VALG I ITALIEN: En sejr til højrefløj, fremmedhad og politikerlede

31.03.2010

I dagene op til regionalvalget i Italien – 28.-29. marts – har politiske kommentatorer i ind- og ikke mindst udland udlagt dagsordenen som et valg for eller imod Berlusconi – og hans parti Frihedens Folk (PdL). Stemmeoptællingen viser imidlertid en svækket centrum-venstre oppositionen. Hvor de før sad på magten i 11 af 13 regioner, er tallet nu nede på syv. Berlusconis ære er i behold, mens det fremmedfjendske højreparti Lega Nord og satirikeren Beppe Grillos protestparti udråbes som valgets egentlige sejrherrer. Det er et resultat, der ikke gør verden meget klogere på fremtiden for italiensk politik.

Af Ida Krogh Mikkelsen

Ovenpå et populært sagt ”annus horribilis” for den italienske regeringsleder har politiske kommentatorer rundt om i verden set regionalvalget som begyndelsen til enden for Berlusconi. Forventningen gik på, at italienerne nu måtte sætte foden ned og udvise modstand mod Berlusconi, der har udmærket sig ved en perlerække af skandaler i det forgangne år.
Hvis man skal sætte scenen for Berlusconis position pt., er det svært at komme udenom anklager om lyssky forbindelser til mafiaen, politisk pres på public service-mediernes nyhedsredaktioner og lukning af det politiske talkshow ”Annozero”, rod med opstillingen af kandidater til regionalvalget og ikke mindst de mange anklager om seksuelle eskapader med prostituerede.
Men de udenlandske journalister, der måtte have siddet klar med præfabrikerede analyser af Berlusconis fald fra tinderne, må til tasterne igen. Hvor lignende skandaler givetvis havde betydet tilbagegang for en amerikansk præsident eller endog en dansk statsminister, hænger årsag og konsekvens anderledes sammen i italiensk politik.
Og italienerne har langt fra protesteret mod Berlusconi i stemmeboksene. De har maksimalt sat krydset lidt mere mod højre eller protesteret i stilhed ved at blive hjemme eller stemt på et protestparti.

Italiensk centrum-venstre i knæ – igen
Valget har resulteret i, at centrum-højrekoalitioner har taget magten fra fire tidligere centrum-venstre-ledede regioner. Endda i de vigtige storby-regioner Lazio og Piemonte, hvor Rom og Torino hører hjemme samt i regionerne Calabrien og Campagna. Derudover er Lombardiet og Veneto stadig under blåt flag.
Selvom syv regioner stadig er røde, kan Berlusconi godt poppe champagnen og kalde sig sejrherre: ”Det lykkedes dem ikke at sætte mig ud af spillet”, udtalte Berlusconi mandag aften.
Centrum-venstres største parti Partito Democratico (PD) under den relativt nyvalgte leder Pier Luigi Bersani fremstår anderledes vingeskudt efter det regionalvalg, der skulle have været første skridt på vejen mod magten i Italien. Ud over et stærkt højre og en svag profilering hedder centrum-venstres onde ånd endnu engang:

Koalitionsproblemer og stemmespild
Det er en gammel sang i Italien, at særligt venstrefløjen ikke er i stand til at samarbejde om stabile koalitioner. En faktor, der er helt afgørende i den italienske positive parlamentarisme, der gennem historien har ladet et utal af regeringer til højre og venstre falde som følge af pludselige opbrud internt i koalitionerne. En virkelighed fjernt fra den danske parlamentarismes forudsigelighed.
PD har fået en forsmag på problemerne i regionalt regi, hvor de små midterpartier som Unione di Centro (Centrumunionen) og Italia dei Valori (Værdiernes Italien) har markeret sig med en vis popularitet hos vælgerne og krav til PD som alliancepartner. Centrumunionen har således gået
enegang efter bruddet med Berlusconis koalition ved parlamentsvalget i 2008. Ved regionalvalget har de opnået de 5 % stemmer i mange regioner, som de har brugt nogle steder på at stå uden for alliancer, nogle steder har de tilsluttet sig centrum-venstre-alliancen, og kun få steder har de tilsluttet sig Berlusconis alliance. Således betød Unionens 6,1 % af stemmerne i svingregionen Lazio lige netop en sejr til centrum-højre, hvor magten ellers lå hos PD.
Derudover er der et overhængende problem med stemmespild på venstrefløjen. Tidligere har Kommunistpartiet været skyld i, at magten gik til højre, fordi de på idealistisk vis nægtede at indgå i et valgforbund. Ved dette valg har den overraskende tilslutning til komikeren Beppe Grillos protestparti ”Il Movimento 5 Stelle” (Bevægelsen 5 stjerner) været den negative tunge på vægtskålen for centrum-venstre.

