VALG I IRAK: Regerings-dannelsen en prøve for Irak – og en påmindelse for Vesten

07.04.2010

Fire uger efter Iraks parlamentsvalg er intet endnu afgjort. Med valgresultatet går frontfigurerne Allawi og Maliki jævnbyrdigt ind i forhandlingerne om regeringsdannelsen – Allawi med et demokratisk fortrin, Maliki med et magtfuldt statsapparat bag sig.
Regeringsdannelsen vil tage måneder, ikke uger – udfaldet kan enten afspore eller bolstre Iraks demokrati. Meget står på spil i et land, der har stor betydning for Vestens interesser i Mellemøsten. Problemet er, at Vesten er ved at glemme Irak.

Af Christian Bayer Tygesen

Udviklingen i Irak har gennem de seneste fire uger været bemærkelsesværdig. Sekularisme og nationalisme har trumfet islamisme og sekterisme ved stemmeurnerne.
    Ved at stemme ud fra åbne kandidatlister har irakere tilmed kunne sige fra over for de mest inkompetente og korrupte politikere. Kun 62 af det forhenværende parlaments 275 medlemmer har sikret sig genvalg.
    I en vigtig kontrast til Irans miskrediterede parlamentsvalg i juni 2009 har Irak – trods anklager om svindel og anfægtelser af valgresultatet – afholdt et relativt frit og troværdigt valg. Alene det, at et oppositionsparti har opnået et flertal af stemmerne, sætter en demokratisk standard for regionen.
    I Mellemøsten følges udviklingen i Irak tæt. Viser Irak, at stabilitet og demokrati ikke er uforeneligt, kan Irak blive et foregangsland for reformkræfter på gadeplan og i regeringsbygninger i hele Mellemøsten.
    Parlamentsvalget var blot optakten til den prøve, Irak nu står over for: en vanskelig og polemisk regeringsdannelse, som vil sætte Iraks skrøbelige politiske kultur, svage civile institutioner og anspændte sekteriske og etniske skillelinjer under pres.
    Mens valget var en opløftende demonstration af Iraks demokratiske fremskridt, risikerer regeringsdannelsen at blive en påmindelse om Iraks autokratiske skyggesider. Mørklagte studehandler, kynisk magtmisbrug og politiske arrestationer vil vise, at irakisk politik i sidste instans stadig afgøres af personer – ikke institutioner eller demokratiske principper. I Irak er demokrati, hvad politikerne gør det til.

En langvarig regeringsdannelse
Valgresultatet taler for langstrakte forhandlinger om regeringsdannelsen. Ayad Allawis tværsekteriske og sekulære koalition, ”Iraqi National Movement” (INM, også kaldt Iraqiyya), har med 91 mandater sikret en smal sejr over Nuri Malikis nationalistiske ”State of Law”-koalition (SoL), som fik 89 mandater.
    Den shia-islamistiske ”Iraqi National Alliance” (INA) sikrede 70 mandater, mens den største kurdiske koalition sikrede 43 mandater.
    Med udvidelsen af Iraks parlament til 325 pladser, kræver det mindst 163 mandater at danne en ny irakisk regering.
    Ayad Allawi har med valgsejren opnået en legitimitet, som er politisk vanskelig at ignorere. Den shiitiske og stærkt nationalistiske Muqtada al-Sadr, hvis politiske blok fik ca. 40 mandater og indgår i INA, har i offentlige udtalelser understreget, at det ville være at gå imod Iraks vilje, hvis Allawi blev marginaliseret i regeringsdannelsen.
    Præsident Talabani, som står centralt i den kurdiske blok, har sendt tilsvarende signaler og fører en tæt dialog med Allawi.
    Allawi og INM står imidlertid over for flere udfordringer. Maliki anfægter stadig valgresultatet og vil arbejde intenst for at spolere Allawis vej til premierministerposten. Kort før offentliggørelsen af valgresultatet sikrede Maliki sig, i kraft af en afgørelse af Iraks Højesteret, retten til at indlede
forhandlinger om regeringsdannelsen sideløbende med Allawi til trods for, at Maliki ikke blev valgets samlede vinder.
    Derudover har samme ”Accountabiliy and Justice”-kommission, som før valget diskvalificerede godt 400 kandidater grundet tidligere bånd til Baath-partiet, netop annonceret, at den planlægger yderligere 52 diskvalificeringer. Mindst én af disse kandidater ventes at være fra Allawis rækker, hvilket kunne bringe INM’s flertal i fare.
    Endeligt vil Iran arbejde intenst for at kaste grus i INM’s maskineri. Teheran ser med rette Allawi som en modvægt til iranske interesser i Irak og dermed potentielt Irans styrkeposition i regionen.
    Maliki og SoL blev ikke valgets vinder, men har andre kort på hånden. Maliki sidder tungt på statsapparatet og vil næppe tøve med at misbruge sin position, hvis det kan bringe ham nærmere en ny embedsperiode som premierminister. Iraks specialstyrker, som rapporterer direkte til Maliki, mistænkes i en række sager for at have intimideret og presset Malikis modstandere.
    Herudover har Maliki i Iran en indflydelsesrig støtte, som vurderes at arbejde for at forene INA og SoL i en storkoalition, der i givet fald ville mønstre159 mandater – kun fire mandater fra de magiske 163, der udgør tærsklen for en majoritet i parlamentet.
    Regeringsdannelsen vil sandsynligvis vare måneder. Det kan blive en fordel for Maliki.
Desto mere Maliki kan forhale processen, desto større sandsynlighed for at han kan udnytte sin magtposition til at udmanøvrere Allawi og hans øvrige politiske modstandere.

