UKRAINE: Forvent ikke orange revolution

10.02.2010

På søndag afholdes anden valgrunde i Ukraine. Et valg, der hidtil har været påfaldende udramatisk. Ukraine, hvis valg for fem år siden var genstand for storpolitisk indblanding og international opmærksomhed har nu fået lov at klare sig selv. Denne gang er der ingen orange revolution om hjørnet, men kampen står stadig mellem øst og vest.

Af Jakob Mygind Korsby

Det igangværende præsidentvalg i Ukraine har fået begrænset opmærksomhed internationalt og er hidtil forløbet påfaldende fredeligt. I hvert fald hvis man sammenligner med det sidste præsidentvalg i Ukraine i 2004. Dengang tiltrak valget sig stor international opmærksomhed ved at udvikle sig til en decideret ”orange” revolution, opkaldt efter partifarven hos protestpartiet Vores Ukraine, der på kort sigt sværgede, at gøre op med korruption og svindel i landet. På længere sigt forventedes partiet, at ændre hele den magt- og geopolitiske situation i Østeuropa.
Landet, der med sin geografi såvel som sin politiske selvforståelse er spændt ud mellem Øst- og Vesteuropa, blev således for 5 år siden arena for et politisk drama med hele verden som tilskuere. Man fristes dog til at spørge, hvor revolutionen, der dengang var på alles læber, er blevet af i dag, og hvilken rolle søndagens valg vil have for Ukraines udvikling de kommende 5 år.

Jushenkos store nedtur
Efter præsidentvalgets første runde d. 17. januar står to ting klart: For det første har den siddende præsident Viktor Jushenko spillet totalt fallit i den ukrainske befolknings øjne. Jushenkos valgsejr i 2004 var euforisk, men efter den 5-årige præsidentperiode kan den folkelige støtte til præsidenten findes på et forsvindende lille sted. I dag udgør opbakningen til præsidenten ca. 5 % af den samlede ukrainske befolkning på 46,5 mio. indbyggere. I sammenligning med valget i 2004, hvor han opnåede knapt 40 % af stemmerne i første runde, taler resultatet nu sit eget tydelige sprog. Med stort set hele sin støtte begrænset til kun tre af landets vestlige valgdistrikter, er Jushenkos resultatet det dårligste nogensinde for en siddende præsident.
Jushenko ønskede i ånden af den revolution, der malede Kievs gader orange i 2004 at skubbe Ukraine ind i det varme selskab mod vest via demokratiske værdier samt at gøre op med det tårnhøje korruptionsniveau i landet og skabe et ”et nyt og moderne Ukraine”. Imidlertid synes Jushenkos styrke som leder af den blok af oppositionspartier, der i 2004 fremstod progressiv og reformistisk, i dag at være ganske forsvundet i den blå vinterluft.

Favoritten Janukovich
For det andet har første valgrunde vist os, hvem der i slutningen af denne uge skal dyste om det højeste embede i en sidste og afgørende omgang. På søndag afholdes anden valgrunde, da ingen af i alt 18 ukrainske kandidater formåede at samle over 50% af stemmerne til at kunne vinde præsidentposten i første forsøg. Efter første valgrunde står Viktor Janukovich med 35,3 % af stemmerne som favorit til at vinde valget.
Janukovich vandt oprindeligt præsidentvalget i 2004, men måtte siden se sig slået med marginaler i en exceptionel tredje valgrunde, som blev gennemført på grund af massive anklager om valgsvindel fra en række internationale valgobservatører. Foruden anklager om valgsvindel blev han beskyldt for meddelagtighed i et dramatisk forsøg på at forgifte sin modkandidat, den nu siddende Jushenko. Anklagerne har nok blakket Janukovich’ ry, men som utrættelig politisk fighter er han ikke desto mindre stadig favorit til posten som Ukraines præsident.
En favorit, der med reference til sin barske fortid som forældreløst arbejderklassebarn beskriver, hvordan han langsomt men sikkert gjorde op med sin sociale arv og gennem uddannelse formåede at kæmpe sig op i de højere politiske rækker. Hans konkrete politik fokuserer bl.a. på spørgsmålet om det tilbagevendende gasforsyningsproblem med nabolandet Rusland,. Janukovich er fortaler for opretholdelsen af en stabil samarbejdsaftale omkring gasforsyningen, hvor Ukraine er transitland for i alt ca. 80 % af den samlede gaseksport fra Rusland til Europa. Den forholdsvis Kreml-venlige tilgang ses desuden i Janukovich’ ønske om at gøre russisk til officielt sprog i Ukraine, et standpunkt der naturligvis giver point både i den russisktalende østlige del af befolkningen samt i nabolandets, Ruslands, dækning af valgets hovedpersoner. Alligevel formår Janukovich at slå en forholdsvis nationalistisk-socialistiske tone an, hvilket finder klangbund i bredere dele af den ukrainske befolkning under slogans som ”Ukraine for folket!” og ”Jeg vil lytte til hver og en!”.

