UK En koalition af modsætninger

19.05.2010

Sidste mandag trak Gordon Brown stikket ud på 13 års styre under New Labour. I stedet dannede De Konservative og De Liberale til manges overraskelse en koalitionsregering. Koalitionen er dog præget af dybe modsætninger – og spørgsmålet er, om regeringsdannelsen er holdbar på sigt.

Af Christian Severin Larsen

Valgresultatet den 6. maj var en enorm skuffelse for både De Konservative og De Liberale. Til trods for økonomisk krise og en historisk upopulær premierminister vandt Camerons Konservative kun tre procentpoint flere stemmer end ved Michael Howards katastroferesultat i 2005. Dette var ikke nok til at give De Konservative det forventede flertal i Underhuset. Og Nick Clegg, der var spået et kanonvalg efter en fremragende valgkamp, endte med at tabe hele fem mandater.
Begge partiledere havde derfor en stor interesse i at indgå i en koalition for at kunne danne et regeringsgrundlag. For Cleggs vedkommende fik han kompenseret for det dårlige valgresultat ved til gengæld at få De Liberale med i regering for første gang siden 1945. Og Cameron fik lagt en dæmper på den intense interne kritik af sit lederskab og valgkampagne ved at tvinge Gordon Brown ud af Downing St.
Men koalitionen er præget af dybe modsætninger. De to partier er lysår fra hinanden politisk. Siden regeringssamarbejdet blev annonceret, har hverken pressen, politikerne eller partimedlemmerne derfor kunnet blive enige om, hvorvidt koalitionsregeringen var en god eller en dårlig ide. Blandt De Konservative mener nogle, at Cameron har solgt alt arvesølvet – mens andre er overbevist om, at aftalen indvarsler, at 13 års konservativ ørkenvandring endegyldigt er slut.
Hos De Liberale går bølgerne endnu højere. Enten jubler partimedlemmerne over, at de er i regering for første gang i 60 år – eller også river de rasende deres medlemskort i stykker over Cleggs forræderi.
For at kunne forstå og vurdere potentialet i det kommende regeringssamarbejde er det relevant at se nærmere på sammensætningen af regeringen og den mulige politik – samt se på perspektiverne for både regering og de to partier hver især frem mod næste valg.

Mange liberale ministre, men små ministerier
Regeringens sammensætning er noget af det, der har vakt mest vrede blandt De Konservative. Cameron har strakt sig langt – for langt, vil nogle mene – for at få De Liberale med, og Nick Cleggs parti sidder nu på en fjerdedel af regeringsposterne. Det skal ses i lyset af, at De Konservative i Underhuset er over seks gange så store som De Liberale. Men den massive overrepræsentation af liberale på regeringstaburetterne er dog ikke nok til at vække ubetinget glæde i det liberale bagland.
For det første er mange liberale af den opfattelse, at ”man er gået i seng med fjenden”, og at man ikke burde være med i regeringen i det hele taget. For det andet har De Liberale fået nogle af de mindst attraktive poster i regeringen, fx Klimaministeriet samt Ministeriet for Skotland. De Konservative er derimod løbet med de fire tungeste poster i regeringen, både premier-, finans-, udenrigs- og indenrigsministerposterne.
Den liberale leder, Nick Clegg, er godt nok blevet vice-premierminister – problemet er blot, at posten som vice-premierminister er ret løst defineret og traditionelt set ikke er særlig magtfuld. De Liberale har med andre ord fået mange ministerposter, men mangler nogle store ministerier, fx uddannelse, som vil de kunne profilere sig af.
Den udbredte modstand mod regeringssamarbejdet i det liberale bagland betyder, at Nick Clegg står i en svag position internt i sit eget parti. Derfor har han i fordelingen af de liberale ministerposter været tvunget til at tilgodese partiets venstreorienterede, socialliberale fløj. Fx har han gjort Chris Huhne, som stillede op mod Clegg i formandsvalget 2007, til klimaminister.
Clegg prøver at undgå et fremtidigt oprør ved at give ministerposter til dem, der ellers ville gå forrest med oprørsfanen. Den stærkt kritiske Steve Webb
har fået en mindre ministerpost, til trods for at Clegg ifølge interne kilder ”ikke kan udstå ham” og har udtalt, ”at vi bliver nødt til at have ham med i regeringen (…) som menigt parlamentsmedlem vil han være a pain in the arse, og et samlingspunkt for venstrefløjen”.

