Sudan: Kan landet deles uden at gå i opløsning?

Sudan: Kan landet deles uden at gå i opløsning?

07.01.2011


Sudan skal søndag stemme om, hvorvidt Sydsudan skal gøres til en uafhængig stat. Men ligegyldigt udfaldet af valget er der frygt for, at resultatet bliver blodigt. Og samtidig skygger konflikten mellem nord og syd for forfærdelighederne i Dafur-regionen.

Af Annah Pyndiah

Den kommende uge markerer et vendepunkt i Sudans historie. Den 9.januar skal sydsudaneserne til stemmeurnerne for at stemme om hvorvidt Sydsudan skal gøres til en uafhængig stat eller forblive en del af Sudan. Siden fredsaftalen, Comprehensive Peace Agreement (CPA), der endte den 22-år lange borgerkrig, blev underskrevet i 2005, har Sydsudans regerende parti Sudan People’s Liberation Movement/Army (SPLM/A) ventet med stor forventning på at overtage magten i den allerede semi-autonome stat.

Men valget sker ikke uden bekymringer. Hvad kommer der til at ske med Afrikas største nation? Skabes der en ny nation? Og hvilke konsekvenser har det for Afrika? Den sudanesiske præsident Omar Hassan Al Bashir opgiver ikke det olierige område uden kamp. 90 procent af landets eksportindkomst kommer af olieproduktionen. Men sydsudaneserne har ventet længe på selvbestemmelse, og vil ikke acceptere en udsættelse af valget eller et resultat, som ikke er i deres favør. Og det store spørgsmål er derfor, om referendummet (folkeafstemningen, red.) vil føre til en opblusning af konflikten i Sudan.

Folkeafstemningen finder sted, som et led i fredsaftalen CPA, der endte den lange borgerkrig mellem oprørsgruppen SPLM/A og styret i Khartoum. Lederen af SPLM/A, den afdøde John Garang, var ikke separatist rent ideologisk, men han forstod at bruge det som en trussel mod Khartoum. Desværre døde John Garang i et flystyrt 21 dage efter, at fredsaftalen var underskrevet – måske til Khartoums ærgrelse. Rent ideologisk var Garang ikke separatist, han troede på et samlet Sudan, en samlet nation med samlet værdier, men hans efterfølger Salva Kiir tænker anderledes. Efter Kiir overtog lederrollen i SPLM/A har han aldrig lagt skjul på at uafhængighedsvalget skulle afholdes som aftalt. Khartoum vil helst ikke give afkald på Sydsudan da det er ressourcestærkt område og 70 procent af landets oliereservoir findes i syd.

Uklarheder før søndag
Selvom man i seks år har vidst, at valget ville finde sted den 9., kan man undre sig over, at der stadig er elementer af fredsaftalen, som endnu ikke er faldet på plads. Det gælder for eksempel den præcise grænseoptegning mellem Sudan og Sydsudan, håndteringen af olieindtægterne og det omstridte Abyei-områdes særstatus. For nuværende er der kun enighed om 20 procent af grænsen mellem de to, idet der i resten af grænselandet kæmpes om adgang til lokale ressourcer.

Sudans olieindustri blomstrer i Sydsudan – eller det vil sige, at masserne af råolie findes i Sydsudan. Behandlingen af olien sker på olieraffinaderierne i Nordsudan, derefter fragtes olien til Port Sudan-havnen ved det Røde Hav, hvor olien eksporteres fra. Kina er den primære kunde i Sudans olieindustri – den sudanesiske olie udgør således 5 procent af Kinas samlede olieforbrug. Ved en eventuel opdeling af Sudan har præsident Bashir’s forslået, at olieindtægterne vil skal deles 50-50. Om det er et muligt kompromis, og hvorvidt det vil blive overholdt, når det kun er regeringen, der kender den sande værdi af olieeksporten, er dog tvivlsomt.

