USA En amerikansk udenrigspolitik baseret på ”smart power”

28.04.2010

Den ventede udenrigspolitiske forandring under Obama – som han i 2008 gik til valg på – har været længe undervejs. Mange iagttagere har med rette pointeret, at der sådan set har været en påfaldende ensartethed i USA’s udenrigspolitik fra den sene Bush og til Obamas første tid på posten som præsident. Med introduktionen af ”smart power” bevæger Obama-administrationen sig dog væk fra de tendenser, der har gjort sig gældende i amerikansk udenrigspolitik under Bush-administrationen.

Af Magnus Hjortdal

Efter en indledende tøven tegner der sig i dag et billede af et USA, der i kraft af Barack Obamas og Hillary Clintons initiativer, er klar til at bruge nye værktøjer til at sætte deres egen udenrigspolitiske dagsorden. En dagsorden, der i manges ører rent sprogligt er et diametralt modstykke til USA’s udenrigspolitik under George W. Bush: nu skal USA nemlig til at bruge ”smart power”.
Under George W. Bush benyttede USA sig primært af militær magt til udbredelse af demokratiske visioner, altså hvad der benævnes ”hard power”.
Det kom konkret til udtryk i invasionerne af Afghanistan og Irak, hvor Bush-administrationen med Donald Rumsfeld og Dick Cheney i spidsen på utrolig vis forestillede sig, at demokratiseringen nok skulle komme af sig selv, når blot de hidtidige regimer blev militært nedkæmpet.
Eftertiden har vist, at det var en af de helt afgørende fejl i Bush-administrationens udenrigspolitik – et fejltrin, USA og dets koalitionspartnere, heriblandt Danmark, i dag stadig forsøger at rette op på, om end det synes svært. Der var med andre ord et temmelig mislykket fokus på hard power-siden af den udenrigspolitiske malerpalet, hvor de intelligente og blødere tiltag blev glemt.
Det modsatte af hard power er ”soft power”, et begreb der blev formuleret af amerikaneren Joseph Nye i starten af 1990’erne. Soft power udgøres af en stats evne til at gøre sig attraktiv i forhold til andre stater, men uden brug af hard power. Her ligger med andre ord et fokus på idéernes og kulturens magt.
Hard + soft power = smart power
En tidlig reaktion på Bush-administrationens hard power-doktrin kom i 2004, hvor der for første gang offentligt blev sat ord på begrebet ”smart power”, som jeg skal vende tilbage til. Suzanne Nossel var den første til at benytte begrebet offentligt i det amerikanske tidsskrift, Foreign Affairs. Hun forsøgte at vise vejen frem og væk fra USA’s konservative militarisme i kølvandet på 11. september. Ikke at en militær reaktion var unødvendig, men pointen var ifølge Nossel, at USA slet ikke benyttede sig af hele paletten af brugbare redskaber til at sikre en udenrigspolitik, der var i USA’s interesse.
Nossels udgangspunkt var præget af tanken om at demokratisere og videreføre den amerikanske liberale demokratimodel til lande rundt om i verden. Hun kalder sin tilgang en liberal internationalisme, hvor målet er at demokratisere verden så meget som muligt, da et globalt system af liberale demokratier vil skabe en mere fredelig verden. En holdning, der bedre er kendt som ”den demokratiske fredstese”.
De liberale internationalisters agenda om demokratisering var under Bush blevet ødelagt af de neokonservative, der ifølge Nossel havde påtaget sig de samme demokratiske værdier, men kun forsøgte at udbrede dem gennem væbnede interventioner. Bush-administrationen adopterede en evangelisk, militaristisk agenda, der underminerede dets allierede og de internationale institutioner, og det bragte amerikanerne ind i en negativ spiral, der svækkede USA’s rolle i verden betragteligt.
Nossels oprindelige definition af smart power omfatter diplomatiske, økonomiske og militære midler, der kan benyttes til at fremme demokratiseringen og udbredelse af den amerikansk-vestlige samfundsmodel.
Nossel mener primært, at smart power skal bruges til at fremme et bredt udvalg af udenrigspolitiske mål, der er i USA’s interesse, herunder menneskerettigheder, frihandel, retsstatsprincipper, økonomisk udvikling samt minimering af diktatorer og en forhindring af udviklingen af masseødelæggelsesvåben.
Simplificeret kan smart power siges at være koblingen af hard og soft power. Det er på sin vis den korteste og meste præcise beskrivelse af smart power-begrebet.
Den velansete og yderst indflydelsesrige amerikanske tænketank, Center for Strategic and International Studies (CSIS) nedsatte i 2006 en smart power-kommission til netop at beskæftige sig detaljeret med emnet. For enden af bordenden i den politisk afbalancerede kommission sidder Joseph Nye og Richard Armitage [viceudenrigsminister under Bush fra 2001-2005, red.].
Kommissionen udkom med deres hovedrapport, inden valgkampen mellem McCain og Obama var gået i gang, og anbefalede, at USA’s næste præsident, uanset partifarven, skulle anvende smart power-strategi, da det i højere grad var i USA’s nationale interesse.
Endvidere kom kommissionen i sit arbejde frem til, at USA’s internationale indflydelse og anseelse havde lidt alvorlige knæk blandt dets allierede. Dermed gik det op for disse højt placerede personer, at USA var ved at sætte hele sit værdisæt af idealistiske ambitioner over styr.
Ved at følge udviklingen i meningsmålinger i den globale holdning til USA kunne man fra 2002 til 2007 iagttage en udvikling, der var alarmerende, og hvor USA var gået fra at være et eksempel til efterlevelse til at være en magtsyg, ressource-fokuseret kolonimagt.
I sin helhed tegnede der sig et billede af, at USA stadig havde et stort forspring, hvad angik hard power i form af militær muskelstyrke, men til gengæld var den amerikanske soft power decimeret kraftigt.

