Storbritannien: De Liberale Demokrater – den ubeslutsomme kongemager

07.04.2010

Ifølge meningsmålingerne bliver det et tæt løb mellem Labour og De Konservative ved det forestående britiske parlamentsvalg. Partierne kan meget vel blive afhængige af støtte fra det tredje parti, De Liberale Demokrater, for at kunne danne regering. Det store spørgsmål i britisk politik lige nu er derfor: hvem vil De Liberale pege på efter det forestående valg? Partiet er internt splittet på tre afgørende spørgsmål.

Af Christian Severin Larsen, stud.scient.pol

Siden januar måned har begge de britiske premierministerkandidater, Gordon Brown og David Cameron, givet interviews, holdt taler og skrevet læserbreve, hvor ét emne igen og igen er dukket op.
    De har begge beskrevet, hvor store samarbejdsmuligheder de synes, der er mellem netop deres parti og de Liberale Demokrater. Således sagde Cameron for nyligt, at ”De Konservative og De Liberale er tættere på hinanden end nogensinde før”, mens Brown mindede om ”det historiske værdifællesskab mellem Labour og De Liberale”.
    At begge partiledere bejler til De Liberale skyldes, at den ene meningsmåling efter den anden de sidste fire måneder har vist, at hverken Labour eller De Konservative står til at få et flertal af mandater i Underhuset.
    Dermed bliver Labour og De Konservative afhængige af støtte fra De Liberale, der kommer til at indtage en nøglerolle som ”kongemageren” i britisk politik.
    Men De Liberale er splittede på tre store spørgsmål: 1) om de skal melde klart ud, hvem de peger på før valget, 2) hvorvidt de taktisk skal lægge sig til venstre eller til højre for Labour samt endelig 3) hvem de rent faktisk vil samarbejde med – Labour eller De Konservative – efter valget.
    De Liberale er et reformvenligt centrum-venstre parti, hvis mærkesager er et ændret valgsystem, et fair skattesystem samt massiv decentralisering af staten og den offentlige sektor.
    Partiet stammer fra det tidligere Whig-partiet, der fra 1600-tallet og frem var De Konservatives hovedmodstandere. Men siden 1920’erne har partiet været det tredjestørste parti og uden for regeringsmagten. Dermed er partiet i et modsætningsforhold til begge de to store etablerede partier, som ikke ønsker reformer, især ikke af valgsystemet.

Hver en stemme tæller
De Liberales første dilemma er, hvorvidt de overhovedet skal melde ud før valget, hvilket af de to partier de vil pege på. Traditionelt har det været De Liberales forbandelse, at medierne aldrig gav dem nogen opmærksomhed, fordi de ikke havde nogen reel parlamentarisk betydning.
    Udsigterne til et hung parliament har dog fået de politiske journalister til pludselig at fatte stor interesse for partiet. Men i stedet for at stille spørgsmål om deres politik spørger journalisterne kun ind til ét emne: hvem de peger på som premierminister?
    Af frygt for at miste vigtige stemmer på valgdagen, har De Liberale ikke meldt ud, hvem de peger på efter et valg. Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse [hvor partiet med de fleste stemmer løber af med hele sejren på bekostning af de andre partier, red.] betyder, at små partier er sårbare over for selv marginale ændringer i stemmetallene.
    Fx fik De Liberale ved valget i 1992 17,8 % af stemmerne, hvilket gav dem 20 mandater i Underhuset. Ved valget i 2001 derimod fik de 18,3 % af stemmerne, men hele 52 mandater. Selvom fremgangen i stemmetal kun var på et halvt procentpoint, var fremgangen i mandater altså mere end en fordobling. De Liberale har derfor ikke råd til at miste en eneste stemme.
Desuden er De Liberale bange for at miste Labour-vælgere, hvis de melder åbent og klart ud, at de vil støtte en konservativ regering og vice versa.
    Problemet er blot at deres tavshed omkring spørgsmålet skaber usikkerhed hos vælgerne. Mange liberalsindede vælgere er bange for at stemme på partiet af frygt for, at de indirekte giver Camerons Konservative en stemme. Og derfor stemmer de på Labour for at være på den sikre side.