Det frodige og olierige område Abyei ligger geografisk i Sudan. Men da området har et flertal af sydsudanesiske indbyggere, særligt fra fra Dinka Ngok-gruppen, som i flere århundrede har beboet området, er man enedes om, at de sydsudanesiske borgere i Abyei har ret til at stemme ved valget. Men det er ikke kun sydsudaneserne i Abyei, der bor i området. Nomadefolket Misseriya migrerer hvert år til Abyei for at få adgang til vand og græsning til deres husdyr. Nomadefolket lever af at opdrætte køer, og hvis Abyei bliver en del af Sydsudan, vil deres levebrød- kvæg opdrettelse blive truet af den nye international grænse. Tidligere har der ofte været konflikt mellem Misseriya og Dinka Ngok i området, og såfremt en ny grænse opstår, vil disse konflikter uden tvivl blusse op. Misseriya befolkningen er derfor meget betænkelige ved, at området kommer til at tilhøre Sydsudan. Misseriya-gruppen mener derfor også, at de har ret til at stemme ved valget på lige fod med sydsudaneserne. Men det særlige valgudvalg, som skal tage sig af valgsituationen i Abyei, er aldrig blevet nedsat i de seks år, man har vidst, at valget ville finde sted, hvorfor der ingen enighed er om, hvem der har valgret, og hvem der ikke har.

Cirka fire millioner sydsudanesere er registeret som vælgere. For at hele valget kan godkendes som et succesfuldt valg, skal mindst 60 procent af den sydsudanesiske befolkning tage del i valghandlingen. Nordsudaneserne er allerede blevet beskyldt for valgfusk ved at have registreret flere sydsudanere i området end der rent faktisk findes.

Styret i Khartoum
Regeringen i Khartoum er ikke ligefrem kendt for at spille efter reglerne. Regeringen i Khartoum er kendt for at undertrykke politisk opstand i landet. Regionalt, har forholdet til nabolandet Egypten været anspændt siden mordforsøget på den egyptiske Præsident Hosni Mubarak. Et mordforsøg som den sudanesiske vice Præsident, Ali Osman Taha, eftersigende står bag. Derudover er Bashir eftersøgt af Den Internationale Krigsforbryder Domstol (ICC) i Haag for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

I det hele taget har styret i Khartoum været under voldsom international kritik. Siden 1990’erne har landet været på USA’s terrorliste. I slutningen af 1990’erne gav den religiøse leder Hassan Al Turabi, Osama Bin Laden husly i Sudan. USA har gennemført økonomiske sanktioner mod Sudan siden 1997, som de sidste år lovede at ophæve, men som dog endnu ikke er blevet ophævet. Økonomisk har Bashir været tvunget til at søge nye allierede østpå. Kina er landets største økonomiske partner. Og da Kina er afhængig af den sydsudanesiske olie, har de interesse i, at valget foregår så smertefrit som muligt, og uden at det destabilisere oliestrømmen til Kina.


Men hvis, eller når, Sydsudan bliver et selvstændigt land, hvad kommer der så til at ske med resten af Sudan? Sudan er ikke kendt for at være et harmonisk og fredsfyldt land, hvor befolkningen støtter det regerende parti. Mange sudanesere er bekymrede for, at når Afrikas største land deles, så vil ønsket om selvbestemmelse og uafhængighed sprede sig. Først til resten af Sudan og derefter til nabolandene. Både Darfur, Østsudan, og Nuba-bjergene er områder, hvor der har været oprørsgrupper, konflikter og voldeligheder med sigte på større selvstændighed.

Selvom Darfur har tiltrukket sig megen international opmærksomhed siden konflikten begyndte i 2003, har konflikten mellem nord og syd klart været overskyggende. Da man i 2004 forhandlede CPA fredsaftalen var det med USA og EU som vidner. Internationalt var de de største supportere af fredsftalen mellem de kristne i syd og de arabiske Nordsudan. Dog var de udmærket klar over forfærdelighederne i Darfur fandt sted, men valgte at fortsætte med forhandlingerne med den sudanesiske regering, som står bag folkdrabet i Darfur. I 2006 begravede SLPM/A og NCP stridsøkserne, og donorpengene har lige siden strømmet til den sydlige region.