Obama og Hillarys smart power
Med Obamas tiltrædelse som præsident og med valget af Hillary Clinton som udenrigsminister er smart power kommet på dagsordenen i amerikansk udenrigspolitik. Hillary Clinton udtalte således ved en høring i Senatet i forbindelse med sin godkendelse som udenrigsminister den 13. januar 2009, at USA ”må benytte såkaldt ‘smart power’: alle tilgængelige redskaber – diplomatiske, økonomiske, militære, politiske, juridiske og kulturelle – og vælge det rette værktøj eller rette kombination af værktøjer tilpasset den enkelte situation”.
Et problem ved udelukkende at fokusere på det militære element i den amerikanske strategi er blandt andet, at det tærer mærkbart på landets budgetter. Krigsførelse er dyrt, og krige, man ikke har opstillet succeskriterier for, har en tendens til at mislykkes eller i det mindste trække ud.
Derfor vil en strategi ift. demokratiudbredelse, der i højere grad inkluderer de bløde områder som supplement til en hård tilgang, være medvirkende til at øge muligheden for en succesfuld demokratisering.
Derudover vil en sådan tilgang være billigere, end den nuværende militære løsning, hvilket i sidste ende også vil gøre strategien mere populær hjemme i USA.
Hillary Clintons definition af smart power er så bred, at det kan være svært at forstå helt konkret, hvad hun mener. Hun har ved en senere lejlighed uddybet, at sikkerhedstrusler i dag ikke blot kan ses som isolerede hændelser, og at smart power bl.a. går ud på at række ud til både venner og rivaler for at sikre eksisterende alliancer og fremme dannelse af nye. Og det er umiddelbart godt nyt for USA, Danmark og verden som et hele.
Selv institutioner med et traditionelt fokus på hard power gjorde allerede i slutningen af 2008 opmærksom på behovet for i stigende grad at fokusere på mere blød magt, så den hårde magt dermed blev balanceret, og man derved kunne opnå et smart power-koncept.
I forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme betonede den afgående chef for Homeland Security, Michael Chertoff, at ”USA bør bruge flere penge på udviklingshjælp, stipendier til udenlandske studerende og andre soft power-værktøjer”.
Emner som terrorisme og risikoen for terrorister med atomvåben medfører, at smart power bliver et endnu mere oplagt redskab i den amerikanske udenrigspolitik. Dermed ligger det direkte i forlængelse af Obamas idé om ”at starte på en frisk” efter Bush, og i det kraftige fokus på en verden uden atomvåben, som han i øvrigt fik Nobels Fredspris for – fortjent eller ufortjent.

