UNGDOMS-ARBEJDSLØSHED Fra ”Den tabte Generation” til ”Generation håb”?

07.04.2010

Den økonomiske krise har forårsaget en massiv stigning i arbejdsløsheden i hele EU, men det er samtidig tydeligt, at de unge er ramt forholdsmæssigt hårdt. Der må handles for ikke at miste betydelige ressourcer og svigte den uge generation på arbejdsmarkedet.

Af Emilie Turunen (MEP, SF)

I Storbritannien kalder de os ”Den tabte Generation” [”The Lost Generation”]. I Frankrig går vi under navnet ”Den usikre Generation” [”Génération Précaire”], der henviser til unges forhold på et stadig mere dereguleret arbejdsmarked. I Italien og Spanien kalder de os: ”Mileuristas”, for unge uddannede, der tjener mindre end 1000 Euro om måneden. Og i Grækenland betegnes det samme fænomen ”600-Euro-istaer”, altså en henvisning til en endnu lavere løn.
Min generation er ”the IPOD Generation” – usikker, under pres, overbeskattet og gældsatte. Ikke overraskende, at Europas unge mister tillid til deres politiske ledere med de mærkater.
I dag er mere end 5,5 millioner unge under 25 arbejdsløse i Europa – det svarer til 21,4 procent af ungdommen, en stigning på 25 procent på blot ét år og mere end dobbelt så højt som den generelle arbejdsløshed. Desværre ser det ikke ud til, at tiden læger alle sår for Europas unge: Arbejdsløsheden forventes at stige yderligere de kommende år.
Det er derfor, at jeg ikke tøver med at udpege ungdomsarbejdsløshed til at være et af Europas og Danmarks mest presserende problemer. Vi risikerer at miste en generation til social eksklusion, og samtidig gambler vi med EU’s økonomiske og sociale sammenhængskraft. Behovet for fælles strategier til at skabe jobs og få ungdommen i arbejde er måske mere akut end nogensinde.
Økonomiske og sociale konsekvenser
Det er bredt anerkendt, at ungdomsarbejdsløshed skaber store sociale og økonomiske udgifter for vores samfund. Tabet skal her forstås som et tab af muligheder for økonomisk vækst; erosion af skatteindkomsterne, der igen formindsker investeringer i infrastruktur og velfærd. Dertil kommer stigende udgifter til understøttelse og ubenyttede investeringer i uddannelse.
Europas unge er en sand skattekiste af uudnyttede menneskelige ressourcer, og det er først og fremmest de politiske ledere, der har ansvaret for at finde nøglen til kisten.
Beregninger fra ETUI [European Trade Union Institute, red.]) viser, at en halvering af verdens ungdomsarbejdsløshed – i 2009 ville det være en halvering fra 13,4 % til 7 % – ville sikre en vækst i verdensøkonomien på tre billioner US dollars, en forøgelse på 6 procent af det globale BNP. Det svarer til omkring 17 billioner danske kroner, ca. 10 gange Danmarks BNP. De samme tendenser gør sig gældende i EU, hvor en tilsvarende kontant gevinst kan forventes. Men det er ikke kun de økonomiske perspektiver, der kalder på handling, det samme gør de sociale perspektiver:
At starte sit arbejdsliv som arbejdsløs skaber vedvarende ar. Nyligt offentliggjorte britiske studier indikerer, at ungdomsarbejdsløshed har en skadelig effekt i det videre liv. Risikoen for at blive arbejdsløs er mere end to gange højere for unge, der var arbejdsløse det foregående år, i forhold til unge, der var i arbejde. Langtidsledighed og lavere indkomstniveau senere i livet er også blandt de alvorlige skrammer, som unge ledige risikerer at få med sig. Desuden ses det, at sygdom, kriminalitet og selvmordsrater er stigende i takt med længden af arbejdsløshedsperioden. Vi ved det fra 1980’erne: dem, der starter ude i kulden, bliver ude i kulden. Det er for alvorlige konsekvenser til, at vi kan lade dem gentage sig. Vi hverken kan eller skal acceptere at tabe Europas unge til social eksklusion.