Hvor blev Darfur af?
Man har forgæves, siden 2003 prøvet at finde en løsning på darfurianernes problem. Siden FN og AU udpegede en fælles fredsmægler, Djibril Bassole, har han siden 2008 arbejdet på at nå et kompromis mellem Khartoum og Vestsudan. Ifølge fredsforhandlingsplanen skulle de have udarbejdet en fredsaftale den 19. December 2010. En aftale der aldrig blev nået. Den største rebelgruppe JEM suspenderede forhandlingerne sidste forår, da de var under konstant bombardement fra den sudanesiske hær – aktioner som regeringen benægter. Forhandlingerne er nu fortsat ind i 2011 i håbet om at finde en inklusiv og vedvarende løsning. Men konflikten i Darfur kan meget vel overskygges af Sydsudan igen.

Hvis Bashir accepterer, at overgangen til selvstændighed i syd foregår fredeligt, må det forventes, at USA og EU løsner de hårde sanktioner pålagt Sudan. Bashir har flere gange truet med at annullerer hele valget, hvis beboerne i Abyei stemmer den 9. januar. Internationalt vil han dog være så presset, at han bliver nødt til at lade Sydsudan løsrive sig. Til gengæld vil supermagten USA formentlig fjerne Sudan fra terrorlisten og hæve sanktionerne. Endog kan det tænkes, at ICC sigtelserne vil ’forsvinde’ til fordel for, at sydsudaneserne får deres længe ventede selvstændige stat. Men hvad med Darfur? Hvordan kommer darfurianerne ind i billedet? Regeringen bomber stadig Darfur jævnligt. Over 300.000 mennesker er omkommet og 2,2 millioner kan ikke returnere til deres hjem. I så fald at Bashir bliver vestens ’ven’ mister darfurianerne den vestlige støtte, hvilket blot gør det sværere at få de resultater de ønsker for deres folk. Endnu en gang vil Darfur været fanget i et internationalt spil om nord og syd.

Sorg, splittelse og krig
Ifølge den fredsbevarende mission i Darfur, UNAMID, befinder størstedelen af den darfurianske oprørsgruppe Justice and Equality Movement (JEM) sig i Syddarfur nær grænsen til Sydsudan. Khartoum bombarderer dagligt nær grænsen, og som rebellerne i Syddarfur siger ’der er ingen kampe på nuværende tidspunkt, men der er bevægelse af tropper i området’. Det kan fortåes som at des stridige partere stille og roligt gør klar til kamp. Og man kan kun forestille sig den værste af kampe, når modstanderen er en præsident, der allerede er eftersøgt for folkemord.

De fleste sudanesere er skuffet over, at deres land, Afrikas største nation, splittes, og mange mener det er Bashirs dårlige håndtering af nationale uenigheder, som er skyld i splittelsen. Man frygter for, hvad der vil ske. Bashir har truet med, at Sharia -ovgivning bliver indført i hele Sudan. Og alle oppositionsledere har offentligt truet med at vælte regeringen. En ting er sikker, hvis Sydsudan får sin uafhængighed efter valget og Vesten løsner grebet om regimet i Khartoum, vil konsekvenserne af EU og USA’s manglende pres på Bashir betyde, at konflikten i Darfur vil få mindre betydning internationalt. Oprørsgrupperne har kæmpet i syv år, og de har ikke i sinde at overgive sig. Som JEM siger ’alle muligheder er åbne for os i øjeblikket’. Derfor vil en separation af Sydsudan med al sandsynlighed føre til endnu mere splid i det allerede underudviklede Sudan?

Annah Pyndiah (f.1982), er uddannet antropolog, med specialisering i konflikt- og fredstudier, med særligt henblik på Sudan. Er rådgiver for oprørsgruppen Justice and Equality Movement (JEM) ved fredsforhandlingerne i Darfur.