Afghanistan: Vesten trækker sig, Kina bliver

Afghanistan: Vesten trækker sig, Kina bliver

28.12.2011


Kina har ikke bidraget militært i Afghanistan. Men i stedet for soldater tør Kina sende investeringer ind over grænsen til det konflikthærgede naboland. Når de amerikanske soldater drager afsted i 2014, vil Kina opruste på den økonomiske og diplomatiske front, selvom Kina stadig ikke er klar til at påtage sig noget sikkerhedsansvar for et ustabilt Afghanistan. Det fortæller Kinaekspert Andrew Small til RÆSON.

INTERVIEW af Christiane Bjerglund Andersen

Læs også
Pakistans strategi i Afghanistan: Dobbeltspil og bevidst tøven (GRATIS)

RÆSON: Hvad er Kinas vigtigste målsætninger i Afghanistan?
Andrew Small: Kina ønsker et stabilt og velfungerende Afghanistan med en Kina-venlig – eller i det mindste neutral – regering, hvor fjendtlige magter og strategiske modstandere spiller en begrænset rolle, og Kinas økonomiske projekter nyder fremgang. Kina er forsigtig med ikke at blive viklet ind i de lokale problemer eller blive et mål for militante grupper. Reelt betyder det, at Kina tager temperaturen med visse investeringer og ellers holder sig i ro, ved hverken at samarbejde med eller aktivt underminere Vesten, og ved at opretholdet et positivt, men overfladisk, forhold til den afghanske regering. Hvad kineserne gør fremover afhænger bl.a. af, hvordan den vestlige tilbagetrænkning forløber, udsigterne til en politisk fredsaftale samt Pakistans rolle. Indtil dét er tydeligt, vil Kina optrappe det nuværende økonomiske og diplomatiske engagement i en vis grad, men undgå risikoen for at blive overeksponeret.
RÆSON: Er Kina tilfreds med de internationale styrkers tilbagetrækning fra Afghanistan?
Andrew Small: Kina er afventende. Beijing ønsker på ingen måde en længerevarende amerikansk tilstedeværelse så tæt på egne grænser. Men Kina frygter, at en forhastet tilbagetrækning kan få et kaotisk efterspil, der potentielt lader det være op til Kina at klinke skårene, især hvis uroen spreder sig til Pakistan. Lige nu foretrækker kineserne, at de internationale styrkers tilbagetrækning foregår efter ”Guldlok-princippet”: Ikke for hurtigt og ikke for langsomt, men lige tilpas. Overordnet set er Beijing bange for, at tilbagetrækningen fra Afghanistan er udtryk for en kursændring af USA’s globale magtudøvelse til i højere grad at fokusere på Sydøst-Asien og Stillehavet – og dermed Kina.

”Kina kan sagtens leve med et ustabilt Afghanistan”
RÆSON: Både økonomisk og sikkerhedsmæssigt, har Kina en interesse i et stabilt og trygt Afghanistan. Hvordan kommer det til udtryk?
Andrew Small: Forbindelsen mellem uighurerne (et muslimsk mindretal i den nordvestlige kinesiske provins Xinjiang, red.) og de afghanske oprørsgrupper er ret svagt. Der er få grænsekrydsende militante elementer ved den afghansk-kinesiske grænse men de tilfælde, der er, bliver opreklameret. Den afghansk-kinesiske grænse er lukket af, så truslerne krydser via Centralasien. Kina er afgjort bekymret for en udvikling, hvor Afghanistans problemer spreder sig til de nærliggende stater, men kineserne føler sig relativt sikre på, at de kan beskytte sig imod direkte, grænseoverskridende trusler. Kombinationen af økonomi og ressourceudvinding, samt ønsket om at påvirke det strategiske landskab rundt om Kina, er langt vigtigere. Kinas indsats i Afghanistan i 1990erne var meget begrænset, men det bliver næppe tilfældet efter ISAF-troppernes tilbagetrækning i 2014. Kineserne har indtil videre været yderst modvillige til at foretage sig noget, der kan tolkes som støtte til USA og NATO’s tilstedeværelse. Men med den forestående tilbagetrækning in mente, er kineserne begyndt at optrappe bistanden, investeringerne og den diplomatiske indsats i internationale fora om Afghanistan. På mellemlang sigt regner jeg med, at de vil være diplomatisk og økonomisk aktive i en langt højere grad end de seneste år. Men i yderste konsekvens vil Kina, om end Beijing foretrækker et stabilt Afghanistan, ikke risikere noget for at se det ske. Kina kan sagtens leve med et ustabilt Afghanistan, så længe konflikten ikke spreder sig.

