UK: Et valg uden vinder

12.05.2010

Den konservative-liberale alliance sikrer ikke den politiske stabilitet.

Af Kristian Bøg

Da briterne vågnede fredag morgen, hang mørke skyer over landet i mere end en forstand. Efter et nærmest kaotisk valg dagen før, 6.maj 2010 – hvor flere hundrede vælgere i Liverpool måtte gå forgæves, da valgstederne havde for få stemmesedler, og henmod 600 vælgere i Chester ikke kunne stemme, fordi listen over stemmeberettigede ikke var blevet opdateret – endte valget fredag morgen i et ’hung parliament’; en situation, hvor ingen af partierne kan fremvise et absolut flertal i parlamentet alene.
David Cameron vandt flest stemmer og mandater, men ikke nok til at mønstre de 326 mandater, der kræves for et absolut flertal i parlamentet (reelt kræves 323, da det forventes at det nordirske parti Sinn Féin, som fik fem mandater, vil boycotte underhuset, som de plejer).
Gordon Brown fik hevet nogle af de usikre stemmer hjem, men ikke nok til at undgå et af de værste nederlag i Labours historie.
Nick Clegg så sin ’clegg-mania’ svinde bort, og på trods af en lille stigning i stemmer på 1% mistede De Liberale fem mandater og to af deres mest prominente politikere.
Det var et valg uden vinder. Kutymen ved et ’hung parliament’ er normalt, at den siddende premierminister i en sådan situation har førsteretten til at prøve at danne en regering, men det blæste de to andre partier højt på. Fredag morgen trådte de tre store partiers ledere frem én efter én og fremlagde deres ønsker og forslag til regeringsdannelse:
Nick Clegg var tidligst oppe, han slog hurtigt fast, at han ville samarbejde med det bedst egnede parti. Ikke længe efter fulgte Gordon Brown fra Downing Street 10, som han en stund endnu kunne beholde. Brown gav en sidste indrømmelse på sit dødsleje: “Vi vil give en folkeafstemning om en valgreform i handel for en koalition”, men gav plads til at De Liberale kunne snakke med De Konservative først.
Endelig kl 15:30 rakte Cameron hånden frem og inviterede De Liberale med i en koalition med et vagt løfte om at igangsætte en undersøgelse af valgsystemet.
Koalitionsregeringer er almindelige på det kontinentale Europa, hvor det oftere er reglen end undtagelsen, at en regering består af flere partier. For Storbritannien er det Terra incognita, en vandring over ukendt land – uden kort.

Hvad der afholdt De Liberale Demokrater fra en aftale med Labour
Gordon Brown havde en plan. Som han sagde på dørtrinnet til Downing Street 10 fredag formiddag,
“De skal have lov til at tage sig al den tid de vil” til at finde en løsning. Hans gambling var at jo længere forhandlingerne mellem De Konservative og De Liberale varede, jo større var chancen for at bolden ville blive skudt over på hans bane.
I Labours valgmanifest står der klart at de ønsker en folkeafstemning om at skifte til ‘Alternative stemmer’-valgsystemet uden forbehold for at føre kampagne imod. Det er ikke det proportionale valgsystem, men et system, der på sigt vil give De Liberale flere mandater. Et bedre tilbud end De Konservatives.
Men Browns plan slog fejl, Labours forhandlinger med De Liberale blev stoppet igår tirsdag og ikke længe efter gik Gordon Brown af som premierminister, og leder af Labour. Det var anden gang på 24 timer at Brown bedyrede sin afsked, mandag eftermiddag [10.maj, red] erklærede han også sin exit. En exit hæftet på at få en aftale med De Liberale i hus. For hvis der er noget Nick Clegg og Cameron nogensinde kan blive enige om noget, er det deres fælles foragt for Brown: Clegg gjorde det klart under valgkampen, at et samarbejde med Labour kun ville være muligt, hvis Brown gik af.
Kandidaterne til partiformandsposten begyndte allerede igår at hyre folk til den forestående partivalgkamp. Favoritterne til posten er pt. udenrigsminister David Miliband og børn-, skole- og familieminister Ed Balls.
Det kan undre at Clegg og De Liberale ikke indgik en koalition med Labour da De Liberale klart ville have følt sig bedre tilpas i en regnbuekoalition med Labour og mindre partier som SDLP og SNP. En Labour-Liberal alliance ville dog have været endnu mere ustabil end en Konservativ-Liberal-alliance, og en konsensus mellem de mange partier næsten umulig. Alliancen ville have været konstant truet af politisk afpresning fra det skotske højland eller fra presbyritanske prædikanter fra den anden side af det irske hav. Derudover ville det have været taktisk uklogt at sidde i regering med et parti, vælgerne har dømt ude. En folkeafstemning om en valgreform ville hurtigt have vendt sig til at blive en afstemning om, hvor upopulær man kan blive
ved at tillade Labour at fortsætte som regeringsmagt. Det ville have været katastrofalt for De Liberale at tabe denne ‘once-in-a-lifetime’-chance for reformer på gulvet.

