Amerikanske eksperter: Klimadebatten er ikke-eksisterende i USA

Amerikanske eksperter: Klimadebatten er ikke-eksisterende i USA

10.10.2011


Ellis Rubinstein, direktør for New York Academy of Science, og John Clinton, professor og leder af Institut for Bæredygtig Miljøpolitik ved The New School University i New York, deler EU-klimakommissær Connie Hedegaards kritik (for nylig i et interview med Politiken) af klimadebattten i USA for at være ”for langt fra videnskabelige fakta”. Rubinstein: ”Måske har vi ganske enkelt brug for et ”socialt chok” af traumatiske dimensioner – en slags Sputnik-oplevelse – hvor offentligheden bliver så traumatiseret af en eller anden begivenhed, at man bliver nødt til at vende sig mod videnskabsfolkene som helte, der skal hjælpe os alle.”

INTERVIEW af Martin Wøldike, RÆSONs USA-redaktør, NEW YORK

Læs også
John Zysman: USA’s klimapolitik bliver ført i delstaterne

RÆSON: Er I enige med Connie Hedegaard i, at den amerikanske klimadebat er for langt fra videnskabelige fakta?
Ellis Rubinstein: Jeg mener faktisk slet ikke, at vi har en klimadebat i USA, hvilket naturligvis er meget trist. Så hun har ret, når hun siger, at der er en meget stor afstand mellem de folk, der tror på de videnskabelige fakta, og dem, der ikke gør det. Al Gore-perioden, der skabte meget opmærksomhed, ikke mindst hos de mange uafklarede tvivlere, er for længst overstået, og jeg må desværre sige, at folk i dag stort ikke diskuterer klima.
John Clinton: Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er enig i Connie Hedegaards udtalelse, men jeg forstår godt de bekymringer, der ligger bag. Og som én, der arbejder med videnskab i det daglige, forstår jeg ikke mindst vigtigheden af at oplyse og uddanne offentligheden bedre og være med til at give et bredere billede af klimaforskningen og dens politiske betydning. Vi bliver nødt til at tage det meget alvorligt. Især når der er politikere her i landet, der har tendens til at gøre debatten om klimaændringer meget politisk. Som jeg ser det, kan vi lære meget af tidligere, lignende sager i USA’s historie. For eksempel med AIDS-epidemien. Vi bør lære, hvordan vi kan have en offentlig debat, der tilgodeser videnskabelige fakta frem for politiske fordomme.

RÆSON: Det virker som om, at det fra politisk side nærmest er populært at være modstander af videnskaben. Hvordan kan det være?
Rubinstein: Amerikanere har altid, måske på grund af landets historie, været meget stolte af deres uafhængige tankegang, og dermed også været mere tilbøjelige til at tvivle på myndighederne end folk i mange andre lande. Det er simpelthen noget, der ligger dybt i vores amerikanske identitet. Dertil kommer så, at der for tiden er en meget stor bevægelse af amerikanere, der decideret foragter myndighederne, fordi de, af gode grunde måske, er dybt skuffede over det serviceniveau og det samfund, som de mener, de er ansvarlige for.

RÆSON: Kan USA komme ud mistroen til myndighederne og videnskaben?
Rubinstein: Det bliver en udfordring. Ikke mindst fordi vi har store grupper i befolkningen, der både er vrede og samtidig ikke interesserer sig for eller lytter til de personer, der rent faktisk sidder inde med viden.
Clinton: Oplysning er helt afgørende. Det kommer naturligvis ikke til at ske fra den ene dag til den anden, men det er noget, vi bør holde for øje, hvis vi vil hjælpe fremtidige generationer med at forstå, hvilke konsekvenser, det kan få. Og så er det vigtig, at vi også skeler til europæiske reaktioner, når vi udvikler vores miljøpolitik.
Rubinstein: De eneste to områder, hvor man kan håbe på, at det vil ændre sig, er, hvis vi får en eller anden form for radikal og grundlæggende omlægning af uddannelsessystemet – især i de naturvidenskabelige fag. Med det mener jeg uformel uddannelse, der finder sted uden for klasselokalet, for eksempel ved brug af mobiltelefoner og måske film og den slags underholdningsformer, der forhåbentlig vil kunne begejstre eleverne så meget, at det ville få dem til at tænke på andre måder, end de ville have gjort, hvis de sad i et klasselokale eller derhjemme. Men dét er måske for idealistisk at håbe på, så mit andet forslag er lidt mere pessimistisk. Måske har vi ganske enkelt brug for et ”socialt chok” af traumatiske dimensioner – en slags Sputnik-oplevelse så at sige – hvor offentligheden bliver så traumatiseret af en eller anden begivenhed, at man bliver nødt til at vende sig mod videnskabsfolkene som helte, der skal hjælpe os alle. I sådan en situation, ville vi få rollemodeller, som folk vil se op til og se som mennesker, der virkelig kan hjælpe frem for nogle fremmede væsener fra en anden planet.

RÆSON: Er der en tendens til, at debatten i USA bevæger sig væk fra videnskab og bliver mere følelsesladet?
Clinton: Som med mange andre offentlige emner, der kan få økonomisk og politisk betydning for mange mennesker, er der jo altid en risiko for, at det følelsesladede overtager debatten. Se bare på de seneste års politiske debatter. Man kan nemt blive distraheret, og det er meget vigtigt at undgå det. Der er mange eksempler på, at amerikanere har tvivlet på forskerne, blandt andet i forhold til stamcelleforskning og AIDS-forskning. Nogle gange er det attraktivt for politikere at appellere til følelserne hos vælgerne frem for at indlade sig på en mere objektiv debat og forsøge at forstå videnskabens betydning. Det har desværre været et gennemgående tema i USA’s historie, men vi har mere eller mindre formået at komme igennem det hver gang. USA er i store træk ved at tilpasse sig klimaforandringerne og udvikle strategiske løsninger på dem. Både på landsplan, regionalt og lokalt. Faktisk viste en meningsmåling for nyligt, at et flertal af amerikanerne tror på klimaforandringerne, og at en stor del af befolkningen faktisk også tror, at de er menneskeskabte. Godt nok gav den meningsmåling et noget andet resultat, end mange andre målinger, men det viser da i hvert fald, at det går i den rigtige retning.

Martin Wøldike (f. 1983) er RÆSONs USA-redaktør. Han er BA i Journalistik fra Syddansk Universitet fra 2008 og MA i International Affairs fra The New School i New York fra 2011. Han har tidligere arbejdet på TV2 Nyhederne, TV Avisen og Deadline. Martin bor i New York. ILLUSTRATION: Connie Hedegaard (foto af energycamp).