UDVIKLINGS-BISTAND Hvad blev der af mikro-finansiering?

12.05.2010

Den nye strategi for udviklingsbistand er fyldt med mange smukke ord, men der kan også påpeges betydelige mangler. Mikrofinansiering har givet en enorm økonomisk udvikling i mange lande, og det kan undre, at det ikke er gjort til et stort tema i den nye strategi. Og burde man ikke se nærmere på Kinas håndfaste og effektive strategi i Afrika?

Af Hugo Gaarden, freelancejournalist

Søren Pinds strategi for udviklingsbistand lægger i højere grad end tidligere vægt på økonomisk vækst. Tilgangen er med ham blevet mere ideologisk orienteret; der tales om ”frihed fra fattigdom” og ”frihed til forandring”. Kernen i strategien er dog, at ”økonomisk vækst og beskæftigelse er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse”.
Det har sin berettigelse, det gøres dog halvt – og der er værktøjer, der bliver glemt.
Det fremgår blandt andet, at den danske strategi ”vil sætte særlig fokus på at fremme markedsbaseret økonomisk vækst og beskæftigelse, bl.a. gennem en markant forøgelse af støtten til udvikling af den private sektor i ulandene.” Indsatsen skal, som også Afrikakommissionen har foreslået, lægge vægt på at yde lån til små og mellemstore virksomheder i Afrika, prioritere adgang til energi samt udvikling af unge afrikanske entreprenører eller iværksættere og på at gøre uddannelserne mere erhvervsrettede.
Det er et markant strategiskifte i forhold til dengang, hvor bistanden primært havde et socialt sigte med at opbygge f.eks. sundheds- og undervisningssektoren.
Det er den rigtige vej at gå, hvilket netop er blevet understreget af World Economic Forums møde i Dar es Salaam, hvor afrikanske statsledere og vestlige industrifolk var enige om, at der er behov for at få det afrikanske erhvervsliv integreret i den globale økonomi, og at der samtidig er behov for en markant opbygning af en afrikansk erhvervsstruktur.
Tendensen med et øget fokus på vækst og erhvervsudvikling har været undervejs gennem mange år, det ser dog ud til, at erhvervs- og vækstvinklen får en tand ekstra med Søren Pind som udviklingsminister. Det er på mange måder positivt; men det gøres halvt. Bistanden bør gøres endnu mere operativ for at skabe vækst – flotte ord er ikke nok.
Der må ske en omprioritering af den milliardstore bistand, så flere midler direkte kanaliseres over i vækstfremmende projekter. Samtidig er der behov for at satse endnu mere på mikrofinansiering, ligesom vi bør drage lære af Kinas vækststrategi.

Fra socialpolitik til erhvervspolitik
Den erhvervsorienterede bistand har i en vis udstrækning været et fyord i bistandssektoren indtil for få år siden. Før det blev der som bekendt hovedsagligt fokuseret på hjælp gennem udviklings- og socialprojekter, men ikke som redskab til at skabe øget beskæftigelse. En satsning på øget beskæftigelse og øget vækst er dog nu blevet accepteret som en nødvendig drejning af udviklingsbistanden – fra både donorlandene og fra de afrikanske lande. Det viste ikke mindst Afrikakommissionen, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen tog initiativ til, og som via et samarbejde med afrikanske regeringschefer lagde nye linjer for den økonomiske udvikling i Afrika.
Der er ikke en velfungerende erhvervsstruktur i de fleste afrikanske lande, og derfor er udviklingen afhængig af fortsat støtte fra udlandet og af råstofudvinding. Det er en uholdbar udvikling. Det erkender alle i dag. Derfor er etableringen af et bredt funderet erhvervsliv med juridiske og finansielle rammer og institutioner nødvendige.
Også den peruanske økonom Hernan de Soto har påvirket kursændringen ift. den danske opfattelse af udviklingsbistand. Han har i sine anbefalinger lagt afgørende vægt på at satse på fattigdomsbekæmpelse, dog ikke ved traditionel socialhjælp, men snarere ved en erhvervsorienteret satsning, og han har slået stærkt på behovet for ejendomsret for de fattige. De skal have papir på deres jordlod eller deres slumhytte.
Når de Soto lægger så stor vægt på ejendomsretten, skyldes det, at det ofte er forudsætningen for at kunne optage lån. Fattige uden ejendom har ikke noget, der kan give sikkerhed for lånene. Uden lån kan de ikke investere i øget produktion og vækst. At sikre ejendomsretten skaber dermed en økonomisk god cirkel.
Ejendomsretten er et punkt i den nye strategi, men emnet er ikke gjort operativt. Der er ikke konkrete handlingsforslag. Det kan være en særdeles lang proces at indføre ejendomsretten for de fattige.
Danida kan her lære noget af Mellemfolkeligt Samvirke, som forsøger at hjælpe fattige med at sikre ejendomsretten.
Men mikrofinansiering har også betydning. Den sikrer ikke ejendomsretten, men den kan skabe et alternativ til ejendomsretten.

