Demokrati i postsovjetiske lande: en utopi?

Demokrati i postsovjetiske lande: en utopi?

03.05.2011


Undertrykkelse af den politiske opposition, krænkelser af basale menneskerettigheder, udbredt korruption og begrænset pressefrihed kendetegner i dag de fleste postsovjetiske lande. Er et demokratisk samfund i disse lande overhovedet realistisk?

Af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

I dag er de selvstændige lande, men der er noget, der fortsat binder de tidligere sovjetlande sammen: Deres politiske systemer kan – de baltiske lande undtaget – langtfra betegnes som demokratiske. I de fleste af landene foregår en systematisk undertrykkelse af den politiske opposition. Alle har en udtalt korruption. Og de fleste krænker de basale menneskerettigheder og har en begrænset pressefrihed. Den uafhængige tænketank Freedom House, som hvert år udgiver en rapport om politisk og borgerlig frihed i verden, stempler alle postsovjetiske lande som enten ufri eller delvis ufri. 7 af 12 postsovjetiske lande har fået betegnelsen “ufri” og 5 “delvist ufri”.

Årets resultat er en stigning både i forhold til sidste år og en kontinuerlig stigning siden 2001. Resarch-direktør i Freedom House Arch Paddington mener, at regionens status og fortsatte stigning i antallet af ufrie og delvist ufrie lande skyldes en række konkrete faktorer, blandt andet den historiske arv fra Sovjetunions tid og Ruslands udemokratiske indflydelse i regionen.

Rapportens resultat overrasker ikke lektor ved Instituttet for Statskundskab ved Syddansk Universitet og ekspert i øst- og centraleuropæiske politiske forhold Søren Riishøj: ”Ser vi bort fra baltiske lande er alle landene i SNG [Fælleskabet af Uafhængige Stater, dannet efter Sovjetunionens opløsning i 1991, red.] “hybridregimer” eller “gråzoneregimer”: hverken fuldt ud autoritære eller tilstrækkelig demokratiske til, at ordet “demokrati” kan bruges om dem.”

Ukraine går i Hviderusland fodspor
Et af de postsovjetiske lande, der ifølge Freedom House har bidraget til den generelle stigning af “ufrie” eller delvis “ufrie” lande er Ukraine. Landet er i rapporten karakteriseret som “delvis fri”, og det er en tilbagegang i forhold til sidste års betegnelse “fri”. Ukraine var ellers efter Orange Revolutionen i landet i 2004 det eneste postsovjetiske land, der blev karakteriseret som frit. Men det har sidste års politiske ændringer og tiltrædelsen af præsident Viktor Janukovitj ændret på. Den sidste tids anklager og sigtelser mod en række oppositionspolitikere tyder på, at det regerende Regionernes Parti ikke har i sinde at give magten fra sig. Sagerne bliver af en række politiske eksperter vurderet som et systematisk forsøg på at svække oppositionen forud for næste års parlamentsvalg og dermed et forsøg på befæste sig magten for en længere periode.

Søren Riishøj er skeptisk i forhold til chancerne for demokratiske reformer i Ukraine: ”Problemet i Ukraine er, at den prodemokratiske og moderne del af samfundet – middelklassen i positiv forstand – er for svag. Ukraine lider ligeledes under den regionale opdeling, der også afspejler en forskellig politisk kultur. Udsigterne på kort og mellemlangt sigt forekommer dystre. Modernisering af økonomien og mindre korruption er nøglen til fremskridt, og som i Rusland er det vigtigt at få gjort oligarkerne til “normale kapitalister” og svække forbindelsen mellem politik og økonomi. Demokrati forudsætter en funktionel adskillelse af marked og politik”.

Ukraine er dog stadig langt fra hviderussiske tilstande. Alexander Lukashenko har under præsidentvalget i december igen bevist, at betegnelsen “Europas sidste diktatur” er velfortjent.

Godt nyt i Moldova
Den eneste positive politiske udvikling i området foregår i øjeblikket i Moldova, hvor det i januar lykkedes Alliancen for Europæisk Integration at danne regering. Partierne i alliancen kan forhåbentlig enes om landets fremtidige politik og tættere integration med EU, og om at indføre de nødvendige reformer, der får landet knyttet tættere til EU. Ikke som det var tilfældet sidste år, hvor interne stridigheder i alliancen alvorligt begrænsede regeringens handlemuligheder.

Det bliver afgørende, om de moldoviske politikere er i stand til at gennemføre de nødvendige reformer af retsvæsenet, begrænse korruption og forbedre investeringsmulighederne i landet, sådan som Moldova har forpligtet sig til i forhold til EUs 2011-13 program for Moldova.

Blandet udvikling i Kaukasus og Centralasien
Den georgiske premierminister Mikheil Saakashvili nyder fortsat georgiernes opbakning og støtte. I hvert fald set ud fra udfaldet af lokalvalget i Georgien sidste år. Det regerende parti Det Nationale Forum blev med 66 procent af stemmerne en klar sejrsherre af lokalvalget i landet og er frem til præsidentvalget i 2013 den mest magtfulde politiske kraft i Georgien. Den georgiske opposition er splittet og fremstår i øjeblikket ikke som et reelt alternativ. Mange georgiere mener derfor, at Saakashvilis sejr snarere skyldes mangel på valgmulighederne end generel begejstring for Saakashvilis politiske linje.

