SYD- og NORDKOREA: Krig?

SYD- og NORDKOREA: Krig?

26.05.2010


Fredag d.28/5 var Asien-eksperten Jonas Parello-Plesner, der er medlem af RÆSONs chefredaktion, inviteret i DR2’s Deadline for at vurdere konflikten mellem Nord- og Sydkorea. Se udsendelsen her. Onsdag skrev han denne analyse for RÆSON:

Kan der igen komme krig i Korea, spørger internationale kommentatorer i disse dage. Markederne har reageret med nervøsitet og sendt både sydkoreanske aktier og valuta nedad bakke.


Af Jonas Parello-Plesner, redaktør på RÆSON, medlem af chefredaktionen

Baggrunden er, at 46 sydkoreanske søfolk døde den 26. marts i de kolde bølger, da flådekorvetten Cheonan sank. Skibet sank efter at være blevet ramt af en torpedo af nordkoreansk oprindelse. Undersøgelsen af årsagen har været grundig gennemført over et par måneder af et internationalt hold af eksperter.
      I mandags kunne Sydkoreas præsident Lee-myung-bak meddele konklusionen til det sydkoreanske folk – symbolsk passende blev talen transmitteret fra mausoleet for de faldne i Korea-krigen.
      Lees budskab var kontant og klart samt langt fra de sidste mange års forsonende solskinspolitik. Nordkorea skal stå til ansvar for sin handling og bør undskylde. Sydkorea har annonceret følgende straffetiltag; nordkoreanske skibe forbydes adgang til Sydkoreas søterritorium, og handel og investeringer i Nordkorea suspenderes – med undtagelse af industriparken Gaesong.
      Handelsrestriktionerne vil ramme Nordkorea som fortsat har omkring 14 % af sin handel med Sydkorea. Det vil dermed blokere en rute for styret i Pyongyang til udenlandsk valuta. Men kinesiske handlende står klar på den anden side af grænsen til at udfylde tomrummet.
      Nordkorea selv nægter sig skyldig i Cheonan-affæren og har ønsket selv at sende observatører for at undersøge årsagen. Det er blevet afvist af Sydkorea. Nordkorea vælger i vanlig konfrontatorisk stil at udvide det internationale diplomatiske vokabularium med smædeord. Sydkoreas præsident kaldes en ’antigenforenings konfrontationsgalning’ som svar på straffetiltagene og har også svaret igen med egne bilaterale tiltag mod Sydkorea.
      Sydkorea taler også om at genoptage propagandabudskaber fra den sydkoreanske del af den demilitariserede zone, som markerer grænsen oprettet ved våbenhvilen i 1953. Nordkorea lover at ville skyde på nye opsatte højttalere. Eskalationen er i gang.
      Bevismaterialet for Nordkoreas handling er også afleveret til FN, hvor generalsekretær og tidligere koreansk udenrigsminister Ban ki-moon vil følge sagen videre, og Sikkerhedsrådet ventes at drøfte styrkelse af sanktionerne over for Nordkorea. Kinas reaktion spiller en nøglerolle.

Omverdenens reaktioner
Kina er endnu ikke kommet med en entydig reaktion. Afvejningen af ønsket om stabilitet i Nordkorea over for presset fra Sydkorea, Japan og USA om, at Nordkorea skal mærke klare konsekvenser, er muligvis endnu ikke blevet foretaget i Beijing.
      Indtil videre holder man sig til uldne formuleringer om at begge sider skal afholde sig fra at eskalere situationen. Muligvis kan lidt mere læses ind i det kinesiske udenrigsministeriums talskvinde Jiang Yus udsagn om, at man ikke vil tolerere nogen handlinger, som forstyrrer freden.
      Så er spørgsmålet om, Kina selv og i Sikkerhedsrådet vil klassificere Nordkoreas handling som en sådan forstyrrelse af freden.
      Der er topmøde imellem Sydkorea, Japan og Kina på fredag [d. 28. maj, red.], hvor de to lande vil lægge pres på Kina for at melde klart ud. For Kina kommer bevisførelsen for Nordkoreas handling – som med de tidligere atomprøvesprængninger i 2006 og 2009 – højst ubelejligt. Kim Jong-il har lige gennemført besøg i Kina i starten af måneden.
      Et resultat herfra var, at Nordkorea var klar til at genoptage forhandlingerne i sekspartsforhandlingerne om Nordkoreas atomvåben. Det ville være belejligt for Kina at have Nordkorea og USA parkeret i multilaterale forhandlinger, så presset for resultater ikke lå på Kinas skuldre.
      Kina kan forventes at komme til at afsløre sine reelle prioriteringer i det kommende forløb. Min vurdering er, at Riget i Midten prioriterer stabilitet og imødegåelse af evt. udsigter til et nordkoreansk kollaps højere end en international aktion mod et aggressivt og atombevæbnet Nordkorea.
      Særligt da de sidste fire år med et atombevæbnet Nordkorea ikke har sat gang i en nuklear oprustning i hverken Japan og Sydkorea. Det var Beijings oprindelige bekymring, da Nordkorea endegyldigt krydsede det nukleare Rubicon. Derfor bliver Kinas rolle i Sikkerhedsrådet også forventeligt at udvande nye sanktioner, så de ikke rammer den nordkoreanske økonomi bredt.
      USA står umiddelbart meget styrket i Nordøstasien af forløbet. Sydkorea har pludselig brug for den militære alliance med USA på en mere konkret måde end i årene under solskinspolitikken, hvor de amerikanske soldater og baser i Sydkorea fremstod som et unødigt koldkrigsrelikvie. Nu kommer der i stedet ekstra fælles militære øvelser til søs i den kommende tid.
      Det samme gælder for USA’s alliance med Japan. Japans premierminister Hatoyama har blandt andet brugt den fornyede trussel fra Nordkorea til at droppe sit valgløfte om at flytte den amerikanske base fra Okinawa. Et hårdt slag mod vælgerne og Okinawas befolkning samt Hatoyamas popularitet og troværdighed, men et stort plus for USA. Et nyt japansk ordsprog kunne komme til at lyde: amerikanske baser består, japanske premierministre forgår.
      Ingen forventer en ny Korea-krig. Men situationen er oprigtigt farlig mest på grund af mulige fejlkalkulationer særligt til søs.
      Nordkorea forbereder sig på et lederskifte og på at vise befolkningen, at man er blevet en stærk og velstående nation i 2012. Det er hundredeåret for landsfaderen, Kim il-sung. Der er ikke råd til at vise svaghed militært, når Kim jong-il har opnået så lidt økonomisk. Sydkorea er vågnet af tornerose-søvnen fra solskinspolitikken og vil nu sætte hårdt mod hårdt. 

Jonas Parello-Plesner kommenterer asiatisk udenrigspolitik ved East Asia Forum og fra sin plads i chefredaktionen for RÆSON. Han er tidligere chefkonsulent i Udenrigsministeriet og nuværende direktør for den humanitære organisation, AC børnehjælp. jonas@raeson.dk


Artiklen opdateret 29/5 2010 [ny introduktion].