”Pakistan bidrager til at sikre Kinas interesser i Afghanistan”
RÆSON: Det er svært at sige Afghanistan uden at sige Pakistan. Hvilken rolle spiller Pakistan i forholdet mellem Kina og Afghanistan?
Andrew Small: Pakistan bidrager til at sikre Kinas interesser i Afghanistan. Det betydelige efterretningsnetværk i landet og de nære relationer til oprørsgrupper betyder, at Pakistan kan underrette og bistå Kina. Fra afghansk side har formodningen været, at man opererede under pakistansk beskyttelse, når der er uddelt kontrakter til Kina. Samtidig er den afghanske regering ivrig efter at få Kina til at bruge sin indflydelse på Pakistan, men indtil videre er der ikke meget, som tyder på, det har nogen effekt. Pakistan fraråder også Kina visse initiativer, som Afghanistan ellers støtter, såsom at åbne Wakhan-korridoren (den direkte grænseforbindelse med Kina, red.), fordi Pakistan ikke er interesseret i en rivaliserende handelsvej til Karakoram-ruten. Kina gentager også visse pakistanske positioner, f.eks. i forhold til Indiens engagement i Afghanistan. Men Kinas interesser i Afghanistan er på flere områder væsensforskellige fra Pakistans, og de forskelligheder vil stå tydeligere efter USA’s tilbagetrækning.

”Kina vil tjene penge i Afghanistan, med eller uden vestlig tilstedeværelse”
RÆSON: Kinas udenlandske investeringer involverer sædvanligvis et stort antal kinesiske arbejdere med en tilsvarende lille andel af lokalt ansatte – hvilken betydning vil de kinesiske investeringer have for Afghanistans økonomiske vækst?
Andrew Small: Det er sandt – men fordelen er, at kineserne leverer deres infrastrukturprojekter ret hurtigt. Hvis Kina tog en væsentligt større økonomisk rolle på sig i Afghanistan, ville fordelene langt overstige omkostningerne for Afghanistan, så spørgsmålet er om de er villige til det. Hertil kommer, at kineserne er opmærksomme på nødvendigheden af at behandle den lokale afghanske mentalitet med nænsomhed, hvis de økonomiske projekter skal have nogen succes. Det er lige præcis spørgsmålet om manglende lokale arbejdspladser, der har udløst problemer for Aynak-investeringen (et stort kobbermineprojekt, red.). Ved et vejanlægsprojekt var problemet rygter om, at kinesiske straffefanger blev brugt som arbejdskraft. Kineserne har navigeret rundt om disse problemer, og de ved, i modsætning til visse andre lande, at de ikke bare kan krejle en aftale med regeringen og så gøre, hvad der passer dem.
RÆSON: Flere amerikanske kommentatorer har fundet det uretfærdigt at Kina vil tjene penge under vestlig beskyttelse uden selv at bidrage militært. Er det en retfærdig kritik?
Andrew Small: Kina vil tjene penge i Afghanistan med eller uden en vestlig militær tilstedeværelse, muligvis mere uden, og de ser ikke en amerikansk sikkerhedsparaply som den optimale måde at beskytte deres økonomiske projekter. Kina vil foretrække et Afghanistan uden Taleban, men vil handle med dem, hvis det er nødvendigt – og har tidligere gjort det med en vis succes. Problemet er, at Kina har udrettet for lidt økonomisk – ikke at landet har skummet fløden af en vestlig tilstedeværelse. Det er en retfærdig kritik at sige, at Kina intet har bidraget til Afghanistans stabilitet, men beklagelsen over Kinas økonomiske investeringer skyder efter min mening forbi målet.