Politikerlede og politisk apati
Helt konkret har Grillos princip om ikke at indgå i valgforbund betydet en sejr til Lega Nord i Piemonte, hvor der var næsten dødt løb mellem rød og blå blok. Da Beppe Grillo er højlydt kritiker af Berlusconi og politik som sådan, er der ellers ingen tvivl om, at mange af de godt 4 % af vælgerne, der stemte på hans parti i Piemonte, er imod Berlusconi.
Havde Grillos kompaner i stedet spyttet de 4 % i centrum-venstre-puljen, ville magten stadig have været rød i Piemonte. I andre regioner løber Grillo i ren Jacob Haugaard-stil med op til 7 % af stemmerne, og gentager dette sig i samme skala ved et nationalt valg, er det afgørende, at centrum-venstre får talt med store bogstaver om realpolitik med den folkekære Grillo.
Stemmespildet til netop Beppe Grillos protestparti er et sigende eksempel på politikerleden i Italien og de mange apatiske regeringskritiske vælgere, der føler sig trygge i en offeridentitet frem for ved en konstruktiv demokratisk modstand mod Berlusconi. Med de mange satiriske og samfundskritiske kvaliteter, Grillo besidder, er det dog udefra at dømme et åbenlyst problem, at den politiske modstand mod Berlusconi ikke konverteres til et konstruktivt stykke politisk arbejde.
I stedet oplever man særligt blandt unge i Italien et frugtesløst fokus på mere eller mindre vellykkede demonstrationer med uklare politiske budskaber, et utal af facebook-grupper mod Berlusconi og en resignerende pegen-fingre af Berlusconis dårlige jokes og seksuelle eskapader uden megen politisk substans.

Sprækker i Berlusconis alliance
Trods Berlusconis markante bevægelse væk fra afgrunden ved regionalvalget, kan man dog pege på to ting, der truer Berlusconis position frem mod næste valg: Lega Nords fremgang og den lave valgdeltagelse.
Højrepartiet Lega Nord er stormet frem i de fleste norditalienske regioner og har meget overraskende vundet magten i Piemonte, og mindre overraskende i ligaens højborg Veneto, hvor hele 35 % stemte på Lega Nord. Årsagerne til denne sejr udlægges som frustration over den økonomiske krise og den høje arbejdsløshed, der har fået fremmedhadet til at stige hos mange italienere, der ser arbejdspladser gå til immigranter. Der er i mindre grad tale om stemmer mod Berlusconi.
Berlusconi udtaler sig da også i positive vendinger om sine allieredes fremgang, men tallene viser, at de nu kan tage mere og mere af æren for centrum-højrealliancens flertal. Tallene viser i La Repubblicas overslagsregning, at hvor Berlusconis parti hentede 10 mio. stemmer til EP-valget i sommers, gik kun 5,4 mio. stemmer direkte til Frihedens Folk ved regionalvalget.
Gianfranco Fini, der er Berlusconis højre hånd i Frihedens Folk og præsident for Deputeretkammeret, ser da heller ikke så let på situationen som Berlusconi. Den tidligere leder af det nyfascistiske parti, Nationalalliancen, der lagde sit parti sammen med Frihedens Folk for præcis et år siden, betegnes af flere som Berlusconis kronprins. Derudover omtales han ofte som højrefløjens egentlige hjerne og intellektuelle kapacitet.

Centrum-højre-koalitionen: Et skrøbeligt fornuftsægteskab
I rollen som mulig efterfølger til magten må Lega Nords fremgang naturligvis bekymre: ”Vi er for underdanige over for Bossi [Lega Nords leder], også kulturelt. Dette valgresultat, som langt hen ad vejen var forudsigeligt, er beviset.” Med slet skjult henvisning til Lega Nords mål om et føderalt Italien, der i sidste ende deles i syd og nord, utrykte Fini også bekymring for ”landets sammenhængskraft og de skillelinjer, der nu kan skærpes” til La Repubblica i mandags.
I folkemunde betegnes forholdet mellem Berlusconi og Lega Nords Umberto Bossi som et skrøbeligt fornuftsægteskab: Bossi afskyr i virkeligheden Berlusconis pragmatisme, hvilket har resulteret i uenighed og usikre koalitioner mellem højrepartierne tidligere. Det er derfor en begrundet bekymring hos Frihedens Folk, at Bossi ved en lignende fremgang ved det kommende nationale valg vil tage sig dyrt betalt for en eventuel afgørende støtte til Berlusconi.
En anden bekymring for Frihedens Folk kan blive den lave valgdeltagelse ved regionalvalget på 64 %, der er hele otte procentpoint lavere end i 2005. Iagttagere peger på, at det er højrevælgere, der er blevet hjemme som resultat af den
politikerlede, mange italienere føler efter de mange politiske skandaler, året har budt på. Vælgere, der ikke længere vil støtte Berlusconi, men som aldrig kunne finde på at stemme længere mod venstre.
Et forsigtigt gæt går på, at der er tale om særligt katolske vælgere, der har fået nok af sex-skandaler og Berlusconis efterfølgende angreb mod den katolske kirke. Stemmer, der skal reddes i land med god opførsel og rene negle inden det nationale valg, hvis Berlusconi fortsat skal sidde sikkert i sadlen.

Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam. Ida har siden sin tid som udvekslingsstudent i Norditalien 2000/01 interesseret sig for fænomenet Silvio Berlusconi og italienske forhold.

RÆSON