SUNDHEDS-REFORMEN II: Pelosis sejr – USA’s stærkeste og mest forhadte kvinde viser muskler

31.03.2010

Nancy Pelosi har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som den første forkvinde – ”speaker” – i den amerikanske kongres. Nu har hun med vedtagelsen af Sundhedsreformen være med til at føre demokraterne til en af deres mest betydningsfulde lovgivningssejre i USA’s historie. Hendes største triumf kan dog også vise sig at blive kimen til demokraternes næste nederlag.

Af Stine Kromann Dragsted, Washington D.C.

Kunsten at kæmpe
”Ikke tale om! Senatets pakke [sundhedsreformen, red.] er en nonstarter [håbløs, dømt til at mislykkes, red.], som jeg ikke kan sælge til mine medlemmer”, sagde Pelosi ifølge Washington Post til Obama, da de endevendte mulighederne for at undgå et totalt nederlag efter Scott Browns sejr i Massachusetts. Sundhedspakken var i forvejen kun stemt igennem huset med et knebent flertal. At overtale hendes medlemmer til at sluge senatets udgave og stole på, at de bagefter kunne tilføje et par ændringer, lød som en umulighed.
Samtidig var Pelosi ikke klar til at opgive en mere omfattende reform, selvom resten af landet mente, at den havde mødt sit endeligt. For Pelosi var sundhedsreform et moralsk imperativ, som hun og demokraterne skyldte det amerikanske folk og derudover ligger det ikke i Pelosis natur at give op, når hun møder modstand.
Pelosi protesterede derfor højlydt, da Obama og hans rådgivere begyndte at overveje at opgive en omfattende sundhedspakke til gengæld for små og mindre ambitiøse lovforslag. Hendes tidligere stabschef Rahm Emanuel [i dag stabschef for Obama, red.] anbefalede en inkrementel tilgang, som hun hånligt døbte ”kiddie care”.
Da præsidenten endelig besluttede sig til at satse alt og gå i kampagnemode for at genoplive reformen, havde han Pelosis fulde støtte. Implikationen var, at de lige så godt kunne tabe stort, hvis de alligevel skulle tabe, men sådan udlagde Pelosi ikke situationen. “Du kan altid finde en vej frem,” fortalte hun et skeptisk pressekorps efter nederlaget i Massachusetts. ”Hvis valgresultatet lukker en dør i forhold til sundhedsreformen, så må du gå gennem lågen. Hvis lågen er låst, må du kravle over hegnet. Hvis hegnet er for højt, må du stangspringe ind, og hvis det ikke virker, må du springe ind med en faldskærm.”
Skønt hverken republikanere eller politiske kommentatorer kunne tælle til de 216 nødvendige lovgivere i Kongressen, gik Pelosi med bedste pokerfjæs gang på gang til pressen og sagde, at hun nok skulle få de fornødne stemmer, når de nåede til afstemningsdagen. Denne diskurs var selvfølgelig et forsøg på at skabe et momentum og fremmane en følelse af tiltro blandt demokraterne, men Pelosi påstår selv, at hun aldrig tvivlede på, at de kunne få reformen vedtaget. Og Obama vidste, at han i Pelosi ikke alene havde den bedste stemmetæller, der fandtes på Capitol Hill, men også en af historiens bedste indpiskere.

Et studie i modsætninger
Pelosi er USA’s mest magtfulde og højest rangerede kvindelige politiker (hun er formelt nr. 3 til at overtage præsidentembedet, hvis der skulle ske Obama og Biden noget), men hun er samtidig en af landets mest upopulære politikere og har overtaget Hillary Clintons rolle som republikanernes prygelknabe.
Da hun i 2002 stillede op som partileder, blev hun latterliggjort som cafe latte-drikkende rigmandskone fra Vestkysten i medierne. Mange moderate demokrater opfattede Pelosi som en venstreorienteret og partiideologisk politiker, der ville marginalisere partiet. Republikanerne udtrykte lige dele fryd over det, de så som et kæmpe demokratisk selvmål og foragt over for en kvinde, de opfattede som et statselskende monster – som forklædt med Colgate-smil og Armani-spadseredragter ville kvæle amerikansk frihed.