USA’s og Irans aktie i regeringsdannelsen
Obama-administrationen har under hele valgprocessen indtaget en tilbagetrukket rolle. USA’s offentlige linje har lagt vægten på demokratiske principper frem for personpolitik. Det skyldes for det første, at USA nyder gode samarbejdsrelationer med både Maliki og Allawi. USA har ingen interesse i at ødelægge dette udgangspunkt ved at fremstå partisk. For det andet er USA stadig radioaktiv i irakisk politik. USA’s opbakning ville være et dødsstød for enhver politiker.
    I kontrast spiller Iran en aktiv og åbenlyst partisk linje i Iraks valgproces. Iran har i udtalelser appelleret eksplicit til shiitisk solidaritet i regeringsdannelsen. I slutningen af marts rejste vicepræsident Mahdi fra INA, præsident Talabani fra den største kurdiske blok og en SoL-delegation til Teheran for at føre uformelle konsultationer. Besøgene satte en tyk streg under, at Iran stadig er den mest indflydelsesrige eksterne aktør i irakisk politik. Voksende irakisk nationalisme betyder dog, at Iran i dag er mere varsom med at overspille dets hånd af frygt for et tilbageslag mod Irans interesser og interessenter i Irak.
    Hverken USA eller Iran ønsker et ustabilt og fejlslagent Irak. Ingen af de to lande har en interesse i en eskalation i det kurdiske Nordirak. Washingtons og Teherans interesser i Irak er dog langt fra overlappende. Hvor USA i grove træk ønsker et stabilt og demokratisk Irak, som kan stå på egne ben og være en værdifuld allieret, ønsker Iran et svagt Irak underlagt Teherans dominans uden amerikansk tilstedeværelse.
    Udfaldet af regeringsdannelsen i Irak kan i det lys få stor betydning for USA’s og Irans respektive mål. Ender regeringsdannelsen som i 2006 med en ekskluderende og splittet shiitisk regering, ville det styrke Irans position i Irak.
    Modsat ville en tilstrækkeligt troværdig og inkluderende regering styrke Iraks stabilitet og politiske udvikling. Det ville fremme Washingtons interesser i Irak og lette den amerikanske tilbagetrækning.
    Selvom Iran er en magtfuld aktør i Irak, kan USA stadig efterlade et varigt og afgørende fingeraftryk på Iraks udvikling. Bagdad er stadig afhængig af amerikansk støtte. USA’s tropper udgør stadig forskellen på ustabilitet og stabilitet dele af Irak – især i nord, som rummer de største langsigtede udfordringer for Iraks sikkerhed.
    USA’s indflydelse er dog aftagende. I takt med at USA’s tilbagetrækning skrider frem, indskrænkes Washingtons mulighed for at støtte og presse Irak på rette vej. Fraset en ændring af tilbagetrækningsplanerne har USA efter 2011 et minimalt militært fodaftryk på irakisk jord. Herefter vil USA, endnu mere end i dag, konkurrere med Iran om at præge Irak. Det er derfor nu, der skal gribes ind.

