TAIWAN-KINA: Taiwans fremtid afgøres i 2012

24.03.2010

Præsident Ma vandt overbevisende ved valget i 2008; populariteten var høj – ude som hjemme. Vigtigst er den tilnærmelsespolitik, han har ført over for Kina. Den er imidlertid truet både af en slagkraftigere opposition og af Mas egen dalende popularitet. Ma er langt fra sikker på genvalg i 2012 – og Taiwans forhold til Kina kan igen blive konfrontatorisk.

Af Jonas Parello-Plesner, international kommentator ved East Asia Forum og medlem af RÆSON chefredaktion

Taiwans præsident Ma blev valgt for to år siden med et solidt flertal. Desuden vandt Mas natio-nalistparti (KMT)også flertallet i parlamentet. Det har givet ham mulighed for at gennemføre sin tilnærmelsespolitik over for Kina symboliseret ved direkte flyafgange, store turistgrupper af fastlandskinesere på Taiwan og en række økono-miske og tekniske aftaler, der øger samarbejdet. Mas politik har vakt begejstring først og fremmest i Kina, men også i USA og Europa. Præsidenten står i kontrast til forgængeren Chen Shui-bian, der skabte ustabilitet og rokkede ved de hårfine balancer omkring Taiwans selvstændighed.
Men halvvejs igennem sin præsidentperiode er Ma ikke længere populær derhjemme – menings-målingerne er raslet ned. Det skyldes dels fejl-håndteringen af tyfonen ’Morakots hærgen, dels at finanskrisen har blæst økonomien omkuld, selvom det går den rigtige vej nu.
Oppositionen har også fået held til at udbrede ulemperne ved Mas tilnærmelsespolitik over for Kina og har dermed sået tvivl i befolkningen om nytten af den. Slagsmålet står lige nu om en frihandels- og økonomisk aftale (ECFA) mellem Taiwan og Kina. For Ma og regeringen er aftalen adgangsbilletten til at koble sig på fremgangen i fastlandets økonomi. Det er også adgangen videre ud i Asien og særligt i Sydøstasien, hvor en frihandelsaftale mellem Kina og ASEAN-landene [Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, red.] trådte i kraft fra januar i år.

Oppositionen kræver folkeafstemning
Taiwans regering vil gerne have aftalen forhand-let hurtigst muligt, mens oppositionen prøver at få presset en folkeafstemning igennem om afta-len. Den siger, at de interne forhandlinger dækker over, at Taiwans regering sælger ud til Beijing. Aftalen kommer næppe til folkeafstemning, men oppositionen har sat emnet på dagsordenen og rejst en tvivl hos mange taiwanere om, hvad aftalen egentlig indebærer.
Det bliver altså svært for præsidenten at gennemføre og fastholde tilnærmelsespolitikken. Det hænger også sammen med Taiwans demo-kratiske system, der indebærer en slagkraftig opposition. Det er både en fordel og en ulempe for Mas tilnærmelsespolitik. Fordelen består i, at Taiwan gennem det demokratiske system kan presse Kina og dermed få mere ud af forhand-lingerne om en økonomisk samarbejdsaftale. Taiwans forhandlere kan nemlig påberåbe sig den stigende negative folkestemning i Taiwan. Det gør det muligt at vride flere indrømmelser ud af fastlandet på frihandelssiden uden at give tilsvarende åbninger. Det drejer sig om kinesiske landbrugsvarer eller kinesisk arbejdskraft til Taiwan. Oppositionen appellerer netop til landbrug og industriarbejdere om, at Ma sælger deres job til fastlandet. Og fastlandet vil undgå, at oppositionen, der står for en mere uafhængig-hedssøgende linje, styrkes på vej mod præsident- og parlamentsvalget i 2012. Derfor har den råd til at give Ma en god aftale med hjem.
Kinas interesse i den økonomiske aftale er primært politisk. Styret i Beijing er autoritært og kan derfor lettere give handelsadgang for Taiwan på forskellige områder uden at skulle slås med interne lobbygrupper.

Vil Kina tro på en fredelig genforening uden Ma?
Ulempen ved tilnærmelsespolitikken er, at Ma for Kina står som bedste bud på en folkevalgt tai-wansk leder, der kan føre parterne sammen. Men selv med Ma er der grænser for, hvor langt man reelt kan komme i den endegyldige retning, som Kina vil. Præsidentvalget i 2012 truer forude. Ma kan tabe det, hvilket Kina i stigende grad er be-vidst om. Kina vil derfor heller ikke give for store gulerødder og særligt ikke udvide Taiwans diplo-matiske manøvrerum, hvis oppositionen så kom-mer til magten i 2012 og høster landvindingerne.
Derfor kan Mas embedsperiode også paradoksalt nok blive den præsidentperiode, hvor Kina konkluderer, at man selv under de bedste omstændigheder ikke kan forhandle sig fredeligt frem til genforening. Det er derfor ikke sikkert, at
økonomisk integration kommer til at pege videre mod politiske løsninger på genforening-spørgs-målet.
En sådan konklusion kan skubbe til de interne kræfter i Beijing, der finder, at Kina som stormagt ikke kan og bør blive ved at vente i evighed på at forene moderlandet. Taiwan er den manglende brik efter Hong Kong og Macau.
Men hvis Ma ikke kan levere Taiwan tilbage til fastlandet, hvilken leder på Taiwan kan så? Ingen, kan svaret lyde i Beijing. Og så kan den nye stor-magts tålmodighed med at vente på genforening slippe op i 2012, særligt hvis Ma ikke genvælges.

RÆSON