Ungdomspolitikerne duellerer: Hvordan løser vi de økonomiske udfordringer anno 2010?

Ungdomspolitikerne duellerer: Hvordan løser vi de økonomiske udfordringer anno 2010?

04.11.2010


RÆSON fortsætter artikelserien om Danmarks fremtid med formændene for VU og DSU, Jakob Engel-Schmidt og Peter Hummelgaard Thomsen.
      Hvad er arven efter næsten et årti med Fogh og Løkke? Hvad er oppositionens langsigtede plan for de massive problemer Danmark står overfor? Hvordan skal dansk udenrigpolitik tage sig ud i de kommende år? I denne del af duellen diskuteres dansk økonomi.


RUNDE 2: Danmarks økonomiske udfordringer

RÆSON: Hvordan reformerer vi det danske velfærdssamfund? Der er efterhånden ingen tvivl om, at der er behov for reformer, men hvilke reformer? Radikale, LA og Konservative går ind for at fjerne efterlønnen – er det ikke reelt den eneste ved ud af krisen? Eller tager man fejl når man hævder, at simple reformer af efterlønnen er den eneste løsning på Danmarks problemer lige nu.

Peter Hummelgaard Thomsen skriver:
Vi skal gøre op med skattestoppet!

Kære Jakob,
Efter ni med VKO er dansk økonomi på pumperne. Frem for at bruge de mange år med højkonjunktur på at fremtidssikre velfærdssamfundet, har regeringen i tre omgange givet massive ufinansierede skattelettelser. Der er ingen tvivl om, at vi nu har brug for omfattende reformer.
     Automatpiloten fra mange borgerlige er lige så forudsigelig som den er uambitiøs: Afskaf efterlønnen. For min skyld kan vi sagtens tage en diskussion af efterlønnen. Vi har i DSU foreslået, at efterlønnen i fremtiden målrettes de grupper, som har været længst tid på arbejdsmarkedet, ved at stille krav om, at man skal have betalt til en A-kasse i 42 år, før man kan gå på efterløn. Jeg har intet problem med at sige til folk med høj løn og lang uddannelse, at de må blive et par år ekstra på arbejdsmarkedet. Men jeg kan ikke se nogen rimelighed i at de, der kom direkte fra folkeskolen ud på arbejdsmarkedet, nu skal knokle endnu hårdere, fordi VKO har ført en uansvarlig politik.
     Jeg mener, at der er andre og langt mere oplagte steder at tage fat. DSU har foreslået en række reformer, der vil sikre både et højere arbejdsudbud og give flere penge i statskassen.
     For det første skal der gøres op med skattestoppet. Ifølge Finansministeriet koster skattestoppet alene i år statskassen over 18 milliarder kroner – eller lige så meget som man ifølge CEPOS kan få ud af at afskaffe efterlønnen. Det tal stiger år for år. Det er først og fremmest boligejerne i Nordsjælland, der får glæde af skattestoppet, mens regeringen sender regningen videre til de arbejdsløse og de studerende. Skattestoppet er altså både dyrt og asocialt. Ifølge Vismændene er skattestoppet desuden yderst skadeligt for dansk økonomi, fordi det har bidraget til overophedningen af det danske boligmarked. Skal skatten sænkes, bør det være i bunden, så de lavtlønnede får mere ud af at gå på arbejde.
     For det andet er der brug for drastiske reformer af vores uddannelsessystem. Skal vi klare os i fremtiden, må uddannelsesniveauet hæves markant. Ellers kommer vi til at stå i en situation med mangel på uddannet arbejdskraft, samtidig med at vi har et stort overskud af uuddannet arbejdskraft. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at det i 2019 vil koste det danske samfund knap 30 milliarder kroner, hvis ikke uddannelsesniveauet hæves. I øjeblikket går det desværre den forkerte vej. Mere end hvert femte unge får aldrig en ungdomsuddannelse – det er markant flere end for ti år siden. Forleden kunne Politiken ovenikøbet fortælle, at for drenge med anden etnisk baggrund end dansk er tallet helt oppe på 40 %.
     Det er en skandale. Regeringen har hjulpet udviklingen godt på vej med massive nedskæringer, senest med truslen om at fjerne SU’en på ungdomsuddannelser. Frem for nedskæringer er der brug for drastiske reformer, både af folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
     Folkeskolen skal omdannes til en helhedsskole, der bliver mere rummelig og kan tage hånd om de børn, der i dag bliver tabt. Derudover er det på høje tid, at undervisningspligten udvides, så alle unge får både ret og pligt til at tage en ungdomsuddannelse. På fremtidens arbejdsmarked bliver det svært at klare sig med kun 9 års skolegang. Det er snart 40 år siden den Socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen hævede undervisningspligten fra 7 til 9 år, så det er på høje tid, vi tager endnu et trin op ad uddannelsesstigen.
     Endelig har vi behov for reformer af måden, hvorpå vi driver den offentlige sektor. Under den borgerlige regering er omfanget af bureaukrati og kontrol eksploderet. Ifølge ugebrevet Mandag Morgen har bureaukratiet nu nået et omfang svarende til 36.000 offentligt fuldtidsstillinger – eller 13 milliarder kroner. Samtidig er vi simpelthen nødt til at få gjort noget ved sygefraværet, der ligeledes koster tusindvis af tabte arbejdstimer og milliarder af kroner. Jeg tror, der er en tæt sammenhæng mellem det megen bureaukrati og det høje sygefravær. Ved at give mere frihed til de offentligt ansatte, kan vi frigøre en masse ressourcer – til glæde for både de ansatte og brugerne.
     Det er på høje tid vi kommer i gang. For hver dag der går uden reformer, øges hullet i statskassen. Vi vil ikke acceptere, at regningen for en usolidarisk og uansvarlig politik efterlades i børneværelset.

