Burmesisk Forår: Hillary Clinton vil hjælpe det på vej

Burmesisk Forår: Hillary Clinton vil hjælpe det på vej

01.12.2011


I disse dage er USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, på officielt besøg i Burma. Det er første gang i 50 år, at en amerikansk udenrigsminister besøger landet, og besøget er på forhånd blevet kaldt historisk. Formålet med besøget er at vise opbakning til det, der måske kommer til at gå under betegnelsen som ‘et burmesisk forår.’

ANALYSE af Christina Lund, journalist med speciale i Sydøstasien og menneskerettigheder og arbejder i øjeblikket på en dokumentarisk bog fra Burma.

I flere år er FN-folk, EU-diplomater og amerikanske kongresmedlemmer rejst ind og ud af Burma. Og alle har de bidraget med den samme sørgelige konklusion: at det står skidt til med menneskerettighederne i landet. Men siden en ”civil” regering overtog magten i Burma i foråret efter det første valg i to årtier, der blev afholdt i november sidste år, har landets ledelse med præsident Thein Sein i spidsen arbejdet for at komme ud af den internationale skammekrog.

I kølvandet på valget løslod myndighederne landets mest prominente politiske fange, systemkritikeren og modtager af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi. De udstedte et visum til hendes søn, Kim Aris, så han kunne se sin mor for første gang i mere end ti år. Og myndighederne gav endda Aung San Suu Kyi lov til at tage på beskedne ture uden for Rangoon, hvor hun blev mødt af jublende burmesere, der ville have et glimt af en fri ’Ma Suu’ (Mor Suu, red.).

I august i år begyndte det så at gå rigtig stærkt i Burma. Aung San Suu Kyi mødtes først med en minister fra regeringen og siden med præsident Thein Sein. De faste propagandasider blev fjernet fra de statsejede aviser, og det blev tilladt at nævne Aung San Suu Kyi i medierne. En enorm udvikling på utrolig kort tid, som kun de allermest optimistiske ville have troet var muligt blot få måneder forinden. Og da de burmesiske myndigheder i oktober løslod omkring 200 politiske fanger, var omverdenen overbevist: Burma var under forandring.

Et samfund fyldt med angst
Jeg har gennem de seneste tre år været på adskillige research- og reportagerejser til Burma. Og jeg har med nød og næppe undgået at sætte min egen og – endnu vigtigere – andres sikkerhed på spil, så jeg kunne skrive om f.eks. Aung San Suu Kyis retssag i 2009 og hendes løsladelse året efter, og så jeg kunne få munke, der gjorde oprør i 2007 til at stå frem og fortælle om det. Hver eneste gang jeg har været i Burma, er jeg blevet rørt over det mod, som burmeserne har udvist ved at turde tale med en udenlandsk journalist. For den risiko, de løb ved at fortælle mig deres historier og invitere mig ind i deres hjem, kunne meget vel betyde lange fængselsstraffe.

Angsten for hæren og for myndighedernes brutaliteter over for enhver, der er forelsket i tanken om demokrati og frihed, har burmeserne lært at leve med. Det er en angst der gennemsyrer kærlighedsforhold, familierelationer, venskaber og hele samfund. Burma er med god grund blevet sammenlignet med det totalitære samfund, som George Orwell beskriver i klassikeren ’1984’, hvor staten overvåger borgerne og straffer dem, hvis de forsøger at gøre oprør. I bogen ’1984’ bliver hovedpersonen Winston konfronteret med sin værste angst og får placeret to rotter på sit ansigt under tortur.

Zinn Lin og Bo Kyi er begge tidligere politiske fanger i Burma, som jeg har interviewet. Zinn Lin blev tvunget til at spise sand, og hans fangevogtere nægtede ham søvn. Bo Kyi har stadig ar over hele kroppen, efter burmesiske torturbødler slukkede utallige brændende cigaretter i hans hud for at få ham til at tilstå forbrydelser, han ikke havde begået. Bo Kyi og Zinn Lin var begge medlemmer af Suu Kyis parti, NLD, og de lever i dag i eksil i Thailand. Den dag de kan vende tilbage til deres familier Burma uden at frygte for fængsel eller forfølgelse, da kan omverdenen være sikker på, at Burmas styre reelt ønsker forandringer i landet.

Der skal etableres en retsstat
En tredjedel af Burmas befolkning på over 60 millioner lever i stater, der i årtier har været i væbnet med konflikt med det burmesiske militær – ’tatmadaw’. Og konflikterne mellem hæren og de etniske minoriteter – bl.a. Shan, Kachin og Karen – er en af de vigtigste problemer at få løst i Burma. Når Amnesty International, Human Rights Watch og andre menneskerettighedsorganisationer udgiver tykke rapporter om grove overtrædelser af menneskerettigheder i Burma, så er det næsten altid i de konfliktramte minoritetsområder, det står værst til. Her er historier om mennesker, der bliver brugt som levende mineryddere, og børn der bliver brugt som soldater, nærmere reglen end undtagelsen.

