USA OG ISRAEL I virkeligheden er de stadig venner

07.04.2010

De færreste lande slipper af sted med at fornærme en amerikansk vicepræsident – og iagttagere har da også beskrevet det amerikansk-israelske forhold som historisk dårligt. Men under stridighederne er alliancen stærk.

Af Martin Wøldike, New York

I begyndelsen af marts rejser den amerikanske vicepræsident til Israel. I lommen har han en tale. Udover roser til både Israels og palæstinensernes villighed til at indgå indirekte fredsforhandlinger har Joe Biden, som et led i Obama-regeringens strategi over for israelerne, planlagt at tale om det ubrydelige bånd, der i årtier har eksisteret mellem USA og Israel.
Men i stedet for et hjertevarmt besøg, der skal kickstarte en ny omgang fredsforhandlinger, bliver Bidens Israel-visit en opvisning i noget, der siden er blevet kaldt alt fra ualmindelig amatøragtig bad timing til en skammelig personlig fornærmelse af vicepræsidenten.
Biden var ellers kommet til Israel for at revitalisere forholdet mellem de to lande, som ikke har været det bedste, siden præsident Obama kom til magten i januar sidste år. Men han blev mødt med en overraskende offentliggørelse af israelernes planer om at bygge 1.600 nye bosættelsesboliger i Østjerusalem.
Offentliggørelsen kommer på et yderst sårbart tidspunkt for de skrøbelige fredsforhandlinger, der imidlertid fortrænges fra dagsordenen af Israels opførsel og den skade, handlingen gør på forholdet til landets vigtigste allierede: USA.
Ved sin tiltræden sidste år krævede Barack Obama nemlig, at den israelske regering skulle standse enhver ny bosættelse på den besatte Vestbred og i Jerusalem. Dengang afviste Israels regeringschef, Benyamin Netanyahu, det amerikanske krav, og i stedet måtte Obama moderere sit standpunkt for at få Israel til at acceptere et begrænset og midlertidigt stop for flere bosættelser: Ti måneders pause for nye bosættelser på Vestbredden – et løfte, Jerusalem blev holdt uden for.

Det var en markant fornærmelse
Men selvom de nye bosættelser ikke overtræder aftalen, mener mange, at opførelsen – og tidspunktet for offentliggørelsen – var en klar fornærmelse af amerikanerne. Én af dem er Mellemøstkommentator og redaktør på the Middle East Bulletin, Moran Banai:
”Jeg er ikke i tvivl om, at det var en fornærmelse af USA og en personlig fornærmelse ikke mindst af vicepræsident Joe Biden. Selv hvis Netanyahu ikke kendte til beslutningen om de nye bosættelser – og det er muligt, han ikke gjorde det – så er det en fornærmelse af den slags der skulle have været undgået. Netanyahu er leder af regeringen, og uanset hvad er det hans ansvar at have styr på sådan noget.
Men det viser også, at der må have været nogen i den israelske regering, der har syntes, at timingen var perfekt. For det var ikke bare samtidig med Bidens besøg i Israel, men det var også få dage efter, at George Mitchell [Obamas Mellemøst-udsending, red.] havde annonceret, at man var vendt tilbage til forhandlingsbordet.
Forhandlinger, som ikke blot var godkendt af israelerne og palæstinenserne, men også af Den Arabiske Liga – hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Derfor tror jeg også, at Obamas regering, med rette, følte sig gjort til grin af den israelske regering.
”Indholdet og timingen af planernes offentliggørelse, særlig hér hvor vi har indledt forhandlinger, er præcis den type skridt, der underminerer den tillid, vi har behov for lige nu,” sagde vicepræsident Joe Biden kort tid efter offentliggørelsen.
Tre dage senere var det udenrigsminister Hillary Clintons tur til at tale med store bogstaver over for Israel. I en 45 minutter lang telefonsamtale med premierminister Benyamin Netanyahu, sagde Clinton, at planerne om nye bosættelser ”sender et dybt negativt signal”, hvad angår Israels holdning til forholdet mellem USA og Israel.
Hun gjorde det klart, at den israelske udmelding var ”i strid med ånden” i vicepræsidentens besøg, og at hele sagen havde ”undermineret tillid og tiltro til fredsprocessen og skadet USA’s interesser”.
Bom! Så var stilen lagt, og mange talte om et historisk dårligt forhold mellem de to lande og om en diplomatisk krise, der ikke havde noget fortilfælde.
Det afvises dog af den israelske kommentator Neil Lazarus, der underviser israelske diplomater i strategisk kommunikation:
”Jeg vil ikke kalde det en historisk krise, men det var en meget delikat situation. Når alt kommer til alt, så mener jeg dog ikke, at forholdet mellem USA og Israel grundlæggende er blevet påvirket. Det er et forhold, der stikker meget dybere end som så. Det bygger på fælles værdier som ytringsfrihed og demokrati. Det er hér, ’familie-argumentet’
kommer ind. Man kan godt være uenige eller ligefrem skændes i en familie, men man forbliver beslægtet uanset hvad. Og det gælder også for Israels forhold til USA. Vi er to uafhængige lande, der har et meget tæt forhold til hinanden.”

