Optøjer i Storbritannien: De studerendes dom over regeringen

Optøjer i Storbritannien: De studerendes dom over regeringen

16.12.2010


Den seneste måned er de engelske studerende gået på gaden utallige gange i protest mod regeringens lovforslag om at tillade en tredobling af brugerbetalingen på de engelske universiteter. Lovforslaget som er en del af regeringens spareplan blev i sidste uge vedtaget i Parlamentet. Samtidig blev London rystet af optøjer og hærværk.

Af Kristian Bøg

Demonstrationen, der tiltrak over 25.000 demonstranter bevæbnet med bannere og skilte med slagråb som “Fuck the cuts” og mere humoristiske indslag som “I still hate Thatcher” (Jeg hader stadig Thatcher, red.), startede som en protest imod regeringens planer for at tillade en tredobling af brugerbetalingen på universiteterne. Det degenerede dog hurtigt til optøjer og anarkistiske tilråb. I et kådt øjeblik blev selv Prins Charles bil, der uheldigvis passerede en lille gruppe demonstranter, sparket og overmalet. Lovforslaget kunne de ikke besejre med hverken protestbannere eller stenkast. Men statuen af Churchill på Trafalgar Square, manden som var med til at besejre en af de største trusler mod den frie verden, måtte se sig besejret af en mindre flok maskerede hævnere, der urinerede og overmalede ham med anti-establishment graffitti. Juletræet på selvsamme plads forsøgte de også, uden held, at sætte i flammer.

Politiet kunne allerede inden demonstrationen advare imod opblomstring af ekstreme grupper, som ingen interesse har i studenter politik, grupperinger, der har nydt en voksende tilslutning helt tilbage fra før finanskrisen. Ekstremisternes rolle er uheldig for de mange studerende, der uden held har forsøgt at sætte sig imellem hærværksmændene og prædiket for fredeligere demonstrationsmetoder. Medier verden over har allerede fortalt om horden af studenter demonstranter, der er draget hærgende igennem London.

Og påvirkningen på befolkningen er klar: Kun 19 procent af briterne mener at denne type demonstration hører hjemme i et demokrati. Og endnu flere fandt angrebet på de Konservatives hovedkvarter i London i sidste måned, hvor en politibetjent var tæt på at få en ildslukker i hovedet, direkte forkasteligt. Selvom regeringen får gratis sympatipoint ved, at London sættes i flammer, er retorikken ikke blevet skærpet. Tværtimod har indenrigsminister Theresa May stillet sig enig i politiets udledning af, at en minoritet har ødelagt det for majoriteten. Anarkist grupperingerne har efterfølgende meldt ud, at de studerende nu har lært – på den hårde måde –, hvilken side staten er på.

David Cameron går fri, mens Clegg må bløde
Oppositionens leder Ed Milliband har tidligere erklæret sin støtte til de studerende. Ifølge Labour vil forøgelsen af brugerbetaling føre til en årlig udgift på op mod £9000 (~80.000 DKK) for de studerende fra år 2012 og betyde at studerende fra fattige familier automatisk vil blive udelukket fra at kunne få en uddannelse. De har derfor fremsat et alternativt forslag, hvor de studerende istedet får gratis adgang til uddannelse men efter færddiggjort uddannelse, skal tilbagebetale udgifterne via. en dimmitendskat sat til 0.3-2.5% af deres indkomst.

Samtidig er Ed Milliband gået i krig med vice premierminister Nick Clegg. Og hvorfor Ed Miliband fokuserer på vice premier ministeren istedet for lovforslagets egentlige bagmand er der en taktisk årsag til. For Nick Clegg er dette hans største mareridt. Flere af de studenterende mødte op til demonstrationerne med bannere og skilte prydet med slagord imod netop Clegg.

Forklaringen skal findes flere måneder tilbage under valgkampen. Nick Clegg og de Liberale gik til valg med et løfte til de studerende og universiteterne om, at de aldrig ville støtte en stigning i brugerbetalingen på universiteterne. Det endegyldige bevis for et brudt valgløfte? Et fotografi af en forsigtigt smilende Nick Clegg, der holder et skilt med teksten, “Jeg sværger at stemme imod enhver form for stigning i brugerbetaling i det næste parlament og at lægge pres på regeringen for at introducere et mere fair alternativ”. Til Nick Cleggs forsvar kan det siges, at han i samarbejde med erhvervsminister Vince Cable har været med til at sikre midler i forslaget til økonomisk dårligt stillede studerende.

Men den pludselige konvending har kostet Clegg dyrt. Det var ikke hjerteblod for Clegg at forsvare universiteterne under valgkampen, det virkede uholdbart i en tid, hvor resten af England oplever dramatiske besparelser. Men de Liberale gik med til det for baglandets skyld – og måske mere vigtigt for de mange studentervælgere, der sætter deres kryds ved de Liberale.

Nu har Clegg måtte gå tiggergang i sit eget parti for at overbevise de Liberale medlemmer af parlamentet om at stemme for et forslag, som de selv var med til at fremsætte. Energi minister Chris Huhne, som har flirtet med tanken om at stemme imod forslaget, blev imod forventningen i Mexico til COP16, selvom han skulle have været kaldt hjem til afstemningen. Helt tragisk blev afstemningen dog ikke for Nick Clegg, meget få af hans partimedlemmer stemte imod forslaget.

Præcis hvad Labour og Ed Miliband mener de kan tilbyde utilfredse Liberale er uvist. Positioner i et skyggekabinet virker næppe tillokkende på et parti der sidder i regering. Men Miliband virker meget fokuseret på at banke en kile imellem de to regeringspartier, samtidig med at han indsmigrer sig hos de vælgere som føler sig forrådt af Nick Clegg’s løftebrud og hans velvilje til at samarbejde med de Konservative.

David Cameron skal glæde sig over at være gået fri i denne omgang. Når besparelserne, som hans regering har indført, begynder at vise sig til næste år, vil han sandsynligvis kunne opleve demonstranter, der råber efter både hans og Nick Clegg’s blod. Ligeledes skal han være på vagt overfor om de Liberales bagland, vil stille sig mere rebelsk i fremtiden og sætte koalitionens stabilitet i fare.

Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har skrevet bachelor projekt om David Camerons modernisering af de Konservative. Han bidrager løbende med artikler til RÆSON.