Van Rompuy: præsident eller mødeleder?

10.03.2010

Herman Van Rompuys jobbeskrivelse har været stort set ikke-eksisterende. Nu skal han definere sin rolle, midt i en magtkamp mellem EU’s ledelse og institutioner, mens han skal manøvrere med 27 selvbevidste regeringschefer. Der er behov for en samlet strategi og egentlig kollektivt ledelsesansvar.

Af Erik Holm

Den nyudnævnte semi-permanente formand for det Europæiske Råd, belgieren Herman Van Rompuy, har fået en svær start. Stillingen er en nyskabelse indført med Lissabon-traktaten, der omsider trådte i kraft den 1. december 2009. Der er dog næsten intet i traktatens tekst – artikel 15 – der angiver, hvorledes stillingen skal udfyldes. Det er således forståeligt, hvis Van Rompuy har brug for tid til at finde sin plads i systemet og dets lederkollegium.
Straks da traktaten var endeligt ratificeret, startede der med fornyet kraft en magtkamp mellem de eksisterende institutioner, formandskab, ministerråd, kommission og parlament. Den ny præsident blev helt klart anset for at være en potentiel gøgeunge, som kunne skabe sig for stor plads i reden. Skal den ny konstruktion have nogen mulighed for at tilføre det europæiske projekt en mere effektiv ledelse, er det dog helt afgørende, at Van Rompuy griber sit job an på en måde, der bryder op i den sump af bureaukrati, der i dag hersker i systemets ledelse. Han må bestræbe sig på at undgå den skæbne, som overgik Rådet, der blev kvalt i sumpen efter blot få måneder tilbage i 1974, da den franske præsident Valery Giscard d’Estaing havde indbudt de andre otte regeringschefer til uformelle drøftelser og middag i Elysée palæet.
Giscards hensigt, der utvivlsomt var bakket op af forbundskansler Helmut Schmidt, var at skabe et forum for en løbende fortrolig debat blandt regeringslederne om Europas rolle i en storpolitisk sammenhæng. En sådan fortrolighed kan kun opnås, hvis det kun er de egentlig politisk ansvarlige politikere, der er til stede i lokalet.

En mødeleder for EU’s ledelse
Der er ingen europæisk ’præsident’, som kan pålægges ansvaret for at definere denne rolle. Europa er ikke – og kan ikke blive, viser ti års bitre erfaringer med at skabe en forfatningstraktat – en føderation i lighed med USA. Ansvaret må ligge kollektivt hos regeringslederne. ”The buck stops here”, som præsident Truman sagde.
Van Rompuy er selvfølgelig ganske klar over, at han ikke er en sådan præsident. I sin tale til Europaparlamentet den 24. februar erklærede han, at ”den permanente formands rolle er at støtte udviklingen af en fælles opfattelse af retningen. Intet mere, intet mindre. Hvor er vi på vej hen? Hvordan forholder vi os til vore naboer? Hvem er vore væsentligste strategiske partnere i verden? Hvor vil vi gerne være om ti eller tyve år? Dette er de afgørende spørgsmål.”

Der er behov for en overordnet og langsigtet strategi for EU’s fremtid
Den beskedne, men samtidig ambitiøse rolle, som Van Rompuy skitserede og skal udfylde i et forum af 27 selvbevidste regeringschefer bliver svær at realisere. Lissabon-traktatens tekst gør det på ingen måde lettere, da den forudsætter, at møderne planlægges i samarbejde med Kommissionens præsident og det normale ministerråd – formandskabet – og at han efter hvert møde skal aflægge rapport til Europaparlamentet. Institutionernes magtkamp kan derfor udfolde sig hæmningsløst.
Gode råd er dyre, men lad mig i al beskedenhed give følgende råd til formanden, baseret på mine personlige erfaringer som tæt observatør af det Europæiske Råd i 1970’erne.
På en rundrejse til de 27 regeringschefer, som Van Rompuy måske allerede har foretaget, må han oplyse dem om, at det mest påtrængende behov, han ser for at fremme en politisk ledelse i EU, er at engagere dem i en løbende debat med henblik på at opnå enighed, ikke om detaljer i forskellige politikområder, men om en overordnet strategi i global politik, i sikkerhed og penge.
Deltagerne skal kun være de 27 regeringschefer plus Kommissionens formand, hver ledsaget at en personlig sherpa – ledsager og rådgiver – som også kan fungere som tolk hvis nødvendigt. Ingen udenrigsminister eller embedsmand må være til stede. Derfor skal mødet holdes under forhold, hvor der kun er plads til 55-60 personer.
Rådsformanden fungerer som mødeleder. Der er ingen fast dagsorden, men fri diskussion om et antal emner, som formanden har foreslået efter et møde med de 27 sherpaer en uge før Rådsmødet.
Der må sikres absolut fortrolighed, og der offentliggøres ingen konklusioner. Presse og medier skal holdes på afstand, og der holdes ingen pressekonference efter mødet. Om nødvendigt kan formanden udsende en pressemeddelelse 24 timer efter mødet.
Møderne skal afholdes jævnligt som rutine som et ’normalt’ regeringsmøde, f.eks. den sidste weekend hver måned. Et hastemøde kan indkaldes med kort varsel for at koordinere reaktioner på et påtrængende anliggende i sikkerheds- eller valutapolitik (f.eks. politiske uroligheder i et nærområde eller spekulative pres på finansmarkederne).
En udenlandsk regeringschef eller direktøren for den Europæiske Centralbank kan af Rådsformanden inviteres til at tage del i mødet.
Den væsentligste opgave for Rådsformanden er at søge at skabe konsensus og derfor vedvarende at minde stats- og regeringscheferne om Abraham Lincolns budskab i 1858, tre år før borgerkrigens udbrud om, at ”et hus i splid med sig selv kan ikke bestå”.

Erik Holm (1933). politisk økonom. ph.d.
Tidligere økonom ved IMF, Den Internationale Valutafond, har desuden været fuldmægtig i Økonomiministeriet; kontorchef i Statsministeriet, chefrådgiver ved EF-kommissionen, gæsteforsker ved Univ. of Cal., Berkeley samt direktør for Eleni Nakou Foundation, London, siden 1989. Har bl.a. skrevet: Money and International Politics (1991), Europe, a Political Culture? (1994) og The European Anarchy, (2001) og derudover flere artikler i dansk og udenlandsk presse.

RÆSON