraft af, at de kontrollerer store dele af infrastrukturen i området?
Xan Rice: Al-Shabaab vil formentlig i nogen grad blive styrket. Det styrker altid økonomien, når nødhjælpsorganisationerne ankommer, uanset landet og det kontrollerende styre. Spørgsmålet er, om al-Shabaab slipper af sted med afpresning og pålægning af skatter, som de tidligere har gjort, og som har ført til, at nogen organisationer har trukket sig ud af området. Det er en reel bekymring. Jeg tror ikke, at nødhjælpsorganisationerne vil affinde sig med noget sådant eller med den øgede risiko, det medfører. Omvendt er det sandt, at selv hvis al-Shabaab står til at vinde finansielt, så vil de hurtigt tabe den popularitet, de kan have i befolkningen, hvis de står for meget i vejen for nødhjælpsorganisationerne.

RÆSON: USA især har haft bekymringer i denne sammenhæng og har ikke tilladt, at deres bidrag bliver brugt i dele af Somalia, da de klassificerer al-Shabaab som en terrororganisation. Der har lydt kritik af denne strategi fra nødhjælpsorganisationer. Men har det reelt haft en skadevirkning, eller er det på lang sigt en fornuftig foranstaltning for at undgå, at al-Shabaab får mere indflydelse?
Xan Rice: Jeg er ikke sikker på, der er et klart svar på det spørgsmål. Havde der været mere nødhjælp blandt folk, havde tingene måske set bedre ud. Omvendt står det klart, at al-Shabaab før har bortledt betydelige mængder nødhjælp og fået gavn af hele foretagenet. Hvis man ser i det store perspektiv på tilgangen til al-Shabaab over de sidste fem eller seks år, kan man bestemt argumentere for, at en tilgang som USA’s eller Etiopiens har bidraget til den nuværende situation. Jeg tør ikke sige, hvor stor en betydning nødhjælpsarbejdet specifikt har haft.

RÆSON: FN’s Fødevare- og landsbrugsorganisation UNFAO afholder i dag [mandag] et topmøde o, FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har understreget behovet for, at medlemslandene binder sig til konkrete nødhjælpsløfter. Kommer FN til at nå sit mål på 1,6 millioner dollars? Hvad kan vi forvente os af dette topmøde?
Xan Rice: Vi kan forvente at se flere løfter om nødhjælp. Med hensyn til konkret handling er jeg ikke sikker på, at vi kommer til at se nogen konklusioner. Der kommer til at være nogle flere løfter om hjælp og om at tage situationen alvorligt.

RÆSON: Hvordan er reaktionen i Kenya og Etiopien, der begge hidtil har holdt deres grænser åbne for flygtende somaliere? Vil grænserne fortsat være åbne?
Xan Rice: Kenyas grænse er delvist åben. Folk kan krydse grænsen, men det er ikke en helt åben grænse. I Kenya er et af problemerne, at man ikke har åbnet en færdiggjort sektion af flygtningelejren Dadaab, der ville kunne indlogere op til 40.000 mennesker. Den kenyanske regering bekymrer sig over terrortruslen fra Somalia og ser helst ikke mange flere somaliere på kenyansk jord. Der er mange, der mener, det er en koldhjertet reaktion med så mange mennesker i nød og så ringe forhold i flygtningelejrene. Generelt har både Etiopien og Kenya ladet folk krydse grænserne, men i forhold til en reel reaktion, er der ikke sket meget i Kenya. Regeringen lader ikke til at være vældig foruroliget. ■

Illustration: Kvinder løber til en madudleveringsstation i en flygtningelejr i Badbado, 20. juli 2011 (foto: FN)