RÆSON

21.04.2010

Der er i Europa mange negative associationer forbundet med Tyrkiet, såsom at det er for stort, for fattigt, for kulturelt anderledes og ikke ”europæisk nok” til at blive en del af EU.
Under premierminister Erdogan er en række reformer igangsat; de sidste par år dog ikke med samme hast som tidligere. De europæiske lande bør fortsætte forhandlingerne og holde Tyrkiet på rette reformspor. Forhandlingsprocesserne vil styrke begge parter: de kan fremme tyrkisk demokrati og civilsamfund – og EU vil få et mere stabilt Tyrkiet og en demokratisk allieret.

Af Yildiz Akdogan (MF, S)

Det ikke tilfældigt, at Tyrkiet ses som ”Europas uønskede barn”. Landet ligger i udkanten af Europa og adskiller sig på flere områder markant fra de øvrige europæiske lande. Siden republikken blev grundlagt i 1923, har man diskuteret, hvor Tyrkiet hører til. Er det en del af Vesten, Mellemøsten eller er det snarere noget helt særegent?
    Tyrkiets optagelsesproces har aktualiseret spørgsmålet. Processen udfordrer både Tyrkiets selvforståelse og ikke mindst EU’s opfattelse af landet. Under premierminister Erdogan har Tyrkiet gennemgået en række reformer, der har gjort landet mere demokratisk. Men Erdogans reformer skal i lige så høj grad ses som et udtryk for egen indenrigspolitiske overlevelse. Og derfor er spørgsmålet om hans intentioner: øget mangfoldighed eller øget islamisering? – helt centralt.
    Premierministeren har en interessant historie i tyrkisk politik. Han har en fortid som meget kontroversiel og konservativ borgmester i Istanbul, hvor han blev anklaget for bl.a. at ville begrænse kulturlivet (han strammede bl.a. reglerne for cafeer og natklubbers lukningstidspunkter). Samtidig har hans tætte relation til sin gamle mentor, den stærkt religiøse Necmettin Erbakan, sat spørgsmål ved, om han i virkeligheden ikke er konservativ og islamisk orienteret.
    Til trods for disse bekymringer har Erdogan samtidig iscenesat sig som en reformorienteret, EU-engageret og moderat politiker – bl.a. ved at løsrive sig fra Erbakans parti og stifte sit eget AK-parti. Hans popularitet blandt befolkningen har desuden gjort det svært for hans modstandere at presse ham ud af politik.
    Erdogans store satsning har været at udvide republikkens grundværdier: nationalisme og sekularisme. Begge ismer er grundfundamentet i opbygningen af et samlet tyrkisk enhedsstat, som Atatürk [Tyrkiets grundlægger og første premierminister, red.] var initiativtager til. Modsat det decentrale og alt for religiøse osmaniske imperium skulle republikken have den vestlige nationalstat som forbillede. Atatürks tanke om enhedsstaten satte dog visse grænser for mangfoldigheden.
    Den snævre tyrkiske definition af national identitet tillod ikke andre identiteter eller etniske og kulturelle baggrunde end den tyrkiske, da landet blev baseret på forståelsen af én enhedstat med ét sprog og én religion [de ikke-muslimske mindretal som kristne, armenske, jødiske mfl. var undtaget denne regel, red.]. For at ændre den snævre opfattelse af nationalisme nedsatte Erdogan i 2004 en menneskerettigheds-kommission, der skulle forsøge at løsne den hidtidige opfattelse af nationalismen. Kommissionens anbefaling blev, at man kunne tillade en underidentitet under den overordnede kappe, der hedder ”tyrker”. Ideen blev hurtigt kritiseret af de nationalistiske grupper og ikke mindst af militæret, hvilket betød, at ideen gik lidt i sig selv. Den nåede dog at sætte nogle spørgsmål i gang i det offentlige rum, som ikke bør undervurderes.
    En lignende proces fandt sted i forhold til et andet ”helligt” princip i Tyrkiet, nemlig sekularismen, hvor Erdogan efter en lang, sej kamp vandt over den sekulære og konservative tyrkiske forfatningsdomstol og fik ophævet tørklædeforbuddet på offentlige institutioner – herunder universiteterne. Dermed gjorde han sig til den første premierminister, der ikke alene udfordrede, men også brød det sekulære tabu om, at alle offentlige institutioner skal være religionsneutrale. En udvikling, der især gjorde ondt på militæret, der hidtil havde påtaget sig rollen som sekularismens vogtere.