Camerons kontrol over De Konservative
I den konservative lejr er der udbredt utilfredshed med, at Cameron har givet så mange ministerposter til De Liberale. Derudover har det vakt vrede, at Cameron – i modsætning til Nick Clegg – har fyldt regeringen med sine egne støtter, der bakker op om Camerons midtersøgende linje.
’Fornyerfløjen’ i partiet, der ønsker et opgør med den neoliberale linje fra Thatcher-tiden, har Cameron placeret på de tungeste poster. Denne fløj tæller især folk som finansminister George Osborne, uddannelsesminister Michael Gove og indenrigsminister Theresa May. Derimod er den tidligere så magtfulde neoliberale fløj, ”The No Turning Back Group”, stort set ikke repræsenteret i regeringen.
Camerons kabale skal ses som et forsøg på at erobre den totale kontrol over regeringen og Det Konservative parti. Men det er samtidig risikabelt at stille højrefløjen uden for indflydelse. Når den første sejrsrus har lagt sig, vil de forsøge at trække Cameron til højre og skubbe De Liberale ud af regeringen – især hvis meningsmålingerne pludselig går den forkerte vej.

Kampen om regeringsgrundlaget
Det mest kontroversielle i koalitionsaftalen er imidlertidig ikke fordelingen af ministerposterne, men derimod selve regeringsgrundlaget, der udstikker regeringens politiske kurs. De Liberale og De Konservative er traditionelt meget langt fra hinanden på de afgørende politiske spørgsmål, og derfor er aftalen også et kludetæppe af kompromiser.
Vigtigst af alt lægger regeringsgrundlaget op til økonomiske reformer og massive besparelser i de offentlige udgifter for at komme den britiske statsgæld på 162 milliarder pund til livs. Både blandt pressen og politikerne har der været udbredt enighed om, at regeringsgrundlaget er fyldt med liberale fingeraftryk, og De Liberale har stolt udbasuneret af det er ”80 % liberal politik”.
Det er ikke en helt urimelig iagttagelse, for på afgørende områder har De Liberale fået store indrømmelser: Miljøpolitikken er blevet mere grøn, konservative skattelettelser for de rige er taget af bordet, og der lægges op til store forfatningsmæssige reformer, herunder af valgsystemet.
Reformer af valgsystemet er hjerteblod for De Liberale, fordi det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse rammer partiet hårdt. Fx fik De Liberale ved det just overståede valg 24 % af stemmerne, men kun 10 % af pladserne i parlamentet. Men netop derfor har de bebudede reformer af valgsystemet også vakt vrede hos De Konservative, da det nuværende valgsystem er en fordel for dem.
Men De Liberale bør dog ikke glæde sig for tidligt. For det første lægges der ikke op til forholdstalsvalg, som vi har det i Danmark. I stedet er man blevet enige om en mindre reform, kendt som ”The Alternative Vote”-system. Dette valgsystem vil ’kun’ få en afgørende betydning i cirka 10 % af valgkredsene og vil dermed ikke flytte voldsomt rundt på partiernes mandatmæssige styrke.
For det andet skal det nye valgsystem gennemføres ved en folkeafstemning – og De Konservative har forbeholdt sig retten til at anbefale et ’nej’ ved denne afstemning. Labour vil sandsynligvis sidde med hænderne i skødet uden noget ønske om at hjælpe Nick Clegg, som altså alene skal hive en sejr hjem ved folkestemningen. Det kan blive svært, hvis regeringen i almindelighed og De Liberale i særdeleshed bliver upopulære blandt deres vælgere.

Stor liberal indflydelse, men lille vælgerappel
Derudover bør De Liberale – trods de massive indrømmelser, som Clegg har fået trumfet igennem – ikke hvile på laurbærrene. At de har fået stor indflydelse på regeringsgrundlaget er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at deres vælgertække bliver tilsvarende stort. Det er der tre grunde til.
For det første har De Liberale givet sig på nogle af de centrale politiske punkter, hvor partiet havde en stærk profil. Deres modstand mod atomkraft, begejstring for EU og humanistiske udlændingepolitik var blandt de politiske punkter, der skabte gennemslagskraft hos venstreorienterede vælgere. Men disse punkter er opgivet til fordel for at indgå i regeringen.
For det andet bestemmer De Konservative stadig hovedlinjerne i den økonomiske og internationale politik. De største indrømmelser, som Cameron har givet Clegg, har ikke været at liberale forslag blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, men snarere at de mest højreorienterede konservative forslag blev pillet ud. Fx blev ét af de konservatives vigtigste valgløfter, fjernelsen af ”the inheritance tax” [arvebeskatning for de allerrigeste, red.], taget af bordet. Problemet er blot, at det næppe giver gevinst hos svingvælgerne, at ens væsentligste indflydelse i en regering med De Konservative er, at den førte politik blev lidt mindre konservativ.
Sidst, men ikke mindst, har mange af de indrømmelser, som De Liberale har fået, ikke appel til vælgerne. De forfatningsmæssige ændringer, fx valg til Overhuset og faste femårige parlamentsperioder, synes måske vigtigt i Westminster, men ikke i vælgernes verden.
Clegg har ikke fået trumfet populære liberale politikområder igennem, som eksempelvis fjernelse af brugerbetalingen på universiteterne og et mere socialt skattesystem.
Dermed er der en overhængende risiko for, at når De Liberale skal møde vælgerne næste gang, vil de blive straffet hårdt for, at de har støttet konservativ politik uden at have sat tydelige liberale
fingeraftryk. Og hvis de samtidig ikke har fået reformeret valgsystemet, kan vælgernes straf blive meget hård.

