Efter Mubarak: Hvad gør Egyptens magtelite nu?

Efter Mubarak: Hvad gør Egyptens magtelite nu?

14.02.2011


Mubaraks tilbagetrædelse er en umådelig folkelig sejr. Alligevel er det for tidligt at sige, at en gennemgribende social revolution har fundet sted i Egypten. Vi vil over den kommende tid bevidne en overgang til noget andet end det bestående. Man kan kalde det demokrati, hvis man vil, men det bliver ikke et folkestyre om seks måneder.

RÆSONKOMMENTAR af Poyâ Pâkzâd

DEN egyptiske elite kan meget vel kapitalisere på oprettelsen af en retsstat med mindre korruption, og forfatningsmæssige ændringer kan tilsvarende gøre klimaet mere gunstigt for udenlandske investeringer. Der er ingen tvivl om, at Egypten post-Mubarak vil være forandret, men det er for enhver observatør, uanset hvor euforisk man er indstillet, for tidligt at forudsige den almene egypters politiske og sociale fremtid.

EN anseelig del af de protesterende, der nu går under den inklusive betegnelse ”25. januar-bevægelsen” – den fælles betegnelse for sammensmeltningen af arbejder- og ungdomsbevægelserne – udsendte et ”folkets kommuniké nr. 1”, der kræver, at den militære undtagelsestilstand, som har hersket i Egypten de facto siden 1958, ophæves. Det betyder suspenderingen af militærets vidtrækkende beføjelser. Ydermere kræver bevægelsen pressefrihed, en omgående løsladelse af politiske fanger og etableringen af en civil administration, der skal medvirke til udarbejdelsen af en ny grundlov. Om det vil gå sådan for sig, kan ingen forudsige, men det afhænger af bevægelsens fortsatte evne til at organisere sig. Det må uvægerligt ende med en gruppe, der kan kanalisere og videreføre den folkelige røst. Det er formentlig også det, der er meningen bag etableringen af et ”råd,” der vil forhandle landets fremtid med det siddende militære styre, der netop har opløst Mubarak-parlamentet og forfatningen. Det, der skal til, er etableringen af en stærk, uafhængig forening, der kan institutionalisere bevægelsen som en potent medspiller for dermed at inkorporere dens interesser i den politiske proces hinsides protestbølgen. Det er netop denne udvikling, som regimet forsøger at forhindre, ved at love demonstranterne flere jobs og højere løn i statssektoren.

HVIS vi over den kommende transitionsperiode vil have troværdige ledetråde om landets fremtidige retning er det forretnings- og militærelitens handlinger, vi skal kigge på. Officerskorpset og landets rigeste aktører vil gøre deres for at bevare magten, nu hvor Mubarak er væk. Det er i forvejen disse mennesker, som dominerer landets politiske og økonomiske institutioner, og ved det kommende præsident- og parlamentsvalg vil det formentlig også være disse, der spiller den afgørende rolle. De har oprettet et ”vismandsråd,” bestående af landets fornemste finans- og forretningsfolk, der skal føre tilsyn med militæret, der til gengæld står for at præsidere over en ”velordnet overgang” til ”demokrati”. Efter sigende skal Vismandsrådet – foruden landets fremtrædende iværksættere – tælle ”ikke-ideologiske” elementer fra det Muslimske Broderskab og en nobelprismodtager. Dog ikke Mohamed el-Baradei, som man kunne fristes til at tro.

RYGMARVEN bag regimet er militær- og forretningseliten. De ejer bogstaveligt talt Egypten – jorden – og den væsentligste del af landets økonomi. Det ville være en historisk nyhed, hvis de villigt delte deres magt. Militæret har sat den egyptiske forsvarsminister Hasan Tantawi i spidsen, mens Suleiman er trådt i baggrunden. Afviklingen af parlamentet og suspensionen af forfatningen har sat landet i en konkret undtagelsestilstand og er dermed kommet bevægelsens krav om normalisering af tilstanden i forkøbet. Det har købt regimet tid til at afdramatisere protesterne og til atter at sætte gang i økonomien. Ifølge al-Jazeera florerer der rygter om, at militæret vil indføre forbud mod strejker. Vi vil over det kommende stykke tid bevidne en overgang til noget andet end det bestående. Man kan kalde det demokrati, hvis man vil, men det bliver ikke et folkestyre om seks måneder.