Flasket op på politik
Den virkelige Nancy Pelosi er formet af en politisk familie fra østkysten og har vist sig som en
pragmatisk og effektiv leder, der skaber resultater gennem partidisciplin og målrettethed.
Hun gik først for alvor ind i politik i en alder af 47, men det politiske håndværk lærte hun fra barnsben. Som datter af kongresmedlem og senere borgmester for Baltimore, Thomas D’Alesandro, blev Pelosi flasket op med politik, og hun kendte tidligt alt til politiske kneb, vennetjenester og det brugbare i en god hukommelse.
Pelosi er ligesom sin far kendt for at have lister, hvor hun holder regnskab over politiske tjenester og har vist sig som en mester i at gøre politiske studehandler. Pelosi har efter sigende en fotografisk hukommelse, som hun bruger til at huske ansigter, navne og familierelationer. Men hun er samtidig kendt for at være elskværdig og høflig over for sine medlemmer og ansatte.
Da Pelosi bragte sit femte barn hjem fra hospitalet var hendes ældste datter lige fyldt seks år. Pelosi siger selv, at det at være mor og bedstemor har lært hende vigtige egenskaber, som hun benytter på den politiske arena. Som mor – og som partileder – er det afgørende at kunne lytte, have uanede mængder af tålmodighed, øjne i nakken og venligt, men bestemt hjælpe andre med at se sagerne i et andet lys.
Det sidste var lige præcis, hvad Pelosi forsøgte at gøre, da hun ifølge Los Angeles Times inden søndagens afstemning ringede til præst og tidligere præsident for Notre Dame universitet, Theodore Hesburgh, for at få hans hjælp til at sikre, at kongresmedlem Joe Donnelly fra South Bend Indiana trykkede på den rigtige knap. Donnelly endte med at stemme ja.

En jernnæve i en fløjlshandske
Pelosis nærmeste rådgivere siger, at vrede ikke er en del af hendes lederstil. Hvis hun er utilfreds med en lovgiver, udviser hun snarere en slags moderlig skuffelse. Og som partiets gatekeeper til såvel midler som indflydelse har hun effektive redskaber til at straffe folk, der krydser hendes vej.
Hun er en af partiets mest formidable fundraisere og siger selv, at jo mere hadefuldt hendes modstandere angriber hende, des flere penge samler hun ind. Pelosi bruger mange af årets weekender på at rejse rundt og støtte lokale kongresmedlemmer og har derfor et imponerende overblik over og kendskab til, hvad der rør sig i det politiske landskab helt ned på valgkredsniveau.
Ud over midler sidder hun på fordelingen af Husets udvalgsposter og dermed vejen til indflydelse i Kongressen, en magt, hun ikke har været bleg for at udøve. John Dingell, den politiker, der har siddet længst i Kongressen, og i 28 år var en af de mest magtfulde udvalgsformænd for energi- og handelsudvalget, så sin indflydelse undergravet, da Pelosi først skabte et specialudvalg for klimaområdet og derefter lod en af sine nærmeste løjtnanter, den progressive Henry Waxman fra Californien, udfordre Dingells formandskab. Med et nært forhold til de bilselskaber, der skaber arbejdspladser i hans valgdistrikt, stod Dingell i vejen for en hurtig vedtagelse af en omfattende klimalovgivning. “Anybody who’s ever dealt with me knows not to mess with me,” har Pelosi udtalt til Time Magazine. Dingell tabte og endte med titlen Chairman Emeritus.
Men hverken formidable overtalelsesevner eller armvridning er nok til at samle et parti, der efter valgsejren i 2006 skulle rumme et meget bredere politisk spektrum. Her har Pelosi måtte udnytte sin evne til at læse det politiske landskab, finde den bedst mulige fællesnævner og få sine medlemmer til at gå på kompromis.
Da Pelosi indså, at hun ikke kunne tælle til 216 stemmer uden at lave en aftale med gruppen af demokratiske abortmodstandere, kom denne evne på sin hidtil hårdeste prøve. Hendes allierede i kampen for abort – mange af dem nære veninder – var rasende over, at hun svigtede den sag, de sammen så længe havde kæmpet for. Men Pelosi fik dem overbevist om, at de uanset principper ikke havde råd til at lide nederlag på sundhedsområdet, at det ikke gjaldt bare deres, men også præsidentens politiske liv. Ved at samle partiets aborttilhængere og abortmodstandere havde Pelosi fundet formlen til en vinderkoalition.

