Al-Qaeda i Niger: Styrket af Gaddafis fald

Al-Qaeda i Niger: Styrket af Gaddafis fald

27.09.2011


Muammar Gaddafi rygtes på vej til Niger – som allerede huser en af den afsatte libyske diktators sønner og andre af hans støtter midlertidigt. RÆSON har bedt Nigerekspert Marianne Haahr fortælle om det fattige lands komplicerede forhold til naboen mod nord. Gaddafi er både elsket og hadet i Niger, hvor hans fald har styrket Al-Qaeda.

Af Marianne Haahr
fortalt til Esben Larsen Mikkelsen, RÆSONS Afrikaredaktør


For tre uger siden kunne lokale nigere på ørkengrænsen mellem Libyen og Niger meddele, at en libysk militærkonvoj med flere hundrede køretøjer havde krydset grænsen ind i Niger. Blandt passagererne var Mosour Dhao, en topchef i Gadaffis sikkerhedstjeneste, og Gadaffis søn Saadi Gadaffi. Det internationale samfund har fulgt nyheden tæt, fordi der var rygter om, at Muammar Gadaffi kunne være med. Det var han ikke, men Niger har siden nægtet at udlevere de resterende Gadaffi-støtter på trods af pres fra det nye libyske styre og det internationale samfund med Frankrig i spidsen.

Niger-Libyen: et had-kærlighedsforhold
Mange i Niger mener , at Gadaffi og hans styre har gjort rigtig meget for Afrika. Han er en af grundlæggerne af og var den største bidragsyder til Den Afrikanske Union. Han har snakket om et Afrikas Forenede Stater og haft ambitioner på Afrikas vegne. Hans mantra har været, at Afrika kan selv, og Afrika skal væk fra sin afhængighedsrolle af Vesten. Folk skulle være stolte af at være afrikanere og være med i Den Afrikanske Union. Det var en ny måde at tale om og til afrikanere på. En alternativ diskurs til Vestens, som kan have tendens til at være nedladende og præget af vestlige værdier. Store dele af Nigers befolkning har derfor sympati for Gaddafi.

Libyen og Gadaffi har spillet en afgørende rolle i forhold til sikkerhedssituationen i Niger. Touaregbefolkningen i den nordlige og uranrige Agades-region har i årtier gjort oprør imod, at de ikke får nok ud af uranen i den undergrund, de bor på. Uranen er for Niger en enormt vigtig kilde til udenlandsk valuta fra især Frankrig.

Al-Qaeda styrket i Niger af Gaddafis fald
I 2008 blussede oprøret op igen. Den største touaregoprørsgruppe, Niger Justice Movement, greb til våben og krævede, at Nigers regering investerede i konkrete forbedringer for touaregfolket i bytte for at udvinde uranen. Eskaleringen kom samtidig med, at den nordafrikanske gren af Al-Qaeda (AQMI) begyndte at få fodfæste i Niger, Mali og Mauretanien. Gadaffi ønskede ikke at Al-Qaeda skulle overtage styringen i regionen og indgik derfor alliancer med tuaregerne i nord for at undgå, at de blev rekrutteret af Al-Qaeda. Han gik således ind og betalte oprørsbevægesen for at nedlægge våbnene, hvilket blev set som et udtryk for solidaritet med den siddende nigerske regering, selv om Gadaffi i høj grad blot plejede egne interesser.

En meget reel konsekvens af Gadaffi’s fald er, at Al-Qaeda med stor sandsynlighed vil blive styrket i den nordlige del af Niger. Deer allerede forlydender om etablering af en træningsbase nord for Arlit i regionen Agades – noget som før kun hørte til i Mali. AQMI er ligeledes blevet styrket materielt gennem våben fra de plyndrede våbenlagre i Libyen. Det vil gøre dem i stand til at fortsætte sine kriminelle aktiviteter i regionen, herunder kidnapning af vesterlændinge. Fem af de syv fra det franske mineselskab AREVA, som blev kidnappet i september 2010, er stadig gidsler, og to unge franskmænd mistede livet under en befrielsesaktion i julen sidste år. Så sikkerhedsmæssigt er der behov for stor støtte til Niger nu, hvor der ikke længere sidder en stærk mand i Libyen og trækker i trådene.

Gaddafi har givet mange nigere arbejde og uddannelse
Gadaffi og hans styre har haft stor betydning for mange af Nigers unge. Jeg kan huske, jeg snakkede med en ung tolk fra Niger, som sagde, at uddannelsesmulighederne i Niger var så få, at man skal til en anden region, hvis man vil have en uddannelse. De unge tager typisk til Elfenbenskysten, eller får et scholarship af Gadaffi til Libyen, hvor de kan lære arabisk og skabe sig en fremtid.

Libyen har ligeledes været en af de vigtigste aftagere af ufaglært arbejdskraft fra Niger, en indtægt, familierne hjemme har været helt afhængige af for at kunne tilfredsstille de mest basale behov. Det har dog ikke nødvendigvis ført til en stor sympati for landet og for Gadaffi, da mange fra Niger har oplevet dårlige arbejdsforhold og udbredt racisme under deres ophold.

Gadaffi er altså både elsket og hadet af sin nabo Niger. Elsket af de få, som blev forgyldt for at varetage hans interesser i landet. Hadet af de mange, som syntes han har blandet sig for meget i interne anliggender. Libyen har med Gadaffi spillet storebror over for Niger til stor irritation for mange. Den nigerske regering var da også en af de første til at anerkende det libyske overgangsråd. De har brug for en nabo i nord, som ikke rekrutterer dens befolkning som lejesoldater, men er præget af fred. Den libyske økonomi er så stærk i forhold til den nigerske, at landet spiller en helt afgørende rolle i forhold til handel, migration af arbejdskraft og uddannelse af unge. Et forhold Niger ikke kan sætte på spil, selvom nogle magtfulde støtter måske gerne vil gøre Gadaffi en vennetjeneste. Det må derfor forventes, at de vil udlevere Gadaffi, hvis han skulle komme til landet, som mange rygter siger.

Gemmeleg i ørkenen
Nigers præsident Mahamadou Issoufou stod i FNs generalforsamling torsdag sidste uge og bad det internationale samfund om hjælp. Til at bekæmpe spredningen af Al-Qaeda både i Niger og i hele regionen, da konflikten i Libyen har givet dem adgang til våben samt i højere grad frit spil i grænseområdet Niger – Libyen. Vestens invasion af Libyen har pustet til ilden og EU har da også afsat 150 millioner euro til bekæmpelse af terrorisme i Niger, Mali og Mauretanien. Et spørgsmål Niger er langt mere optaget af end hvor Gadaffi gemmer sig. Så mens vesten endnu engang leger gemmeleg, søger Niger desperat, at bibeholde kontrollen over hele territoriet (et land 39 gange større end Danmark), en kamp de risikerer at tabe til Al-Qaeda.

ESBEN LARSEN MIKKEL (f. 1985) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han studerer journalistik på Danmarks Journalisthøjskole. Esben har besøgt Afrika fire gange og bor for tiden i Kampala, Uganda. Han har været praktikant hos CARE Danmark og har skrevet til Aarhusvest.dk. MARIANNE HAAHR (f. 1976) uddannet kulturgeograf fra Københavns Universitet og master i Menneskerettigheder og Demokratisering, programkoordinator i CARE Danmark og næstformand i Venskabsforeningen Danmark–Niger. ILLUSTRATION: Chefen for en militærpost i Bosso i det syd-østlige Niger, nær grænsen til Nigeria og Chad (foto af Klavs Bo Christensen, 2009).