Anders Eldrup: COP’en kan blive en sovepude

Anders Eldrup: COP’en kan blive en sovepude

11.11.2011


,,Jeg synes ikke, at COP-processen skal stoppes, men den må ikke føre til, at byer, virksomheder og samfund bare venter på en global aftale og ikke handler.” Det siger direktør i DONG Energy Anders Eldrup til RÆSON. Om det dilemma at vækst ofte er skidt for miljøet, men godt for kampen mod fattigdom: “Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke er præsident i Kina. For jeg ved egentlig ikke, hvad jeg ville gøre ved det.”

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer

Ræson: Anders Eldrup, du har udtalt, at ”vi mennesker må bygge et samfund, der er mere i pagt med naturen, end det, vi kommer fra”. Er vi tættere på det mål i dag end for 10 år siden?
Eldrup: Nej, jeg tror desværre, det går den gale vej. Jeg har lige været i Kina, hvor man jo oplever den fantastiske og imponerende vækst, der har løftet mange millioner mennesker ud af fattigdom. Men man oplever også bagsiden af medaljen. I Beijing er der så meget smog i byen, at man kun kan se solen i snit et kvarter i timen. Selvom kineserne kun må køre i deres bil hver anden dag, må man alligevel af og til lukke lufthavne og kulkraftværker midlertidigt for at begrænse smog’en. Samtidig er antallet af dødsfald fra forurening, infektioner osv. kraftigt stigende. Så det er jo nogle ret iøjnefaldende og alarmerende eksempler på, at der skal kursændringer til, ellers kvæler vi os selv i skidt og møg, herunder CO2. Det er én side af problemstillingen. En anden side er, at med det træk, der er på klodens ressourcer, er vi på vej til at løbe ind i knaphedssituationer på mange områder. Vi har tit haft fokus på, at det vil ske med energi. Men mange andre ting som vand, fødevarer, fosfor og en række metaller bliver også mangelvarer. Sagt på en anden måde er stress-symptomerne stærkt tiltagende. Vi bruger simpelthen flere ressourcer, end jorden kan klare.
Ræson: I mange år har klimaaktivister og politiske bevægelser skreget på handling. Har I – den politiske og erhvervsmæssige elite – simpelthen ikke været lydhøre nok?
Eldrup: Det er jo nemt at skyde skylden på andre. Men man skal huske, at vi i lang tid har været meget få, som har levet på et meget højt velstandsniveau. Nu er mange flere mennesker heldigvis på vej til at få del i det gode liv, eksempelvis i BRIK-landene. Det er en god ting. Det er helt forståeligt, at de forskellige politikere og ansvarshavende har fokuseret på den udvikling. Men man må bare konstatere, at den udvikling, vi er inde på, ikke er holdbar. CO2-problemstillingen er vi jo tilbøjelige til at glemme, simpelthen fordi vi ikke kan se den med det blotte øje. Forandringerne er gradvise, og vi mærker det ikke, før det er meget voldsomt. Hvis målingerne står til troende, er vi på vej ud af en tangent, som er endnu værre, end man troede under COP15. Så hvis man vil være deprimeret, er der sandelig grund nok til det.