Jakob Engel-Schmidt skriver:
Sænk skatten på arbejde, reformér efterlønnen og lad pensionsalderen stige allerede fra 2012

Kære Peter,
Dansk økonomi kan bedst sammenlignes med fortællingen om humlebien, som i teorien ikke kan flyve, men alligevel letter og flyver fra blomst fra blomst. Desværre har humlebien netop fået inddraget sin start- og landingstilladelse. Det sker eftersom for få danskere arbejder og for mange holder fri.
     I en periode hvor verden har oplevet den værste finansielle krise siden 1930, og dansk eksport er faldet mere end 80 mia. kroner – imens 200.000 jobs er forsvundet ud af landet – er den offentlige sektor blevet ved med at vokse. Det økonomiske faktum er, at hver krone, der anvendes i det offentlige, først skal tjenes i det private. Det er en kendsgerning, der fuldstændig er forsvundet fra debatten. Det er således ikke en overdrivelse at påstå, at den offentlige sektor endegyldigt har besejret den private. Det efterlader en kæmpe finansieringsudfordring til de kommende politiske generationer. Vi bliver nødt til at tage tyren ved hornene og fortælle danskerne den ubekvemme sandhed om landets økonomi og dens fremtidsudsigter.
     Desværre melder den politiske vejrudsigt om stormvejr. Der er derfor brug for en ny realisme i dansk politik. Gennemgribende reformer af arbejdsmarked, uddannelses- og skatteområdet er strengt nødvendige, hvis ikke Danmark skal blive overhalet indenom af verdens vækstøkonomier. I en tid hvor den økonomiske vækst er gået i stå og verden omkring os hastigt forandres, kan vi vælge at forandre os med verden, eller blive forandret på verdens præmisser. Jeg vælger det første og har viljen til vækst og forandring. Derfor indbefatter den nye realisme også et opgør med den gavementalitet, der siden begyndelsen af 1990 har været standardindhold i samtlige politiske partiprogrammer.
     Det første reformområde er arbejdsmarkedet, hvor mere end 900.000 personer af arbejdsstyrken står udenfor. Det er en uudholdelig situation for et lille land, der finansierer en stor del af sin velfærd med en høj marginalskat på arbejde. Situationen forværres blot at det faktum, at de store efterkrigsårgange er på vej på pension og bliver afløst af den fåtallige startfirsergeneration. Det værste er dog, at den demografiske udfordring langtfra er ny og har været kendt i mere end 20 år. Tilbage i folkeskolen gik min førte samfundsfagstime med, at læreren fremlagt den ”omvendte befolkningspyramide” på overheadprojekteren og bemærkede, ”at politikerne måtte gøre noget”. Det nu mere en 10 år siden – og der er intet sket. Politikerne har godt nok vedtaget et velfærdsforlig, som gradvist hæver efterløns- og pensionsalderen fra 2017. Det hjælper desværre kun lidt i den nuværende situation. Faktum er, at vi om få år for alvor vil mangle varme hænder i de fleste brancher og erhverv.
     Efterlønnen skal derfor afskaffes så hurtigt som overhovedet muligt. Ordningen er i dag et strukturelt monster, der har overlevet sig selv og sender fuldt ud arbejdsdygtige mennesker på solskinsferie og golftræning. Det er usolidarisk, at samfundet i dag betaler raske mennesker for at holde fri i stedet for at bidrage til arbejdsmarkedet. Jeg synes egentlig, at det er underligt, at Socialdemokratiet forsvarer ordningen med næb og kløer. Min holdning understøttes af tørre tal, der viser, at hver gang der går 100 danskere på efterløn, så kommer minimum 85 af disse fra et job, hvor de uden nævneværdige problemer kunne have fortsat et par år endnu. Som jeg ser det bør en reform af efterlønnen kombineres med en fremrykkelse af velfærdsforliget, således at pensionsalderen stiger allerede fra år 2012. Den stigende levealder og relativt sene indtræden på arbejdsmarkedet betyder, at vi alle er nød til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, hvis ikke Danmark skal blive fattigere.