Ikonet Timoshenko
Med ca. 10 % færre stemmer end Janukovich nåede den karismatiske og stenrige businesskvinde samt nuværende premierminister, Julia Timoshenko, op på i alt 25,1 % af stemmerne ved første valgrunde.
Timoshenko er en veluddannet intellektuel repræsentant for partiet Fædreland, der under Den Orange Revolution stod side om side med den nu fallerede og afgående præsident Jushenko. Med sit karakteristiske look og blev hun et symbol på revolutionen og dens værdier i form af troen på fremskridt og reformer.
På det konkrete politiske niveau kombinerer Timoshenko et indenrigspolitisk ønske om en stærk socialistisk stat, høje sundhedsstandarder og en udjævning af lønindkomsten med en udenrigspolitisk målsætning om moderat integration af Ukraine i et vesteuropæisk samarbejde, primært med fokus på optagelse i EU. Hvad angår de mere delikate emner i forhold til nabolandet Rusland er Timoshenko imod en forankring af russisk som officielt sprog i Ukraine, og opponerer desuden mod den russiske flådes fortsatte tilstedeværelse i Sebastopol ved Sortehavet.
Det er med andre ord ikke en decideret favorit i Kreml, der er tale om, selvom Timoshenko siden sidste valg har lagt afstand til den udtalt antirussiske politik, som Jushenko efter manges mening repræsenterer. Generelt er relationen til præsident Jushenko således blevet stadig mere konfliktfyldt gennem de sidste 5 år.
Overordnet set har de to kandidater, Jushenko og Tismoshenko, dog ikke udvist påfaldende ideologiske forskelle i deres politiske indhold. De er derimod, i den nationale debat, ofte blevet kritiseret for at være blottet for politiske visioner, der tillader at skelne mellem dem. Vælgerfordelingen i landet er så entydig, at de politiske lejre groft sagt forløber langs en geografisk skillelinje mellem øst og vest.
Mønstret er klart: Timoshenkos vælgere findes overvejende blandt de vestlige ukrainere, der taler ukrainsk og ser sig selv som en integreret del af europæisk kultur, mens Janukovich finder sin støtte i de østlige dele af landet, hvor sproget er russisk og den enkelte ukrainers identitet generelt mere orienteret mod og påvirket af den russiske kultur. Det er da også netop i disse spørgsmål vedrørende relationen til Rusland, at forskellen mellem kandidaterne reelt er at finde.

Opgør med revolutionen
Med Jushenko ude af kampen, hvad vil det så reelt betyde for Ukraine, om valget falder på enten Timoshenko eller Janukovich? Tilsyneladende ikke det helt store. Én ting er dog efter manges mening sikker: Der er ingen tvivl om, at der med den kommende ukrainske præsident på ingen måde vil blive tale om en fortsættelse af den kurs, som Jushenko har lagt gennem sin 5-årige præsidentperiode.
Jushenkos deroute skyldes bl.a. hans manglende evne til at redde den ukrainske økonomi, en næsten umulig opgave i et land, der i kraft af en stor landbrugssektor blev ramt usædvanligt hårdt af finanskrisen. Dette spørgsmål vil naturligvis fortsat rangere højt blandt prioriteterne for den nye præsident. Desuden har befolkningen under Jushenko oplevet en massiv skuffelse i forbindelse med en række lovede samfundsreformer samt de aldrig indfriede løfter om både EU- og NATO-medlemskab. Begge dele hænger til dels sammen med Jushenkos manglende evne til at skabe konsensus for sin politik i det ukrainske parlament – et uundgåeligt krav i et præsidentielt-parlamentarisk politisk system. Dette er på sin vis paradoksalt, for det er Jushenko selv, der har indført de demokratiske ændringer i den ukrainske forfatning, der skal forhindre en monopolisering af magten hos én enkelt person – præsidenten – til fordel for en styrket parlamentarisk forsamling.

