Terror i Thailand: Konflikten uden ende

10.02.2010

I Thailand kæmper rebelske grupper mod regeringen for en uafhængig muslimsk stat i de tre sydligste provinser. Trods råd fra eksperter om det modsatte opruster regeringen, og i januar forlængede premierministeren undtagelsestilstanden i området – for 19. gang.

Af Anya Palm

I sidste uge var en 6-årig dreng blandt de fem civile ofre, der døde under et bombeangreb i Thailands sydligste provins Yala. Fem dage tidligere, i samme provins, blev en 70-årig mand skudt ned, mens han hvilede sig på sin terrasse. Ugen før blev tre mennesker dræbt i et angreb på en lokal moske. Konflikten i det sydlige Thailand har kostet over 4000 menneskeliv og trods adskillige regeringers forsøg på at stoppe de hyppige vejsidebomber, kidnapninger og generelle terrorhandlinger i området, er volden steget støt de sidste fem år.
I dag kritiserer eksperter Thailands militaristiske tilgang til konflikten, efter Premierminister Abhisit Vejjajive i januar forlængede den undtagelsestilstand, området har været under siden juli 2005, for 19. gang. Det er en tom handling, mener professor Yusuf fra Assumption Universitet i Bangkok.
”Undtagelsestilstanden ændrer ingenting, det giver bare militæret mere kontrol over situationen. Men der er ingen ændringer og ingen løsninger. Ingen forsøg fra politisk side til at finde en løsning,” siger professoren. ”Der skal forhandling til,” mener han.
”Find en politisk løsning, der anerkender sproget malay, etniciteten, kulturen og religionen, det kan hjælpe på problemet”, siger Yusuf.
Han bakkes op af professor ved Institut for Statskundskab i København, Timo Kivimäki, der i øjeblikket arbejder på projektet ”Conflicts in South East Asia.”
”Mere militær skaber blot et motiv til flere uroligheder. Det viser befolkningen dernede, at Thailand er et land med militærkontrol. Det eneste mulighed, der er, er forhandling, understreger professoren, der selv var i området i november for at snakke med parterne om situationen.”
Konflikten drejer sig om Thailands tre sydligste provinser – Yala, Narathiwat og Pattani – der sammen udgør det område, som flere forskellige guerillagrupper kæmper for at gøre til en uafhængig, muslimsk stat: Patani. Området har tidligere været selvstændigt, men faldt til England i starten af 1900-tallet, da kolonimagten indtog store dele af det sydlige Thailand. Under en fredsaftale overgav briterne i 1909 Patani til Thailand. Siden da har der været politiske uroligheder i området, der var i undtagelsestilstand fra 1948 helt op til 1960.
Befolkningen i området er overvejende etniske malayer, der taler malay, har deres egen kultur og er praktiserende muslimer. Ifølge Yusuf er der – trods volden – bred opbakning til terroristernes krav om en uafhængig stat.
”Der er to grupper – dem, der gerne vil have en selvstændig stat, og dem, der vil have en autonom løsning. Der er udbredt støtter til begge disse ideer, men vi ved ikke det præcise antal, fordi disse synspunkter ikke bliver udtrykt på grund af frygt,” siger Yusuf.
I dag er det hovedsagligt de to muslimske guerillagrupper Barisan Revolusi Nasional-Koordinas (BRN) og Patani United Liberation Front (PULO), der står bag volden. Da undtagelsestilstanden for området blev indført for anden gang i 2005, stod BRN og PULO sammen om kravet om en uafhængig muslimsk stat, og volden eksploderede, fordi der nu var to klare sider: guerillaen og militæret.

