TOPMØDE I WASHINGTON: Change we can believe in?

TOPMØDE I WASHINGTON: Change we can believe in?

07.09.2010


Mahmoud Abbas har ikke noget folkeligt mandat. Benjamin Netanyahus koalitionsparter nægter at stoppe bosættelserne på Vestbredden. Så hvorfor skulle Obama kickstarte forhandlingerne lige netop nu?

Af Jakob Jessen

Allerede før senatoren Obama blev til præsidenten Obama, drog han selvsikkert til Mellemøsten for at snakke fred. Han spiste morgenmad med Israels forsvarsminister Ehud Barak, middagsmad med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og aftensmad med den daværende israelske premierminister Ehud Olmert. Forventningerne var store. Det var i sommeren 2008; dengang hele verden sad med sommerfugle i maven og ventede på, at fredsenglen Obama ville dratte ned i det Hvide Hus og redde verden.

Siden da er Obama kommet helt ned på jorden. Et langt og udmattende parlamentarisk tovtrækkeri om sundhedsreformen, en tung finansiel krise og en krig i Afghanistan, der går elendigt, har slidt på både fredsglorie og meningsmålinger.

Og det er måske en af årsagerne til, at Obama nu har tvunget israelerne og palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet: Obama har brug for at revitalisere den idealisme, der bragte ham ind i Det Hvide Hus, hvis Demokraterne skal overleve det kommende midtvejsvalg, og han selv skal blive siddende i det ovale værelse efter 2012.

Men spørgsmålet er, om Obama kan levere varen. Meget tyder på, at svaret er nej.

En hjertesag for Obama

Det ville nu være urimeligt at påstå, at Obama alene har bragt det palæstinensiske spørgsmål på toppen af den internationale agenda af rent valgkosmetiske årsager. Obama ville fred i Mellemøsten som senator, som præsidentkandidat og som nyvalgt præsident. To dage efter Obamas indsættelse blev den tidligere demokratiske senator George Mitchell sendt til Mellemøsten for at ringe dørklokker i regionen og fungere som mellemmand i fremtidige forhandlinger.

Få måneder efter rejste Obama selv til Cairo for at fortælle den muslimske verden, at ”situationen for det palæstinensiske folk er uacceptabel. USA vil ikke vende ryggen til det palæstinensiske folks legitime bestræbelser på at opnå værdighed, muligheder og en stat for dem selv”. ”Israelerne må anerkende, at ligesom man ikke kan benægte Israels ret til at eksistere, kan man heller ikke benægte Palæstinas ret til at eksistere. USA accepterer ikke de fortsatte israelske bosættelsers legitimitet. Bosættelserne krænker tidligere aftaler og underminerer bestræbelserne på at opnå fred.” ”Det er tid til, at udvidelserne af bosættelserne stoppes”, fortsatte præsidenten. Obama rakte også en venlig hånd ud mod ballademagerne i Iran og lagde pres på både Hamas og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden for at finde fred og finde sammen.

Mens israelerne reagerede med fornærmelse, gik den muslimske verden i selvsving over Obamas tale. Selv Hamas modtog talen med jubel. Men tiden gik. Bosættelse blev ikke stoppet. I stedet provokerede israelerne de amerikanske bestræbelser ved – i to omgange – at offentliggøre nye bosættelser på selv samme dag, som vicepræsident Joe Biden var på officielt besøg i Israel. Ahmedinajad og præsterne fra Teheran spyttede også på den udstrakte hånd og fortsatte ihærdigt bestræbelserne på at udvikle et atomarsenal, mens sommerferien 2009 blev brugt til at slå et gryende og grønt folkeligt oprør ned med knippel og kalashnikov. I de palæstinensiske selvstyreområder blev afgrunden mellem Hamas og Fatah kun dybere – så dyb, at præsident Abbas droppede at udskrive præsidentvalg af frygt for, at Hamas helt skulle kapre den palæstinensiske sag. Obamas ord forblev ord. Glemte ord.