Camerons fornyelse
Nick Clegg kan derfor gå en meget hård tid i møde. Hvis han fejler i at ændre valgsystemet, eller meningsmålingerne går i den forkerte retning, kan der meget vel udbryde et åbent oprør i hans eget parti. Dette kan føre til, at han bliver nødt til enten at trække sig som leder af partiet eller trække De Liberale ud af regeringen.
Mange venstreorienterede vælgere vil under alle omstændigheder aldrig tilgive De Liberale, at de indgår i et samarbejde med den historiske arvefjende – og når regeringen samtidig lægger op til massive besparelser i den offentlige sektor, vil vælgerne vandre mod Labour i hobetal.
Eller som en Labour-veteran med fornøjelse udtrykte det, da koalitionsaftalen mellem Clegg og Cameron blev annoncereret: ”today is the day the Liberal party died”.
Derimod indeholder koalitionsregeringen store strategiske muligheder for Cameron på lang sigt, fordi han kan bruge samarbejdet til at trække partiet ind mod midten. I brede dele af den britiske befolkning er De Konservative de sidste 15 år blevet opfattet som ”the nasty party”: Et parti, der var ekstremt, intolerant og asocialt.
Siden Cameron blev valgt som leder i 2005, har hans strategi været rettet mod at forny dette inficerede image og blødgøre partiets brand ved at præsentere ”De nye Konservative” som et moderne, moderat og midterorienteret parti. At denne strategi hidtil er mislykkedes, var valget for to uger siden et bevis på.
Men ved at fylde regeringsbænkene med De Liberale, holde sin egen højrefløj uden for magten og fremlægge et midtersøgende regeringsgrundlag, tvinges vælgerne til at se på Cameron med friske øjne. Cleggs deltagelse i regeringen bliver for Cameron både en undskyldning over for sit konservative bagland til at føre en midtersøgende politik – men samtidig også et bevis over for vælgerne på, at Cameron har ændret sit parti fra ”the nasty conservatives” til ”the new conservatives”.

Det er økonomien, dummernik!
Dog står og falder denne strategi med den økonomiske udvikling. Storbritannien er et af de lande, der er hårdest ramt af finanskrisen: Statsgælden er enorm, arbejdsløsheden stigende, og behovet for reformer og besparelser er stort. Hvis Cameron og Clegg ikke har fået vendt det billede inden næste valg, har de ikke en chance over for Labour, der allerede nu taler om ”a coalition of cutters”.
Hvis økonomien til gengæld er blevet forbedret, kan Cameron sige, at han overtog et fallitbo fra Brown, men at hans regering har reddet landet fra bankerot.
Britisk politik har aldrig været mere uforudsigeligt, og spillet er fuldstændig åbent for alle tre partier. Hvis De Liberale får gennemført en valgreform, er britisk politik ændret for altid og topartisystemet endegyldigt fortid.
Hvis Cameron får genoprettet økonomien og placeret sit parti på midten i britisk politik, vil den konservative ørkenvandring, som startede da New Labour i 1997 påførte John Major det største konservative valgnederlag siden 1832, endelig ophøre.
Men hvis regeringen skærer ned i den offentlige sektor og ikke får genoprettet økonomien, kan Labours katastrofevalg i 2010 blive forvandlet til et kæmpe comeback i 2015.
Før valget udtalte den britiske nationalbankdirektør, at dem, der vandt valget og dannede regering, ville skulle lave så hårde nedskæringer og ville blive så upopulære, at de automatisk ville være i opposition de næste 25 år. Clegg og Cameron er derfor tvunget sammen i et akavet, politisk ægteskab for at sikre, at det ikke sker.

Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.

RÆSON