UKRAINE Hvorfor Janukovitj kan bygge bro mellem Rusland og EU

19.05.2010

Vesten frygtede Janukovitj, der i februar blev Ukraines præsident. Men han kan formentlig bibringe en større politisk og økonomisk stabilitet end sine pro-vestlige forgængere. Og et godt forhold til Rusland udelukker ikke et godt forhold til EU.

Af Ota Tiefenböck

Ukraine under ledelse af Viktor Janukovitj? Dét var før det ukrainske præsidentvalg i februar et skrækscenarium for de fleste pro-vestlige demokratiske kræfter i Ukraine, og for de EU-kræfter i og uden for Ukraine, som arbejder for landets tættere tilknytning til EU. Janukovitj står for de fleste for en russiskvenlig politik og er udtryk for landets orientering mod øst. Hans valgsejr og første politiske skridt tyder på, at antagelsen om et ukrainsk ryk mod øst var rigtig – men det er ikke hele historien.
Ukraine ønsker at knytte tættere bånd til landets store nabo mod øst og har valgt en mere russiskvenlig linje. Paradoksalt nok kan netop Janukovitjs russiskvenlige politik dog vise sig at være et af præsidentens stærkeste kort og en chance for en harmonisk udvikling i Ukraine og Europa generelt. Hans politik tager i højere grad hensyn til landets geografiske placering, indenrigspolitiske forhold og befolkningssammensætning end hans forgængeres gjorde, og derfor kan hans linje ende med at være mere politisk forsonende for både øst og vest. Den forekommer på mange måder mere realistisk end hans forgængeres, og kan bringe Ukraine på rette spor igen, både økonomisk, indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Flåden og gassen
Det første konkrete eksempel på Janukovitjs orientering mod Rusland er aftalen med russerne, som forlænger den russiske Sortehavsflådes tilstedeværelse på Krim frem til år 2042. Aftalen blev indgået med den russiske præsident Dimitrij Medvedev den 21. april og er siden blevet hårdt kritiseret af oppositionspolitikkerne Julia Thymoshenko og den tidligere præsident Viktor Justjenko, som mener, at aftalen undergraver Ukraines uafhængighed og territoriale sikkerhed.
Det er dog tvivlsomt, hvorvidt Janukovitj har haft en reel valgmulighed, og hvorvidt
det overhovedet har været realistisk, at russerne forlod Krim efter den oprindelige aftales udløb i 2017.
Aftalen indlemmer Ukraine i et russisk interesseområde og udelukker mere eller mindre ukrainsk medlemskab af NATO, men da medlemskab af alliancen hverken har haft opbakning hos flertallet af den ukrainske befolkning eller stor prioritet i NATO, har dette en mindre betydning for landet.
Den positive del af aftalen, der sikrer Ukraine billige gasleverancer, har til gengæld en stor betydning for Ukraines hårdt trængte økonomi og vil komme både ukrainerene samt de europæiske lande, som er afhængige af stabile leverancer af russisk gas, til gode.
Den billige gas betyder ligeledes, at landet vil være i stand til at holde budgetunderskuddet på de statslige finanser under seks procent. Det er en forudsætning for, at Ukraine kan få udbetalt næste portion af lånet bevilget til landet af Den Internationale Valutafond (IMF). Lånet er livsnødvendigt for at få den ukrainske økonomi på fode igen, efter den globale økonomiske krise ramte Ukraine hårdt med deraf følgende voldsom nedgang i landets bruttonationalprodukt og høj arbejdsløshed.
Derudover vil de billigere gasleverancer betyde et tiltrængt løft til den ukrainske industri. Sidst, men ikke mindst, er aftalen i overensstemmelse med den seneste ukrainske meningsmåling fra marts i år, som viser, at hele 61 procent af ukrainerne støtter den russiske flådes fortsatte tilstedeværelse i landet.

