Hillary Clinton: Kan hun redde Obama?

Hillary Clinton: Kan hun redde Obama?

20.12.2010


Præsident Obama står stærkt svækket tilbage efter det amerikanske midtvejsvalg. Overraskende nok kan Hillary Clinton vise sig at blive Obamas mest værdifulde våben i kampen mod den republikanske bølge af modstand i Kongressen, der rammer Obama efter nytår.

Af Mira Borggreen

Et personligt brev og en kopi af National Geographic’s nye dokumentar om diplomati a la Hillary Clinton. Det er den velkomstpakke de nye kongresmedlemmer modtager, når de møder på arbejde den 3. januar 2011. Selvom den venlige gestus og fokus på diplomati umiddelbart virker uskyldig, så er den langt fra tilfældig. Den er i langt højere grad et klart signal om den linie, Hillary Clinton har tænkt sig at lægge i de kommende to år. En linie præsident Obama kun kan være taknemlig for. Endnu engang rækker Hillary Clinton nemlig hånden ud over partiskellet for at sikre præsident Obama politiske resultater.

For at få et præcist billede af, hvor vigtig en rolle Hillary Clinton har spillet i Obamas præsidentembede som budbringer mellem Det Hvide Hus og de republikanske såvel som demokratiske skeptikere i Kongressen, behøver man blot at kaste blikket tilbage på et par episoder i 2010. Hillary Clinton har ofte været den afgørende tunge på vægtskålen i tilfælde, hvor Obama ikke har haft, hvad det krævede for at hive aftalen i hus.

Så sent som i midt november førte Hillary Clinton an i forsøget på at overbevise den sidste republikanske senator, Jon Kyl fra Arizona, om fordelene ved USA’s våbenkontrolaftale med Rusland. Desuden forhandlede Hillary Clinton tidligere på året , ifølge en artikel i The New York Times den 17. november, i sidste øjeblik et kompromis i hus med lederne i Repræsentanternes Hus omkring USA’s sanktioner mod Iran. I år har hun også sikret et flertal for en mindre forøgelse af budgettet til udsending af civile til Pakistan og Afghanistan.

Selvom fænomenet primært gør sig gældende på det udenrigspolitiske plan, hvor Hillary Clintons evner råder bod på Obamas manglende erfaring, så har hun også gjort sig bemærket på det indenrigspolitiske plan. Hun spillede f.eks. en afgørende rolle, da Obama fik sundhedsreformen i hus i marts i år. I dagene op til den afgørende afstemning, ringede hun personligt rundt til de sidste skeptikere, og sikrede dermed Obama de afgørende stemmer, så loven kunne vedtages.

Livslang rolle
Hillary Clintons rolle som forsoner er langt fra tilfældig – faktisk er det en rolle, hun igennem snart 40 år har udviklet til perfektion.

Da Hillary Clinton blev valgt til Senatet i 2000, fremstod hun klart som Senatets nye superstjerne. Hendes popularitet var steget til hidtil usete højder ovenpå Lewinsky-sagen, og mange troede, hun ville indtage Senatet med næsen i sky. Men Hillary Clinton gjorde hurtigt kritikerne til skamme. Hun var nemlig godt klar over, at hun som nyvalgt senator var nederst i hierarkiet.

Læg dertil det faktum, at Hillary Clinton altid har delt den amerikanske befolkning i to lejre. En lejr primært bestående af afroamerikanere og liberale kvinder fra venstrefløjen af det Demokratiske Parti, og så en lejr bestående af (kristne) højrefløjsgrupperinger og konservative fra det Republikanske Parti. De to lejre henholdsvis elsker og elsker at hade Hillary – og netop den rolle som polariserende person, var hun også meget opmærksom på, da hun skulle positionere sig i Senatet.