At blæse med munden fuld af mel
Det andet dilemma, som De Liberale står over for, er, hvilke vælgergrupper de skal henvende sig til.
    Gennem de sidste 30 år har De Liberale skiftet mellem at appellere til de venstreorienterede og midtersøgende vælgere. Men ved valget i 2005 havde De Liberale succes med at tiltrække vælgere både til højre og til venstre på den politiske skala i forhold til Labour.
    Irak-krigen og Blairs upopulære reformer af den offentlige sektor havde skabt et vakuum til venstre for Labour, hvor De Liberale præsenterede sig som de ”ægte venstreorienterede” med en stærk appel til de traditionelle socialdemokratiske værdier.
    Samtidig skabte De Konservatives højredrejning under formændene Ian Duncan Smith [formand for De Konservative 2001-2003, red.] og Michael Howard [formand 2003-2005, red.], plads på midten i britisk politik, hvor De Liberale kunne appellere til de marginalvælgere, der var utilfredse med Labour, men syntes at De Konservative var for ekstreme.
    De Liberale formåede med andre ord at blæse med munden fuld af mel: det lykkedes dem i 2005 både at tiltrække venstreorienterede vælgere og midtervælgerne. Det medførte det bedste valgresultat for partiet nogensinde med 22 % af stemmerne og 62 mandater i Underhuset.

Det eneste alternativ
Ved dette års valg bliver det svært, hvis ikke umuligt, at gentage succesen fra 2005. Både på venstrefløjen og midten i britisk politik er der pladsproblemer.
    Efter den økonomiske krise har Labour ændret deres retorik en anelse til en mere klassisk venstreorienteret linje, mens De Konservative under David Cameron har bevæget sig med stormskridt mod midten af britisk politik. Det skaber problemer for De Liberale, der nu skal vælge mellem hvilke vælgergrupper, de vil henvende sig til.
    I stedet for at lægge sig enten på midten eller på venstrefløjen, prøver De Liberale imidlertid at gentage succesen fra 2005 og appellere til alle vælgere, der er desillusionerede over de to store partier.
    Efter opfindelsen af ”New Labour” [betegnelsen blev introduceret i 1994, det var udtryk for en ny branding, men hang også sammen med Anthony Giddens ”Tredje vej”, red.] og senere også David Camerons midtersøgende kurs, har mange vælgere indtryk af, at de to store partier ligner hinanden til forveksling, og at de stort set vil føre den samme politik.
    De sidste års politiske skandaler – hvor medierne har svømmet over med sager om partidonationer, bestikkelser samt parlamentsmedlemmer, der misbrugte offentlige midler til private gøremål [jf. RÆSON ugemagasin #9, d.31/3, red.] – har derudover forstærket vælgernes indtryk af et politisk system, der er bundråddent.
    Det er på den baggrund, De Liberale forsøger at opbygge deres strategi. Nick Clegg [formand for De Liberale siden 2007, red.] forsøger at præsentere De Liberale som ”real change”; som et reelt alternativ til både Labour og De Konservative på én gang.
    Budskabet fra De Liberale er, at Labour og De Konservative vil det samme, gør det samme og er en del af det samme korrupte system – og hvis man vil noget andet, skal man stemme på De Liberale.

Politiske reformer
De Liberale har især haft held med at fremstille sig selv som det eneste parti, der reelt vil lave reformer og komme korruptionen, bestikkelserne og skandalerne til livs. Efter skandalesagerne er troværdighed en mangelvare hos både Labour og De Konservative, mens De Liberale af to årsager ikke på samme måde fremstår som utroværdige i vælgernes øjne.
    For det første har De Liberale ikke været berørt af de mange skandaler. Dette skyldes naturligvis, at de kun har en tiendedel af pladserne i Underhuset, og at de ikke har været i nærheden af regeringsmagten de sidste 50 år.
    Sat på spidsen, kan man sige, at De Liberale er for magtesløse til at nogen gider bestikke dem – og for små til, at medierne ville dække det, hvis de var korrupte.
    Den anden årsag til De Liberales høje troværdighed er, at partiet i hele sin historie har haft reformer af det politiske system som sin vigtigste mærkesag.
    Mens de andre partier kun foreslår mindre, administrative ændringer af systemet, foreslår De Liberale et helt nyt valgsystem samt et forbud mod donationer til politiske partier.
    Dette kan tiltrække rigtigt mange desillusionerede vælgere, men kan også være et turn-off for alle dem, der er mere bekymrede for den økonomiske krise end for korrupte forhold i Westminster.

Den ubeslutsomme kongemager
Det tredje store og centrale dilemma for De Liberale er, hvem partiet skal samarbejde med efter valget.
    Hvis der bliver et ‘hung parliament’, kommer De Liberale reelt til at blive ‘kongemager’ og dermed afgøre, hvem der bliver premierminister.
    Derfor er det helt store spørgsmål, hvem De Liberale vil pege på efter et valg. Nick Clegg har forsøgt at undgå spørgsmålet og vagt svaret ”at vælgerne er kongemagerne”. Måske fordi De Liberale ikke selv har afgjort, hvad de vil gøre i den situation.
    Politisk set er De Liberale tættest på Labour. Især De Liberales mest centrale krav – indførelsen af et proportionalt valgsystem – er De Konservative lodrette modstandere af. Labour og De Liberale deler derimod nogle grundsynspunkter, omend kløften mellem de to partier er blevet dybere under Blair og Browns formandskaber.
    Problemet for De Liberale er, at det over for vælgerne vil se meget dårligt ud at pege på Labour, som sandsynligvis bliver mindre end De Konservative ved valget. De vil for det første risikere at blive anklaget på hykleri:
    De Liberale får svært ved at argumentere for deres støtte til, at det næststørste parti, Labour, skal danne regering – samtidig med at man går ind for et valgsystem, hvor partiet med størst folkelig opbakning danner regering.
    Derudover vil vælgerne nok også finde det underligt, at et parti der førte valgkamp på ”forandring”, sørgede for at den samme premierminister fortsatte ved roret efter valget.

Fortidens to fløje
Spørgsmålet er dog også, om De Liberale internt kan blive enige om, hvem de helst vil samarbejde med. The Liberal Democrats [som de Liberale hedder på engelsk, red.] er oprindeligt en fusion af to partier – The Liberal Party og Social Democratic Party – som i firserne lavede en alliance med hinanden for at øge deres chancer i det britiske valgsystem.
    Denne samling gav partiet en bredere appel, men har også betydet latente, interne splittelser mellem en venstreorienteret socialliberal fløj og en højreorienteret markedsliberal fløj. Gennem de sidste 10 år har De Liberale haft fire forskellige formænd – og ved hvert eneste formandsvalg har der været en dyb skillelinje gennem partiet mellem de to fløje.
    Normalt er De Liberale instinktivt et anti-konservativt parti, både ideologisk og ikke mindst historisk (De Liberale stammer som nævnt fra Whig-partiet, der fra 1600-tallet og frem var den politiske hovedmodstander til det konservative Tory-parti). Langt de fleste partimedlemmer identificerer sig også med den politiske centrum-venstre-fløj.
    Men i de nuværende krisetider, hvor økonomisk politik er det vigtigste spørgsmål på den politiske dagsorden overhovedet, vil den markedsliberale fløj være mere enig med De Konservative end med Labour.
    Både partiets formand, Nick Clegg, og deres populære shadow chancellor [partiets næstformand og finansordfører, red.], Vince Cable, tilhører den markedsliberale fløj. Men hvis De Liberale lægger stemmer til en hård konservativ nedskæringspolitik, kan uenigheden mellem de markeds- og de socialliberale risikere at rive partiet midt over.

Drømmen om reel politisk indflydelse
I al sin levetid har De Liberale Demokrater drømt om at få politisk indflydelse, og ikke blot være dømt til den evige tredjeplads på sidelinjen i britisk politik.
    Ved dette valg har partiet fået alt, hvad de har drømt om: En upopulær regering, en utroværdig opposition og en ubeslutsom befolkning betyder samlet set, at De Liberale bliver kongemageren i britisk politik. Men måske vil den nye nøglerolle giver De Liberale flere vanskeligheder end muligheder.

Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.

RÆSON