Den israelske lobby – og valget, der venter
At forholdet er tæt – eller ”særligt” – var tydeligt at se, da Netanyahu i slutningen af marts var i Washington for at tale til den pro-israelske lobby AIPAC. Netanyahu mødtes i den forbindelse også med præsident Obama i Det Hvide Hus til en samtale om byggeplanerne i Østjerusalem.
Mange mente, at dette var en passende lejlighed for præsidenten til at stramme skruen over for Israel. Men selvom Obama – til nogen overraskelse – rent faktisk gav Netanyahu en forholdsvis kold modtagelse (fx ved at spise middag alene og ikke afholde nogen form for pressemøde efter mødet), så forsømte han alligevel muligheden, mener den amerikanske forfatter, Cheryl Rubenberg, der har skrevet flere bøger om konflikten i Mellemøsten og Israels forhold til USA:
”Der er ganske enkelt ingen sammenhæng mellem den kritik, regeringen retter mod Israel, og hvordan den i realiteten agerer over for israelerne. Allerede i forbindelse med Goldstone-rapporten [FN-rapporten, der konkluderede, at både Israel og palæstinenserne havde begået krigsforbrydelser under Gaza-konflikten i 2008-2009, red.] måtte Obama tænke sig om en ekstra gang, før han reagerede.
Og da Netanyahu var i Washington forleden, godkendte Obama, at Israel køber seks amerikansk producerede fly til i alt tre milliarder dollars. Vi ved også, at Obama tidligere har sagt, at han under ingen omstændigheder ville bruge den økonomiske eller militære støtte til at presse Israel. Samtidig så vi, hvordan Clinton tog til AIPAC’s møde og meldte ud, at Israel stadig er USA’s nærmeste allierede, og altid vil være det – og at hele denne sag blot var en stor misforståelse. Men hvad er ordene og kritikken så værd, hvis regeringen ikke er klar til at følge dem op med handling?”
Banai mener også, at fly-aftalen er et tydeligt bevis på, hvor tætte allierede de to lande er:
”Uanset op- eller nedture i retorikken, så er det tætte forhold jo nærmest en naturlov og noget, som begge parter holder meget fast i. Noget af det, som ofte går tabt, når folk ser på forholdet mellem USA og Israel, er, at Obama-regeringen har støttet Israel i flere forskellige sammenhænge.
På lavpraktisk dag-til-dag basis fortsætter forholdet. Men jeg tror dog stadig, at præsidenten blev afsindigt krænket af den behandling, hans vicepræsident fik af israelerne, og det har helt sikkert ikke hjulpet på det, at Netanyahu holdt en tale til AIPAC’s møde, der fuldstændig manglede enhver forståelse af alt det, der lige var sket. Hillarys tale ved AIPAC’s møde var derimod et godt eksempel på, hvad det hele handler om: nemlig at der her er tale om to meget nære allierede, der deler mange af de samme strategiske interesser og som er gensidigt afhængige af hinanden.
Clintons tale slog netop fast, at den nuværende regering er præcis som alle tidligere regeringer – nemlig en nær allieret af Israel. Mange opfatter Obama-regeringen som anderledes, når det handler om alliancen med Israel, men det er ikke tilfældet.”
AIPAC forsøger ihærdigt at presse Det Hvide Hus til at gøre en ende på spændingerne med Israel. Mere end tre fjerdedele af medlemmerne af Repræsentanternes Hus har skrevet under på AIPAC’s opfordring til Obama om, at regeringen bør være ”blødere” over for Israel. Og Obama skal tage med i sine beregninger, at der er et midtvejsvalg til november.
”Hele kampen om at få sundhedsreformen vedtaget har gjort mange Demokrater utilfredse med Obama, og derfor skal han være forsigtig med at ophidse alt for mange med Israel-konflikten, så det risikerer at gå ud over valgresultatet til efteråret,” siger Cheryl Rubenberg.
Hun mener, at AIPAC kan være afgørende for de Demokratiske stemmer ved efterårets midtvejsvalg:
”AIPAC må ikke støtte kandidater økonomisk, men de får valgt mange og sørger for at sidde med i hvert eneste udvalg i Kongressen. De kender hver eneste kongresmedlems holdninger. Og når tiden nærmer sig et valg, er der pro-israelske foreninger over hele landet, som godt kan støtte kandidater økonomisk. De kan så støtte et siddende kongresmedlem – eller, hvis han har gjort noget, de ikke bryder sig om, en modkandidat. Derfor er det en rigtig god idé at holde sig gode venner med dem.”

