THAILAND Hvad foregår der?

20.05.2010

Efter flere måneders uroligheder mellem opposition og regeringsstyrker, stormede militæret i går de besatte områder i Bangkok. Flere af demonstranternes – de såkaldte ”Rødskjorter”s – ledere blev anholdt; spørgsmålet er, om det vil resultere i en afslutning af kampene?
RÆSON har spurgt Johannes Dragsbæk Schmidt, lektor ved Aalborg Universitet, om situationen i Bangkok i dag, og hvordan situationen kan tænkes at ende.

Af RÆSONs redaktion

1) Seks af rødskjorternes ledere har overgivet sig, og militæret har tilsyneladende stormet området, hvor demonstrationerne har fundet sted – hvordan ser situationen ud i Thailand i dag?
Situationen er uforudsigelig med afbrænding af varehuse, tv-stationer, banker og sågar en del af Bangkoks børs.
Regeringen og hærens hardliners har tilsyneladende forregnet sig med hensyn til den voldsomme reaktion rydningen
af de såkaldte lejr midt i Bangkoks, førhen så fashionable, centrum ville
afstedkomme. Lejren havde således kun symbolsk betydning og rydningen har ikke løst de mere grundlæggende problemer i det Thailandske samfund.

2) Hvilken rolle har militæret spillet i konflikten? Og hvilken rolle kan de tænkes, at ville spille fremover?
Militæret er splittet mellem en fløj, der ønsker en politisk forhandlet løsning, og en der ønsker en mere radikal afslutning af urolighederne. Den førstnævnte er tilsyneladende marginaliseret, idet situationen tyder på at eskalere og kan ende i en voldsom væbnet konflikt.
Nogle taler om borgerkrig, regeringen er nu vendt tilbage til et sprogbrug, hvor de rødklædte omtales som terrorister, og især efter snigmordet på forhenværende general Seh daeng – der var en slags uofficiel militærleder af rødskjorterne –er der frygt for gengældelsesaktioner.
3) Hvad er det mest sandsynlige scenarie for, hvad der nu vil ske?
De fleste iagtagere håber, at Abhisit-regeringen vil søge en forhandlet politisk løsning på problemerne. Det kan ske på flere måder.
Enten ved at annoncere et nyvalg indenfor en overskuelig fremtid samt amnesti til alle involverede eller ved at optage direkte forhandlinger.
Desværre er der meget der umiddelbart tyder på en eskalering af en volden og en klapjagt på rødskjorternes tilhængere, hvilket kan få uoverskuelige konsekvenser i form af mere vold fra begge sider.

4) Hvor ligger sympatien i den brede befolkning? Støtter de mindre bemidlede klasser fortsat rødskjorterne?
Det tror jeg absolut, selvom rødskjorterne mistede sympati i forbindelse med et raid på Chulalongkorn-hospitalet samt det faktum, at de afviste Abhsit-regeringens kompromisforeslag.
Men det er værd at bemærke at det var et relativt mindre betydningsfuldt punkt vedrørende amnesti eller retsforfølgelse af vice-premierministeren, der gjorde de afviste foreslaget. De støttede tankerne om nyvalg, som er helt afgørende for den bredere befolknings opbakning.

5) Thaksin: er han stadig relevant?
Det er svært at se en rolle for Thaksin i den nærmeste fremtid. Han har lagt klar afstand til de seneste optøjer og det virker som om han har mistet grebet om rødskjortebevægelsen. Samtidig har Kriminalretten netop stadfæstet en retskendelse, der anklager Thaksin for terrorisme.

6) Hvad betyder Thailands ustabilitet – samt den seneste udvikling – i bredere forstand for demokratiets popularitet i Østasien? Hvordan forholder nabolandene sig til den fortsatte uro?
Situationen har stor betydning for stabiliteten i regionen. Den skrøbelige etniske balance i Malaysia kan blive påvirket af uroligheder og man skal ikke glemme forbindelsen mellem det urolige Sydthailand, hvor muslimske separatister udkæmper en væbnet kamp for mere autonomi mod regeringen i Bangkok.
Det kan også få den konsekvens at de spage demokratiseringstendenser vi ser især i Cambodja, og i meget mindre grad i Burma, vil blive svækket.
Det vil ganske givet yderligere styrke Kinas hegemoni over regionen, idet en svækkelse af demokratiet vil bekræfte de kræfter der ønsker at forsvare og legitimere en autoritær styreform får mere vind i sejlene.

Johannes Dragsbæk Schmidt er lektor i Øst- og Sydøstasiatiske forhold ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet.

RÆSON