Da jeg interviewede Aung San Suu Kyi på hendes partikontor i juli i år, var der stadig ikke de store forandringer undervejs i Burma. Den engelsksprogede, statsejede avis ’The New Light of Myanmar’ havde få dage forinden advaret hende og NLD mod at fortage sig noget, der kunne tolkes som politik, eftersom partiet var blevet erklæret illegitimt, da de boykottede valget i 2010. Da jeg spurgte hende, om hun troede, der var forandringer undervejs i Burma, svarede hun: ”Når alle de politiske fanger er løsladt, pressen er fri og der er etableret en retsstat, så kan vi tale om forandring i Burma.”

Regeringen har opfyldt en lille del af Aung San Suu Kyis krav for, hvad hun betragter som forandringer i et land, der har været under et totalitært styre siden 1962. De har løsladt, hvad der svarer til cirka 10 % af de politiske fanger. Der sidder fortsat op mod 2000 politiske fanger i burmesiske fængsler. Myndighederne har givet dele af pressen mere frihed og har fjernet restriktioner på, hvilke udenlandske medier det er muligt at få lovlig adgang til fra Burma. Det betyder, at burmeserne nu kan lytte til BBC’s kortbølgeradio og gå på Bangkok Post’s hjemmeside uden at blive straffet for det.

Men en retsstat, hvor alle er lige for loven, uanset hvilken status de har i samfundet, er stadig uden for rækkevidde. Og indtil den dag kommer, hvor burmesere ikke længere behøver at frygte for deres sikkerhed på grund af deres politiske overbevisning eller etniske tilhørsforhold, er Burma langt fra en demokratisk udvikling og et forår – uanset hvor gode intentionerne ellers ser ud i øjeblikket.

Sanktionerne skal fjernes
Så når verdenssamfundet glæder sig over, at der er en positiv udvikling i gang i Burma, og giver udtryk for, at man ønsker at støtte Burma mest muligt i den proces, bør den efterfølgende diskussion ikke handle om, hvorvidt de økonomiske sanktioner skal fjernes eller ej. For selvfølgelig skal de fjernes og helst hurtigst muligt. EU forlængede tidligere i år sanktionerne mod Burma. Og præsident Obama har for nylig sagt, at den positive udvikling skal fortsætte, før det kan komme på tale at løfte de økonomiske sanktioner.

Men en lang række organisationer har for længst slået fast, at sanktionerne ikke rammer styret, som de var tiltænkt, men i stedet rammer civilbefolkningen. Den vestlige verden hjælper med andre ord ikke demokratiet i Burma på vej ved at fastholde sanktionerne, tværtimod.

Menneskerettighederne skal styrkes
Hvis Hillary Clinton og resten af vesten virkelig ønsker at hjælpe Burma på vej mod et ”forår”, så er det nødvendigt, at den vestlige verden skifter stokken ud med en gulerod og støtter burmeserne på vejen mod demokrati og national forening. Og den måde, det gøres bedst på, er ved at hjælpe med at sikre, at et liv i frygt bliver skiftet ud med et liv i tryghed. Og Clinton og Vesten har allerede et stærkt kort på hånden, som de bør spille ud med over for Thein Sein og resten af Burmas eks-generaler. Nemlig artikel 1 i den Internationale konvention om civile og politiske rettigheder af 1966 (ICCPR): “1: Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.“

Hvis Hillary Clintons besøg kan bane vejen for, at Burmas regering ikke blot anerkender ICCPR’s eksistens, men også på sigt underskriver den og ratificerer den, så vil besøget i sandhed være historisk. Ikke kun fordi det er første gang i et halvt århundrede, at en amerikansk udenrigsminister besøger det sydøstasiatiske land, men fordi Hillary Clintons besøg så vil få en betydning, der rækker langt udover de næste 50 år i Burma. Og i øvrigt rækker langt udover Burmas grænser.

Det vil desuden være en kæmpe sejr for Clinton at kunne vende hjem fra sit besøg i Burma med et løfte fra regimet om i højere grad at respektere menneskerettighederne og løslade de resterende politiske fanger. Det vil være en sejr for Obama-administrationen at lykkes med at hjælpe en demokratisk proces på vej og række ud mod lande, der under Bush blev mødt konfrontatorisk. Ikke mindst fordi det mislykkedes i både Iran eller Nordkorea.

Respekten for basale menneskerettigheder og for politisk selvbestemmelsesret har næppe fyldt mere på den globale dagsorden end i 2011. Det er først og fremmest den arabiske verden, der har sat agendaen med Det Arabiske Forår, men oprøret har sat spørgsmålstegn ved menneskers liv og frihed overalt i verden. Også i Burma.

* I denne artikel har skribenten benyttet sig af landenavnet Burma i stedet for Myanmar. På burmesisk bruger man i flæng navnene ’Bama’ og ’Myanma’ uden at det tillægges nogen større politisk betydning, men blot er et spørgsmål om vane og sproglig præference. ILLUSTRATION: Demonstranter til støtte for Aung San Suu Kyi i London 2007 (foto af lewishamdreamer).