Israelerne har gjort det før
Det er langt fra først gang, israelerne opfører sig, som de har gjort i denne omgang.
Rubenberg: ”Da tidligere udenrigsminister George Baker forsøgte at afholde Madrid-konferencen [en konference afholdt i Madrid 1991, der skulle være første skridt på vejen mod fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, red.], byggede Israel stort set en ny bosættelse, hver gang han kom til Israel.
Til sidst sagde daværende præsident Bush, at han under ingen omstændigheder ville give efter for israelernes krav og endte med at tilbageholde en lånegaranti på 100 millioner kroner til israelske bosættelsesprojekter. Så de fleste amerikanske regeringer har bøvlet med den slags små uenigheder.
Alle præsidenter har kæmpet med den slags, men som regel uden at det reelt har betydet nogen egentlig ændring i politikken.”
Selv hvis man går tilbage til Reagan eller Carter, har det altid været USA’s politik, at nye israelske bosættelser var uacceptable og udgør en hindring for Israels mulighed for at opnå fred med sine naboer:
”Den tidligere regering [George H. W. Bushs regering 1989-1993, red.] var tværtimod meget længere fremme handlingsmæssigt end Obama-regeringen, fordi den var villig til at tilbageholde lånegarantier på lån, der skulle gå til bosættelserne”, siger Banai.
”Dét, denne regering fra begyndelsen besluttede at gøre, var til gengæld at sige, at alle parter først og fremmest skulle leve op til deres forpligtelser. For israelerne betød det at stoppe byggeriet af nye bosættelser – for det er, hvad Israel havde lovet i køreplanen [Køreplanen for Fred, som blevet foreslået af den såkaldte Mellemøstkvartet bestående af USA, EU, Rusland og FN i 2002, red.], ligesom palæstinenserne havde lovet at gennemføre demokratiske reformer og afstå fra at bruge terror. Så da Obama-regeringen kom til, var kravet om at Israel skulle standse bosættelserne ikke bare et tilfældigt påfund fra amerikansk side eller et spørgsmål om at tilfredsstille den arabiske verden.
Det handlede ganske enkelt om, at begge parter skulle leve op til deres forpligtelser i Køreplanen for Fred. Til gengæld for dét ville USA så række ud hånden ud til den arabiske verden. Så i den plan lå der altså et krav om handling til alle parter.”
Der er punkter, hvor Obama i sin håndtering af fredsprocessen adskiller sig fra tidligere præsidenter. Allerede fra første dag på kontoret ringede han til lederne i Mellemøsten for at slå sin linje fast.
Det var ganske utraditionelt, da en nyvalgt præsident som regel først vil tage kontakt til en canadisk eller britisk premierminister, men Obama ønskede at signalere til parterne, at fredsprocessen var en af hans store prioriteter.
Ifølge Moran Banai er det dog især Obamas mere distancerede facon, der adskiller sig fra hans forgængere: ”Bush-regeringen var villig til at giver israelerne meget mere plads til at gøre, hvad [israelerne selv] syntes var det rigtige. George W. Bush var altid meget kammeratlig, når man så ham med andre statsledere. Der er for eksempel et meget berømt billede, hvor han holder i hånd med Saudi-Arabiens Kong Abdullah, og han var i det hele taget meget jovial og afslappet på den front. Dér er Obama en helt anden type. Han er langt mere eftertænksom, og han har en helt anden måde at håndtere andre statsledere på end sin forgænger. Selv Bushs forgænger, præsident Clinton, der også altid var meget venskabelig og afslappet med andre ledere, havde også svært ved at tackle Netanyahu, hvilket kunne tyde på, at det ikke kun er Obama, der er problemet.”
Desuden har Obama en mand, som virker mere dedikeret til fredsprocessen end de fleste. ”George Mitchell er en udholdende mand, ” siger Moran Banai. ”Han har holdt ud gennem et par meget svære måneder, og jeg tror ikke, han har i sinde at give op lige med det samme.
Det er sjældent, han står frem offentligt og siger noget, men én ting, som han ofte gentager, er, at det tog 700 dages fejltagelser og én dags succes at få fred i Nordirland – og det er sådan set et meget godt billede på, hvordan han også arbejder i Mellemøsten.”

Martin Wøldike er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. For tiden læser han master i International Affairs på The New School i New York. Han har tidligere arbejdet på TV2 Nyhederne, TV Avisen og Deadline.

RÆSON