Hizb ut-Tahrir: Friheden til at være ulovlig?

Hizb ut-Tahrir: Friheden til at være ulovlig?

02.02.2011


Friheden til at være uenig, er ikke friheden til at være ulovlig. Derfor burde Hizb ut-Tahrir ikke have lov at mødes under forsamlingsfrihedens beskyttelse, når de opfordrer til jihad mod danske soldater, skriver RÆSONs faste klummeskribent David Pontoppidan.

Af David Pontoppidan

Friheden til at være dansker blev sat under pres, da Hizb ut-Tahrir for godt en uge siden holdt møde på Det Kongelige Bibliotek i København. Jeg var mødt op for at protestere imod foreningen sammen med hundredevis af andre, og stod i selskab med repræsentanter fra hele det politiske spektrum, og fra alle samfundslag. Der var ministre og MFere, moderate muslimer og almindelige danskere der havde fået nok af den islamiske ekstremisme, samt et hav af danske veteraner der naturligt var forargede over at se deres døde kammeraters faneklædte kister udstillet, på reklameplakaterne for arrangementet.

Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen skrev i den forbindelse på sin blog, at “i demokratier må vi tåle folk med selv de mærkeligste synspunkter og respektere deres ret til ytringsfrihed, samtidig med at vi håndhæver vores ret til at sige dem imod”. Det er selvfølgelig korrekt, i den konventionelle forståelse af friheden til at ytre sig, og ikke mindst retten til at forsamle sig. Det danske samfund har også plads til, at foreninger såsom Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse kan mødes til forblæste friluftsmøder med en forkølet flok nynazistiske kolleger og fejre fødselsdage for dømte folkemordere. Uanset hvor absurdt eller vanvittige synspunkter de har, er det deres ret at have dem. Men hvor går grænsen egentlig for hvad man må mene, og hvornår man må forsamle sig?

”The Marine Corps is at war – America is at the mall”
Et populært mantra i det amerikanske Marinekorps spredte sig for et par år siden via internettet. Det lyder: “America is not at war. The Marine Corps is at war. America is at the mall.”

Senere har mantraet i populær omtale fået tilføjet bisætningen “…and Congress is out for lunch!”. Den gemte frustration er forståelig. For krigen fylder ikke det samme i den amerikanske borgers dagligdag som for den amerikanske soldat i Irak eller Afghanistan. Langt fra. Og onde tunger vil påstå, at de amerikanske politikere, hvis beslutninger soldaterne fører ud i livet, også risikerer at glemme krigen midt i genvalg og den daglige politiske trommerum. Lisbeths Knudsens og andres pludselige forsvar for Hizb ut-Tahrir tyder på, at samme situation er gældende herhjemme. Danskerne er ikke i krig, selvom Danmark er det.

Mødet med Hizb ut-Tahrir åbner døren for en række interessante dilemmaer. Skulle Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse f.eks. have haft lov til at forsamle sig, hvis Danmark ikke var blevet invaderet af Hitler, men i stedet havde valgt at erklære krig mod det nazistiske rige? Spørgsmålet er relevant, for de synspunkter der fremføres af Hizb ut-Tahrir er ikke alene usmagelige og anti-vestlige, men også i høj grad er rettet direkte imod Staten Danmark. Mødet på Det Kongelige Bibliotek baserede sig således på en direkte opfordring til væbnet kamp i Afghanistan, altså Jihad. Krig mod Danmark.

Og Danmark er jo netop i krig, i Afghanistan, hvor vi yder et betydeligt offer. 40 danske soldater har givet deres liv i statens tjeneste for at føre en politisk beslutning ud i livet. Og mange er blevet invalideret af vejsidebomber som selvsamme muslimske ekstremister har placeret med det formål at føre Jihad. Hvordan hænger det sammen at bekæmpe de selvsamme mennesker som terrorister i Afghanistan, som man i Danmark beskytter med lovgivning og giver ret til at mødes på Det Kongelige Bibliotek i hjertet af København?

Det hænger kun sammen hvis der ingen grænser eksisterer for forsamlingsfrihed eller ytringsfrihed, og den totale relativisme og liberalisme styrer hvem lovgivningen beskytter, frem for, at det er opretholdelsen af staten Danmarks fortsatte eksistens, der udgør rationalet i den danske lovgivning.

Rigsadvokaten undersøger Hizb ut-Tahrir – igen
Efter mødet på Det Kongelige Bibliotek ville det synes paradoksalt og absurd, hvis Hizb ut-Tahrir fremover kan eller bør mødes som forening beskyttet af grundlovens forsamlings- og ytringsfrihed. Justitsminister Lars Barfoed har bedt Rigsadvokaten om endnu engang at undersøge, hvorvidt foreningen kan forbydes – og det bør den kunne.

Hvis et møde kan finde sted med det formål at diskutere og opfordre til væbnet kamp mod danske soldater, kan man nemlig heller ikke tillade sig at gå imod, hvis en gruppe pædofile skulle stifte Landssammenslutningen for Pædofili. En kongres der diskuterer Jihad i praksis, og en kongres der opfordrer til misbrug af børn, og diskuterer praktiske måder at bedrive voldtægt af mindreårige på er præcis det samme.

For præcis som med den ekstreme islamisme er det et verdenssyn der ikke alene er ækelt og foragteligt, men også uforeneligt med den demokratiske ret til at ytre og forsamle sig. Netop fordi formålet er at ophæve den gældende lovgivning som har til formål at beskytte en sådan ret. Dermed yder man, som islamist eller pædofil, i sidste instans vold mod staten – dvs. Danmark – hvad enten det er danske soldater man opfordrer til at slå ihjel, eller danske børn man opfordrer til at mishandle. Det er ulovligt. Og friheden til at være uenig, er ikke friheden til at være ulovlig, hverken gennem sine handlinger, eller sine opfordringer til selvsamme. Ikke for en landssammenslutning af pædofile. Og ikke for Hizb ut-Tahrir.

David Pontoppidan er uddannet sociolog fra Københavns Universitet samt Yale University i USA, og fast klumme-skribent hos RÆSON. Han har været aktiv i tænketanksverdenen som bestyrelsesmedlem i CEPOS, og Koch Fellow hos den amerikanske tænketank Mackinac Center for Public Policy, hvor han også arbejdede som redaktør på et konservativt tidsskrift.