Internetfrihed som demokratiudbreder
Det forandrede fokus, hvad angår demokratiudbredelse, blev tydeliggjort ved Hillary Clintons tale ved en højtprofileret konference om internetfrihed i Washington den 21. januar i år.
I forhold til Bush-administrationen, der antog, at demokrati kunne udbredes ved primært militære interventioner og sprede sig som ringe i vandet efterfølgende, fokuserede Clinton på, at kampen for demokrati i fremtiden vil stå på internettet.
I sin tale fremhævede Clinton, at internettets magt og potentiale overgår alle andre netværks, og at USA ikke vil finde sig i at et nyt ”informationsjerntæppe”, som hun ser sænke sig over store dele af verden.
At sammenligne dagens censur i visse lande med situationen under den kolde krig kan virke bombastisk, men viser ikke desto mindre, hvor alvorligt Obama-administrationen tager udfordringen fra autoritære regimers censur og brud på fundamentale menneskerettigheder.
Talen var et tydeligt eksempel på den nye kurs, hvor USA i højere grad også føler sig klar til faktisk at påtale problemer med demokratiske værdier i lande, der hidtil har været det, man kan kalde pragmatiske allierede. Blandt andet blev Saudi-Arabien og Egypten fremhævet som lande, der ikke kan sikre ytrings- og informationsfrihed, og endda slår hårdt ned på personer, der forsøger at kæmpe for disse rettigheder. Kina er naturligvis også et stort problem i den henseende, hvad Google-sagen især gjorde verden opmærksom på. Det lader til, at USA er af den opfattelse, at fri adgang til internettet er afgørende for en fredelig demokratiseringsproces af autoritære regimer, som for eksempel Kina, Nordkorea og Iran.
Hillary Clinton kalder ligefrem USA’s nye udenrigspolitiske linje imod bl.a. censur for USA’s ”21st century statecraft” og har lagt vægt på, at demokratisering i dag først og fremmest handler om ytringsfrihed, hvor internettet fremstår som den mest oplagte platform at kræve fri for censur. Informationsfriheden må altså sikres for at lykkes med den nye smarte amerikanske demokratiseringsstrategi.

Smart power vil blive ‘cool’
Ud fra et dansk perspektiv, er skiftet i den amerikanske udenrigspolitik til smart power ved første øjekast positivt, eftersom USA lader til at lægge større vægt på forholdet til dets alliancepartnere.
Men ved nærmere eftertanke, er det muligt, at vores indflydelse vil blive mindre, da andre allierede, der ikke støttede USA’s hard power-udenrigspolitik, nu vil få mere indflydelse. Lande som Tyskland og Frankrig må vejre morgenluft, efter flere års amerikansk irritation i kølvandet på modstanden mod Irak-krigen.
Smart power og brug af bl.a. internettet som demokratiseringsværktøj vil i fremtiden udfordre autoritære regimer på en ny front.
Hvordan vil disse regimer reagere på denne nye mindre hårde, men mere smarte tilgang? Iran har allerede mærket USA’s nye strategi. På trods af at USA officielt undlod at vælge side ved det iranske valg, så støttede de indirekte demokratibevægelsen i landet via nye medier.
Nordkorea isolerer sig stadig yderligere, og Kina ser i stigende grad et større problem ved amerikanske forsøg på at kræve internetfrihed i landet, da det højst sandsynligt vil bidrage til mere intern ustabilitet. Der spekuleres livligt i om den amerikanske regering har haft en afgørende finger med i spillet omkring Googles reaktion ovenpå den nylige hackersag. Kravet om bortfald af censur på søgemaskinen kan ses som det første eksempel på en ny amerikansk tilgang, hvor Kina langsomt forsøges påduttet informationsfrihed, som et led i et langsigtet demokratiseringsforsøg, om end udfaldet på sigt stadig er noget uklart.
Og hvad angår Suzanne Nossel, der satte ord på smart power begrebet, så mener hun, at USA er på rette vej. Nossel siger direkte, at ”Hillary Clinton vil gøre smart power cool”.

Magnus Hjortdal (1984) er cand.scient.pol. og forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi. Han beskæftiger sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik med fokus på USA og Kina.

RÆSON