Hillary Clinton startede derfor ud med at placere sig så langt fra mediernes søgelys som muligt. Hun holdt lav profil, satte sig godt ind i sagerne og udviste den respekt for de etablerede senatorer, der blev forventet af en nyvalgt. En taktik både tilhængere og modstandere siden hen har rost hende for. På et mere personligt plan meldte hun sig ind i Senatets eksklusive ’prayer-group’. En kreds, der primært inkluderede nogle af de mest magtfulde Republikanske senatorer. Flere af dem var tidligere fjender fra Clinton-præsidentperioden, men hver onsdag mødtes Hillary Clinton lydigt med sine stærkeste modstandere til et morgenmadsmøde, og i de uformelle rammer fik hun langsomt vendt skepsis til respekt og vigtigst af alt: samarbejde.

I de otte år Hillary Clinton var senator, indgik hun derfor aftaler om fælles lovforslag med republikanske kollegaer hele 49 gange. Hun fik endda overtalt tidligere formand for Repræsentanternes Hus og stærk kritiker af præsident Clinton, Newt Gingrich til at indgå i et forslag om universel sundhedsdækning i USA.

Så i en periode, hvor præsident Bush kæmpede med to krige og katastrofalt lave meningsmålinger, blev Hillary Clinton, to måneder før sin famøse ”I’m in” email, beskrevet i det anerkendte The Atlantic som en ”uniter and not divider”.

En forsonende fortid
Men rollen som forener, rækker faktisk endnu længere tilbage. I forbindelse med valgkampen til Senatet viste Hillary Clinton allerede de evner, der siden skulle bringe hende stor succes i Senatet. Hillary Clintons valg af New York som stat og slagmark for hendes officielle indtræden i politik var langt fra populær.

Vælgerne var mildest talt skeptiske overfor Hillary Clintons intentioner og oprigtighed – især fordi, hun ikke oprindeligt kom fra New York – men fra Chicago. Men i stedet for at kræve særbehandling og forvente forspring på grund af sin kendis-status, overraskede Hillary Clinton vælgere, modstandere og ikke mindst medierne med sin såkaldte ’Listening Tour’.

I månedsvis rejste hun rundt til hvert eneste lille hjørne af staten. Formålet med turen var, udover at overbevise vælgerne om sin oprigtighed, primært at kede de medier, der mente hun var ude efter en let og hurtig sejr ihjel. Derudover beviste Hillary Clinton med turen, at hun var villig til at mødes med, lytte til og overbevise alle, der var interesserede. I sidste ende viste turen sig at være en kæmpe succes. Hillary Clinton blev overlegent valgt til New Yorks ene sæde i Senatet. I denne forbindelse er det mest interessante ved hendes sejr ikke, at hun vandt selve New York City med 74% af stemmerne over modstanderen Rick Lazios 24%. Det interessante er, at hun vandt ca. 50% af stemmerne i New Yorks landdistrikter, der traditionelt er klart republikanske.

Der tegner sig en vis tendens. En tendens, der trækker tråde helt tilbage til Hillary Clintons tid som universitetsstuderende på Wellesley College i slut 1960erne. Her blev hendes evner til at forene forskellige synspunkter om en fælles sag først grundlagt.

Hvad mange ikke ved er, at Hillary Clinton ankom til Wellesley College som stærkt højreorienteret republikaner og forlod stedet som glødende demokrat. Tiden på Wellesley blev afgørende for udviklingen af Hillary Clintons politiske identitet og hendes tilgang til politisk arbejde.

Inspireret af personer såsom Martin Luther King og Bobby Kennedy påtog hun sig en rolle som forener. En foregangskvinde, der troede på at systemet skulle ændres indefra og ikke udefra og ind som mange af hendes medstuderende. Hun gik ind i studenterpolitik og blev hurtigt valgt til de studerendes universitetsråd. Mordene på Martin Luther King og Bobby Kennedy fik i sidste ende bægret til at flyde over for den unge Hillary Clinton, og fra 1968 betegnede hun sig selv som progressiv demokrat.

Som den første nogensinde gav Hillary Clinton i foråret 1969 Wellesley College translokationstale. Deri kom hun ind på den formel, inspireret af Theodore Roosevelt, hun siden hen benyttet som hovedingrediensen i sin politiske karriere: ”opgaven er nu at praktisere politik som kunsten af at gøre det umulige muligt”. En pragmatisk udfordring, der klart baserer sig på at kunne glemme gammelt had, samarbejde med politiske modstandere og forene synspunkter.

