Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V):  Kun én vej til reform af FN

Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V): Kun én vej til reform af FN

16.09.2010


Sammen med vores allierede bør Danmark bør styrke indsatsen for demokrati og menneskerettigheder i de lande, der endnu er underlagt diktatur. På den måde kan vi få tippet balancen mellem demokratierne og diktaturerne i FN. Skal vi ændre organisationen, er dette den eneste reelle mulighed vi har.
       Og det er der brug for. FN har nølet mens 300.000 mennesker har mistet livet i Darfur. FN afstår fra at sanktionere verdens mest forbryderiske diktatorer. FN lader Kina beskytte Sudan. Og FN accepterer at Libyen’s Gaffadi står i spidsen for sit Menneskerettighedsråd, hvor et flertal af medlemmerne i øvrigt slet ikke er demokratier.


Af Michael Aastrup Jensen, MF, udenrigsordfører (V)

FN er indbegrebet af høje idealer, international samhørighed og upartiskhed. I fællesskab forsøger alle verdens nationer, store som små, at løse konflikter og skabe en bedre verden. Overalt i verden, hvor FN har sine fredsbevarende soldater udstationeret, indgyder de og deres blå baretter tillid og tryghed. FN er i sandhed vores garanti for en bedre verden! Eller hvad?
       Tilhængere af FN hævder ofte, at hvis organisationen ikke havde eksisteret, så ville vi være nødt til at opfinde den. Og FN har bestemt bidraget til at gøre kloden til et bedre sted at leve, og bidrager stadigvæk. Rundt omkring i verden pågår en række FN-operationer for at redde civile i nød, adskille stridende parter og for at skabe rammerne om en bedre tilværelse for nogle af verdens fattigste mennesker. FN er til stede i Pakistan, hvor millioner kæmper for at overleve efter oversvømmelserne, såvel som i Mozambique, hvor organisationen bl.a. hjælper befolkningen med nye dyrkningsmetoder, der gør dem i stand til at brødføde sig selv på trods af tørke. Løsladelsen af Nelson Mandela og opgøret med apartheid-regimet i Sydafrika er et af de mange positive aftryk, organisationen har sat på verdenshistorien. Til dem skal også regnes FN’s indsats i hele afkoloniseringen af Afrika og Asien samt fredsbevarende aktioner af nyere dato i Vest-Sahara og Namibia.
       Men. Trods indsatsen og de mange gode resultater har FN efter min bedste overbevisning nogle helt fundamentale mangler, der langt hen ad vejen forhindrer en effektiv og ikke mindst helhjertet indsats overfor en stor del af de problemer, det internationale samfund kæmper med i dag.
       Forkortelsen FN står for ’Forenede Nationer’, og det er, hvad organisationen er: et mellemstatsligt samarbejde mellem størstedelen af verdens nationer, hvor nationernes styreform ikke er afgørende for, om de kan blive medlemmer eller ej. Derfor sidder vi side om side med diktaturstater i et forum, hvis formål det bl.a. er at kæmpe for menneskerettigheder og demokrati. Det siger sig selv, at mange af disse lande ikke har den store interesse i at kæmpe for denne sag, men i langt højere grad opfatter FN som en platform for at kunne forfølge deres egne særinteresser.
       At dette er tilfældet, ses tydeligt af de mange gange, hvor FN har været ude af stand til at handle, eller hvor indsatsen har været mangelfuld. Et af de seneste eksempler er massedrabene i Darfur-regionen i Sudan. Her står landets islamiske regering bag drabene på op imod 300.000 civile, men indsatsen fra FN har været mildest talt nølende. På samme vis slipper mange af verdens mest forbryderiske diktatorer relativt let udenom kritik og sanktioner, på trods af deres utallige overgreb mod egne borgere. Et eksempel er Zimbabwes Robert Mugabe, men også mange andre afrikanske despoter nyder godt af kammeratskabet diktatorerne imellem i FN.
       Dertil kommer det faktum, at flere af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, som fx Kina, har store interesser i mange af de lande, hvor krænkelserne af selv de mest basale menneskerettigheder er størst. Det betyder, at Kina, der ikke lige frem kan prale af at være noget dydsmønster i denne sammenhæng, ved hjælp af sin vetoret, eller truslen om at bruge den, kan holde hånden over bl.a. Sudans præsident Omar al-Bashir.
       Ser vi på de FN-resolutioner, der er blevet vedtaget over årene, får vi et tydeligt bevis på, at noget er fuldstændig galt. Det land, der uden sammenligning er blevet fordømt flest gange, er Israel. Over 500 resolutioner er det blevet til. Det svarer til omkring halvdelen af samtlige de vedtagne FN-resolutioner, der er rettet imod et bestemt land. Det er ganske enkelt absurd, for selvom der er god grund til at være kritisk overfor Israel, kan enhver sige sig selv, at antallet af resolutioner vendt mod netop dette land er fuldstændig ude af proportioner, fx når vi sammenligner det med et land som Sudan. Ved generalforsamlingens 59. session blev der vedtaget hele 19 resolutioner vendt mod Israel, mens der ikke blev vedtaget en eneste imod Sudan, på trods af, at landets hær myrdede løs i Darfur-regionen.
       Netop sammenligningen mellem Sudan og Israel sætter en tyk streg under det faktum, at vedtagelsen af resolutioner ikke har nogen sammenhæng med virkelighedens verden, men i stedet handler om hvem, der har færrest venner i FN.
       Et andet eksempel på, at der er noget grundlæggende galt med den måde, hvorpå FN fungerer, er udnævnelsen af Libyen med diktatoren Muammar al-Gaddafi i spidsen som formand for FN’s råd for menneskerettigheder. Kun 40 procent af rådets medlemmer er demokratiske nationer. Det er med andre ord ræven, der er blevet sat til at vogte gæs!

Der har været adskillige forslag om at ændre på strukturen i FN, men intet tyder på, at reelle reformer er mulige. I stedet kunne vi se os om efter et alternativ til FN. Et sådan blev skabt tilbage i 2000 af bl.a. den tidligere amerikanske udenrigsminister, Madelaine Albright. ’Community of Democracies’, som det hedder, har imidlertid ikke fået den indflydelse, vi kunne have håbet på. Til gengæld har vi på det seneste oplevet G20-sammenslutningen træde frem på den internationale scene både i klimadebatten og under finanskrisen. Denne gruppe af gamle og nye økonomier vil uden tvivl komme til at spille en afgørende rolle fremover, og vil i kraft af sit fokus på økonomisk samarbejde være med til at skabe forudsætningerne for en udvikling mod mere demokrati i en række af de nye økonomier. Demokrati og menneskerettigheder står imidlertid ikke øverst på G20-landenes agenda, og denne sammenslutning kan derfor på ingen måde træde i stedet for FN.
       I mangel på alternativer er vi således nødt til at leve videre med FN, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere FN’s systemets langsommelighed endsige manglende evne til at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder.
       Derfor bør vi i samarbejde med vores allierede styrke indsatsen for at udbrede demokrati og menneskerettigheder i de lande, der endnu er underlagt diktatur, og på den måde få tippet balancen mellem demokratierne og diktaturerne i FN. Dette er i mine øjne den eneste reelle mulighed vi i dag har for at reformere og skabe et bedre FN.

Foto: Sanne Krogh