Vesten må ikke glemme Irak
Iraks sikkerhed er udslagsgivende for Mellemøstens stabilitet og således afgørende for Vestens strategiske interesser i regionen. Strategisk er Irak et demografisk brændpunkt for regionens sunni-arabiske/shia-arabiske, arabisk/kurdiske, arabisk/persiske skel.
    Irak kan udvikle sig til et demokratisk foregangsland for Mellemøsten og en moderat modvægt til fundamentalisme. Samtidig udgør Irak en indirekte regional kampplads mellem shia-persisk og sunni-arabisk dominans.
    Det er stadig uvist, om Bagdad vil balancere mellem Riyadh, Teheran og Washington eller vælge side.
    Økonomisk har Irak en af verdens største oliereserver og kan mindske Vestens afhængighed af saudisk olie. I floderne Tigris og Eufrat har Irak potentialet til at etablere en landbrugsindustri, som kunne gøre Irak til Mellemøstens brødkurv.
    Ideologisk er Irak en målestok for Vestens viljestyrke og succes i kampen mod radikal islamisme – også selvom fokus nu er på Afghanistan. Om USA’s exit fra Irak bliver anset for en ansvarlig tilbagetrækning fra et stabilt Irak eller en retræte, kan ifølge Henry Kissinger blive afgørende for ”the psychological balance in the war against radical Islam”.
    Derfor er det alarmerende, hvor lavt Irak prioriteres i Vesten – både på den politiske og den mediemæssige dagsorden. Irak-politik behandles som indenrigspolitisk gift og udenrigspolitisk dødvægt.
    Det var sigende, at præsident Obama i sin 71 minutter lange ”State of The Union”-tale i januar kun afsatte 101 ord til Irak til trods for, at USA på det tidspunkt havde godt 100.000 tropper i landet. Andre allierede, som fra 2003 investerede menneskeliv, politisk kapital og enorme ressourcer i Irak, fordi ”vores sikkerhed er forbundet med Iraks udvikling” som det dengang blev sagt, har i dag reelt reduceret Irak-politikken til tomme talepunkter.
    Tavsheden fra journalister og oppositionspolitikere er ligeså slående. Debatten om Irak er en skygge af sig selv. Det er i høj grad en negativ konsekvens af politikeres og journalisters tilbøjelighed til at påpege og polemisere modgang og fortie og fornægte medgang.
    Nu hvor Iraks overordnede udvikling er positiv og grundlaget for invasionen uddebatteret, er Irak ikke et politisk opportunt debatemne eller en attraktiv forsidehistorie.
    Det har flyttet værdifuld politisk fokus og kapital væk fra Irak-engagementet. Det sker i en tid, hvor konsolideringen af et stabilt og demokratisk Irak kan anes i horisonten.
    Uanset hvad man måtte mene om invasionen, ændrer det ikke ved Iraks strategiske betydning. Med så høje indsatser på spil, har Vesten ikke råd til at melde pas, forlade bordet og helt overlade Iraks fremtid til andre.
    Hvis Iraks stabilitet smuldrer efter 2011, vil USA, EU og NATO stå i et vanskeligt og kostbart dilemma: lad Irak falde tilbage i vold og politisk kaos – med alt hvad det indebærer af fremtidige risici – eller send tusindvis af tropper tilbage til Irak.

Christian Bayer Tygesen (baytyg@gmail.com) har netop afleveret sit speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han skrev speciale om forholdet mellem Iraks civil-militære relationer og landets politiske udvikling.

RÆSON