Partisammenhold på bekostning af tværpolitik samarbejde
For Pelosi har vejen til triumf derfor mere end noget andet gået gennem at vise samlet front over for det republikanske parti, og hun deler ikke Obamas syn på det politisk ønskværdige i tværpolitisk samarbejde. “You strive for bipartisanship when you can. But you cannot let the lack of bipartisanship stand in the way of making this change that is important to the American people,” udtalte hun efter afstemningen til ABC.
Pelosi vandt sin første store sejr over George W. Bush – som hun har kaldt en total fiasko af en præsident – da hun som partileder i 2005 insisterede på, at demokraternes mindretal stod sammen og dermed blokerede Bushs ønske om at reformere det sociale sikkerhedssystem.
Obamas og Pelosis forskellige tilgange har ført til en del gnidninger, som da den nyvalgte præsident forsøgte at bygge tværpolitiske alliancer for en stimuluspakke, mens Pelosi insisterede på at manøvrere pakken hurtigt igennem, og derved lukkede republikanerne uden for indflydelse.
Pelosis stil har ikke overraskende gjort hende voldsomt upopulær blandt republikanerne, der opfatter hende som en dybt polariserende figur. Hun er vant til hårde ord fra USA’s højrefløj, der har kaldt hende alt fra Mussolini i kjole til fjende af den amerikanske forfatning, og højreorienterede radio- og talkshowværter har gjort det til en sport at fantasere om, hvordan de vil flå hende fra hinanden. Men hvis republikanerne stadig kan bruge Pelosi til at opildne deres græsrødder, har de måtte sande, at hun denne gang har slået dem i disciplinen partisammenhold.

Hvis Waterloo?
Med sundhedsreformen har Pelosi og Obama ikke alene vundet en historisk lovgivningssejr, men også muligheden for at tvinge republikanerne i defensiven.
I et år har det republikanske mindretal spændt ben for demokraternes dagsorden. Ved hjælp af tea party-aktivisterne satte de sig på den offentlige debat og overbeviste deres bagland om, at Obamacare ville føre til socialisme, hvis da ikke ligefrem Armageddon.
Nu da reformen er vedtaget, synes republikanerne mere sikre end nogensinde på, at den vil blive Pelosis og demokraternes Waterloo ved midtvejsvalget i november. ”Repeal, replace and reform” er deres nye kampagneslogan og selv en moderat republikaner som McCain meddelte, at demokraterne ikke skulle regne med nogen form for samarbejde resten af året, mens ikke færre end 13 statsadvokater har sagt de vil udfordre lovgivningen i retten. Dermed er valgkampen skudt i gang hele otte måneder inden, amerikanerne går til stemmeboksen, og det er usikkert, om demokraterne kan få nogen af de mange andre presserende lovgivningsinitiativer igennem.
For at undgå et stort nederlag i november skal demokraterne ikke alene mobilisere et desillusioneret bagland. De skal også overbevise de mange uafhængige vælgere, der stemte på Obama som en skikkelse, der kunne forene landet, om, at Pelosis strategi, hvor hårdt sættes mod hårdt, er vejen frem til ”change they can believe in”.
I disse dage hyldes Pelosi som den bedste og stærkeste speaker i USA’s historie, men hendes politiske fremtid vil i høj grad afhænge af, hvilken pris demokraterne kommer til at betale ved midtvejsvalget for at have satset alt på at gennemføre sundhedsreformen.

Stine Kromann Dragsted er cand.scient.pol og freelance-journalist i Washington DC.

RÆSON