Egypten-Israel: Ingenmandslandet Sinai truer deres forhold

Egypten-Israel: Ingenmandslandet Sinai truer deres forhold

26.08.2011


Det diplomatiske forhold mellem Israel og Egypten er blevet meget anstrengt, efter radikale palæstinensere – via adgang fra Sinai – åbnede ild i det sydlige Israel d.18.aug. Angrebet var muligt idet Egypten reelt har mistet kontrollen over Sinaihalvøen. Problemet har eksisteret i en årrække, men er nu blevet til en af mange udfordringer for det nye styre i Cairo. Den manglende kontrol over ingenmandslandet, Sinai, kan skabe yderligere problemer i en region, der i forvejen er sprængfarlig.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Midt i august åbnede palæstinensere ild mod en israelsk bus, 15 kilometer fra rødehavsbyen Eilat i den sydligste ende af landet. Syv passagerer blev såret, men bussen undslap. Da andre biler kort efter passerede på vejen, som løber få meter fra grænsen ind til den egyptiske Sinaihalvø, standsede palæstinensernede en tom bus, bombesprængte den og chaufføren, og åbnede ild mod flere andre israelske privatbiler. I alt otte israelere mistede livet og 30 blev såret.

Den israelske hær nåede kort efter talstærkt frem. Fem palæstinensere blev dræbt på stedet og i løbet af dagen dræbte egyptiske soldater yderligere to mere. Men efterfølgende undersøgelser viste, at angrebet havde omfattet 15-20 mand, hvoraf hovedparten altså undslap ind i Sinaiørkenen igen, og tillige, at det var særdeles vel planlagt og sandsynligvis havde et betydeligt større mål end en række biler på grænsevejen. Udover rifler var angriberne nemlig udstyret med både granater og sprængladninger.

Den israelske forklaring på hændelsen og hvordan det kunne sket det kunne komme dertil, går i to retninger. Det omkring 200 kilometer lange grænsehegn fra Gazastriben i nord til Det Røde Hav i syd er i bedste fald et stærkt medtaget pigtrådshegn, der uden vanskeligheder lader sig forcere, og den israelske hær har ikke ressourcer til nogen komplet bevogtning. Hver måned krydser omkring et tusinde afrikanske flygtninge ind i Israel ad den vej, og det store flertal gør det uden at blive opdaget. Dette er en af grundene til at Israel har planer om at opsætte et moderne grænsehegn, men arbejdet på dette kommer næppe i gang før i løbet af i 2012. Et andet element betyder til gengæld nok, at lang tids israelsk tvivl om dette anlægsprojekt nu er reduceret – trods en pris på hvad svarer til næsten 2,5 milliarder kroner – og det er, at stort set al ordenshåndhævelse på er forsvundet fra Sinaihalvøen efter den egyptiske revolution tidligere på året. Og det betyder, at det er blevet endnu lettere end før for en gruppe fra Gazastriben at tilbagelægge den lange tur til det sydlige Israel uden at blive standset af egyptiske myndigheder undervejs.

Lovløsheden i Sinai har bredt sig eksplosivt, og det betragter både Israel og det nye styre i Cairo som et reelt problem og som en trussel mod den regionale stabilitet.

Libyske biler smules i massevis
På et betydeligt mere dagligdags plan afspejler denne nye realitet sig i den del af byen Rafah, som ligger på egyptisk side af grænsen ind til Gazastriben. Her foregår en blomstrende brugtbilshandel. En hel stribe oplagspladser er skudt op i ørkensandet, og her kommer palæstinensere og vælger en model, alt efter smag og pengepung.

Stort set alle bilerne er på libyske plader. Driftige beduiner fra Rafah opkøber dem i det krigshærgede land og transporterer dem frem til salgsstederne. En typisk familiebil i god stand koster omkring 20.000 dollar i Libyen, og når den palæstinensiske kunde fra Gaza gør sig sit valg og lægger pengene på bordet i Rafah, er prisen steget til 30.000. I beløbet indgår en klækkelig fortjeneste til beduinerne, transport ind på Gazastriben gennem en af de mange smuglertunneller, og så afkræver Hamas-styret i Gaza en såkaldt ”tunnelskat”, der typisk vil beløbe sig til 2.000 dollar.

Og der er penge på Gazastriben til at understøtte dette marked. I løbet af sommeren har antallet af biler, der på denne måde kom ind på Gazastriben, i gennemsnit ligget på 250 om ugen. De egyptiske myndigheder i Sinai står magtesløse. Biler hører ikke til de varer, som de lader passere gennem grænsen, som efter den egyptiske revolution er blevet delvist åbnet, og det har de mandskab til at kontrollere, men de er ude af stand til at standse trafikken gennem tunnellerne. For efter revolutionen har stort set alt egyptisk politi været borte fra Sinaihalvøen, og det har skabt en situation i hele området, der bedst kan beskrives som lovløshed.