Når det gælder Hillary Clintons måde at praktisere Theodore Roosevelts motto i dag, så gør hun flittigt brug af sin evne til at bygge bro mellem de to sider af det politiske spektrum i USA.

I dag har hun f.eks. et varmt og nært forhold til stærke republikanere fra sin tid i Senatet. Cirklen af republikanske samarbejdspartnere inkluderer South Carolina senator Lindsey Graham, Kansas senator Sam Brownback og Arizona senator John McCain. I forbindelse med et af de famøse onsdagsmorgenmadsmøder i Senatets ’prayer-group’ undskyldte senator Brownback endda direkte for hans tidligere had mod både Hillary og Bill Clinton. Hillary Clinton tog pænt imod undskyldningen og fik kort tid efter senator Brownback til at stemme for en statsfinansieret undersøgelse af massemediernes effekt på børns udvikling.

Misforstået stereotyp
Spørgsmålet er, hvad det er, der har givet Hillary Clinton denne evne til at forsone? Svaret skal findes i hendes politiske filosofi. Hillary Clinton er selvfølgelig stærkt forankret i det demokratiske parti, men hvis man graver dybere i hendes politiske selvforståelse, så tegner der sig et tydeligt billede af den flittige pige. Hun er nemlig stærkt inspireret af den progressive bevægelse, der tog sin begyndelse i starten af det 20. århundrede.

Denne bevægelse, der blev grundlagt af tænkere, forfattere og kvindesagsforkæmpere omkring starten af det 20. århundrede. Progressivisme som politisk tradition i USA er i en forenklet forklaring bygget på ideen om fremgang og dermed lighed frem for tradition. Den fremgang opnåes ifølge progressive f.eks. ved sociale eller økonomiske reformer. En central tese i progressivisme er desuden, at staten er ansvarlig for at sikre den enkelte borger et værdigt liv.

Progressivismen består, som defineret af Michael Tomasky i bogen Hillary’s Turn: Inside Her Improbable, Victorious Senate Campaign og undertegnedes speciale, af tre hovedperioder. De er overordnet baseret på progressivismens opnåelse af politisk magt i USA. De tre hovedperioder dækker den Progressive Æra fra slutningen af 1800erne til 1920erne, De Gyldne År, der dækker alt fra Franklin D. Roosevelt og op til ca. 1968 og så den Moderne Progressivisme, der løber fra slutningen af 1980erne og indkluderer Bill Clinton og endelig Obama, der er den nyeste af de Moderne Progressive.

Og for at finde svaret på Hillary Clintons succesfulde rolle som forener, skal man altså først placere hende korrekt i en de tre ovenstående grupper. Det er her, det ofte er gået galt. Både modstandere og støtter placerer hende nemlig fejlagtigt i gruppen: De Gyldne År. Det sker ifølge Tomasky primært, fordi, de ser Hillary Clinton som et produkt af 1960erne.

Problemet er, at på trods af begivenhederne i 1968, så spillede Wellesley kun en rolle i hendes politiske udvikling – det betyder nødvendigvis ikke, at hun er et arketypisk produkt af perioden. Rent faktisk blev kimen til hendes politiske fremtid lagt tilbage i folkeskolen, da en ung progressiv præst ved navn Donald Jones åbnede Hillary Clintons øjne for den progressive filosofi.

Det er en af grundene til, at hun også flere gange virkede mere gammeldags i forhold til Obama i valgkampen tilbage i 2008. For på trods af deres til tider ens politiske vision for USA, så adskiller Hillary Clinton sig fra Obama på to konkrete punkter: For det første er hun vokset op i et hjem med en stærkt republikansk far, der har påvirket hende lagt op i teenageårene, og for det andet, hvilket er vigtigst, så er Hillary Clintons progressive politiske filosofi rent faktisk baseret på den første af de tre perioder – den Progressive Æra.

