VALG I STORBRITANNIEN: Har de Konservative tabt sejren på gulvet?

17.03.2010

I november sidste år stod de Konservative til at få knap 50 procent af stemmerne mod Labours 25. Nu er forspringet næsten forsvundet: kun 2 procent skiller partierne. RÆSON har talt med Bill Clintons tidligere pollster [en der laver meningsmålinger, red.] om det forestående britiske parlamentsvalg.

Af Mads Qvortrup, London

“Det er lidt som at købe gammeldags is”, siger den amerikanske spindoktor Rick Ridder og kigger over hornbrillerne. Bill Clintons tidligere pollster [en der laver meningsmålinger, red.] er afslappet på denne forårsdag i London. Han er i byen for at hjælpe De Liberale Demokrater, Storbritanniens tredjestørste parti. Han ved de ikke kan vinde, men han har svært ved at finde en favorit blandt de to store gamle partier. Det med iskagerne kommer vi tilbage til … Normalt ville pendulet være svunget til de Konservative. David Camerons centrum-højre parti har været på oppositionsbænkene siden 1997, og den politiske metaltræthed i Labour-regeringen burde have gjort det let for dem at erobre regeringsmagten. Og sådan så det ud indtil for få måneder siden. De Konservative havde et forspring på op til 25 procent i meningsmålingerne: 49 procent lå de til i november sidste år; og Labour til sølle 25 procent. Men noget har forandret sig.
I starten af marts var forspringet skrumpet ind til beskedne 2 procent. De Konservative lå til 37 procent mod Labours 35. Dette knebne forspring er nok til at skabe et ’hung parliament’; en situation, hvor ingen af partierne har et flertal i The House of Commons, det britiske parlaments førstekammer.

Hvorfor dette fald i meningsmålingerne? Rick Ridders fokusgrupper giver en del af svaret. Og det er her iskagerne kommer ind. ”En af mine venner og jeg kørte i sidste uge 100 kilometer for at købe is. De havde 53 varianter, og alligevel valgte vi vanilje. Hvorfor? Fordi man ikke kan blande chokolade og lakrids og tranebær. Og,” fortsætter spindoktoren, ”det er de konservatives problem. De fremsætter forslag, der isoleret set er troværdige, men som ikke er forenelige. Det er derfor Gordon Brown er ved at indhente dem”. Det er ikke et synspunkt, han står ene med. Også konservative er skeptiske, og mange af dem frygter, at sejren – der for kort tid siden virkede så sikker – er ved at løbe dem af hænde. ”Det minder meget om 1992”, siger Asheem Singh, vicedirektør for den konservative tænketank Res Publica.

Han taler i koder. ’1992’ er synonymt med Labours valgnederlag i samme år, et nederlag, der overraskede alle, fordi de Konservative, der dengang var i regering, havde været bagud i forhold Labour. Labour var sejrssikre, men tabte på målstregen. ”Det er bare sådan en fornemmelse, jeg har. Måske er jeg pessimistisk, men den er ikke hjemme. Og det går ikke den rigtige vej”, sukker den unge konservative. Det ser svært ud for de Konservative. Valgsystemet diskriminerer. De Konservative er mest populære i de større byer i Sydøstengland; i disse områder er der cirka 100.000 indbyggere per valgkreds. Men Labour er populære i de mere tyndt befolkede områder, dvs. mod nord i Yorkshire, i Skotland og i Wales. I disse områder kræves der nogle gange kun 60.000 stemmer for at vinde et mandat. Og da det britiske valgsystem er flertalsvalg i enkeltmandskredse – også kaldet First-Past-the-Post – så kan Labour vinde det største antal pladser parlamentet, også selvom de Konservative får op til seks procent flere stemmer end Gordon Browns parti. Den slags ved de Konservative naturligvis. For at modvirke denne tendens har partiets hovedrige næstformand Lord Ashcroft personligt doneret millioner til partiforeninger i de såkaldt marginale valgkredse, altså i de valgkredse som de Konservative skal vinde for at få et flertal. Indtil for to uger siden mente de fleste imidlertid, at de Konservative kunne vinde, også selvom de havde matematikken imod sig. Men så skete der noget. Det kom frem, at Lord Ashcroft, der bor i Belize i Mellemamerika, ikke betaler skat i England. Det havde ellers været en forudsætning for, at han kunne udnævnes til Overhuset (The House of Lords) i 2001. Det, at en mand, der mere eller mindre egenhændigt er hovedsponsor for et parti, ikke betaler skat, var – og er – pinligt for de Konservative. For et parti, hvis mest fremtrædende medlemmer – David Cameron og skyggefinansminister George Osborne – er fremtrædende aristokrater, der kommer fra halvadelige familier, er enhver hentydning af, at nogle nyder særlige privilegier et problem. De Konservative har brugt megen energi på at fremtræde som et moderne folkeparti, der kærer sig om de fattigste. Det image harmonerer ikke godt med, at Lord Ashcroft ikke har betalt skat. Sagen er især et problem, fordi denne afsløring kommer mindre end et år efter, at mange parlamentsmedlemmer – fra alle lejre – blev afsløret i at bruge lidt for mange skattekroner til dækning af deres ekstravagante privatforbrug. Den slags har givet politikerne et dårligt ry. Det er ikke nogen nem sag for de Konservative, at partiet lader sig sponsorere af en mand, der ikke betaler skat i det land, han er med til at lave love for.
En anden ting er, at de Konservative ikke har det som spindoktorer kalder en fortælling (a narrative). Nogle – især skyggefinansminister George Osborne – taler varmt for en tilbagevenden til en mere ansvarlig økonomisk politik, én der omfatter kraftige offentlige besparelser. Men andre dele af partiet – især repræsenteret af chefstrategen Andy, hvis officielle titel er Director of Communications & Planning – taler for en mere Barack Obama-inspireret kampagne, der fokuserer på et vagt budskab om forandringer. Det to budskaber kan ikke forenes i praksis. Kombinationen virkede ganske vist, da krisen indtraf, og kurserne styrtdykkede på markederne. Men Gordon Brown og Alistair Darlings økonomiske politik er lykkedes. Optimismen er tilbage i britisk økonomi, også selvom den økonomiske vækst er på sølle 0,1 procent. Bookmakerne tror ikke længere på de Konservative. Det bliver tæt; men Labour er i bedre form end deres modstandere.

Mads Qvortrup, dr. phil fra Oxford Universitet, er bosat i London. Han har undervist på London School of Economics og været rådgiver for den britiske regering 2000-2003 samt for det amerikanske udenrigsministerium i forbindelse med fredsforhandlinger i Sudan.
Han skriver jævnligt for danske medier og er forfatter til flere bøger, heriblandt: “Tony Blair – en politisk biografi” og “Danmarks Store Statsmænd”.

RÆSON