     En markant sænkelse af skatten på arbejde og virksomheder er ligeledes en nødvendighed, hvis Danmark fortsat skal være et attraktivt sted at leve og arbejde. I en global verden flytter mennesker og virksomheder derhen, hvor vilkårene passer bedst. Med en verdensrekord i skattetryk er det næppe nogen tilfældighed at erhvervsliv og udenlandske eksperter i stigende omfang fravælger Danmark. En lavere skat vil unægtelig øge uligheden. Heldigvis vil den laver skat også øge skattegrundlaget og dermed gøre os alle sammen rigere. Jeg mener, at de danskere, som yder en ekstra indsats skal belønnes og ikke straffes med den dummebøde af en millionærskat, som Helle og Villy vil udskrive til de få succesfulde erhvervsfolk, der stadig bor i Kongeriget. Endelig vil en selskabsskat på niveau med den tyske sikrer bedre rammevilkår for erhvervslivet. De dage hvor den danske konkurrencedygtighed blev sikret af de kreative modellervokslærere i folkeskolen er overstået og kommer ikke tilbage. Derfor er vi nød til at forholde os til vor nabo i syd og justere vores skattetryk derefter. Du mener vi i stedet skal gøre op med skattestoppet, hvilket ifølge CEPOS vil frigøre kr. 18 mia. Det er naturligvis en reel holdning. Du skylder blot, at fortælle hvordan skattestoppet er kommet den typiske LO-familie til gavn. LO-familien har grundet regerings skattepolitik har fået ca. 12.000 kroner mere mellem hænderne. Jeg tror ikke på en reformpolitik, som gør det dyrere at være dansker. Jeg mener, at vejen til større velstand går gennem skattelettelser.
     De 12 minutter ekstra arbejde, som S og SF har forslået, løser hverken krisen eller den fundamentale ubalance, der karakterisere den danske økonomi og det danske arbejdsmarked. Lad mig blot udpege et par områder, hvor Fair Løsning spiller fallit. Først og fremmest er det ikke de offentlige ansatte, der skal arbejde ekstra. Gør de det, vil det medføre en merudgift for statskassen i omegnen af 10 mia. kroner. Det er derfor de privatansatte, der som altid skal holde for. Det ironiske ved den model er dog, at langt de fleste overenskomster giver mulighed for mer- og overarbejde. 12 minutter-forslaget er derfor intet andet end en hensigtserklæring, som kun kan gennemføres hvis både arbejdsgiver og arbejdstager viser velvilje. Ironisk er den danske-model baseret på aftalefrihed, hvorfor det er stærkt usandsynligt at parterne uden videre vil føje S og SF.
     Vi deler tilsyneladende en stor bekymring for uddannelsesområdet. Det er afgørende for Danmarks fremtid, at vi fortsat uddanner verdens førende kandidater og tilbyder førende arbejdsmarkedsuddannelser. Jeg mener, at uddannelse er alt for vigtigt til at være en standardvarer og ønsker – i modsætning til dig Peter – at benytte en mere differentieret undervisning. Ligeledes skal fremtidens SU-system på de videregående uddannelser indrettes efter studieaktiviteten og således belønne de, som hurtigt gennemfører deres videregående uddannelse. Endelig skal vi tillade, at landets universiteter indgår tættere og mere forpligtende samarbejdsaftaler med førende virksomheder. Det vil betyde en tættere integration mellem forskning og undervisning og på sigt resultere i en uddannelsesmæssig konkurrencefordel.
     Som mit svar viser, er vi tydeligvis dybt uenige om hvilken retning Danmark skal udvikle sig. Jeg tror på, at gennemgribende reformer af arbejdsmarked og skattesystem er nødvendige, hvis ikke vi skal gældsætte os selv og vores børn yderligere. Jeg glæder mig til at læse dit svar og fortsætte debatten.

Serien fortsætter

Foto: Folketinget