Eurokrisen: Den øger Ruslands indflydelse

Eurokrisen: Den øger Ruslands indflydelse

24.11.2011


Den europæiske gældskrise vil ændre den geopolitiske magtbalance og styrke Ruslands indflydelse i Europa. Europa er på vej til en ny opdeling mellem øst og vest, hvor grænsen blot er flyttet lidt længere mod øst end før Murens Fald. Det østligste Østeuropa nærmer sig Rusland, mens etniske uroligheder og politisk ustabilitet bremser Europas tilnærmelser til Balkan.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

Læs også
Ruslands syn på eurokrisen: De rækker en (dyr) hjælpende hånd (GRATIS)

Den europæiske gældskrise får ikke kun betydning for landene i EU, men også for den fremtidige politiske og økonomiske udvikling i Europa. Flere indikatorer peger på, at krisen kan komme til at styrke Ruslands indflydelse og på længere sigt resultere i skarpt definerede interesseområder mellem EU og Rusland. De fleste af indikatorerne er resultatet af den økonomiske gældskrise, som har ramt Europa i den seneste tid. EU har fået nok af sine egne problemer og har hverken penge, overskud eller vilje til en yderligere udvidelse af EU. De europæiske økonomiske problemer underminerer samtidig EU’s attraktivitet, således at et EU-medlemskab ikke længere er synonymt med velstand, som det har været tilfældet før.

Udsigten til et EU-medlemskab og økonomisk hjælp blev hidtil brugt som en gulerod for landene uden for EU. Især landene omfattet af ’det østlige partnerskab’, hvis formål er at knytte landene i EU’s interesseområde tættere på EU ved hjælp af associerings- og frihandelsaftaler under forudsætning af gennemførelse af demokratiske, administrative og økonomiske reformer. Guleroden er dog i dag langtfra så attraktiv som for blot to år siden, og udviklingen i landene peger da også på, at partnerskabsprojektet kan ende i en ren fiasko. Udviklingen i hovedparten af landene omfattet af partnerskabsprogrammet nærmer sig langt fra demokratiske tilstande, men bevæger sig tværtimod i den stik modsatte retning. Det kan resultere i, at EU mister sin indflydelse i området og kaster landene i armene på Rusland, som kan tilbyde disse lande en vis form for stabilitet – uden løftede pegefingre over for landenes tilgang til menneskerettigheder.

‘Det østlige partnerskab’
Udviklingen og tendenserne kan spottes i alle de lande, der er omfattet af partnerskabsprogrammet. Ukraine bevæger sig i retning af mere russisk indflydelse. Landet skal ifølge planerne underskrive en associerings- og frihandelsaftale med EU i december, men det er tvivlsomt, om det virkelig sker. Dels fordi dommen over tidligere premierminister Julija Timosjenko skaber modvilje i EU, dels fordi Ukraines præsident Viktor Janukovitjs formål med aftalen kan vise sig blot at være at presse Rusland i forhandlingerne om billige gaspriser. Den ukrainske befolkning har forlængst opgivet at engagere sig i det politiske liv og har kun ét ønske: en bedre levestandard, uanset om den kommer fra øst eller vest. En ny gasaftale med Rusland kunne være den saltvandsindsprøjtning, som den ukrainske økonomi har brug for og samtidig ændre Ukraines retning fra EU mod Rusland. Det ville formentlig resultere i landets medlemskab af Rusland-Hviderusland-Kasakhstan-toldunionen og på længere sigt medlemskab af den kommende Euroasiatiske Union, som ligger i de russiske planer.

Udviklingen i de andre partnerskabslande peger heller ikke i decideret positiv retning. Hviderusland er vendt tilbage til hård diktatur, har underskrevet en handelsaftale med Rusland med dertil hørende medlemskab af toldunionen med Rusland.

Moldovas regerende Alliance for Europæisk Integration har gjort enkelte fremskridt i forhold til at tilpasse landets love til EU, men er ikke i stand til at opnå stemmer nok til at vælge landets præsident. De ganske få fremskridt har ikke skaffet bedre levevilkår for befolkningen, som i sit håb om en bedre fremtid er begyndt at vende sig mod Rusland. Det afspejler den seneste meningsmåling, som viser, at 60 % af befolkningen ønsker større tilknytning til Rusland, mens kun 23 % ønsker større tilknytning til EU. Det er derfor oplagt, at en eventuel ændring af magtforholdene i landet vil resultere i Moldovas deltagelse i toldunionen med Rusland.

Situationen i Georgien tegner heller ikke entydigt positivt – til trods for, at NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen under sit nylige besøg i landet gav udtryk for, at Georgien er på rette vej mod et medlemskab af alliancen. Udtalelsen skal formentlig kun tolkes symbolsk, da landet med 20 % af sit territorium besat af russerne formentlig ikke har spor chance for et NATO-medlemskab. Også her kan ændrede magtforhold og en eventuel udskiftning af den efterhånden autokratiske præsident Mikheil Saakhasvili resultere i tættere bånd til Rusland.

Heller ikke i de resterende to partnerskabslande – Armenien og Aserbajdsan – er situationen opmuntrende. Armeniens regerende parti holder fast ved landets tilknytning til Rusland og holder fortsat flere oppositionspolitikere i fængsel, og Aserbajdsan går på grund af sine enorme resurser af olie og gas helt enegang og kan tillade sig at balancere mellem EU og Rusland.

Ustabilitet på Balkan
Mens Rusland kan komme til at spille en vigtig rolle i landene omfattet af EU’s partnerskab mod øst, får landet formentlig ikke en så stærk position på Balkan. Det har landene på Balkan hverken ønsker om eller historisk tradition for. Det betyder dog ikke, at EU’s aktiviteter og programmet for Balkan ensidigt kan betegnes som en succes. Og også her kan EU’s nuværende økonomiske problemer have betydning for aktivitetsniveauet og på længere sigt skade EU’s interesser.

Den eneste solstrålehistorie i regionen er formentlig Kroatien, som forventes at være medlem af EU i 2013. Der er ligeledes sket fremskridt i forhold til Montenegro og Serbiens tættere tilknytning til EU, men det er yderst tvivlsomt, hvor reelle chancer landene har for et egentlig medlemskab af EU i en så ustabil periode som den nuværende.

For Serbien er den formentlig mest alvorlige hindring landets anerkendelse af Kosovos selvstændighed. Den skaber fortsat splittelse i Serbien, og gøder jorden for Rusland, som ikke har anerkendt Kosovo som et selvstændigt land. Samme tendens tegner sig i Kosovo, som fortsat er præget af store etniske spændinger og ligeledes i Bosnien-Herzegovina, hvor Dayton-aftalens opdeling af landet i en bosniak-kroatisk og en serbisk enhed fortsat skaber problemer.

Situationen ser ikke ubetinget bedre ud i Albanien, hvor politiske stridigheder mellem landets to vigtigste partier har sat tilnærmelserne til EU på standby. Ligeledes i Makedonien, hvor græsk veto i forbindelse med landets navn, og EUs manglende vilje til at løse striden efterlader landet i et vakuum. Store dele af Balkan er fortsat præget af etniske uroligheder og politisk ustabilitet, og vil kræve store resurser at integrere – og kræve et overskud, som EU på grund af den økonomiske krise næppe har i øjeblikket. Det kan derfor føre til, at EU’s indflydelse, i lighed med EU’s indflydelse i de postsovjetiske lande, også bliver svækket her.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. ILLUSTRATION: Ruslands premierminister Vladimir Putin vælger en cool grimasse 17. august 2011 i Moskvas International Aviation and Space salon MAKS (foto af magicinfoto).