Ræson: På den globale scene har der været stort fokus på COP-processen. Kan vi sætte vores lid til verdens ledere, eller skal redningen komme et andet sted fra?
Eldrup: Jeg er bekymret over COP-processen. Erfaringerne er ikke for gode, og den risikerer at blive en sovepude. Jeg synes ikke, at COP-processen skal stoppes, men den må ikke føre til, at byer, virksomheder og samfund bare venter på en global aftale og ikke handler. Selv om der siden COP15 ikke er sket det helt store på statsniveau, sker der heldigvis en del på by-, regions- og virksomhedsniveau. Med København i spidsen har de store byer sat sig nogle klare mål. Det samme har flere regioner, eksempelvis Californien. En række virksomheder vil heller ikke vente. Den gode nyhed er altså, at der sker meget nede i systemet – men på topniveau står det stille.
Ræson: Men gør de her initiativer en reel forskel, eller er de bare en dråbe i det store klimahav?
Eldrup: Alting gør en forskel. I DONG kunne vi jo godt sætte os hen i hjørnet og sige, at vi er så små på det globale plan, at det intet betyder. Men hvis man anlægger den betragtning, siger man jo i virkeligheden: ,,Vi skal vente på de andre.’’ Og så kan man altså komme til at vente længe. Det er derfor, vi prøver at gå foran. For hvis vi viser, at det kan lade sig gøre at producere kommercielt ansvarlig og grøn energi, så kan vi få Indien, Kina og Brasilien med på vognen, når de bliver trætte af generne fra forurening og CO2–udslip. Mit håb er, at vi en eller anden dag kan blive det gode eksempel, og at nogle fra et stort land vil komme og sige: ’So ein Ding muss wir auch haben’.
Ræson: Vil det ske? Er der en interesse fra Kina for Danmark og DONG?
Eldrup: Det er der. Vi har mange besøg fra Kina og andre store udviklingslande. Danmark har jo et berettiget ry som et foregangsland. Tag for eksempel det lille hjørne med genbrug af affald. Selv så primitiv en ting er der betydelig interesse for. Eksemplets magt har en betydelig styrke.

Ræson: Prisen på fossile brændsler stiger og stiger, og det kan jo fremtvinge en omstilling. Men vil vi først handle, når det er for sent?
Eldrup: Det er et lidt blandet billede, der tegner sig. Inden for de seneste par år er vores syn på knaphedssituationen forandret. Olien forventes kun at holde 50-60 år endnu. Det troede man også om gas for nogle få år siden, men man har fundet enorme lagre af skifergas i Amerika. Så nu regner man med, at der vil gå cirka 200 år, før gassen slipper op. Vi har også kul til de næste 200-250 år, så vi løber ikke tør for fossile brændsler foreløbig. Men spejlbilledet er den stigende forurening og CO2-udledning. Jo mere olie, gas og kul, vi finder, jo større bliver problemerne. Vi løser altså et problem og skaber et andet. Så knaphedsproblemet handler i højere grad om andre ressourcer, rent drikkevand og visse metaller som fosfor. Den type af problemer vil vi nok ramme tidligere.
Ræson: Når du snakker med dine kolleger og kontakter rundt i verden – hvordan er bevidstheden om klimaproblemet så rundt omkring? Bliver det overskygget af andre dagsordener?
Eldrup: Der er ingen tvivl om, at den globale økonomiske krise har overtaget dagsordenen. I øjeblikket er klimaet skubbet i baggrunden. Men på trods af den økonomiske krise er der stor folkelig bevidsthed om klimaet i Europas største økonomi, Tyskland, manifesteret i den voksende tyske tilslutning til De Grønne. I andre lande ser vi den samme udvikling, hvor stærke kræfter holder fast i denne dagsorden.
Ræson: Hvilke stærke kræfter?
Eldrup: Du kan jo se det på havvindmøller. De mest ambitiøse planer for opførsel af havvindmøller har de i Frankrig, Tyskland og England, selv om alle tre lande er hårdt ramt af den økonomiske krise. I Tyskland vedtog man lige før sommeren en ny støttelov for vindmøller. Den engelske regering har fremlagt et tilsvarende forslag, og den franske regering er på vej med et lignende system. Så selvom de har ondt i økonomien, har de kraft og vilje til at holde fast i det grønne.

