Depressionsøkonomiens hovedværk fylder 75 år: Keynes er kommet på mode igen

Depressionsøkonomiens hovedværk fylder 75 år: Keynes er kommet på mode igen

04.02.2011


Økonomen John Maynard Keynes udgav i slipstrømmen af Den Store Depression sit hovedværk indenfor økonomisk teori The General Theory of Employment, Interest and Money, der i flere årtier formede den økonomiske politik. Han blev glemt i 70’erne, da en ny bølge strømmede gennem universiteterne, men med Den Store Recession fra 2008 er Keynes’ gamle værk – der i dag fylder 75 år – igen blevet støvet af. Professor Finn Olesen ser tilbage på Keynes og hans teori.

Af Finn Olesen

Fredag den 4. februar 2011 er en mærkedag inden for den økonomiske makroteori. Det er 75-året for udgivelsen af en af den økonomiske litteraturs mesterværker: The General Theory of Employment, Interest and Money skrevet af den engelske økonom John Maynard Keynes. Med dette værk blev den moderne makroøkonomiske teori født.

Udgivelsen af bogen i 1936 skal ses som resultatet af en langstrakt proces hos Keynes, hvor han gennem årene i forskellige bidrag forsøgte at gøre den økonomiske teori mere realistisk for derved at bringe den bedre i overensstemmelse med virkelighedens faktiske økonomiske forhold. Og af den økonomiske historie lærte Keynes, at samfund kan befinde sig i såvel dybe som langvarige økonomiske kriser. Men i de økonomiske lærebøger kunne han intet rigtigt relevant lære om hvordan sådanne kriser opstår. Og heller intet om, hvordan man gennem økonomisk politiske tiltag kunne forsøge at bekæmpe disse. Det var især de spørgsmål, som Keynes beskæftigede sig med igennem hele sit liv, og som han forholdt sig til med bogen fra 1936.

John Maynard Keynes blev født den 5. juni 1883 ind i en akademisk familie i Cambridge. Og han skulle vise sig at blive en af de allermest markante økonomer i det 20. århundrede. Indtil sin død i påsken 1946 skulle han komme til at blande sig på afgørende vis ikke alene i den akademiske debat, men også mere bredt i den generelle samfundsdebat som en international kendt og anerkendt økonom. Oprindelig var det dog matematikken, som så ud til at skulle blive Keynes’ arbejdsområde, idet han oprindelig blev uddannet inden for dette fag. Men udsigten til en embedsmandskarriere så åbenbart mere tiltrækkende ud. I hvert tilfælde påbegyndte Keynes at læse økonomi i Cambridge, som var adgangsgivende til et job i statsadministrationen. Efter endt efteruddannelse i økonomi blev Keynes da også ansat i The India Office.

Snart skulle det dog vise sig, at dette arbejde ikke alene kunne udfylde Keynes’ rastløse intellekt; en mere akademisk fordybelse kaldte på ham. Så sideløbende med sit administrative arbejde skrev Keynes et hovedværk, der i 1909 kvalificerede ham til et fellowship ved Kings College i Cambridge. Værket, der efterfølgende blev udgivet i 1921, bar titlen The Treatise on Probability. Heri blev fundamentet for Keynes’ efterfølgende forståelse af, hvorledes det makroøkonomiske systems mangfoldige kompleksitet udspilles grundlagt.

I værket behandlede Keynes indgående problemstillingen om, hvad vi ved, og hvad vi kan vide om fremtidige forhold. Noget har vi som husholdninger og virksomheder rimeligt styr på, noget andet har vi måske en så nogenlunde opfattelse af, noget tredje er vi mere tvivlende overfor, og endelig er der selvfølgelig alt det, som vi egentlig intet konkret ved noget om. Når husholdninger og virksomheder derfor skal planlægge, hvilke økonomiske beslutninger, som de ønsker at gennemføre, må dette nødvendigvis ske på basis af deres mere eller mindre usikre opfattelse af fremtiden. For Keynes er enhver økonomisk adfærd dermed en forventningsbaseret adfærd. Og ydermere er pointen hos ham den, at vi ofte tager fejl i vores planlægning. Naturligvis forsøger vi alle at gøre det bedste, som vi overhovedet kan, men vores viden – husholdningernes og virksomhedernes forventninger – om en usikker og principiel ukendt fremtid er ofte mangelfuld og delvis fejlagtig. Så set med Keynes’ øjne vil vores planlægning om fremtidige økonomiske forhold i en større eller en mindre udstrækning uvilkårligt altså vise sig ikke at holde stik.