“Vi har det under kontrol”
Den thailandske regering har dog ingen planer om hverken selvstændighed eller autonomi i syd. Responsen på de mange terrorangreb er en massiv militær tilstedeværelse, og i de større byer er der militære checkpoints hver 100. meter i gaderne.
Og stik imod eksperternes vurdering annoncerede Thailands udenrigsminister Kasit Piromya tidligere på måneden, at der kan skabes fred inden 2011.
”Vi har det under kontrol,” lød budskabet fra ministeren på en pressekonference. Han forklarede, at den thailandske regering er i dialog med forskellige internationale mæglere, og at regeringen desuden samarbejder tæt med militæret om at få styr på situationen.
Tvivlsomt, mener begge eksperter og kritiserer netop den militære tilgang, Kasit fremhæver. Guerillagrupperne er en løst struktureret flok, hvor der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem lederskab og angreb, og derfor er en militær respons forfejlet.
”Det, der kan være enormt svært at forstå, er, at der ikke er et decideret lederskab. Volden udspringer tit bare af to unge mænd, der sidder og lige pludselig finder ud af: ’Nå nu er det mig.’ og så udfører et angreb. De har ikke fået ordrer fra nogen,” siger Timo Kivimäki. Derfor mener han, at mere militær blot udløser flere angreb i stedet for at bidrage til fred. ”Det er tit militæret og politiet, der udgør målene for angrebene,” forklarer professoren.
De sidste fem år har Thailand skiftet premierminister tre gange, og hver gang er strategien for et fredeligt syd blevet ændret. I dag er den ustoppelige terror i syd en pinlig affære for enhver regering ved magten, og den nuværende er ingen undtagelse. Mens dødstallet stiger, er forsøgene på fremskridt – også de succesfulde – blevet væk i politik og sabelraslen. Det gælder blandt andet Rådet for National Forsoning, der blev nedsat under Thaksin i 2005 og netop benyttede den metode, som begge eksperter fremhæver som vejen frem.
”Rådet foreslog politisk anerkendelse af Malay-sproget, kulturen, religionen og så videre – en politisk løsning. Men desværre er disse forslag blevet syltet. De burde genoplives,” uddyber Professor Yusuf.
Professor Kivimäki når frem til samme konklusion: ”De kom godt i dialog med de lokale autoriteter og blev godt modtaget af de kæmpende grupper. Hvis de havde startet med at implementere disse forslag, ville de måske have kunne isolere volden,” forklarer han.
Også i nabolandet Malaysia, som alle tre provinser grænser op til, og hvor Patani kulturelt har større tilhørsforhold, begynder urolighederne at snige sig ind på dagsordenen. I den malaysianske befolkning vokser sympatien med terroristernes ærinde, og den malaysianske premierminister Najib Razak har tidligere udtalt sig positivt om en autonom løsning. I december 2009 rejste han til provinsen Yala for at diskutere muligheden om forsoning med Thailands premierminister Abhisit.
Mødet blev kaotisk – terrorister havde plantet fem bomber, der sprang strategiske steder i Yala og naboprovinsen Narathiwat, og 14 mennesker blev såret. Samtlige ofre var sikkerhedsstyrker, hvoraf flere var i gang med at fjerne bannere med budskaber fra guerillaen. Abhisit gentog sin uvilje mod at indgå i dialog med terroristerne, der endnu en gang fik sendt signal til Bangkok om, at regeringen er uvelkommen i Patani.
Efter mødet lovede premierminister Abhisit at tackle volden ved at samarbejde med Malaysia om at fange de ledende terrorister, men mere konkret blev det ikke.

“Tag rebellerne seriøst”
Det stigende antal voldshandlinger og de indtil videre frugtesløse forsøg på at håndtere konflikten får menneskerettighedsorganisationer til at opfatte situationen som et brud på menneskerettighederne. I Human Rights Watchs rapport fra 2010 kritiserer organisationen Thailands regering for fortsat at tillade, at en gruppe af befolkningen lever under så usikre omstændigheder uden at gribe ind, og så Amnesty International langer i et dokument fra april 2009 ud efter regeringen og kræver situationen under kontrol omgående.
Hos den lokale organisation, Working Group of Justice and Peace, der har kontor i provinsen Pattani, er medarbejderne glade for den internationale bevågenhed. Men en kritik af menneskerettigheder og flere krav er forfejlet, mener talsmand Puttanee Kangkun.
”Hovedproblemet er, at regeringen har ignoreret folk hernede i meget lang tid. Regeringen er blot lige startet med at kigge nøje på området, og den har brug for meget lang tid til at løse problemet,” vurderer hun.
Også Timo Kivimäki pointerer, at situationen i Thailand er unik, både fordi at der har været så mange forskellige autoriteter inde over, og fordi at befolkningen tager mere og mere afstand til regeringens metoder. Han sammenligner situationen med provinsen Aceh i Indonesien, hvor rebeller og regeringen underskrev en fredsaftale i 2005. Her fik blandt andet tsunamien i 2004 parterne til fredsforhandlinger som et led i genopbyggelsen af regionen. I tilfældet Aceh er det processen, der er interessant, mener professor Kivimäki. Her blev rebellerne taget med ved forhandlingsbordet og fik indrømmelser allerede tidligt i forløbet.
”Ingen af parterne er interesseret i en Aceh-løsning. Men det er tydeligt, at begge parter er interesseret i at forhandle, og så er det vigtigt, at man tager rebellerne seriøst,” siger han.
”Det er åbenlyst, at der er behov for forhandling med den yngre generation af BRP og PULO. Hvis det kan lykkes at finde frem til et kompromis mellem de to sider, er der opbakning. Det ville kunne lykkes,” mener han.
Båbe Yusuf og Kivimäki peger imidlertid på, at det er en langsommelig proces – og det stemmer dårligt overens med udenrigsminister Kasits udmelding om fred inden 2011. Strategien er, at der ikke præsenteres nyheder om fremskridt, før der er en komplet løsning på bordet, for at undgå at indrømme en fejlslagen politik. Men hos Working Group for Justice and Peace er talsmand Puttanee bange for, at lukketheden kan få befolkningen, der allerede er trætte af militæret, til simpelthen at give op.
”Jeg tror, man kan se konsekvenserne ved at se på andre regioner, der har oplevet langtrukne konflikter, som Mindanao og Sri Lanka: Det bliver et desperat samfund,” siger Puttanee Kangkun fra Working Group for Justice and Peace.
Der er – ganske uofficielt – en dialog i gang, mens regeringen udadtil tordner mod rebellerne, understreger både Kasit og Kivimäki. Spørgsmålet er, om der skal endnu en tsunami til, før den bliver konstruktiv.

Anya Palm er freelancejournalist med speciale i Sydøstasien

RÆSON