Reformerne: øget demokratisering eller øget islamisering?
Erdogans reformproces er blevet nøje målt og vejet indenrigspolitisk af både sekularister og militærfolk. Trods en stærk skepsis og til tider stærk modstand lykkedes det dog Erdogan-regeringen at få presset reformerne i gennem. Også EU har fulgt reformprocessen tæt, og netop denne overvågning og behovet for tilpasning til EU har Erdogan brugt som et argument for yderligere reformer.
    Et interessant aspekt af forholdet mellem Tyrkiet og dets minoriteter er Erdogans brug af religiøse og konservative værdier som en national referenceramme. Underordnet om man er kurder, tatarer, laz eller tilhører et andet mindretal, så gælder de grundlæggende værdier som et slags bindeled mellem borgerne i Tyrkiet – værdier såsom familien, muslimske traditioner og kulturen.
    AK-partiets seneste kongres illustrerer ønsket om mangfoldige identiteter bundet sammen af et fælles tilhørsforhold ganske godt. Her var en række unge kvinder fra forskellige regioner i Tyrkiet bl.a. klædt i deres regionale nationaldragter, men med bannere eller halstørklæder med teksten ”Vi er alle Tyrkiet” – altså ikke ”vi er alle tyrkere”. Understreget blev det, således at de er en del af landet uden nødvendigvis at være ”tyrkere”.
    Et tredje interessant initiativ, der er blevet søsat af AK-partiet, er synliggørelsen af det tyrkiske flag, som hænger overalt i det offentlige rum i storbyerne.
    Derudover har Erdogan som en del af arbejdet for sikringen af kulturelle rettigheder støttet en statslig drevet kurdisk tv-kanal, der siden sidste år har sendt kurdiske nyheder døgnet rundt.
Netop sidstnævnte initiativ er et udtryk for, at Tyrkiet har rykket sig på de ellers meget tabubelagte områder såsom kulturel mangfoldighed og mindretalsrettigheder.

Er Erdogan reformist?
Parallelt med de reformorienterede initiativer har Erdogan formået at sætte en række andre processer i gang, der kan rejse tvivl om, hvorvidt han virkelig er reformist eller snarere islamistisk orienteret. Han har gjort plads til religiøsiteten i det offentlige rum, men ikke reformeret de begrænsede religiøse mindretalsrettigheder. Det er fortsat vanskeligt for kristne kirker at besidde ejendom, ligesom det er svært at uddanne præster. Ligeledes sker der stadig overfald på kristne institutioner. Der er altså stadig langt igen før, EU-kriterierne om trosfrihed er opfyldt. Spørgsmålet er, om han ville indføre trosfrihed og -mangfoldig-hed eller blot afskaffe sekularismen til fordel for udbredelsen af én religion.
    Denne problematik er tydelig, når man betragter det alevitiske mindretal, der udgør et sted mellem 20-30 % af befolkningen, men som stadig ikke anerkendes som en selvstændig retning inden for islam. Sidstnævnte gruppe er kendt for deres store støtte til venstreorienterede partier og er ikke mindst store fortalere for bevarelsen af et sekulært Tyrkiet, hvilket også gør dem mindre populære hos det konservative bagland i AK-partiet, som anser deres liberale livsstil mere som hedensk end som en retning af islam.
    Netop de langsomme reformer på det religiøse mindretalsområde kan være en forklaring på, at både alevitterne og æresoverhovedet for verdens 300 millioner ortodokse kristne, patriark Bartholomæus I [der er bosat i Istanbul, red.], er store fortalere for Tyrkiets medlemskab i EU og således støtter reformprocessen. De håber på, at dette måske vil forbedre forholdene for de religiøse mindretal. Også det katolske overhoveds, Pave Benedikt XVI’s, støtte til tyrkisk EU-medlemskab kan ses i dette lys.
    En anden udvikling, som især har skabt bekymring hos de sekulære kræfter i Tyrkiet, er Erdogans udskiftning af embedsfolk i centraladministrationen, inden for retsvæsenet, uddannelsesinstitutionerne og i medierne med pro-AKP-støtter. Udskiftningen har ført til indførslen af række konservative værdisæt på arbejdspladserne i forhold til alkoholpolitik, længden på de kvindelige ansattes nederdele mm. Denne udvikling er ikke noget, man skal undervurdere, fortæller mine venner mig. Men selv om jeg godt kan forstå deres bekymring – især kvindernes – så skal man se udviklingen i et lidt bredere perspektiv.
    Hvis Erdogan skal nå videre i sin reformproces mod et medlemskab af EU er han nødsaget til at gøre op med den fastlåste magtelite, der ofte været imod store reformer. De har været særligt skeptiske i forhold til udvidelsen af sekulariseringen, hvilket man har set hos en række universiteters rektorer mht. tørklædebærende elever. Men når det er sagt, er det også til Erdogans fordel at have nikkehoveder i de centrale bestyrelser og ledelser frem for kritiske røster.