“Saakashvili har ikke indfriet befolkningens forventninger og udvikler i stigende grad autokratiske træk,” mener formand for Konføderationen af Kaukasuslande Zaal Kasrelishvili.

Da Saakashvili overtog magten fra den tidligere præsident Eduard Shervanadze efter Rosenrevolution i 2003 havde befolkningen en forventning om demokratiske reformer. Zaal Kasrelishvili beklager især Saakashvilis arrogante tilgang til oppositionspartierne og manglende pressefrihed i landet. Rapporten fra Freedom House bakker hans udtalelser op. Niveauet af pressefriheden i Georgien får i organisationens rapport betegnelsen “delvist fri”. og peger på den georgiske regerings indblanding i landets medier.

Til trods for, at den politiske udvikling i Georgien langtfra kan betegnes som optimal, er landet alligevel et demokratisk forbillede i regionen. Naborepublikken Armenien scorer på Freedom Houses rapport ligeledes kun “delvist fri”, og også her er der store problemer med blandt andet fængslede oppositionspolitikere og krænkelser af de basale menneskerettigheder.

Værst ser situationen dog ud i naborepublikken Azerbaijan, hvor Aliyev-familien har siddet på magten siden landets løsrivelse fra Sovjetunionen. Sidste års parlamentsvalg viste, at landet fortsat er langtfra en demokratisk udvikling. Regering benyttede en statskontrolleret tv-kanal til åben miskreditering af oppositionen, forbød politiske møder og forsamlinger og nægtede oppositionspartierne adgang til registrering af sine kandidater. Det er derfor ikke helt tilfældigt, at Azerbaijan i Freedom Houses betegnes som “ufrit”.

Demokratiet har det i imidlertid allerværst i de centralasiatiske lande. Her er det kun Kirgisistan, der i betegnes som “delvist frit”, takket være revolutionen sidste år, der væltede landets præsident Kurmanbek Bakijev og indførte en mindre restriktiv regering under ledelse af Almazbek Atambaev.

De resterende lande i regionen, Uzbekistan, Tajikistan, Kazakhstan og Turkmenistan får alle betegnelsen “ufri”. Den politiske situation i disse lande er snarere autokratisk, med den politiske magt koncentreret i ganske få hænder – som i Uzbekistan, hvor præsidenten Islam Karimov har været ved magten siden 1989 eller i Kazakhstan, som Nursultan Nazarbaev har styret siden 1991. Og autoritarisme, udbredt korruption og nepotisme er ikke de eneste problemer i regionen, som er plaget af interne etniske konflikter og militant islamisme, der nemt kan sprede sig dertil fra det nærliggende Afghanistan. Hele regionen må derfor betegnes som yderst ustabil med meget små chancer for demokratiske reformer.

Der mangler reformatorer
Ingen af de postsovjetiske lande kan i dag – 20 år efter Sovjetunionens opløsning – betegnes som demokratier, og chancerne for, at situationen ændrer sig væsentligt i den kommende tid, er ifølge eksperterne ikke store. Seniorforsker ved Instituttet for Internationale Studier i København og ekspert i europæisk sikkerhed og integration Fabrizio Tassinari er bekymret omkring den politiske og demokratiske udvikling i regionen: “Situationen i det tidligere Sovjetunionen er dyster. Et halvt årti efter de farvede revolutioner er regionen fortsat opslugt i regimer, der er i “gråt” område mellem diktatur og demokrati. At være “in between” gør de fleste af disse regimer langt mere ustabile og modtagelige for konflikter.”

Søren Riishøj tilføjer: “Den historiske arv er naturligvis iøjnefaldende, men der mangler også ’reformer teams’ med vilje og styrke til at reformere til bunds. Vigtigere end valg er det i virkeligheden at få begrænset korruptionen og få mere ’rule of law’, men det er svært. Økonomisk modernisering er vigtig og måske det allervigtigste. Det er derfor vigtigt at støtte forandringer af russisk økonomi bort fra petrostaten”.

EUs partnerskabsprogrammer forsøger at støtte den demokratiske udvikling i landene og knytte dem tættere på de europæiske værdier. Søren Riishøj ser her et bedre og mere målrettet samarbejde med Rusland som en af mulighederne for at påvirke den politiske udvikling i området:
“Det er vigtigt at undgå rivalisering mellem Vesten og Rusland, så man må skrinlægge NATOs udvidelse mod øst. Kina kan blive en faktor – positiv når det gælder modernisering af økonomien, og ikke nødvendigvis negativ når det gælder demokratiet.”

Men er demokrati overhovedet en brugbar og ønskelig styreform i lande, som har en hel anden historisk baggrund end de vestlige lande har? Ja, siger Fabrizio Tassinari: “Er demokrati at stræbe efter? Mit svar er overbevist ja. Jeg tror, at erfaringerne fra centraleuropæiske lande, der nu er en del af EU, viser, at revolution, frie og retfærdige valg og fremkomsten af et civilsamfund kun er én del af et vellykket demokrati. Den anden del er statsopbygning og god regeringsførelse. Overgangstater vinder legitimitet ved at kunne levere ansvarlig regeringsførelse til deres borgere, ved at bekæmpe korruption og ved at skabe et uafhængigt retsvæsen.”

Foto: Lenin-statue i downtown Kiev, Ukraine (commons.wikimedia.org).

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag.