TIME redaktør Tony Karon til RÆSON: Wikileaks opfører sig anarkistisk

TIME redaktør Tony Karon til RÆSON: Wikileaks opfører sig anarkistisk

30.11.2010


’Der er noget anarkistisk over den måde Wikileaks har båret sig ad. Jeg ved ikke, om jeg synes, der ligger nogen særlig moden tankegang bag. Som journalist ville jeg nok lige have stoppet op og tænkt mig om en ekstra gang’
     Redaktør på TIME.com og mangeårig korrespondent for TIME i mellemøsten, Tony Karon, ser ikke mange overraskelser i Wikileaks seneste offentliggørelser. Ifølge Karon er der mange pinlige sager, især for USA, men ikke nogen, der ændrer ved det store billede.


Af Martin Wøldike

Hvad ser du som den vigtigste historie i den seneste række af læk fra Wikileaks?
Der er et telegram fra den amerikanske ambassade i Doha, Qatar, hvor overskriften hedder ’Qatars premierminister: Vi løj for iranerne og de løj for os’. Det er sådan set essensen af det hele; at diplomati er kunsten at kunne skjule dine sande intentioner og vurderinger overfor din modpart for at få ham til at gøre de ting, du ønsker, han skal gøre.
     Der er mange dybt pinlige sager for nogle af de helt store aktører, ikke mindst i Mellemøsten. Men der er ikke rigtigt noget af det, der er er særligt overraskende, eller noget der ser ud til at ændre noget markant.

Er hemmeligheder og fortrolighed en nødvendighed i diplomaters arbejde?
Ja, absolut. Man bliver nødt til at have hemmelige kommunikationskanaler især for parter, der er låst fast i en forhandlingssituation, hvor det er alt for farligt at diskutere det i offentligheden, fordi det ofte vil se ud som om parterne enten bøjer sig for krav eller overgiver sig helt. Man har altid haft brug for kanaler, hvor parter kan tale rationelt om tingene. Det kunne blandt andet handle om, hvordan man kan trække sig tilbage fra en situation på randen af krig, hvor begge parter er dybt afhængige af at finde løsninger uden at tabe ansigt i offentligheden. Jeg synes samtidig også, at det virker lidt anarkistisk den måde som Wikileaks bare smider det hele ud i offentlighedens lys. Noget af det er måske interessant, men jeg ved ikke, om jeg synes, der ligger nogen særlig moden tankegang bag.

Vidste den interesserede ikke godt, at det allerede foregik på den her måde, som Wikileaks nu ’afslører’?
Jo, det kan man sige. Der er ikke de helt store afsløringer. For eksempel siger Israel, at Iran vil begynde at udvikle atom-våben, for senere at ændre deres vurdering af, hvornår det vil ske. Hvis man læser de offentliggjorte telegrammer, kan man se at Israel faktisk bliver ved med at ændre datoen for, hvornår de regner med, at Iran vil påbegynde våbenproduktion. Den bliver ændret så meget, at amerikanerne til sidst siger ’nej, vi ved faktisk ikke med sikkerhed om Israel rent faktisk selv tror på det her, eller om de blot vil have os til at tro på det’.
     Men at de arabiske Golf-stater ønsker at give Iran en lærestreg og gerne så en militæraktion mod Iran, dét er der jo ikke noget nyt i. Det kan de jo bare ikke gå ud og sige offentligt, for så ville deres egen befolkning reagere kraftigt imod det.

Er der nogle trusler, som offentligheden ikke har kendt til tidligere?
Nej, ikke rigtigt. Jeg synes faktisk ikke, der er så mange afsløringer at komme efter. Måske på nær de mere sladder-relaterede historier, der handler om hvordan specifikke statsoverhoveder bliver beskrevet.
Det er dog ganske interessant, at USA har udspioneret FN, fordi der i så fald vil være tale om brud på diplomatiske konventioner.

Den tidligere danske udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, har sagt, at det slet ikke er nogen overraskelse, og at man altid har vidst, at USA spionerede på FN-systemet.
Ja, og det er netop min pointe. Lande har altid brugt spioner mod hinanden, men når det bliver afsløret, så er der som regel et par diplomater, der bliver udvist, og en klar forventning om sanktioner af en eller anden art. Men når der er tale om selveste den amerikanske udenrigsminister, der selv godkender spionagen, så er det jo dybt pinligt.
I forhold til de mere interpersonelle relationer mellem diplomater, så er det en mere prekær sag. Man kunne godt forestille sig, at næste gang en amerikanske diplomat skal mødes med internationale forbindelser, at der lige vil falde en enkelt smart bemærkning eller to – og det vil helt sikkert sætte USA i en forsvarsposition.