Både Janukovich og Timoshenko tager afstand fra Jushenkos meget Ruslandskritiske politik, hvilket i den russiske regerings øjne gør dem begge mere ”spiselige” end den nuværende præsident. Janukovich har således i diametral modsætning til Jushenko vist sig som en decideret modstander af NATO, hvilket på den ene side har skabt uvilje i den vestlige del af den ukrainske befolkning, men samtidig har styrket de mere nationale kræfter i landet. Timoshenko har tilsvarende valgt en relativt pragmatisk tilgang til magthaverne i Rusland, eksempelvis ved at udtrykke en forsonlig holdning overfor den russiske regering i kølvandet på den russisk-georgiske krig i 2008, en krig som vakte Jushenkos utvetydige harme mod Rusland. Dette har undervejs i Timoshenkos periode som premierminister skabt billedet af en dybt usammenhængende regeringsledelse, et forhold som muligvis kan skade hendes image, når der skal vælges ny præsident på søndag.

Den orange evolution
Når man sammenligner det ukrainske præsidentvalg i dag med valget i 2004, er graden af engagement fra udlandet påfaldende forandret. Dengang gav den ihærdige og ganske officielle indblanding af amerikanske strateger og spindoktorer i finansieringen og tilvejebringelse af ’de oranges’ valgsejr anledning til megen kritik både i og udenfor landet. Samtidig gav Rusland
fra modsat side fuld officiel opbakning til Janukovich, og med Putins (Ruslands daværende præsident, red.) mange besøg og totale medieopbakning til den pro-russiske kandidat var det tydeligt, at Ukraine besad en unik position som arena for stormagternes politik.
I dag forholder USA og Rusland sig mere afdæmpet. Det kan se ud til, at Ukraine er blevet mindre interessant for stormagterne. Hvad angår den vestlige verdens – herunder USA – engagement tyder meget på, at man har erkendt at have spillet fallit. Den alt for passive holdning fra EU, der i stedet for at åbne armene overfor et fremtidigt ukrainsk EU-medlemskab, har forholdt sig køligt afventende, er en naturlig del af forklaringen på, at Den Orange Revolution efter manges mening blev et afgrænset fænomen uden videre politisk betydning.
På Europauniversitetet i Sankt Petersborg forklarer professor og dekan Vladimir Gelman, at dette er en forkert analyse. Den manglende indblanding fra russisk side skyldes på ingen måde manglende interesse. Tværtimod spiller Ukraine en meget central rolle i hele den postsovjetiske reintegration, som har fundet sted siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991. På det overordnede niveau ønsker man fra russisk side ukrainsk loyalitet, bibeholdelse af de kulturelle bånd og ikke-indtrædelse i NATO-samarbejdet. ”På det mere specifikke plan gælder det ovennævnte spørgsmål om det russiske sprogs officielle status i Ukraine samt opretholdelsen af den russiske flådebase ved Sortehavet i byen Sebastopol. Dette er alt sammen meget reelle russiske interesser, som gør Janukovich til den store favorit i Kreml”, understreger Gelman.
Den tilsyneladende passivitet er på sin vis et positivt udtryk for, at Ukraine så at sige ’kan selv’. En central ide ved Den Orange Revolution var netop tanken om et selvstændigt og stærkt Ukraine, som ikke blot er en brik til brug for de øvrige verdensmagter: ”Man kan ud fra dette synspunkt argumentere for, at det først er nu, at Den Orange Revolutions ønske om at være en selvbestemmende nation slår igennem”, siger den russiske professor Gelman. Han tilføjer, at man i den forbindelse ikke må glemme, at der i dag er både frie medier, forsamlingsfrihed og et voksende civilsamfund i Ukraine. Alt sammen bevis for, at revolutionen langtfra var forgæves.
På søndag, når det endeligt afgøres, hvem der bliver den næste ukrainske præsident, vil vi derfor ikke se en bevægelse af de dimensioner, som fandt sted i Ukraine for fem år siden. Langt fra. Alligevel er det, som professor Vladimir Gelman siger, i forståelsen af, at ’de unge demokratier’ ikke udvikler sig overnight, at man bør hente sin optimisme: ”Snarere end at tale om en Orange Revolution, der omdanner Ukraine fra dag til anden, må vi acceptere historien om den Orange Evolution!”.

Jakob Mygind Korsby (1984) er bachelor i statskundskab og har tidligere skrevet om forholdene i Rusland og de eks-sovjetiske stater. Han har studeret politologi ved Sankt Petersborg Statsuniversitet.

RÆSON