Hvor er Mikrofinansiering?
Mikrofinansiering har givet en enorm økonomisk udvikling i mange lande, og det kan undre, at det ikke er gjort til et stort tema i den nye strategi. Via mikrofinansielle lån, der udbydes af specialbanker, kan grupper af fattige garantere for hinanden og dermed give bankerne den sikkerhed, de ville have via ejendomsretten.
Finansieringsformen har på mange måder kunnet kortslutte den proces, som ofte hindrer de fattige i at udvikle sig – det kan være det offentlige bureaukrati eller bankernes modvilje mod at yde lån til fattige. Grupperne af mikrolåntagere har derimod kunnet optræde som en økonomisk faktor, der får indflydelse. Det passer jo perfekt ind i den nye strategi, der taler om at give frihed fra fattigdom og frihed til forandring.
Mikrofinansiering er det mest effektive svar i dag på dette frihedskrav – og det virker her og nu, mens reformer af ejendomsretten har lange udsigter i ulandene.
Mangelen på gode finansieringskilder er en betydelig hæmsko for udviklingen, fordi fattige og det eksisterende erhvervsliv har svært ved at skaffe sig lån, og renterne er ekstremt høje. Men dette problem er ikke et stort tema i strategien. Det er besynderligt, eftersom der netop fra dansk side er ved at blive udviklet en større finansieringsindsats fra en finansportal på internettet, MyC4, og fra de danske pensionskasser i et samarbejde med IFU. Derved er privat kapital samt pensionskapital for første gang ved at blive kanaliseret til Afrika. Det burde være oplagt for en ny erhvervsorienteret strategi at give massiv støtte til de nye finansieringskilder, fordi de vil bidrage til at etablere en mere solid erhvervsstruktur i de afrikanske lande.
Både pensionssektoren og MyC4 har vist, at der er grundlag for at kanalisere både pensionskapital og private menneskers småopsparing til ulandsprojekter, hvis der kan sikres et rimeligt afkast fra troværdige projekter. Det er en helt ny udvikling, eftersom finansiering tidligere udelukkende kom fra staterne, multinationale organisationer som FN og Verdensbanken og fra multinationale banker.
Danmark er i disse år pionér på finansområdet, og det bør fremmes langt mere aktivt via den erhvervsrettede bistand.

Kun små fremskridt i kampen mod fattigdom
Den nye strategi taler om behovet for forandring i både ulandene og hos os selv. Satsningen på erhvervsliv og finansiering vil netop være nogle af de meste effektive værktøjer i en forandring, men de bør gøres mere konkrete, end det fremgår af strategien.
Behovet for forandring ses af, at bistandspolitikken i mange tilfælde er groet fast, og at der er stilstand eller tilbagegang i mange ulande. Rapport efter rapport fra danske og internationale økonomer har de seneste mange år vist, at den internationale bistand stort set ikke har nogen effekt, når vi taler om økonomisk udvikling og løsning på fattigdomsproblemet. Selv om hundreder af milliarder dollars er pumpet i ulandene, ikke mindst i Afrika, de seneste 30 år, er der næsten ingen effekt på fattigdommen.
FN’s målsætning om en halvering af fattigdommen inden 2015 har vist fremskridt, men i beskedent omfang. Kun i de seneste få år har der været en betydelig stigning i den økonomiske vækst i Afrika, men det kan næppe hævdes at være begrundet i bistanden, der enten er stagneret eller faldet i de vestlige donorlande. Der er heller ikke sket et massivt skifte i strategien fra donorlandene.

