Den koreanske halvø: Genforening i stedet for krig?

Den koreanske halvø: Genforening i stedet for krig?

08.02.2011


Krig på den koreanske halvø! Sådan lød overskrifterne i 2010 med sænkningen af det sydkoreanske skib Cheonan og Nordkoreas beskydning af øen Yeonpyeong. Betyder krigstruslen, at alle ambitioner om genforening – hvor Korea igen samles til et rige – er lagt på hylden? Flere sydkoreanske forskere ser fortsat genforening som den eneste langtidsholdbare løsning af konflikten på den koreanske halvø.

Af Mads Schytte Krabbe og Louise Vogdrup-Schmidt

Det handler om krig, konflikt og kronisk modsatte ønsker, når talen falder på de to Koreaer. Fra vesten er det svært at se andet end Kim Jong-Ils irrationelle ledelsesstil, truslen fra et muligt atomvåbensprogram i Nordkorea og en krig, der er så potentiel, at hver eneste bevægelse med lillefingeren fra Nordkoreas leder får de omkringliggende lande til at slå alarm. Konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea er en af de mest spændte i international politik, men set fra selve Sydkorea er ideen om en genforening også ved at vokse sig stor, selvom de to lande kun er kommet længere fra hinanden gennem de seneste år.

Afstanden mellem Sydkorea og Nordkorea synes større end nogensinde siden landet for 60 år siden blev delt af en krig, der formelt aldrig er blevet afsluttet andet end med en våbenhvile. Krig har der været optræk til igen og igen, og forhandlinger mellem de to lande er blevet afbrudt og genoptaget flere gange.

Sydkorea promoverede sig gennem efteråret på den politiske scene som vært for G20-topmødet i november, i sportsverdenen med etableringen af en Formel 1-bane og i forhold til den vestlige verden med en frihandelsaftale med først EU og senest USA. Imens har Nordkorea med Kim Jung-Eun udnævnt en diktators søn som efterfølger til hvad, der ifølge iagttagere ligner et mere og mere degenereret politisk regime. Men et regime, der efter alt at dømme har anlæg til fremstilling af atomvåben.

Alligevel synes opfattelsen blandt flere sydkoreanske akademikere og meningsdannere at være, at en genforening mellem nord og syd er en uundgåelig udvikling som dag for dag rykker nærmere. En genforening vil være attraktiv både socialt, økonomisk og politisk, hvilket betyder, at de store forskelle, splittelser og militære uoverensstemmelser kan og skal overkommes. Ideen om en genforening er gammel både i Syd- og Nordkorea. I begge lande afbilledes hele den koreanske halvø ofte som ét Korea, og et ønske om et samlet Korea bunder i et nationalistisk ønske om at være en magt, der er stærk og selvstændig nok til at stå imod pres fra stormagterne Rusland, Kina og den tidligere besættelsesmagt Japan.

Lang vej til genforening
En stor fortaler for genforeningen er Park Se-Il, der udover at være professor ved Seoul National University har fungeret som rådgiver for den sydkoreanske regering i forhold til genforeningsspørgsmålet og er grundlægger af og formand for Hansun Foundation. En organisation, der kæmper aktivt for genforening på den koreanske halvø. Han vurderer, at der på trods af sprækkerne i dialogen mellem de to lande er stærkere momentum for genforening end tidligere, fordi det nordkoreanske regime virker svækket og på randen til kollaps, og fordi krigen, der splittede de to lande kun huskes af de ældste generationer.

”Faktisk ser vi et mærkbart skift i folks opfattelse af genforeningen. For tre år siden anså folk det som en fjern mulighed, men nu ved de, at der nok sker noget snart. Når jeg holder en offentlig tale eller går til et debatmøde om genforeningen, får det masser af opmærksomhed, og mange mennesker møder op,” siger Park Se-Il.

Hans fornemmelse for en stigende tilslutning til genforeningen bekræftes i en meningsmåling, som blev foretaget af Korean Broadcasting System i december 2010. Her mente mere end 70 procent af sydkoreanerne, at de to Koreaer burde genforenes. Det er en stigning på mere end 10 procent bare i forhold til august 2010. Det er værd at notere at tilslutningen til en genforening dermed er steget på trods af beskydningen fra Nordkorea i november.

Park Se-Il understreger, at på trods af entusiasmen er der fortsat lang vej, hvis hele Sydkoreas befolkning skal kunne betragte genforeningen som positiv. For slet ikke at tale om den nordkoreanske befolkning og det internationale samfund.