Ræson: Hvis du skal tage de optimistiske briller på, hvad ville et drømmescenarie så være for dig, når du kigger 10 år frem?
Eldrup: At vi finder en platform, hvor vi kan fastholde en levefod og et liv, vi kan være tilfredse med, samtidig med, at vi minimerer de negative sider for kloden. Vi kan og skal fremskynde den udvikling gennem offentlige tilskud og regulering. Det er meget vigtigt. Men selvom landene ikke gør dette, så vil de problemer, som jeg for eksempel oplevede i Kina, automatisk gøre, at man vil vende sin interesse mod de her løsninger alligevel. Uden et politisk pres bliver udviklingen dog noget forsinket – og dermed dyrere.
Ræson: Men er det overhovedet realistisk? Der er jo fortsat mange millioner kinesere, der lever i fattigdom. Vil de ikke bare skrige på mere udvikling; på mere kul i kraftværkerne?
Eldrup: Tjo… Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke er præsident i Kina. For jeg ved egentlig ikke, hvad jeg ville gøre ved det. Men jeg tror, at kineserne vil indse problemerne, når de oplever den stigende dødelighed og forureningen, når de må lukke motorveje og forbyde folk at køre i bil. Så er man jo ude i en proces, hvor nogle må spørge: Er omkostningerne ikke for store? Skal vi ikke skifte spor?

Ræson: Du har udtalt, at ‘’DONG ikke bygger havmølleparker, hvis vi ikke kan se en god forretning i det’’. Kan behovet for at tjene penge ikke sænke DONG’s klimaambitioner?
Eldrup: Jeg arbejder jo inden for nogle rammer, der er givet af andre. Og de har besluttet, at DONG er et aktieselskab og skal drives på kommercielle vilkår, give overskud og være lønsom. Vi skal ikke investere i ting, der ikke har et forretningsmæssigt perspektiv. Vi skal drive virksomhed som en privatvirksomhed, der også skal tilfredsstille sine aktionærer.
Ræson: Kan det ikke være en klods om benet for DONG, når det kommer til klimahensyn?
Eldrup: Det kan det måske være nogle gange. Men det mener jeg faktisk ikke, det behøver at være. I DONG har vi en dobbelt målsætning om, at vi for det første skal transformere DONG fra overvejende at producere kul og olievarme til at producere grøn energi. Og det skal ske hurtigere, end noget andet energiselskab. For det andet skal vi have en aggressiv målsætning om indtjening. Helt konkret vil vi fordoble overskuddet frem til 2015. For det, jeg vil bevise, er, at man godt kan være mere aggressiv på rejsen fra sort til grøn samtidig med, at man tjener penge.
Ræson: Så DONG vil eksempelvis aldrig mere bygge nye kulkraftværker?
Eldrup: Vi har deklareret, at vi ikke bygger nye kulværker. Vi har lukket halvdelen af dem, vi har i Danmark, og nogle af dem, som ikke er lukket, bygger vi om til biomasse. Så kulalderen er uigenkaldeligt på vej mod en afslutning for DONG.

Ræson: Hvad er dit råd til de kommende generationer, når det gælder klimaspørgsmålet?
Eldrup: I min generation vil knapheden af ressourcer og den globale opvarmning nok ikke nå at materialisere sig. Men mine børn og børnebørn vil ikke kunne se bort fra de problemer – uanset om de kan lide det eller ej. Jeg forestiller mig ikke, at vi skal til at leve i telte og jordhuler – det er hverken gørligt eller ønskeligt. Gåden, som skal løses, er, hvordan vi kan fastholde det gode liv med transport, velfærdsgoder og så videre, samtidigt med at vi ikke ødelægger kloden.

TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er skribent og interviewer hos RÆSON. Han er tidligere formand for interesseorganisationen Danske Skoleelever, har skrevet for Jyllands Posten og studerer til daglig på Rysensteen Gymnasium. ANDERS ELDRUP er tidligere departementschef i Finansministeriet og nu adm. direktør i DONG Energy. Uddannet i statskundskab fra Århus Universitet og i perioden 2001-2009 fast medlem af den internationale Bilderberg-gruppe. Formand for Copenhagen Cleantech Cluster og medlem af bestyrelsen for blandt andet Better Place Denmark. ILLUSTRATION: Anders Eldrup (pressefoto).