Hvad siger de to baglande?
Fra Cameron ville Clegg ikke lade sig spise af med et løfte om at “se på” mulighederne for en valg-reform. De Liberale er før blevet snydt med den form for retorik, da Blair lovede det samme. Det liberale bagland er stærkt skeptiske over for valg-systemet, og som en fremtrædende MP anonymt har udtalt:
“Hvordan kan De Liberale få 23% af stemmerne og færre end en ud af ti af mandater-ne? Der er en tydelig følelse i vores parti af, at det her er en skandale. Systemet er tydeligt i stykker. Det er ikke længere et baggrundsproblem, men et centralt problem for den næste regerings legitimi-tet. Det her er ikke skuffelse. Jeg er virkelig sur.”
De Liberales bagland holdt en hård linje over for De Konservative, de ville have et klart ja for en valgreform. Et ja, Cameron nødtvunget gav mandag. Han er villig til at give en folkeafstemning om at skifte til ‘Alternative Stemmer’ (alternative vote) på den bekostning, at De Konservative får lov til at føre kampagne imod en ændring. Derudover har Cameron forsøgt at tilgodese De Liberale med øget indflydelse igennem ministerposter.
David Camerons bagland, som i forvejen kun har holdt sig i ro for at give Cameron chancen for at bevise, han kunne vinde valget, vil ikke gå stille med dørene, hvis dette bliver en realitet.
De Liberale og De Konservative er i forvejen lodret uenige på mange punkter. Fra immigrationspolitik, over EU til forsvarspolitikken. Men de kan også komme til enighed omkring skattereformer og en fælles modstand mod Labours forslag til id-kort med biometriske data og fingeraftryk med backup i et nationalt register. Alligevel skulle det vise sig sent igår tirsdag at De Konservative var villige til at gå på kompromis på mange punkter for at få en koalition i hus. Fremtrædende Liberale forhandlere kunne erklære at de næsten havde udskiftet De Konservatives manifest med deres eget. Kl. 20:45 britisk tid kunne Cameron foran Downing Street 10 erklære, at han og Nick Clegg ville danne en regering sammen.
Men denne koalition med Cameron vil afstedkomme et ramaskrig fra de vælgere, der stemte på De Liberale for at holde Cameron ude af Downing Street. Camerons økonomiske kartoffelkur vil være så upopulær, at De Liberale risikerer at miste opbakning, fordi de er i regering med De Konservative. Tim Horton, der er forskningsleder for The Fabian Society har udledt, at De Liberale vil fremmedgøre mellem hver tredje og op til halvdelen af deres vælgere, hvis de er med i en Konservativ-Liberal koalition. Det ville betyde et tab på op til 15 mandater som vil gå til Labour istedet.
Cameron har til gengæld nu forpliget sig til en valgreform. Et højst upopulært træk i hans baglands øjne, da mange er overbevist om at en valgreform kan betyde at De Konservative aldrig mere får chancen for at sidde i regering. Cameron vil dog være nødt til at gennemføre det hvis han vil beholde De Liberales mandater.

Valg igen om 6 måneder
Historisk har et hung parliament ikke ført til koalitionsregeringer – tværtimod har partiet med flest mandater oftest forsøgt at regere i en minoritetsregering, med støtte fra ideologisk ligesindede mindre partier til de enkelte lovforslag.
Sidst der var et hung parliament i 1974 kunne Harold Wilson kun sidde i otte måneder, før situationen var for ustabil, og der blev udskrevet valg igen. Et valg, der gav en sølle majoritet på tre mandater og resulterede i en politisk ustabilitet, som varede helt frem til valget i 1983. Hvis Cameron var endt i en minoritetsregering, vil han ikke have haft nok mandater til de store armbevægelser og Labour og De Liberale havde gjort deres for at nedlægge veto mod forslag, de er uenige i.
Cameron skal nu som sin første opgave overbevise finanssektoren om, at han har en plan for at bremse recessionen. Han har nu sikret sig det flertal i parlamentet han skal bruge for at kunne gennemføre sin økonomiske redningsplan. Med en græsk tragedie under opsejling ville det have været katastrofalt for en regering ikke at have et stærkt mandat for at lede Storbritannien ud af krisen.
Cameron skal dog ikke tro at han sikret stabilitet i parlamentet. Hvis man skal tro De Liberale forhandlere har De Konservative givet afkald på en stor del af deres politik til fordel for et stærkt mandat. Det kan lede til et internt oprør mod Cameron som i forvejen kun har holdt ro i geledderne med et løfte om en valgsejr.
Den nuværende situation vil næppe tælle som en sejr for De Konservatives bagland. Derudover vil der opstå gnidninger mellem de to partier på områder, hvor de er ideologisk uenige. Der er derfor en stor sandsynlighed for at Cameron kommer i så store vanskeligheder at han vil være tvunget til at udskrive valg efter 6-12 måneder.
Et nyt valg vil koste partierne millioner i omkostninger. De Konservative har forudset den risiko og allerede i april begyndte de at kontakte donorer om støtte til endnu en valgkamp. Labour ville tilgengæld være afhængig af fagforeningerne til at føre valgkamp. Det siges, at Labour i forvejen skylder £11.5 millioner til deres støtter. Alligevel vil et nyt valg komme Labour til gode, da Cameron vil tage skraldet for alt, der går dårligt i mellemperioden.
Det giver også De Konservative og Labour muligheden for at beskylde De Liberale for at være ude af stand til at tage politisk ansvar og give dem skylden for kaoset.
I sidste ende sidder Nick Clegg med aben. Uanset hvem han besluttede at støtte, ville han risikere a ttabe. Den tidligere leder af De Liberale, Paddy Ashdown, har engang sagt, at et hung parliamentet ikke var en drøm for De Liberale som kongemager, men et mareridt. Nick Clegg vil næppe være uenig.

Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har tidligere skrevet artikler om England til RÆSON.

RÆSON