Ikke blot beskæftigelse, men ordentligt arbejde
Ikke kun krisen har skabt barrierer for unge på arbejdsmarkedet. Siden 1980’erne har der fra politisk og forskningsmæssigt side været særligt
fokus på de generelle arbejdsmarkedsbarrierer for unge som et vedvarende tema. Nogle fakta indikerer problemets omfang:
Unge er ikke bare mere arbejdsløse end den generelle befolkning, de er også oftere ansat i usikre, midlertidige jobs med lav løn, lav sikkerhed og mindre social beskyttelse.
En stor gruppe unge er fanget i uformelt arbejde, hvor de hverken er beskyttet af arbejdsmarkedslovgivningen eller har adgang til det sociale sikringssystem.
Unge arbejdere oplever lavere standarter i forhold til arbejdsmiljø – eksempelvis har unge arbejdstagere 50 procent større risiko for at blive involveret i en ulykke end deres mere erfarne kollegaer.
At promovere ”ordentligt arbejde” for unge – og ikke blot ”hvilket som helst arbejde” – har en række positive sidegevinster: det frigør multiplikator-effekter gennem hele økonomier og samfund, blandt andet ved at øge investeringer og efterspørgsel blandt forbrugerne og sikre mere stabile sociale bånd mellem generationer. Desuden hjælper det unge med at gå fra social afhængighed til selvstændighed og løfter de svageste unge ud af fattigdom samt muliggør at de kan tage aktivt del i samfundet. Det er værd at kæmpe for.

Følgende kan og må gøres
Mens udsigterne for højere beskæftigelse for Europas unge er dystre, så er der lyspunkter: Først og fremmest er der utrolig meget at vinde, hvis vi lykkedes med at inkludere flere unge i arbejdsstyrken og i samfundet. Vi må i gang med at udstikke langsigtede løsninger, der ikke kun sikrer flere jobs for unge, men også bedre og mere sikre jobs.
At tackle unge-udfordringen kalder på en integreret tilgang, som formår at kombinere mikro- og makroniveauet, som fokuserer på såvel udbuds- og efterspørgselssiden, og som adresserer både den kvantitative og kvalitative del af beskæftigelse. Og så må vi finde en klog kombination af uddannelses-, finans-, beskæftigelses- og socialpolitikker frem – vi skal have politikkerne til at fremme målene for unge, ikke modarbejde hinanden, som det indimellem er tilfældet i dag.
Alle EU’s medlemslande har ansvar for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden med politiske prioriteringer og strategier, som afspejler den specifikke nationale situation. Den nationale indsats og reelle dedikation kan EU ikke tage ansvar for. Det er dog vigtigt, at EU samler sig omkring fælles strategier for at løfte helheden ud af den tunge økonomiske situation.
Vi er faldet sammen, og enten går vi til bunds sammen eller rejser os sammen – sådan er de økonomiske og politiske realiteter i EU i dag. Fra et venstrefløjsperspektiv betyder dette en “Green New Deal” for Europa, der med ambitiøse politiske mål og massive offentlige investeringer skal få vores økonomi, klima og beskæftigelse tilbage på sporet.
Med en ambitiøs grøn investeringsagenda kan vi løse krisen og starte et nyt kapitel i fortællingen om Europa som økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig region.
Med investeringer i vedvarende energi, grøn teknologi, infrastruktur, uddannelse, stærkere sociale sikringssystemer, et mere dynamisk arbejdsmarked og ordentligt arbejde til alle kan vi transformere de europæiske arbejdsmarkeder og kickstarte en bedre fremtid for ungdommen.

Politikere taler – ledere handler
Europas politiske overhoveder har sat ungdomsarbejdsløshed på deres mødeplaner, men de har stadig til gode at sætte det på deres handleplaner.
Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde i en tale sidste forår, at hans søn aldrig skulle opleve ungdomsarbejdsløshed. Det ser nu ud til, at det løfte bliver meget vanskeligt at holde. I tæt parløb med sine kollegaer fra Europas blå regeringer er Løkke ikke bare i gang med at svigte sin egen søn, men alle sønner og døtre i Europa.
Det er på tide at vågne op og levere nye jobs til ungdommen, at sikre meningsfuld aktivering og social inklusion. Det er ikke umuligt! I Norge og Storbritannien er de allerede godt i gang med ungdomsgarantier og med skabelse af tusinder af nye jobs til unge arbejdsløse.
Det koster på budgetterne nu, men vil til gengæld komme statskassen mange gange igen. At tage ungdommen med ombord nu er en god forretning – både når vi taler demografisk udvikling, hænder i fremtiden og produktivitet. Spørgsmålet er, om Danmark med Lars Løkke ved roret vil satse på ungdommen eller lade det blive ved snakken?
Jeg vil, at vi i Europa og Danmark sætter unge øverst på den politiske agenda. Og jeg appellerer til alle politiske niveauer om at tage udfordringen op. Vi kan stadig nå at forvandle ”Den tabte Generation” til ”Generation Håb”.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.

RÆSON