”Hvis en genforening skal lykkes, kræver det stærke socialpolitiske incitamenter. Først og fremmest skal folk have en stærk vilje til at ville genforenes. Det kræver meget af regeringen, og vores nuværende regering har ikke været god til at skabe folkelig opbakning til genforening. Derudover har vi brug for et stærkere diplomati, der aktivt skal arbejde for genforening. Vi skal overbevise USA, Kina, Rusland og Japan om, at en deling af Korea er uhensigtsmæssigt for dem. Endelig skal vi overbevise det nordkoreanske folk om, at en genforening er mulig selv med deres nuværende styre. De skal have håb og information om verden udenfor Nordkorea,” siger Park Se-Il, der mener, at genforeningen også er et stort regionalt spørgsmål.

Genforening vil give genlyd i hele regionen
En genforening handler ikke bare om Korea, men om hele regionen. Genforeningen kan skabe øget dynamik og økonomisk integration mellem de østasiatiske nationer. En region som Manchuriet i Kina halter bagefter mange andre progressive regioner i den kinesiske tigerøkonomi, og henslumrende områder i den tidligere sovjetiske udpost Sibirien vil kunne drage enorm økonomisk fordel af direkte landfast adgang til Sydkorea.

Sådanne argumenter, som understeger den gensidige fordelagtige karakter ved en genforening skal være rygraden i det signal og den politik, som bliver ført af Sydkorea overfor Kina, USA og andre stormagter med interesse i spørgsmålet. Ellers kan en genforening ikke lykkes.

Men det er ikke sikkert, at det lykkes at få signalet klart nok igennem, vurderer Park Se-Il. Det skal kommunikeres stærkt internationalt, at Sydkorea ikke alene er klar, men også ubetinget villig til at gennemføre en genforening. Samtidig er det essentielt at Sydkorea tager fuldt ejerskab over halvøens fremtid og ikke lader stormagter bestemme denne udvikling.

”Koreas fremtid kan ikke blive formet af andre nationer, den skal blive formet af os selv” mener Park Se-Il.

Økonomisk angst
I modsætning til Park Se-Il kan man iblandt den sydkoreanske befolkning opleve en vis grad af modvilje i forhold til at åbne armene mod nord. Modviljen går især på de store økonomiske omkostninger, som en mulig genforening vil komme til at betyde for Sydkorea. Det vil blive dyrt for de 47 millioner sydkoreanere, der med en høj levestandard skal dele ud til de 22 millioner nordkoreanere, der i årtier har haft en langt svagere udvikling og hvis BNP svarer til en tiendedel af Sydkoreas. Samtidig er store dele af befolkningen dårligt uddannede og efter hungersnød i 1990´erne fejlernærede og med store helbredsmæssige problemer.

Deok Ryong Yoon er økonom og senior research fellow ved den koreanske tænketank KIEP – Korea Institute for International Economic Policy og fungerede som formand for det såkaldte ”G20 Research Team”.

Han ser store fordele ved en mulig genforening mellem Nord- og Sydkorea, men erkender at der også vil være omkostninger forbundet hermed.

”Det er rigtigt, at nogle, især unge mennesker, tænker meget individualistisk og ikke vil forstyrres af brødre eller slægtninge fra nord. Det er klart, at det vil komme til at koste penge, mange penge, i genforeningsomkostninger. For mig at se er genforeningen dog den eneste vej frem for at redde Nordkorea, som allerede er en fejlslagen stat. Samtidig har vi i Sydkorea også brug for hjælp til at undgå en fremtidig økonomisk krise,” siger Deok Ryong Yoon og peger dermed på de økonomiske fordele som adgangen til et stort marked nordpå vil betyde for Sydkorea.

En genforening vil i første omgang byde på en række institutionelle omkostninger i forbindelse med at integrere to vidt forskellige systemer, samt skabe grobund for nye institutioner i Nordkorea. Disse omkostninger vil dog være engangsomkostninger og derfor ikke udgøre det største økonomiske bump på vejen til genforening. Langt større vil velfærdsomkostningerne værre. Der skal bruges milliarder af won på at sikre basale velfærdsydelser til Nordkoreas befolkning, men det er en nødvendig omkostning, vurderer Deok Ryong Yoon.

”For ikke at få en invasion af nordkoreanere til Sydkorea, skal levestandarden i Nordkorea med det samme hæves så meget som muligt. Det gælder lønninger, boliger og adgang til varer,” siger Deok Ryong Yoon.

Alt at vinde
På trods af de høje engangsomkostninger, kan en genforening betale sig, fordi de økonomiske fordele på sigt vil være langt højere end omkostningerne.