Paradoksalt nok, så baserer præsident Obama, der er del af den moderne progressivisme, nok mere sin politiske filosofi på De Gyldne År.

Hillary som neo-progressiv politiker
Hillary Clinton er, ifølge Tomasky, nærmere det, man kan kalde neo-progressiv. Det betyder overordnet, at hendes politiske filosofi udspringer fra den gruppe af kvindesagsforkæmpere, der opstod i slutningen af det 19. århundrede. En gruppe med medlemmer som Susan B. Anthony og Frances Willard. De progressive kvinder omkring århundrede skiftet var ofte fra midtvesten og dybt religiøse. Begge karaktertræk passer godt på Hillary Clinton, der som f.eks. Willard kommer fra hjem i det konservative Park Ridge område i Chicago, havde en republikansk far, en mere liberal mor – og som Willard er Hillary Clinton mere konservativ end mange af sine progressive åndsfæller.

I modsætning til den anden bølge af kvindelige aktivister, der blev etableret i 1960erne gik kvindesagsforkæmperne i den Progressive Æra mere op i emner såsom retten til skilsmisse og retten til at stemme, end de gik op i emner som seksuel frigørelse og retslig sikkerhed. Derudover havde Hillary Clinton også en forventning – i modsætning til mange feminister fra 1960erne – om, at hun skulle være og ikke kæmpe mod magten.

Der, hvor Hillary Clinton og de feminister fra 1960erne, hun ofte er blevet stereotypt forbundet med, især kolliderede er på deres værdipolitik. For selvom Hillary Clinton beholdt sit eget navn Rodham, efter hun giftede sig med Bill Clinton, har hun stadig en mere konservativ holdning til politiske emner som f.eks. abort end de kvinder, der kom ud af 1968 med politiske ambitioner. Hillary Clinton er, hvad man kalder en pro-choice, men ikke pro-abortion politiker. Det vil sige, at hun går ind for retten til abort, men, at hun samtidig forbeholder sig retten til at støtte op om sexualundervisning, der promoverer i afholdenhed.

Kan Hillary redde Obama?
I forhold til Hillary Clinton som politisk forsoner, så stammer hendes imponerende evne fra ideen i den progressive tradition om “do-gooders.” Hun er den gode studine, datter, kone og mor, der altid har Theodore Roosevelts motto i baghovedet. Dermed ikke sagt, hun ikke er ambitiøs. Men hendes ambition er dybt forankret i en ide om rigtigt kontra forkert, og i hendes do-good version af et retfærdigt samfund, og om hvordan man opnår den retfærdighed.

Et eksempel herpå er hendes stærke modstand mod Vietnam-krigen, der var en af hovedårsagerne til hendes politiske skift. Hillary Clinton deltog, som mange af feministerne fra 1960erne, aldrig i de mere voldelige og voldsomme protester mod krigen. Hun troede tværtimod, som fastslået tidligere allerede på, at samfundet skulle ændres indefra.

Man kan endda hævde, at Hillary Clinton aldrig var født til at være politiker. Derimod erkendte hun tidligt at for at ændre ting, så skal man have magt. Den magt har hun således erhvervet sig som ‘the good girl’. Med stor succes har hun således udnyttet sin pragmatiske evner til at analysere, rationalisere og vigtigst af alt: forsone.

Det er således tydeligt, hvorfor hun i de kommende måneder vil spille en afgørende rolle for præsident Obama på emner som økonomi, energi, udenrigspolitik og sundhed. For set i lyset af valgresultatet, Obamas faldende popularitet og det forestående opgør mellem Tea Party kandidater og moderate republikanere i Kongressen, vil netop Hillary Clintons evner til at forene demokrater og republikanere kunne vise sig at blive Obamas bedste – og måske eneste – mulighed, når den nye Kongres træder i kraft om en lille måneds tid.

Mira Borggreen er journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Titlen på hendes speciale fra oktober 2010 er: ”It Takes a Village” an analysis of Hillary Rodham Clinton’s political philosophy.