En forhandler uden folkeligt mandat

Men nu skal ordene omsættes til aftale. Hvis det ellers kan lade sig gøre. I Israel er den indenrigspolitiske arkitektur dårligt indrettet til fred. Samtidig har den  palæstinensiske præsident Abbas reelt ikke har noget folkeligt mandat. Og bag bagtæppet står iranerne klar til at spille en obstruerende hovedrolle. Det ser ud til, at Obama går lige ind i en diplomatisk katastrofe. Med åbne øjne.

Palæstinenserne først: Præsident Abbas ville egentlig ikke forhandle, før israelerne lovede at lade være med at udbygge bosættelserne på Vestbredden. ”Når jeg modtager skrevne forsikringer om en accept af 1967-grænserne og et stop for udvidelse af bosættelserne, går jeg straks til direkte forhandlinger”, sagde Abbas så sent som d. 29 juli. Den slags forsikringer har Abbas ikke fået. Til gengæld stillede Obama – ifølge officielle dokumenter som Associated Press er kommet i besiddelse af – Abbas over for et valg: Enten går du betingelsesløst ind til direkte forhandlinger, eller også må du sejle din egen sø. Intet under at Abbas i tiden op til forhandlingerne udtalte: ”Jeg er under et pres, som jeg aldrig har været det før i mit liv”.

Det er ærlige ord fra en mand med mangfoldige problemer på hjemmefronten. Siden den palæstinensiske borgerkrig i 2007 har de palæstinensiske selvstyreområder været splittet mellem den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe og Vestbredden, hvor Abbas’ Fatah-bevægelse klynger sig til magten. Det var sådan set meningen, at Abbas skulle have trukket sig tilbage i januar 2009, men med henvisning til den palæstinensiske valglov forlængede Abbas i december 2008 sin regeringsperiode med et år. Det er nu halvandet år siden, og intet tyder på, at der er et valg på vej. I juni føjede Abbas i stedet spot til skade ved at udskyde lokalvalgene på Vestbredden – officielt med henvisning til uroen omkring fredsflotillen på Gaza-striben. Den uofficielle årsag til Abbas’ udskydelsesmanøvrer var selvfølgelig frygten for Hamas. Dels frygten for at Hamas ville styrke sin politiske magt og dels frygten for en ny væbnet konflikt mellem Hamas og Fatah.

Obama har således nok fået en palæstinensisk præsident til forhandlingsbordet. Men det er en palæstinensiske præsident, der i realiteten ikke har noget folkeligt mandat, og som i bedste tilfælde kun repræsenterer det ene af to Palæstinaer. At Abbas blev tvunget til Washington mod sin vilje, gør kun hans legitimitet og handlerum i forhandlingerne endnu mindre.

En forhandler uden sin regering i ryggen

På den anden side af bordet sidder en mand, der ikke har et demokratisk legitimitetsproblem at bøvle med, men som til gengæld sidder på et mandat fra en broget koalitionsregering bestående af højreorienterede bosættelsesaktivister, der skal overbevises om, at en god portion af bosættelserne skal ryddes. Sådan noget er svært.

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu gjorde sig da også umage, da han i onsdags forsikrede Obama, Abbas og verdenspressen om sin oprigtige forpligtigelse på en fredsaftale:

”Sammen kan vi føre vore folk ind i en historisk fremtid hinsides krav og konflikter. Det bliver ikke nemt. En sand fred, en varig fred, kan kun opnås gennem gensidige og smertefulde indrømmelser fra begge sider. […]. Det israelske folk, og jeg som deres premierminister, er forberedt på at begive sig ud på denne vej og at tilbagelægge et langt stræk på kort tid i bestræbelsen på at opnå en reel fred, som kan bringe vore folk sikkerhed, velstand og gode naboer”.

Patos for alle pengene. Hvad Netanyahu undlod at sige var sandheden om sit politiske bagland. Den – altså sandheden – fortalte han til gengæld den spanske udenrigsminister, da han besøgte Jerusalem i slutningen af juli. Budskabet var til at forstå: Det er politisk umuligt at forlænge det midlertidige stop for bosættelserne på Vestbredden. Gør man det alligevel, falder regeringskoalitionen fra hinanden.