Rusland ønsker mere samarbejde
Den ukrainsk-russiske gas- og flåde-aftale lægger op til et bredere samarbejde mellem Ukraine og Rusland, og russerne har ikke lagt skjul på, at de ønsker at udbygge samarbejdet med Ukraine yderligere. Blandt andet ved at styrke de to landes samarbejde på energiområdet, herunder kernekraft, samt – som foreslået af den russiske premierminister Vladimir Putin – ved at fusionere det russiske energiselskab Gazprom med det ukrainske Naftogaz.
Mens selve aftalen for Ukraine betyder flere fordele end ulemper, er et styrket samarbejde på energisektor-området straks mere kompliceret. Russiske investeringer i Ukraines energisektor kan uden tvivl lyde fristende for Janukovitj, men en eventuel aftale vil binde Ukraine til russerne og afskære landet fra muligheden for at samarbejde med andre parter, herunder EU-landene.
En sådan afskæring er klart imod ukrainske erhvervsfolks interesser, da det i høj grad vil begrænse deres egne forretningsmuligheder. Janukovitj kan derfor risikere at komme på kollisionskurs med flere af sine egne støtter, hvis opbakning er livsnødvendig for ham – flere fremtrædende ukrainske forretningsmænd har nemlig forbindelser til Janukovitjs eget parti, Regionernes Parti.
Løsningen af situationen vil derfor i høj grad afhænge af Janukovitjs evner for balancegang. En balancegang, som på den ene side tilfredsstiller de russiske interesser og på den anden side tager hensyn til de ukrainske forretningsmænd.
Et stærkt kort i hånden på Janukovitj kan igen vise sig at være hans erklærede pro-russiske politiske linje. Den vil gøre det svært for russerne at fremkomme med kritik af ham, da Janukovitj nyder stor popularitet blandt den russisktalende og dermed russiskvenlige befolkning i landet, hvis støtte og positive indstilling russerne ikke ønsker at miste.
Dermed kan Janukovitj også her opnå større politiske resultater end hans forgængere, som var erklæret pro-vestlige og dermed upopulære, både hos russerne og hos den russiskvenlige ukrainske befolkning i den østlige del af landet.
Janukovitj glemmer ikke Vesten
Interesserne blandt de rige ukrainere er formentlig også en garanti for, at Janukovitj, samtidig med at have et godt og afklaret forhold til Rusland, vil forsøge at knytte Ukraine tættere til EU. Det vil formentlig afspejle sig i en øget harmonisering af ukrainsk lovgivning med EU og ved forsøg på at forhandle sig frem til en visumaftale med EU.
Et fremskridt på dette felt vil gøre det muligt for Janukovitj at bevise, at et godt forhold til Rusland ikke udelukker et godt forhold til EU. Det vil desuden med sikkerhed skaffe ham politisk anerkendelse i både Ukraine og Europa.
I EU-sammenhæng vil en sådan anerkendelse bane vejen for nye samarbejdsformer mellem EU og tidligere postsovjetiske lande i det russiske interesseområde og formentlig til et bedre og mere afklaret forhold til Rusland.
At indføre visumfrihed med EU har stor betydning for ukrainerne og vil skaffe Janukovitj stor popularitet, og det vil ganske automatisk mindske forskellene og spændingerne mellem den per definition russisk-orienterede østlige del af landet og den vestlig-orienterede vestlige del landet.
Og på den indenrigspolitiske scene vil anerkendelsen af Janukovitjs politiske evner være en stabiliserende faktor for landet som helhed og sikre Janukovitj øget popularitet i det vestlige Ukraine. Ukrainerne er blevet trætte af deres politikeres evindelige slagsmål og manglende evne til at løse landets problemer og ønsker en politiker, som kan bibringe landet mere stabilitet.

De demokratiske spilleregler – og spændingerne på Krim-halvøen
Der er dog risiko for, at Janukovitj med sin politiske linje og i sin iver efter at gennemføre reformer kommer til at tilsidesætte de demokratiske spilleregler og efter russisk forbillede udvikle en slags diktator-stabilitet i landet. Janukovitjs politiske modstandere, herunder tidligere premierminister Julia Thymoshenko, vil formentligt heller ikke stille sig tilfredse med deres oppositionsrolle og stiltiende acceptere Janukovitjs styre, og de vil gøre alt for at få Janukovitj væltet af tronen. Thymoshenko nyder opbakning i en stor del af befolkningen og vil uden tvivl stille sig i spidsen for protester og demonstrationer, som kan have en destabiliserende effekt på landet og udgøre en potentiel risiko for politisk ustabilitet i hele landet.
Aftalen om den russiske Sortehavsflådes tilstedeværelse på Krim frem til 2042 indebærer også en vis risiko for Ukraine; især for stabiliteten på den ukrainske halvø Krim, hvor flåden er udstationeret, og hvor den kan styrke pro-russiske separatistiske kræfter og øge spændingerne mellem den russisktalende befolkning på Krim og krim-tatarerne. Krim-tatarerne blev efter Anden Verdenskrig anklaget for at samarbejde med tyskerne og deporteret til Uzbekistan af Stalin i 1944. Efter Sovjetunionens opløsning i begyndelsen af halvfemserne er de vendt tilbage til Krim og udgør i dag omkring 13 % af befolkningen på halvøen. På grund af de historiske begivenheder har tatarerne et anspændt forhold til den russisktalende befolkning på Krim, som vil opfatte den russiske flåde som en form for støtte. Tatarerne vil omvendt opfatte russernes tilstedeværelse på Krim som en trussel og en potentiel risiko for en russisk invasion. Hovedparten af den russiske befolkning på Krim har både russisk og ukrainsk statsborgerskab, og det får forholdene på halvøen til at ligne situationen i de georgiske områder Sydossetien og Abkhasien. Desuden udgør aftalen en generel sikkerhedsmæssig risiko for landet, da den, i tilfælde af krigshandlinger, hvor den russiske Sortehavsflåde skulle blive involveret, sådan som det skete i krigen mod Georgien i 2008, giver fremmede lande en legitim mulighed for at angribe ukrainsk territorium.
Den kommende tid vil vise verden Janukovitjs evner for balancegang mellem øst og vest.

Ota Tiefenböck (f. 1957) er freelancejournalist med speciale i Balkan og Øst- og Centraleuropa. Han har tidligere skrevet til RÆSON og skriver desuden til Information og Kristeligt Dagblad.

RÆSON