OBAMA-administrationen har været yderst forsigtig med sine udmeldinger, og måske bevidst tvetydig og vag. Dens holdning kan bedst karakteriseres som en løbende tilpasning til de igangværende begivenheder, som i det væsentligste er et alvorligt slag mod det i forvejen eroderende amerikanske hegemoni i Mellemøsten. USA’s holdning har selvfølgelig ændret sig siden Clintons absurde udmeldinger den 25. januar om, at regeringen er ”stabil” og ”på udkig efter måder at reagere på de legitime behov og interesser i det egyptiske folk.” Det er ikke just i USA’s ”nationale interesse” at støtte folkelige bevægelser i de lande, hvor Washington støtter det autokratiske regime. Tænk på det budskab, det ville sende til Saudi-Arabien, som er USA’s ældste allierede i regionen. Taktikken er at støtte regimet, så længe det er muligt. Når regimet falder, kan USA derefter sige, at det altid har støttet demokrati, menneskerettigheder osv. Det kan lade sig gøre, fordi de konventionelle amerikanske medier lider af evigt hukommelsestab. USA har kolossalt meget at tabe, hvis den mister Egypten som strategisk allieret. Hele USA’s Mellemøstenpolitik må i et sådan tilfælde revideres, men om det kommer så vidt, må tiden vise.

FORESTILLINGEN om at USA kan mikro-forvalte forløbet i Egypten er en seriøs misforståelse blandt de kritikere, der forventer en principiel kovending fra Washingtons side. Det skal ikke komme som et chok, at USA har reageret efter sin egeninteresse. Således karakteriserer Iran opstanden som en forlængelse af den islamiske revolution, og syriske nyheder afbryder aftenens underholdning i bedste sendetid med skadefryd over ”Camp David-aftalens endeligt.” Jeg behøver slet ikke nævne reaktionerne blandt europæiske statsledere, som Sarkozy og Berlusconi, der hver for sig er historiske anakronismer i sig selv. Den seneste udmelding fra Israel er glæden over overdragelsen af magten til militæret, og understregningen af at Camp David-aftalen er sikret. Alliancen med Egypten har gjort det muligt for Israel frit at fortsætte sin bosættelsesaktivitet på Vestbredden og opretholde en kvælende blokade på Gazastriben for at undgå politiske forhandlinger med Hamas-partiet om en tostatsløsning.

MAGTFORHOLDENE i Egypten er langtfra givet. Der er en bred vifte af kræfter, som potentielt kan udgøre et dynamisk og mangfoldigt parlament i Egypten. Det liberale Wafd-parti vil nok vinde en del pladser, og det samme vil det Muslimske Broderskab, når og hvis det træder ud af sin forsigtige rolle. Venstrefløjspartiet Tagammu vil formentlig også vokse sig større og alliere sig med bevægelser, der har opereret i undergrunden siden Gamal Abdel Nasser forbød dem, hvis der bliver frie valg. ”Civilsamfundet” er underrepræsenteret blandt de ovennævnte kræfter, hvis vi med udtrykket medregner dem, som udgjorde kernen blandt demonstranterne. Nemlig de unge, kvinderne, bønderne og arbejderne. Organisationer såsom”6. april-bevægelsen” og Kifaya, der stod for en stor andel af mobiliseringen bag ”25. januar-bevægelsen”, er i realiteten ”kampagneorienterede bevægelser” ifølge Mellemøsteksperten Gilbert Achcar, som står ”uden officielle politiske programmer og kandidater”. Det kunne meget vel ske – og nu spekulerer jeg – at denne sociale gruppe, vil organisere sig omkring Mohamed el-Baradei, der har været formand for paraply-organisationen ”National Association for Change.”

BEGIVENHEDERNE i Egypten og Tunesien har brudt frygtbarrieren i lande som Yemen, hvor 2000 demonstranter i dag marcherede for præsident Ali Abdullah Saleh’s tilbagetrædelse. Den grønne bevægelse i Iran kalder på demonstrationer mandag, og i Algeriet trodsede flere tusinde demonstranter i lørdags politiet og råbte på præsident Abdel Aziz Bouteflika’s afgang. Men konsekvenserne kan række videre, end medierne endnu lader ane: ikke blot i Mellemøsten, men også på resten af det afrikanske kontinent. De radikale krav, som stilles af den egyptiske bevægelse, taler i den grad for hele den tredje verden, og vil over de næste mange årtier inspirere og opildne sociale bevægelser verden over.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON.

FOTO: Al Jazeera English