Og det var med denne grundlæggende forståelse af de enkeltes økonomiske planlægningsvilkår som udgangspunkt, at Keynes skrev The General Theory.

I denne bog, som altså blev startskuddet til den moderne makroteori, præsenterede Keynes dels en ny teoretiske forståelsesramme dels nogle guidelines til en ny metodologi. For begges vedkommende var der tale om et oprør mod og et opgør med samtidens herskende økonomiske mainstream: det neoklassiske paradigme.

Ifølge den økonomiske mainstream på Keynes’ tid kunne en økonomi kun befinde sig uden for sin optimale ligevægt i kortere tid, ligesom størrelsen af uligevægten for normale forholds vedkommende ikke kunne være særlig omfattende. Der var derfor i forhold til denne forståelse ikke noget behov for en teori, som kunne forklare, hvorledes indkomstdannelsen på aggregeret niveau fandt sted i økonomien. Denne opgave blev varetaget af markedsmekanismen – Adam Smiths såkaldte ’usynlige hænder’ – som automatisk frembragte de bedste økonomiske forhold i samfundet. Den økonomiske ortodoksi kunne dermed ikke på relevant vis forklare eksistensen af arbejdsløshed; idet teorien forudsagde, at et sådant fænomen ikke kunne være særlig omfattende. Men disse udsagn stred mod de historiske kendsgerninger, som beskrev den økonomiske udvikling i den vestlige verden i store dele af 1920’erne. Og fra begyndelsen af 1930’erne så den internationale økonomiske krise kun ud til at blive dybere og dybere. Markedsmekanismen var altså ikke af sig selv i stand til at levere den eftertragtede vare: den fulde beskæftigelse og en øget velfærd til alle.

Set med Keynes’ øjne var der derfor behov for at formulere en teori, som kunne forklare, hvordan den samlede produktion og beskæftigelse i samfundet blev bestemt. Der var med andre ord brug for en indkomstdannelsesteori, og Keynes præsenterede derfor en ny makromodel i sit kapitel 3 i The General Theory. Denne model benævnte han for det effektive efterspørgselsprincip. Hermed får den samlede efterspørgsel i økonomien for alvor en ganske afgørende rolle at spille i den økonomiske fortælling om, hvorledes den samlede produktion og beskæftigelse bestemmes. Er den samlede efterspørgsel for lille, bliver også den samlede produktion og beskæftigelse for lille. Som en konsekvens heraf oplever mange at blive ufrivilligt arbejdsløse.

Et andet af Keynes’ budskaber var, at en sådan underbeskæftigelsessituation godt kunne vise sig at være en stabil situation. Med andre ord; der var ingen automatik i det økonomiske system, som med sikkerhed kunne bringe den økonomiske krise til ophør af sig selv. Selv med fuldt fleksible lønninger og priser kunne de enkeltes forventninger være af en sådan beskaffenhed, at økonomien forblev fastholdt i en situation med omfattende arbejdsløshed og betydelige velfærdsproblemer til følge.

Men heldigvis kunne de økonomiske konjunkturer påvirkes gennem en aktiv økonomisk politik. Som en økonom, der gennem mange år havde beskæftiget sig med økonomiers finansielle forhold, vidste Keynes om nogen, at pengepolitikken kunne være særdeles brugbar til fremme af især de private investeringer. Blev finansieringsvilkårene for disse gunstigere, ville der blive gennemført flere investeringsprojekter i virksomhederne. Dette ville øge den samlede efterspørgsel i samfundet. Produktion og beskæftigelsen ville stige, og den økonomiske krise ville aftage i omfang. Så for Keynes var pengepolitikken af afgørende betydning. Gennem denne kunne man påvirke realøkonomien på såvel det korte som på det længere sigt.

Men en sådan situation var betinget af mindst to forhold.

