06.04.2011

Valgkampen kan snart ikke udskydes længere. Men selvom både politikere og kommentatorer lægger op til, at økonomi bliver det centrale valgtema, så har politikerne givet få bud på, hvad de faktisk vil med den økonomiske politik.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske redaktør

Det bliver et valg om økonomi, spår den ene politiske kommentator efter den anden. Og siden Statsministeren bidrog til de spekulationer ved at lade sin nytårstale handle om efterlønnen har politikerne øvet sig på at holde valgkamp og diskutere økonomi.

Men i virkeligheden har de givet utrolig få svar på, hvad indholdet skal være i den økonomiske debat. Der er grundlæggende to problemer; hvad skal staten leve af i fremtiden, når der bliver flere, der skal have pensioner og færre, der skal betale den skat, der finansierer pensionerne? Og hvad skal Danmark leve af, så de personer, der skal betale skat, har et sted, de kan tjene penge.

Det er de to spørgsmål– hvad skal der ske med de offentlige finanser og med væksten – politikerne mangler at give svar på.

Hvad skal staten leve af i fremtiden?
Regeringen er på vej med sin 2020-plan og i hælene af den kommer sandsynligvis oppositionens bud på en tilsvarende. Regeringens 2020-plan kommer med sikkerhed til at fastslå, at vi skal arbejde længere og trække os senere tilbage. Og den kommer formentlig til også at indeholde forslag på vækstdagsordenen, hvor regeringen hidtil har været ret tavs.

Både finansminister Claus Hjort Frederiksen og oppositionens finansmand Ole Sohn er gennem deres utallige debatter over foråret flere gange nået til enighed om, at udfordringen frem mod 2020 er et eller andet sted i nærheden af 45-50 mia. kr. årligt, selvom de begge afventer, hvad 2020-planen siger.

Foreløbig har regeringen valgt at arbejde baglæns: først give løsningen – tilbagetrækningsreformen – og senere udfordringen – det præcise sparekrav som kommer med 2020-planenen. Den strategi har næppe bidraget til at overbevise specielt mange om, hvorfor staten skal spare, og vi alle sammen skal knokle lidt hårdere. Ej heller har den givet svar på, om en fjernelse af efterlønnen, vil være nok til at lukke hullet i de offentlige finanser.

Mens regeringen har spillet deres kort lidt besynderligt og endnu mangler at fortælle, hvor meget de mener, der skal spares, så har oppositionen omvendt det problem: de har angivet udfordringen, mens der er efterhånden sået temmelig meget tvivl om deres løsninger. Fx når det gælder de 5 mia., der skal komme fra at få unge hurtigere gennem uddannelserne, de 15 mia. kr., der skal findes med arbejdsmarkedets parter, uden at det står helt klart hvornår, eller hvorvidt deres økonomiske motto om 12 minutters ekstra arbejde om ugen overhovedet fortsat skal være en del af planen. Der er i bedste fald en del tåge om dele af planen.

Ingen af blokkene har endnu svaret fuldt dækkende på, hvordan økonomien skal hænge sammen frem mod 2020. Men hvad staten skal leve af i fremtiden har dog fyldt langt mere i debatten end diskussionen om, hvordan vi genstarter væksten.

Hvad skal alle vi andre leve af i fremtiden?
Der er rigeligt med skræmmehistorier om den danske økonomiske vækst. Hvis vi kigger bagud, er det kun Zimbabwe, der har klaret sig dårligere (selvom den opgørelse kan vidst ikke forstås så bogstaveligt, som Jørgen Goul Andersen og medierne gør det og kigger vi frem er det kun Japan, der ser ud til at klare sig dårligere i OECD-området.

Der er ikke nogen af partierne, der er imod vækst, selvom Johanne Schmidt-Nielsen bevæger sig på kanten til at være det: ”Der er alt for lidt fokus på diskussionen, om vækst virkelig er vejen frem? For de rigeste lande mener jeg ikke, at vi nødvendigvis har behov for vækst, men for en omfordeling af den velstand, der er,” sagde Johanne Schmidt Nielsen den 24. februar 2011 til Børsen.

Enhedslisten udgør dermed det enlige opposition i vækstdiskussionen. Resten af Folketinget er for vækst, men reklamerer om muligt mindre med det, end Enhedslisten gør for deres vage vækstkritik. Statsministeren gav et lille pip om, hvad han tænker, Danmark skal leve af i fremtiden, ved en konference i februar om netop vækst – men det har de fleste vidst glemt alt om siden. Det eneste nye forslag er fra SF. Den såkaldte jobplan, der skal skabe vækst og 75.000 jobs inden for alt, hvad der er grønt og rimer på vindmøller.

Politikernes refleksionsniveau, når det kommer til vækst, blev udstillet, da de ved en forespørgselsdebat den 25. februar stillet af Enhedslisten – af alle – i folketingssalen diskuterede, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Den diskussion kan kort gengives som en kamp om, hvorvidt man er for eller imod tanken om, at man fra Christiansborg kan udpege de kommende vindererhverv, der skal skabe morgendagens vækst, eller at politikerne kun kan påvirke rammebetingelserne. Delt af linjen mellem rød og blå blok blev det mest af alt en debat for eller i mod SFs jobplan.

Dybest set er det besynderligt, at ingen af partierne endnu rigtig har bidt til bolle i forhold til vækstdagsordenen. Regeringen kunne have samlet sine skattelettelser, tilbagetrækningsreformen og tiltag som opgraderingen af forskerordningen i den seneste finanslovsaftale og have solgt det som vækstinitiativer. Oppositionen prøver halvhjertet at bruge argumentet om, at regeringen skærer ned på uddannelser, som løftestang til at fortælle, at de vil gøre mere for væksten end regeringen gør.

Den seneste langsigtede økonomiske plan – 2015-planen, der i øvrigt både er overskredet og lagt i skuffen – handlede primært om de offentlige finanser. Med den foreløbige radiotavshed fra både regering og opposition på vækst-diskussionen bør 2020-planen bidrage med nogle bud på, hvordan der skabes bedre vækstbetingelser, så vi ikke slæber os langt efter resten af OECD-feltet og kun lige foran atomkrise-ramte Japan.

Forventeligt er det, at når regeringen har lagt sine kort på bordet, forsøger oppositionen at trumfe dem. Men foreløbig putter partierne på begge sider af gangen med deres løsninger – hvis de har nogen.