Kinas investeringer dér: Et politisk instrument med høj risikopræmie
RÆSON: Kinesiske virksomheder har i kraft af deres ejerskabsstruktur og finansieringsmuligheder været i stand til at overbyde vestlige konkurrenter for resourceudvindingsprojekter i den tredje verden. Men betaler de kinesiske virksomheder i virkeligheden for meget for usikre investeringer, herunder det afghanske eventyr?
Andrew Small: Kina vurderer værdien af nogle af disse investeringer anderledes end private vestlige virksomheder. Så ja, det er måske i en vis forstand overbud, men Kina ser en strategisk nytte i at sikre sig adgang til råstoffer og energiressourcer samt give kinesiske virksomheder international erfaring og fodfæste. Om det så giver mening på bundlinien er et andet spørgsmål, men i sidste ende er det den kinesiske regering, som finansierer handlerne, og deres regnestykke er ikke udelukkende økonomisk. Som kineserne ser det, er de nødt til at betale en højere risikopræmie uanset hvad, fordi vestlige virksomheder allerede har sikret sig de lettere og mere attraktive investeringsmuligheder.
RÆSON: Siden Kina vandt budet om Aynak kobberminen for over tre år siden, har udviklingen af projektet stået stille. Afspejler det, at motivet bag investeringen primært er strategisk – dvs. at sikre first mover-fordele og afskære andre spillere fra ressourcer?
Andrew Small: Det er helt sikkert en investering, som skal ses snarere som et strategisk træk end noget, der forventes at give afkast på kort sigt. Kineserne har simpelthen følt sig usikre på hvilket Afghanistan, de kunne forvente, og derfor vil de ikke forsætte, før de har større klarhed over den politiske og sikkerhedsmæssige udvikling. Hertil kommer, at kineserne ikke ønsker at amerikanerne drager nogen fordele af projektet. Selve virksomheden, MCC (China Metallurgical Cooperation Group, red.), har været ret nervøse over sikkerhedsspørgsmålet, og for nu at være ærlig, så har den afghanske side heller ikke altid hjulpet. De juridiske og bureaukratiske procedurer har forsinket tingene. Jeg tror, det kinesiske ønske om at udvikle projektet er reelt nok – de vil bare gerne have timingen rigtig.

Kina rykker ind for at blive – i modsætning til Vesten
RÆSON: Sammenlignet med andre lande såsom USA, Storbritannien, Canada, og Japan, er Kina stadig en relativt lille spiller på den afghanske scene. Overvurderer vi Kinas betydning?
Andrew Small: Kina er en relativt lille spiller i Afghanistan. Men kig rundt i regionen, hvor Kina er ved at blive en dominerende handelspartner og investor. Det kan også hurtigt blive tilfældet i Afghanistan. Kombinationen af krig og vestlig tilstedeværelse har holdt Kina tilbage, men hvis vi kommer til at se et relativt stabilt, post-amerikansk Afghanistan i de kommende år, forventer jeg, at det vil ændre sig. Hertil kommer, at når Kina først rykker ind, så er det for at blive – og det kan man ikke sige om nogen af de vestlige magter.

ANDREW SMALL er forsker ved den amerikanske tænketank The German Marshall Fund og ekspert i kinesisk udenrigspolitik, herunder Kinas rolle i skrøbelige stater såsom Afghanistan, Pakistan og Myanmar. Han har tidligere været leder for Foreign Policy Centre i Beijing, forsker ved Chinese Academy of Social Sciences samt publiceret i Foreign Affairs, Washington Quarterly og New York Times. CHRISTIANE BJERGLUND ANDERSEN læser MSc International Public Policy ved University College London. Hun har en BSc i International Business and Politics fra CBS, en BA i Medievidenskab fra KU og har læst politisk kommunikation og vælgeradfærd ved University of Wisconsin-Madison. Hun har tidligere arbejdet i Integrationsministeriet og ved den danske ambassade i New Delhi. ILLUSTRATION: Kabul 2009 (foto af E_T_2008 via FlickR).