For det første skulle det være muligt at sænke renten i samfundet. Og for det andet skulle virksomhederne have en tro på – en forventning om – at deres afsætningsvilkår ville blive gunstigere i fremtiden; hvad skulle de ellers med et større produktionsapparat, da de jo i forvejen havde en ledig kapacitet?

Befinder en økonomi sig derfor i en dyb økonomisk krise, hvor pessimismen hos husholdninger som virksomheder breder sig, og er renteniveauet i forvejen ganske lavt, mister pengepolitikken af helt indlysende årsager sin styrke. Så må der bringes andre midler på banen. Så må man forsøge at stimulere investeringsdannelsen i samfundet gennem finanspolitiske virkemidler. Derfor gav det god mening for Keynes i begyndelsen af 1930’erne at være en varm fortaler for gennemførelse af offentlige investeringsprojekter f.eks. i form af forbedring af infrastrukturen. Hermed kunne niveauet for den effektive efterspørgsel hæves. Dette ville få produktion og beskæftigelse i samfundet til at vokse. Krisen ville have nået sin bund. Økonomisk fremgang synes at være på vej. Pessimismen ville være på retur. Husholdningernes og virksomhedernes forventninger til fremtiden ville blive mere positive. Og med en øget optimisme ville både husholdninger som virksomheder øge deres efterspørgsel, hvorved den effektive efterspørgsel i samfundet på ny ville få et skub opad. For Keynes var der for nu at sige det lidt kort især behov for at fokusere på tre forhold, når en moderne monetær produktionsøkonomis spilleregler skulle forstås: 1) eksistens af en fundamental form for usikkerhed, der besværliggør den økonomiske planlægningsproces; 2) erkendelse af at penge/likviditet har en afgørende rolle at spille for at få den økonomiske maskine til at fungere effektivt, og 3) en erkendelse af at de institutionelle rammer i samfundet og i økonomien ændrer sig over tid – det makroøkonomiske system er derfor ikke et stabil og et lukket system; tværtimod det er et åbent, socialt og over tid foranderligt system.

Baseret på Keynes’ nyskabende teori i The General Theory udviklede der sig en ny makroøkonomisk forståelse efter hans død i 1946. Keynesianismen så dagens lys. Og med udgangspunkt i denne tænkning fandt den efterfølgende udbygning af de vestlige landes velfærdssamfund sted. De vestlige økonomier oplevede gyldne tider med gennemsnitlige store årlige økonomiske vækstrater. Den økonomiske krise syntes at være afskaffet. Men som vi ved, var dette ikke tilfældet. I 1970’erne blev de vestlige landes igen ramt at et internationalt økonomisk tilbageslag. Keynesianismen kom som følge heraf under pres. Og den makroøkonomiske teori vendte tilbage til en mere gammeldags økonomisk forståelse med monetarismen, og hvad deraf fulgte.

Med dette skifte i den makroøkonomiske fokusering voksede tiltroen til den frie og perfekte marked. Samtidig hermed blev tiltroen til en aktiv især finanspolitisk regulering af de økonomiske konjunkturer mindre. Og indtil for få nogle år siden syntes ’de økonomiske træer at gro helt ind i himlen’. Lige indtil de finansielle bobler bristede og den internationale finanskrise med hidtil ukendt styrke ramte den globale økonomi. I kølvandet på denne fulgte et internationalt økonomisk tilbageslag. Og som vi ved, ramte denne også både den europæiske og den danske økonomi hårdt. Så på ny blev der behov for en offentlig indgriben i økonomien. Visionen om det frie markeds herligheder – i hvert tilfælde, hvad angår de finansielle markeder – synes at ligge mere eller mindre i ruiner.

Således belært af den nyere økonomiske historie vokser igen interessen for Keynes og hans opfattelse om økonomier i krise. En relevant forståelse og analyse af termerne usikkerhed, tid og penge/likviditet i en makroøkonomisk kontekst vil uden tvivl forblive at være relevante også for kommende makroøkonomer.

Tilbage er bare at ønske tillykke med 75 års jubilæet.

Finn Olesen er professor ved Institut for Erhvervsstudier og Teknologiledelse ved Aalborg Universitet