Økonomisk mudderkastning: Hvad er op og ned i valgkampen?

Økonomisk mudderkastning: Hvad er op og ned i valgkampen?

27.08.2011


Valgkampen er i gang. Og det altoverskyggende tema er økonomi. Men det handler om at holde tunge lige i munden, når politikerne kaster små klumper nationaløkonomi mod hinanden. Hvad er op og ned i den økonomiske debat? Her er baggrunden for seks af de mest brugte argumenter i debatten.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske kommentator

Foreløbig har valgkampen mest af alt lydt som et frikvarter på økonomistudiet. Politikerne kaster om sig med nationaløkonomi og kloger sig på finanskrisen. Med hvad er op og ned? Her er mit forsøg på at besvare seks af de spørgsmål, vælgerne må sidde tilbage med efter det første døgn i valgkampen:

Hvem har betalt for finanskrisen?
Dybest set er det meningsløst at snakke om, hvem der har betalt for krisen. Simpelthen fordi man ikke kan opgøre det. Mange har tabt på krisen; de arbejdsløse, aktionærerne, boligejerne, konkursramte virksomheder.

Helle Thorning-Schmidt har under debatterne flere gange sagt, at helt almindelige lønmodtagere har betalt for krisen, og at de med efterlønsreformen bliver bedt om at betale igen.

Det sidste er i hvert fald ikke rigtigt.

Hvis man kan snakke om, at lønmodtagerne betaler for krisen ved, at man med genopretningspakken sænkede dagpengeperioden, så er første del af regnestykket i hvert fald noget af vejen rigtigt. Men tilbagetrækningsreformen og de milliarder, der skal findes for at skabe balance i den offentlige økonomi frem mod 2020, som netop efterlønsforringelsen er en del af, har ikke noget med finanskrisen at gøre. Nuvel den har aktualiseret problemet, men det er først og fremmest et spørgsmål om den ældrebyrde, vi snakkede om inden finanskrisen brød ud, samt det faktum, at vi ikke længere har udsigt til at tjene så meget på vores lille olieeventyr, som vi hidtil har kunne. Og dermed er efterlønsreformen og resten af 2020-planen altså ikke et spørgsmål om finanskrisen, men om de langsigtede økonomiske udfordringer. Og det udgør en større del af besparelserne end dem, der direkte relaterer sig til finanskrisen.

Er regeringen ved at gældsætte Danmark?
Ja, det er de. I den forstand, at gælden stiger. Dramatisk? Nej. Mere end fornuftigt? Ikke hvis man skal tro de økonomiske vismænd. De tilskriver nemlig i deres seneste halvårsrapport de negative tal på statens bankbog en blanding af de dårlige konjunkturer – de hårde økonomiske tider – og en lempelig finanspolitik. Det sidste betyder, at regeringen bruger penge for at holde gang i aktiviteten. Og det kalder vismændene fornuftigt.

Den gæld, der er ved at opbygge sig, er med andre ord uundgåelig. Men ikke alarmerende, hvis man skal tro de økonomiske vismænd.

Mangler oppositionen finansiering i deres økonomiske plan?
Nej. Og ja. Den dom afhænger fuldstændig af, hvilke briller man læser planen med.

Finansministeriet tror ikke på S-SFs egne beregninger. Er det politisk bestillingsarbejde? Det tror jeg ikke på. Til gengæld har oppositionen regnet i runde tal og uden at specificere specielt i detaljer, hvordan de vil nå deres økonomiske mål. Og det har gjort dem sårbare for beskyldningen om, at deres plan er ufinansieret. For man kan ikke regne på noget, der bare er ord.

Til gengæld er det ret beset uretfærdigt at beskylde oppositionen for at mangle de 15 mia. kr., som de har lovet kommer ved forhandling med arbejdsmarkedets parter. For kan arbejdsmarkedets parter ikke levere, ja, så er efterlønnen alligevel i spil, har de også sagt. Dermed må de 15 mia. kr. anses for at være hårde håndfaste penge.

Kommer krisen udefra?
Ja og nej. Finanskrisen kom fra USA. Punktum. Og når USA og Europa igen er på vej ned i fart vækstmæssigt, så er det heller ikke Danmarks skyld. Som en lille økonomi, hvor godt halvdelen af den årlige produktion eksporteres, så er vi rigtig sårbare over for det, der sker i udlandet.

Boligboblen i Danmark er en dansk opfindelse, og som for alle andre lande, der har været ramt af en boligboble, var den økonomiske krise særligt hård i Danmark. Selvom arbejdsløsheden stadig er lav set i et internationalt perspektiv, så er den fordoblet i forhold til bunden.

Så hvad kunne politikerne have gjort? Beskattet boligerne hårdere. Og hvem vil det? Næsten ingen af de danske partier.

Risikerer Danmark at ende i en gældskrise?
Nej. Det er højest usandsynligt. Danmark har en AAA-rating og er blandt de lande i EU med lavest gæld målt i procent af BNP.

Der skal virkelig gå luksusfælden i dansk politik og det over rimelig mange år, før det danske gældsniveau bliver kritisk i samme grad, som det er i de sydeuropæiske lande.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at gæld skal betales tilbage før eller siden, og at investorernes opmærksomhed på gældsniveauet er højere end nogensinde – og derfor skal man være varsom med at lade gælden vokse.

Kenneth Praefke (f. 1987) er økonomisk kommentator for RÆSON. Kenneth er kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet. Tidligere både økonomisk og daglig redaktør på RÆSON. I foråret 2010 økonomisk praktikant ved den danske ambassade i Washington DC. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen udskriver valget (foto: Venstre)