Folkemordet i Rwanda: Internationale toppolitikere går fri for ansvar

Folkemordet i Rwanda: Internationale toppolitikere går fri for ansvar

20.09.2011


Efter Rwandas folkemord i 1994 krævede alle, at de skyldige skulle retsforfølges. Men de største internationale aktører er gået fri i tavshed og med gode eftermæler. Blandt dem er de tidligere FN-generalsekræterer Boutros Boutros-Ghali og Kofi Annan og den folkekære franske præsident Francois Mitterand.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Tore Hamming

Siden tribunalet International Criminal Tribunal for Rwanda’s (ICTR) introduktion i november 1994 har det internationale samfund forsøgt at dømme de ansvarlige for folkemordet i Rwanda i 1994. Langt fra alle er fanget og retsforfulgt. Men de mest centrale nationale aktører for folkedrabets planlæggelse, som endnu er i live, menes at være dømt. Og i dag – 17 år efter folkedrabets afslutning – bliver der med jævne mellemrum stadig dømt skyldige fra folkemordet. Mange rwandere vil gå fri for straf, ved tribunalets snarlige nedlæggelse. Den er dog primært et vidnesbyrd om, at tribunalet har opgivet at retsforfølge de prominente internationale aktører, som havde et medansvar for massakren. Hvorfor? Fordi der har været en historiske præcedens for ikke at dømme højtstående internationale topfolk, da den politiske elite frygter en tendens, hvor mange ledende skikkelser verden over kan være i fare for selv at blive retsforfulgt.

Et grundigt og afslørende researcharbejde af forfatteren og journalisten Linda Melvern, som også har arbejdet som konsulent for ICTR, resulterede i anden udgaven af bogen A People Betrayed. På baggrund af nyt materiale fortæller Melvin her, hvor central en rolle respekterede internationale aktører indtog op til folkedrabets begyndelse og under dets udførelse.

Melvin identificerer særligt tre internationale toppolitikere som essentielle for begivenhedernes baggrund og udførelse: Boutros Boutros-Ghali, Kofi Annan og Francois Mitterand. Læs om deres rolle i folkemordet her:

BOUTROS BOUTROS-GHALI
Boutros-Ghali var i kraft af sin position som generalsekretær for FN i perioden 1992–96 den øverst ansvarlige for den verdensomspændende fredsskabende organisation under folkedrabet i Rwanda. På trods af at Boutros-Ghali senere har benægtet sit medansvar, satte han minimal fokus på Rwanda i månederne op til folkedrabet og mens det foregik. Selv om generalsekretæren ofte blev briefet omkring uhyrlighederne i det østafrikanske land, fyldte Rwanda, angiveligt på grund af urolighederne i Jugoslavien, stort set intet i Sikkerhedsrådet. Han valgte endvidere ikke at informere Sikkerhedsrådets andre aktører om den etniske udryddelse, hvorfor de måtte søge efter information ad andre kanaler. For at fuldstændiggøre sin negligering af folkedrabet valgte Boutros-Ghali sågar at drage på tur rundt i Europa i folkedrabets første måneder, hvor han burde have været i New York for at deltage i Sikkerhedsrådets daglige møder.

Boutros-Ghalis fortid gør ham yderligere medansvarlig. For i perioden 1977 til 1991, inden udnævnelsen til generalsekretær, var han egyptisk udenrigsminister, og i denne position stod han for de første og største våbenhandler med Rwandas huturegering og sin personlige ven, den daværende rwandiske præsident Juvenal Habyarimana, som var med til at grundlægge ideologien Hutu Power. Igennem hele sin tid som udenrigsminister støttede Boutros-Ghali det rwandiske regime, som konstant skabte større etniske spændinger i landet og som senere udførte folkedrabet.

Boutros-Ghali blev, som den hidtil eneste generalsekretær for FN, ikke genvalgt til en anden periode. USA nedlagde veto imod hans genvælgelse. Efterfølgende fortsatte Boutros-Ghali sit diplomatiske virke i andre internationale organisationer.

KOFI ANNAN
I 1994 var Kofi Annan leder af FN’s afdeling for fredsbevarende operationer (DKPO). I 1997 blev han udnævnt som ny generalsekretær for FN, som afløser for Boutros Boutros-Ghali, og er senere blevet rost meget for sit arbejde som FN’s ledende skikkelse. Men som leder for DKPO var Kofi Annan direkte ansvarlig for missionen i Rwanda. Derfor er det også nødvendigt at belyse hans ansvar for, hvordan overgrebene i Rwanda udviklede sig. Fredsmissionen i Rwanda (UNAMIR) blev etableret i 1993 med et mangelfuldt mandat – uden ret til selvstændigt at sikre fred. Det var altså udelukkede en observerende mission, som kun måtte indgå i kamp, hvis de blev beskudt. Annans rolle bliver kritisabel i og med, at lederen af UNAMIR, generalløjtnant Roméo Dallaire, op til og under folkedrabet sendte utallige telegrammer om, hvad der foregik i Rwanda, og hvilke nødvendige ressourcer og hvilket mandat, han skulle have for at stoppe uhyrlighederne. Gang på gang negligerede Annan Dallaires anmodninger; ofte med det argument, at fokus var på krigen i Jugoslavien, og at forholdene i Rwanda hverken berettigede flere ressourcer eller et nyt mandat.