Den sandhed bekræftede den israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman i mandags, da han til den israelske radiokanal Radio Monday forsikrede lytterne om, at hans parti – det ultranationalistiske Yisrael Beitenu – ikke har tænkt at støtte en forlængelse af det midlertidige bosættelsesstop.

Tiden er hverken på israelernes eller palæstinensernes side

”Så hvorfor lige nu?”, kunne man med nogen rette spørge Obama.

Well. For det første er der bosættelserne. Hvis ikke fredsprocessen kommer i gang, før det israelske bosættelsesstop udløber d. 26. september, er risikoen for endegyldig nedsmeltning af fredsprocessen overhængende. Hvis Abbas skulle tvinges til forhandlingsbordet, skulle det være nu.

For det andet skulle der tages tilløb. George Mitchell har brugt det seneste 18 måneder på at varme parterne op til forhandling; israelerne skulle overtales til et midlertidigt bosættelsesstop, og araberne skulle mobiliseres i et fælles forsøg på at skubbe Abbas til forhandlingsbordet.

For det tredje ligger der en israelsk-iransk konflikt og lurer lige om hjørnet. Israelerne har offentligt luftet ideen om luftangreb på iranske atomanlæg, og Iran provokerer rutinemæssigt Israel, der – med præsident Ahmedinejads ord – burde ”fjernes fra landkortet”. En konflikt imellem Israel og Iran, der finansierer og leverer ammunition til Hamas, ville skrinlægge fredsbestræbelserne og henlægge regionen i krig.

Og det er netop truslen om en væbnet konflikt mellem Israel og Iran, der fredag fik den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton til at kalde de nystartede fredsforhandlingerne for den ”sidste chance [for fred, red] i meget lang tid” med henvisning til ”iransk-sponsoreret afvisnings-ideologi”. ”Administrationen mener, at en succesfuld fredsaftale vil begrænse Irans muligheder for at misbruge spændinger i Mellemøsten til at retfærdiggøre sin opførsel. Jeg tror ikke, at tiden er hverken på israelernes eller palæstinensernes side”, forklarede Clinton.

Med andre ord: Omstændighederne for en fredsaftale kunne være meget, meget bedre. Men de kunne også være værre. Langt værre.

Kan englevingerne bære?

Onde tunger i Washington vil imidlertid vide, at Obama har valgt at genoplive fredsforhandlingerne netop nu for at give Demokraterne lidt tiltrængt medvind i det hjemlige, politiske kapløb, der kulminerer ved midtvejsvalget i november. Hvis det er tilfældet, skulle Obama nok have valgt en anden sag.

Ifølge konventionel politisk visdom holder man i al fald fingrene fra Israel op til en amerikansk valgkamp. De jødiske lobbyer med AIPAC i spidsen nyder stor politisk indflydelse – både i Washington og i statshovedstæderne – ligesom de jødiske vælgere udgør et afgørende vælgersegment i flere store, vigtige stater. Det er risikabelt at rode sig ud i fredsforhandlinger op til et valg.

Desuden har Obama – efter et par uger med udenrigspolitisk fokus – igen sat økonomien øverst på den amerikanske dagsorden med forslaget om en ny stimuluspakke på 50 milliarder dollars, der med investeringer i infrastruktur skal sparke gang i den amerikanske økonomi. Se det er valgkamp. It’s the economy stupid – not the Middle East!

At fredsforhandlingerne blev genoplivet i onsdags er en anden sag. En sag, der handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik og om regionale interesser og om stabilitet i en ustabil region. Og om et præsidentielt eftermæle.

Hvis Obama bliver tvunget til at forlade Det Hvide Hus, når hans mandat udløber om et par år, vil han helst forlade det, som han ankom: med fredsglorie og englevinger intakte.

Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American University, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviews og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.