Statsløse beduiner leder efter alternative indtægtskilder
Tidligt i august tog Hamas-styret initiativ til at begrænse indsmuglingen af biler til 30 om ugen. Den officielle begrundelse var, at de mange nye biler skaber trafikkaos i Gaza by, mens den egentlige forklaring sandsynligvis er en helt anden.

Hamas ser en fordel i at etablere et godt forhold til det nye styre i Cairo. Det er de nye egyptiske magthavere, som kan sikre, at grænseovergangen ved Rafah forbliver åben, og det er en vigtig del af indsatsen for at underminere den israelske blokade af Gazastriben, som ganske vist er blevet lempet noget i det sidste år, men som har holdt den palæstinensiske økonomi i området underdrejet siden januar 2008. Selvom Hamas har indtægter af smuglervirksomheden kan det derfor betale sig for bevægelsen at komme egyptiske interesser i møde ved således af begrænse i ulovlige aktiviteter.

Men nok vigtigere er det, at smugleraktiviteterne er udtryk for en økonomi, som både Hamas og styret i Cairo ser som en trussel mod regionens stabilitet. På Sinaihalvøen, som er halvanden gange så stor som Danmark, bor omkring 80.000 beduiner. De er statsløse, hvilket vil sige at Cairo aldrig har accepteret dem som egyptiske borgere og derfor heller ikke sørger for at almindelige sociale ydelser når den vej. Og da kun knap 30 procent af denne befolkning er beskæftiget i den lukrative turistindustri langs halvøens østlige rødehavskyst, lever resten i dyb fattigdom. Dette problem har stået på i årtier, og det har fået beduinerne til at se sig om efter alternative indtægtskilder, hvoraf indsmuglingen af brugte biler kun er en del af det samlede billede.

I begyndelsen af den israelske blokade så både Hamas og Hosni Mubaraks styre en politisk fordel i smugleraktiviteterne. De afbødede blokadens virkninger, og så længe det drejede sig om almindelige varer havde ingen noget imod det. Men efterhånden ændrede trafikken karakter og kom til at omfatte både mennesker og våben. Også det kunne Hamas drage nytte af, men efterhånden er der opstået en opposition mod Hamas på Gazastriben, primært ved islamiske grupper med en anderledes radikal profil end Hamas, og de benytter også smuglertunnellerne og beduinernes logistiske assistance, og med denne udvikling er Sinaihalvøen blevet til en ubehageligt varm kartoffel, set fra Gaza by.

Set i et større perspektiv har styret i Cairo også i årevis set med bekymring på aktiviteterne i Sinai. De radikale islamiske grupper, hvoraf flere vurderes at have tilsnit af Al Qaeda, har nemlig ikke kun Hamas-styret som politisk mål. Den 23. juli 2005 rystede en serie bombeangreb turisthotellerne i Sharm el Sheikh og 88 mennesker mistede livet. Den 26. april 2006 mistede 23 mennesker livet ved et lignende angreb på badestedet Dahab, og området har været ramt af en række større eller mindre angreb op gennem hele årtiet.

Samtlige angreb fandt sted med større eller mindre støtte og deltagelse af lokale beduiner, og det hænger sammen med et sammenfald af interesser. De radikale islamiske grupper ønskede at underminere den egyptiske turistøkonomi for at svække styret i Cairo, som de betragtede som pro-vestligt, og ved at angribe hoteller, som blev beboet af vesterlændinge, sendte de også en klar besked til Vesten om at holde sig på afstand. Disse tanker om global jihad og anti-vestlige holdninger har aldrig været fremtrædende i den lokale beduinbefolkning, men idet angrebene rettede sig mod det forhadte styre i Cairo og mod en turistindustri, som de ikke havde synderlig økonomisk fordel af, ydede de gerne deres støtte.

Angrebene mod civile mål i det sydlige Israel den 18. august i år, kan også nemt læses i denne optik. Gerningsmændene kom fra en af oppositionsgrupperne på Gazastriben, og formålet var at ryste den relative regionale stabilitet. På denne fløj ses Israel som en vestlig forpost i Mellemøsten, og angrebet skulle forhindre en mulig tilnærmelse mellem Israel og Hamas, som lå i luften da formanden for Hamas’ politbureau, Khaled Meshaal samtidig var i Cairo til forhandlinger. Og ved ikke at bruge den sædvanlige fremgangsmåde, at affyre en række raketter mod israelske mål, men rejse omkring 200 kilometer gennem Sinaiørkenen og derfra krydse ind i Israel, gav angriberne Egypten besked om, at landet fortsat ikke har kontrol over Sinai.