Kinas indflydelse bør ikke undervurderes
Der er dog én faktor, som har haft betydning, og som kan få overordentlig stor betydning fremover: Kina. Kina har fået ca. 300 millioner mennesker ud af den dybeste fattigdom de seneste 30 år, og det er primært sket ved at satse éntydigt på økonomisk vækst via produktion og en effektiv infrastruktur – og i en massiv skala. Kina var for 30 år siden så fattigt som et afrikansk land. På 30 år har Kina gjort sig til verdens fabrikshal, mens 30 års bistand til Afrika ikke har hjulpet.
Der er ingen tvivl om, at vi bør finde et eller et par områder, som vi fokuserer helhjertet på. Hvis
vi virkelig mener, at vi skal hjælpe med opbygningen af en effektiv erhvervsstruktur, så er det nødvendigt at omprioritere bistandsmidlerne: Skal det have en effekt, er det nogle milliarder og ikke nogle millioner kroner, der skal flyttes fra den sociale sektor til erhvervssektoren. Men der står intet om en markant omlægning af midlerne i strategiplanen.
Kineserne fokuserer primært på at skabe økonomisk vækst, for det betragtes som forudsætningen for at udvikle resten af samfundet. En forbedring af de sociale forhold kommer således i anden række – når økonomien først er bragt i orden.
Det betyder også, at miljøhensyn skubbes til side, indtil der er råd til at løse miljøproblemerne.
Mange har påpeget, at Kina fører en hårdhændet strategi, men med den viden, vi har om socialsektorens og miljøets betydning, bør vi kunne afbøde de værste virkninger af en vækstorientering.
De sydøstasiatiske lande har de seneste årtier forfulgt en tilsvarende politik, hvor effektiv produktion, herunder i landbruget, har fået førsteprioritet. Det betyder fx at udviklingen af landbrugsproduktion med overrisling samt etablering af effektive vej- og jernbanenet samt en udbredt energiforsyning har været langt kraftigere end i Afrika. Landene vil sikre, at bønder og industrivirksomheder kan få afsat deres varer og hurtigt få de varer, de har brug for. Alle undersøgelser viser, at det er en af de væsentligste grunde til forskellen på Afrika og Asien.
Det er en politik, vi bør overføre til Afrika, og der er først og fremmest brug for, at vi på alle leder og kanter hjælper med at etablere en bredt funderet erhvervsstruktur. Ellers falder enkeltstående projekter fra hinanden. Vi skal sende handelsskolelærere, bankfolk og erhvervsfolk og ikke traditionelle bistandsfolk til Afrika.

Et behov for reel forandring
For at få mere styr på udviklingsbistanden har Danmark i de seneste år droppet bistanden til nogle lande for at koncentrere sig om lande, der bruger bistanden effektivt, og strategien lægger op til en yderligere fokusering.
Men fokuseringen bør være endnu stærkere, så andre lande kan lære af det. Hvorfor bruger vi ikke alle ressourcer på at sikre mikrofinansiering, alternativ energi og rent vand til samtlige landsbyer i kun et par lande? Hvorfor opbygger vi ikke en fuldtdækkende erhvervsstruktur med ejendomsret i bare ét land?
Den nye strategi taler om behovet for forandringsvilje. Spørgsmålet er, hvorfor strategien ikke kommer med mere eksakte bud på en mere effektiv brug af de danske bistandsmidler. Kun omkring ti pct. af bistanden kan siges at være erhvervsrettet, mens hovedparten går til mere sociale mål, herunder undervisning, samt til internationale organisationer, herunder EU.
Den kursændring, regeringen lægger op til, vedrører under alle omstændigheder en beskeden del af bistanden.
Strategien lægger vægt på fem punkter: 1) frihed, demokrati og menneskerettigheder, 2) vækst og beskæftigelse, 3) ligestilling, 4) stabilitet og skrøbelighed, 5)miljø og klima. Der fokuseres meget bredt. Man kan undre sig over, at der ikke er udarbejdet en benhård og konkret strategi, som når en virksomhed skal lave en global plan. Og man kan undre sig over, at der ikke sker en beløbsmæssig omprioritering.
Hvis målsætningen først og fremmest er at få halveret fattigdommen de næste år, så kan strategien gøres enklere. Det er dét, kineserne har gjort.
Og hvis vi satser på vækst, udvikles samfundet så meget, at der hen ad vejen alligevel bliver grundlag for at skabe frihed og demokrati. Der er ingen grund til at lave særlige tiltag for kvinderne, for vækst og erhvervsudvikling kan KUN fremmes via kvinderne. Det viser al erfaring i ulandene. Miljø og klima vil uundgåeligt blive en del af øget vækst og erhvervsudvikling, og på dette område har Danmark stærke kompetencer.
Vi kunne også fokusere mest mulig af indsatsen på en region, der er belastet af terrorisme, kriminalitet og religiøse og etniske spændinger, som landene på og omkring Det afrikanske Horn, herunder Østafrika. En superkoncentreret indsats dette sted kan blive til et pilotprojekt med global virkning.
Strategien er fyldt med mange smukke ord, men bistanden bør fokuseres endnu mere, netop fordi verden forandrer sig så hurtigt, som strategien påpeger. Donorlandene bør udvikle sig i samme tempo.

Hugo Gaarden (f. 1949) er freelancejournalist og rejser i det meste af 2010 gennem Afrika for at skrive om den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling i forhold til den traditionelle bistand.

RÆSON