”Udgifterne ved en genforening vil være engangsomkostninger, hvorimod fordelene vil være permanente og vedvarende. Hvis nuværende generationer vil acceptere at betale de nødvendige omkostninger ved en genforening, vil kommende generationer kunne gå en lys fremtid i møde,” siger han.

Først og fremmest vil en politisk stabilisering af Nordkorea betyde en kraftig reducering i de betydelige militære omkostninger, der er forbundet med at sikre Sydkorea mod angreb fra Nord. Derudover vil en genforening med tiden skabe et langt større hjemmemarked for sydkoreanske virksomheder samtidig med, at man vil kunne drage fordel af Nordkoreas betydelige naturressourcer.Disse faktorer vil dermed skabe muligheden for højere økonomisk vækst i et marked med dalende befolkningsvækst, der skal leve af viden og høj produktion. Muligheden for landfast adgang tilKina, peger Yoon også på som afgørende for hele Koreas udvikling.

Naboen i nord
De økonomiske og politiske incitamenter er store for en genforening, men som enhver anden relation til Nordkorea, er fremtidsudsigterne præget af uforudsigelighed. Efter at Kim Jong Eun er udpeget til på sigt at overtage magten, er spekulationerne om Nordkoreas hensigter kun blevet endnu større, ikke mindst i syd, hvor man er lige så uvidende om Den Store Leders barnebarn som resten af verden.

”Vi ved med sikkerhed, at Nordkorea er præget af fattigdom, lovløshed og arbejdsløshed især i de regioner, der ligger uden for Pyongyang,” siger Cheeyoung Kim, der har en ph.d. i moderne koreansk historie med fokus på arbejde og hverdagsliv i Nordkorea fra Columbia University.

I debatten om den mulige og planlagte genforening er det ofte kun den sydkoreanske befolkning, der bliver hørt, fordi det netop er så svært at få adgang til den nordkoreanske. Cheehyung Kim vurderer, at nordkoreanerne også er indstillet på en genforening, men at det ligesom for sydkoreanerne kan virke som en meget fjern fremtid.

”Jeg tror, at der er klare paralleller mellem den nordkoreanske og den sydkoreanske offentlighed. Generelt ser begge befolkninger genforeningen som både en drøm og et håb. I nord ved de også, at situationen er enormt kompleks. De kender til den militære oprustning og de politiske barrierer, og de har ret, når de vurderer, at Sydkorea er under kraftig amerikansk indflydelse,” siger Cheehyung Kim og fortsætter:

”Man skal ikke blot dømme nordkoreanerne som naive, intetanende og indoktrinerede. Jeg tror, at de har et meget realistisk syn på genforeningen, men at de naturligvis ikke har de samme muligheder for at diskutere den som sydkoreanerne. For mange af dem handler det langt mere om at overleve fra dag til dag..”

Genforeningens horisont er uvist, og det er uforudsigeligt, hvornår den nordkoreanske befolkning kan blive lige så mætte som den sydkoreanske. Men en ting kan med sikkerhed kickstarte genforeningsprocessen, vurderer Cha Moon-Seok, der er embedsmand i Sydkoreas Ministry of Unification.

”Når Kim Jong-Il dør, vil det betyde mange ændringer. Hans person som repræsentant for det gamle og hensygnende regime er ækvivalent med genforeningsproblemet,” siger Cha Moon-Seok.

Det kan synes naivt at tro, at den nordkoreanske diktators død vil føre til en automatisk genforening mellem nord og syd. Lange politiske, økonomiske, sociale forhandlinger står forude, ligesom stormagterne omkring Korea uundgåeligt har lige så meget at sige i genforeningsspørgsmålet, som lederne af de to Koreaer selv, hvis genforening og ikke krig skal blive fremtidsscenariet.

Louise Vogdrup-Schmidt er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har arbejdet for blandt andet Dagbladet Børsen, NNIT og Mellemfolkeligt Samvirke. Som led i sin kandidatuddannelse i “Politisk Kommunikation og Ledelse” fra CBS, har hun i efteråret læst internationale studier på Seoul National University. Ansat som rådgiver i det finansielle kommunikationsbureau Capital Relations

Mads Schytte Krabbe læser en kandidatgrad i International Business and Politics ved Copenhagen Business School. Han har tidligere arbejdet for MYC4 og som praktikant på den danske ambassade i Washington DC. Derudover har han tilbragt et semester ved Berlin School of Economics og læser aktuelt internationale studier ved Seoul National University.