YTRINGSFRIHED Censur på internettet er diktaturets kendetegn

26.05.2010

Som optakt til en debat om ytringsfrihed i Danmark anno 2010 – som afholdes, når RÆSON tager på Testrup Højskole d.25.-31.juli – bringer vi her et indlæg af Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos. Han skal debattere med Katrine Winkel Holm – læs hendes indlæg i RÆSON nyhedsmail i uge 23.

Selv i et frit og demokratisk land som Danmark er der altså en række områder, hvor ytringsfriheden er under pres, og de fine placeringer i internationale undersøgelser bør derfor ikke blive en sovepude.

Af Jacob Mchangama, Chefjurist i den liberale tænketank Cepos

Ifølge den internationale pressefrihedsorganisation Reporters sans Frontiérs [Journalister uden Grænser, red.] er Danmark det land i Verden med den største grad af pressefrihed. Den amerikanske ngo Freedom House har Danmark på en ligeledes flot 4. plads.
Det er da også rigtigt, at den danske presse nyder en meget vid ytringsfrihed og, at danske medier ikke behøver at frygte tilstande som i Venezuela, Pakistan, Iran eller Kina, hvor der hersker udbredt censur, og hvor journalister og redaktører, der sætter sig ud over censuren, risikerer at betale med deres frihed, førlighed eller endog livet.
Men det forhold, at vi har en fri presse i Danmark, betyder ikke, at ytringsfriheden som sådan er fuldstændig velbevaret og fri for trusler. I USA sidder to islamister i varetægtsfængsel tiltalt for at ville begå terror mod bl.a. Jyllands-Posten, som følge af Muhammed -karikaturerne. Disse terrorister er ikke alene. Som bekendt har Kurt Westergaard været udsat for både trusler og et rigtigt angreb, ligesom det er tilfældet for hans svenske kollega Lars Vilks.

Der er tale om en reel trussel
De stadigt stigende trusler mod karikaturtegnere, forfattere m.v., som kritiserer islam, er en reel og omfattende trussel mod ytringsfriheden og ikke – som Uffe Ellemann Jensen forleden udtalte – blot nogle få tossers værk. Og truslerne virker. Efter afsløringen af planerne om et angreb mod Jyllands-Posten har store aviser som Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten selv undladt at trykke de tegninger, man tidligere hævede var væsentlige at bringe som dokumentation for den ubestrideligt væsentlige journalistiske historie om trusler mod Danmark som følge af Muhammed-krisen.
Politikens beskæmmende forlig med en saudiarabisk advokat, der påstår at repræsentere Profeten Muhammeds efterkommere, er også svært at se som andet end udtryk for frygt.
Men der er også andre områder, hvor ytringsfriheden er under pres i Danmark. Særligt på Internettet. For nylig vedtog et flertal i Folketinget en ny spillelov, der i realiteten tvinger private internetudbydere til at lukke for hjemmesider for ikke-godkendte spiludbydere. Det er et tiltag, der er svært at kategorisere som andet end censur.
Dette tiltag er blevet fulgt op af en række forslag om at forbyde eksempelvis at surfe på terrorrelaterede hjemmesider, en hjemmeside, der anvendes af stofmisbrugere, og vi har også set danske domstole sanktionere blokering af hjemmesider, der var mistænkt for at distribuere ophavsretligt beskyttet musik og film, uanset at der sagtens kan forekomme lovligt indhold på sådanne sider. Censur på Internettet er diktaturets kendetegn, og frie lande som Danmark bør holde sig fra den slags tiltag.

Fanatisme skal ikke bekæmpes med tankepoliti
Ifølge Rigsadvokaten er der siden 2000 omkring 40 danskere, der er blevet dømt for overtrædelse af
den såkaldte racismeparagraf. Mange af de personer, der er blevet dømt, har holdninger, som den almindelige dansker tager stærkt afstand fra. Men at straffe personer for deres holdninger og tanker er uforeneligt med de principper om individuel autonomi og tanke- og ytringsfrihed, som et frit samfund bør værne om. Også selvom det giver sig udtryk i usympatiske udtalelser.
Fanatisme og had skal bekæmpes med ord og debat ikke med straf og tankepoliti. Desværre gør internationale menneskerettighedskonventioner og Danmarks EU-medlemskab det nærmest umuligt at ophæve racismeparagraffen. EU’s nylige ”Rammeafgørelse om Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad” medfører endda en risiko for, at EU-domstolen vil indsnævre rammerne for ytringsfriheden her i landet, uden at Folketinget kan gøre fra eller til.
Man kan også pege på, at offentligt ansatte i stigende grad frygter konsekvenserne af kritiske ytringer om deres arbejdsplads, og at der er konkrete sager, der peger på, at denne frygt er velbegrundet. Regeringens nye lovforslag til en ny offentlighedslov, der vil gøre det sværere for pressen at holde øje med det politiske liv, er heller ikke et tiltag, der vil styrke ytrings- og informationsfriheden i Danmark.
Selv i et frit og demokratisk land som Danmark er der altså en række områder, hvor ytringsfriheden er under pres, og de fine placeringer i internationale undersøgelser bør derfor ikke blive en sovepude.

Jacob Mchangama (f. 1978) er chefjurist i den liberale tænketank Cepos og har ud over sin cand.jur. en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering fra European Inter University Centre med ophold i Venedig og Strasbourg. Han arbejder desuden som ekstern lektor i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet.

Læs mere om og tilmeld dig RÆSON-Testrups højskoleophold (d.25.-31.juli) på:

http://testrup.dk/korte-kurser/raeson—paa-den-politiske-slagmark.aspx

RÆSON