Modsat Jugoslavien havde et østafrikansk land som Rwanda absolut ingen strategisk betydning for verdens stormagter i Sikkerhedsrådet i FN – hverken ideologisk eller sikkerhedsmæssigt. Samtidig var erfaringerne med missioner i Afrika ekstremt dårlige og især oplevelsen i 1993 i Somalia, hvor 19 amerikanske soldater blev dræbt på én nat, var friske i alle Sikkerhedsrådets deltageres erindring. Det måtte simpelthen ikke gentage sig, var devisen. Så selvom tutsier blev nedslagtet i Rwanda i et tempo, verden aldrig før eller efter har set, forsøgte Annan at underspille begivenhederne – som Dallaires telegrammer altså dokumenteret, at han udmærket var bekendt med.

Selvom Annan efter folkedrabet udtalte, at FN’s fredsmission i Rwanda og det internationale samfunds svar er hans største fejltagelse i karrieren, endte han med mindre end fire år efter at blive valgt som FN’s generalsekretær og syv år efter med at modtage Nobels fredspris. Hvis det stod til rwanderne, Dallaire eller soldaterne i UNAMIR, så havde Annan formentlig hverken modtaget forfremmelse eller fredspris.

FRANÇOIS MITTERAND
Frankrig har siden afkoloniseringen haft stor indflydelse på forholdene i Rwanda, hvor de engagerede sig for at sikre en fransk modvægt til det ellers angelsaksisk-dominerede Østafrika. Siden uafhængigheden har Frankrig ensidigt støttet den etniske gruppe hutu med den begrundelse, at tutsi ikke oprindeligt var et rwandisk folk. Frankrigs præsident i 1994, socialisten Mitterand, støttede derfor sin personlige ven præsident Habyarimana både økonomisk, diplomatisk og med våben.

Mitterand har på den måde indirekte opfordret til og støttet dannelsen af den ekstreme ideologi Hutu Power, som arbejdede for udryddelsen af tutsierne. Og i årene op til folkedrabet – selv da beviserne for folkedrab var fuldstændig klare – ændrede Frankrig ikke holdning og støttede fortsat, at hutuerne skulle være ved magten. Frankrig sendte våben til den ekstreme hutumilitia, trænede dem og forsvarede dem i FN og i andre diplomatiske sammenhænge, mens de anklagede befrielseshæren RPF’s offensiv i først 1990 og senere i 1994 for at være et angreb fra det tidligere angelsaksiske Uganda.

Grunden til, at Frankrig kunne slippe af sted med at støtte huturegimet, var, at Rwanda ikke direkte var et problem for stormagterne.

Især den franske akademiske elite og menneskerettighedsorganisationer protesterede mod Miterands rolle i folkemordet. Men for Mitterand stod personlige venskaber og strategiske alliancehøjt. Det skal dog nævnes, at Frankrig undervejs skiftede holdning på officielt niveau og indsatte styrker til at skabe fred i Rwanda. Men det var først efter folkedrabet, at støtten fuldstændig stoppede, og det nye tutsistyre blev anerkendt.

Mitterand fortsatte på præsidentposten i mere end et år efter folkedrabets begyndelse. I februar 2010 undskyldte Frankrigs nuværende præsident, Nicolas Sarkozy, officielt Frankrigs rolle i Rwanda under folkedrabet.

De tre ovenstående personer har haft et direkte personligt ansvar. Men ingen af dem er siden 1994 blevet dømt for deres handlinger, som ellers var helt fundamentale for folkedrabet. Og de har kunnet fortsætte deres imponerende politiske og diplomatiske karrierer.

Efter mit nylige besøg i Rwanda kan jeg konstatere, at der blandt rwandere er en helt klar opfattelse af, at vestlige aktører og især af FN var medskyldige i folkedrabet. Mange føler sig derfor voldsomt svigtet af det internationale samfund. FN er efterhånden vant til rollen som den svigtende efter skuffelserne i Somalia, Darfur og Congo. Men spørgsmålet er, hvor mange flere skuffende missioner FN kan holde til, hvis organisationen for fremtiden skal kunne regnes for den altoverskyggende internationale organisation i kampen for global fred. I Rwanda er FN’s ry i al fald uhyre dårligt. Det mindste vi kan gøre for at yde retfærdighed over for befolkningen i Rwanda, er, at dømme de medskyldige internationale toppolitikere moralsk og revurdere deres eftermæle.

Tore Hamming (f.1987), HA (Kom.) fra CBS, påbegynder Master i International Sikkerhed på Sciences Po Paris 2012. Arbejder med public affairs hos Rud Pedersen og tidligere ansat som politisk student hos Socialdemokratiet samt praktikant hos Danish Demining Group i Nairobi med fokus på Somalia og Sudan. ILLUSTRATION: Kranier af ofre for folkemordet, udstillet i en kirke i Rwanda (foto af Nick Fraser).