Den kontroversielle forfatningsreform
Tyrkiet har gennem de seneste år reorienteret sig mod Mellemøsten såvel som Rusland og Kaukasus. Det skyldes i høj grad sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser, og modsat tidligere er den diplomatiske dialog til de tidligere ”fjender” som Syrien og Iran ikke mindst Rusland øget. Der er også kommet en række handelsmæssige projekter i gang, som har skabet en vis sikkerhedspolitisk stabilitet.
    Denne udvikling og især den kolde luft til den tidligere allierede, Israel, har bekymret EU, der på den ene side ønsker, at Tyrkiet skal udgøre en bro til disse lande, men omvendt er bekymret for den tætte dialog til lande som Iran og Saudi-Arabien. Men Erdogans seneste besøg hos centrale EU-statsledere som Merkel og Sarkozy og ikke mindst initiativet om en forfatningsreform peger dog på, at Erdogans overordnede mål fortsat er en tilnærmelse mod EU.
    Det seneste tiltag om en forfatningsreform har været længe undervejs. Forfatningsreformen gør bl.a. op med den høje spærregrænse på 10 %, vanskeliggør forbud mod partier og ikke mindst
bryder den med den berygtede og meget elastiske paragraf om at ”opildne til separatisme”, som ikke kræver mange radikale handlinger eller ytringer, før den kan bruges. Tyrkiets historie taget i betragtning er det en kontroversiel reform og et opgør med 1980’ernes militærmagt og indflydelse på forfatningen. Derfor er det en nødvendig reform, som gavner AK-partiet dobbelt. Dels sender den et reformsignal til EU, og dels styrker den partiets overlevelse.
    AK-regeringen bestrider i dag 337 ud af 550 pladser i parlamentet; for at gennemføre ændringen skal der 367 stemmer til. Regeringen skal altså hente minimum 30 stemmer fra oppositionen. Det største oppositionsparti, CHP, har hele tiden været skeptisk over for reformen og især besværliggørelsen af partiforbuddet og tiltaget om at bringe enhver militærofficer for civile domstole i stedet for de militære.
    Dette skal ses i lyset af partiets bekymring for Erdogans hensigter og ikke mindst partiets historie, der går tilbage til republikkens dannelse og dermed dets tætte bånd til militæret. CHP har altid betragtet militæret som republikkens og sekularismens vogtere. Og en begrænsning af militærets magt er i CHP’s optik ikke nødvendigvis det bedste for Tyrkiets fremtid.
    Partiet går derimod ind for ophævelsen af det forfatningssikrede forbud mod at retsforfølge kupmagere fra 1980, men det er næppe nok til at give Erdogan det flertal, der skal til for at gennemføre forfatningsreformen.
    Erdogan er derfor afhængig af det nystiftede parti ”Demokrati Partiet” BDP (som er efterfølgeren af det pro-kurdiske Demokratisk Samfundsparti). BDP er repræsenteret med 20 mandater og ikke særligt begejstret for Erdogan, både fordi han appellerer til en række af de kurdiske stemmer, men også pga. bekymringen om Erdogans reelle dagsorden.
    Men da partiet er anklaget af mange fra højrefløjen – ikke mindst konservative sekularister for at have et tæt bånd til terrorgruppen PKK, og anklagerne ikke helt ubegrundede, kan det de blive problematiske, da Erdogan vil blive anklaget for at lave reformer med terrorsympatiserende politikere. De næste uger vil vise, hvad der kommer ud af dette tiltag.