Hvilke konsekvenser kan vi forvente internationalt?
Jeg forventer i hvert fald en eller anden form for politisk ubehag især blandt USA’s arabiske allierede. De vil gøre alt for at distancere sig selv fra hvilken som helst antydning af, at de støtter en militær aktion mod Iran. Det ville slet ikke overraske mig, hvis vi i den kommende tid vil se en række udenrigsministre fra arabiske lande besøge Tehran for at glatte tingene ud. Heller ikke palæstinenserne er blevet portrætteret særlig flatterende – selvom det ikke er noget nyt – men de vil nok også skulle stå for skud, fordi Israel påstår at have rådført sig med selvstyreregeringen forud for den israelske operation mod Gaza-striben. Angiveligt så havde Israel forud for aktionen, spurgt både Egypten samt Mahmoud Abbas, hvorvidt de var klar til at kontrollere Gaza, hvis Israel fjernede Hamas. Begge parter skulle have afvist pure. Med dér vil sandsynligvis være en række negative reaktioner på det.

Er der nogle historier i bunken, som kan vise sig at blive en fordel for USA? For eksempel, at arabiske lande ønsker, at USA skal bombe Iran?
Nej, det tror jeg ikke. Det kan måske vise sig at blive en fordel for Israel, men ikke USA. Det vil sikkert blive brugt i pr-krigen, hvor både Israel og høgene i Washington vil sige: ”Hvad sagde vi? De arabiske lande støtter en krig mod Iran.” Men USA ønsker jo netop ikke at bombe Iran. Den amerikanske regering har jo netop forsøgt at undgå den strategi, fordi den ikke tror, det vil være nogen god ide. Det er ikke overraskede, at regimerne i den arabiske verden ønsker Iran ned med nakken. Det er ikke noget de nogensinde selv vil kunne gennemføre, og de ser helst heller ikke, at det er Israel, der skal gøre det. Den amerikanske forsvarsminister, Robert Bates, sagde i sidste uge, at det kun ville forsinke Irans atomprogram, hvis man bombede landet, men at det ikke ville forhindre iranerne i at udvikle atomvåben. Faktisk ville det kun gøre det endnu mere sandsynligt, at Iran ville gøre det. Og den vurdering ændres jo ikke, fordi en par sheiker siger, de vil bombe Iran. De ønsker jo ikke at bombe Iran, fordi de frygter iranske atomvåben, de vil gøre det, fordi de ser Irans stigende indflydelse overfor USA og Israel som en trussel mod deres egen magtposition i regionen.

Som journalist og kommentator i internationale forhold, hvordan ser du så dilemmaet om, på den ene side åbenhed og afdækning og på den anden side en effektiv sikkerheds- og forsvarspolitik.
Som jeg nævnte tidligere, så synes jeg, at der noget anarkistisk over den måde som Wikileaks har båret sig ad, ved blot at frigive tusinder af dokumenter på den måde. Det virker ikke som om de på noget tidspunkt har tænkt ”er der en historie her?”, ”er der sket noget fordækt, som vi bliver nødt til at afdække?” Sagt med andre ord: Støtter fortrolighed i forbindelse med regeringer og internationale forhold altid en negativ dagsorden? Nej, det gør den ikke nødvendigvis. Hvis Iran og USA mødes til hemmelige forhandlinger, så vil det jo være en god ting. Hvis jeg som journalist pludselig fandt ud af, at sådan nogle forhandlinger fandt sted, ville det uden tvivl være en god historie, men jeg ville nok lige stoppe op og overveje, om det ville underminere processen, at afsløre forhandlinger, der måske havde til formål at afværge en krig. Jeg ville i hvert fald lige tænke mig om en ekstra gang. Så jeg synes sådan set ikke at hemmelighed og fortrolighed er noget, der skal forhindres i internationale relationer lande imellem, fordi vi flere gange i historien har set, at det rent faktisk er gavnligt. Det var blandt andet tilfældet i forbindelse med Nelson Mandelas løsladelse og forhandlingerne om en fredelig overgang fra Apartheid i Sydafrika, afslutningen på konflikten i Nordirland og det mislykkede men dog vigtige gennembrud i Mellemøsten, der fik israelere og palæstinensere til at tale sammen og sammen anerkende behovet for en politisk løsning. Alle disse ting krævede oprindeligt fortrolighed, hvor begge sider har kunnet benægte at hemmelige forhandlinger har fundet sted.

Tony Karon er senior redaktør for ’world coverage’ på TIME.com. Han har siden 1997 dækket krisen i Mellemøsten for TIME samt Irak, Iran, Balkan og krigen mod terror. Karon var før 1997 kortvarigt redaktør på Foxnews.com og optræder ofte som kommentator på CNN, MSNBC og NPR. Derudover driver han bloggen Rootless Cosmopolitan på tonykaron.com

Martin Wøldike (f. 1983) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. For tiden læser han master i International Affairs på The New School i New York. Han har tidligere arbejdet på TV2-Nyhederne, TV Avisen og Deadline.