Sinai: fra demilitariseret zone til Egyptisk område
Dette problem er blevet langt mere udtalt med den egyptiske revolution. Allerede den 28. januar søgte Hosni Mubarak at imødegå anklager om politibrutalitet ved at trække alt politi bort fra gaderne og lade militæret overtage ordenshåndhævningen i dets sted. Denne overgang forløb temmelig problemfrit i hele landet, med undtagelse af Sinai, hvor der nu kun resterer et ganske lille troppekontingent, som kontrollerer grænseovergangene og derfor kan holde øje med, hvad kommer ind og ud af Gazastriben ad officiel vej. Men herudover er der stort set intet.

Problemet er til en vis grad historisk betinget. Under junikrigen eller seksdageskrigen i 1967 besatte Israel Sinaihalvøen sammen med Vestbredden, Gazastriben og de syriske Golanhøjder. Dette kom til at vare ved indtil den egyptiske præsident, Anwar Sadat i november 1977 aflagde et overrumplende besøg i Jerusalem og inviterede israelerne med i en fredsproces. Den blev en realitet og resulterede i at parterne, med USA’s daværende præsident, Jimmy Carter, som fødselshjælper, underskrev Camp David aftalen den 26. marts 1979. Den stipulerede blandt andet, at Israel skulle rømme godt 4.500 bosættere fra området, og der blev opsat meget stramme begrænsninger for tilstedeværelse af egyptisk militær, og navnlig i en 20-40 kilometer bred zone langs grænsen til Israel. I stedet blev indsat en fredsbevarende styrke, MFO (Multinational Force & Observers), der gang på gang har vist sig ude af stand til at kontrollere situationen.

Det nye styre i Cairo indså allerede tidligt på sommeren i år, det uholdbare i situationen. Egyptisk politi er endnu ikke rekonstrueret, så man henvendte sig til Israel med en anmodning om lempelse af Camp David fredsaftalens krav om Sinai som demilitariseret zone. Det israelske ok til anmodningen lod vente på sig til begyndelsen af august, og selvom den omsider kom, hersker der stor tvivl om de egyptiske troppers evne til at tage den fulde kontrol over området. Især når den israelske godkendelse begrænser sig til 800 mand. Vurderingen lyder, at beduinerne til enhver tid vil kende området bedre end de egyptiske soldater, og at de vil fortsætte med deres aktiviteter, indtil de bliver anerkendt som borgere på lige fod med alle andre egyptere.

Et islamisk retsvæsen kan være på vej?
”Når Israel trækker sig ud, vender ørkenen tilbage!” sagde en beduin i Sinai til denne journalist i begyndelsen af 1980erne. Stedet var Sharm el Sheikh, som endnu havde sit israelske navn, Ofira, og tilbagetrækningen stod lige for.

Beduinen fik ikke ret – og i en vis forstand fik han. Egypterne forvandlede rødehavskysten fra at være en fjern afkrog for israelske hippier til et strømlinet ferieparadis med en fremtrædende plads på det internationale turistlandkort. Halvøen har i dag en samlet befolkning på hen ved en halv million, hvoraf hovedparten er egyptiske tilflyttere og udlændinge med job i turistindustrien, og det hele er blevet til en af Egyptens store indtjenere af fremmed valuta. Men lige bag kystlinjen ligger ørkenen vidtstrakt og er blevet næsten endnu mere knugende end under den israelske besættelse. Anwar Sadat tog et imponerende skridt ved at slutte fred med Israel, men hans efterfølger, Hosni Mubarak, fik aldrig fulgt det op ved at sørge for bedre integration af Sinaihalvøens beduinbefolkning.

Det er endnu en af den egyptiske revolutions mange store udfordringer lige nu. Tidligere på sommeren luftede en salafistisk gruppe i byen El Arish i det nordlige Sinai ideen om at etablere islamiske domstole som parallel til eller afløser af det eksisterende statslige, og gruppen sagde samtidig, at den ville sørge for ordenshåndhævelse med sin egen milits. Dette er altid blevet til mere end antydninger, som dog hurtigt kan blive til alvor, og det forhold understreger kun i hvilken grad Sinaihalvøen er blevet til et ingenmandsland i en region, der i forvejen er stærkt sprængfarlig.

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er Mellemøstkorrespondent for Weekendavisen og bosiddende i Tel Aviv. Han var medforfatter til bogen “Arabisk Forår”, der udkom på RÆSONs forlag tidligere i år. ILLUSTRATION: Politi, Sinai.