Reformrevolution med egeninteresser
Selv om reformbølgen siden 2002 er blevet godt modtaget hos flertallet af befolkningen og ikke mindst støttet af EU, har Erdogan-regeringen også været gode til at bruge reformerne populistisk – ikke mindst brugt dem til at dyrke deres konservative baglands interesser.
    Måske er Tyrkiet ikke på vej til at blive et islamisk land, men Tyrkiet er dog under Erdogan-regeringen blevet mere ”konservativt”, hvad familieværdier og traditionelle kønsroller angår. Tørklædebærende kvinder er i dag langt mere synlige i det offentlige rum. Dette kan dog også forstås som et tegn på, at reformerne virker, og mangfoldighed og tolerance er øget.
    Ifølge den verdenskendte nobelprismodtager i litteratur, Orhan Pamuk, er Erdogan i et afhængighedsforhold til EU, der ikke efterlader meget plads til andet end reformer.
”Jo tættere Tyrkiet nærmer sig Europa, jo mere magt og indflydelse har Erdogan også i landet. På den anden side har europæerne forholdsvis tidligt gjort det klart, at han skal fjerne sig fra sine tidligere konservative-religiøse værdier”[ ”Deutschland ist nicht zu tolerant”, Welt, 16. november 2004, red.].
    Men dette gør sig kun gældende, hvis processen holdes i gang, og hvad nu hvis EU trækker stikket ud, vil dagsordnen så skifte fra reformering mod islamisering?

Er EU klar til Tyrkiet?
EU spiller en langt større rolle i Tyrkiet end mange medlemslande er klar over, og måske derfor har de enkelte medlemslande svært ved at forstå, hvorfor Tyrkiet reagerer så heftigt på enkelte medlemslandes signalpolitik, hvad enten det er specifikke krav om menneskerettigheder, Cypern eller anerkendelse af det armenske folkemord og dermed bliver en udspecificering af kravene til Tyrkiets optagelse i EU. Tyrkiet reagerer på europæisk kritik ved at trække sig væk fra unionen.
    Selv om tendenserne på nuværende tidspunkt er langt fra dette scenario, er det dog min overbevisning, at en pludselig og saglig ubegrundet afbrydelse af kandidatforløbet og dermed Tyrkiets reformproces kan få fatale følger. Siden 2006 har tvetydige signaler fra medlemslandene og ikke mindst blokeringen af størstedelen af forhandlingskapitlerne gjort, at perioden indtil i dag kan betegnes som en reformstille periode. Men det er vigtigt at holde gang i processen.
    EU bør accelerere medlemsforhandlingerne med Tyrkiet. Taberne ved en afvisning eller blokering fra EU bliver først og fremmest demokratiet, menneskerettighederne og ytringsfriheden i Tyrkiet.
    Holdningen fra EU’s side har siden 1999 og indtil for nylig været, at Tyrkiet ”ikke er klar” til at blive medlem af EU. Debatten omkring forfatningstraktaten og efterfølgende afstemninger i henholdsvis Frankrig og Holland, hvor visse fløje brugte Tyrkiet som skræmmekampagne mod et ja til traktaten, stiller spørgsmålstegn ved, om EU selv er klar?
    Tyrkiet er svært at ”absorbere” som tidligere statsminister Fogh udtrykte det. Men uanset hvad argumenterne er, så skal opfattelsen af Tyrkiet i de enkelte medlemslande ændres, hvis EU mener medlemskabet alvorligt på sigt
    Hvis ikke EU for alvor ønsker at indlemme Tyrkiet i EU, er spørgsmålet ganske enkelt, om EU har råd til at skabe en destabil nabo, der i så høj grad spiller en rolle i den sikkerhedspolitiske arena både som NATO-medlemsland og som aktiv brobygger mod Mellemøsten og Centralasien?
    Tyrkiet har en lang vej mod et reelt medlemskab foran sig, men processens hastighed og karakter er ligeså meget et spørgsmål om EU’s oprigtige ønske om forhandlinger, som det er et spørgsmål om Tyrkiets. Tiden er inde til at mange medlemslande forholder sig til Tyrkiet. Alt andet vil være manglende respekt, ikke alene for Tyrkiet, men i ligeså høj grad for projektet EU.
    Det er nu, EU bør bevise, at det er forenet i mangfoldighed og bunder i et demokratisk værdifællesskab. Tyrkiets potentielle medlemskab af EU er den ultimative test af dette udsagn, ligesom Tyrkiets opfyldelse af samtlige krav og kriterier er den ultimative test for, om Tyrkiet virkelig gerne vil være en del af EU-klubben. Jeg håber på og opfordrer til udvikling og fremskridt hos begge parter.