STORBRITANNIEN Cameron – en djævel, som vælgerne ikke kender

24.03.2010

David Cameron er gennem de seneste år blevet spået en sikker sejr ved det kommende britiske parlamentsvalg. Efter Ashcroft-skandalen ser valget dog ud til at blive uhyggeligt tæt [jf. Mads Qvortrups artikel i RÆSON ugemagasin #7]. Samtidig viser Ashcroft-skandalen fire fatale fejl i den konservative valgstrategi.

Af Christian Severin Larsen

I de seneste år har David Cameron, lederen af det konservative oppositionsparti i Storbritannien, af mange eksperter været spået til at skulle overtage posten som premierminister efter det kommende parlamentsvalg.
Mens først Tony Blair og nu Gordon Brown har kæmpet med interne fløjkrige, dårlige økonomiske nøgletal og for Browns vedkommende en massiv kritik af hans lederskab, har Cameron haft enorme forspring i meningsmålingerne. Men i løbet af de sidste par måneder har dette billede ændret sig.
Til trods for at der har været kupforsøg mod Gordon Brown, hvor tidligere ministre har forsøgt at tvinge Brown ud af Downing Street nr. 10 for at undgå et valgnederlag, og der samtidig har været anklager mod premierministeren om voldelig adfærd over for sine ansatte, er De Konservatives forspring i meningsmålinger snævret ind til sølle to procentpoint.
Det er det mindste forspring i over 2½ år, og mens De Konservative stadigvæk står til at blive det største parti, viser meningsmålingerne, at de ikke får nok mandater til at kunne danne regering. Både journalister, politiske eksperter og det konservative Tory-parti [De Konservative, red.] spørger sig selv, hvorfor det pludselig går så drastisk ned ad bakke for Camerons konservative?

Fire fatale fejl i Camerons strategi
Svaret hedder Michael Ashcroft. Ashcroft er mangemilliardær, næstformand hos De Konservative og centrum for den seneste af en lang række politiske skandaler i Storbritannien. For nogle uger siden kom det frem, at mens Ashcroft gav millioner i valgkampsstøtte til De Konservative, betalte han ikke en eneste penny i skat i England. Dette har rejst et storm af protester, og sagen har domineret de britiske medier de forgangne uger. Der er blevet rejst spørgsmål om den indflydelse, Ashcroft har på det konservative parti.
Men derudover er det kommet frem, at Ashcroft blev medlem af det britiske Overhus for ti år siden netop mod et løfte om, at han fremover betalte sin skat i England. Dette løfte er ikke blevet indfriet, og hvad værre er: det har den konservative ledelse vidst i lang tid, uden at de har gjort noget ved det. Sagen er derfor en bombe under Camerons chancer for at blive premier-minister. Men samtidig afslører sagen også fire fatale fejl i den konservative strategi, som er et langt større problem for Cameron, og som Ashcroft-sagen blot er et symptom på.

Cameron har ødelagt eget image
Labour-regeringen er efter tretten år dybt mærket af adskillige skandalesager, fx den såkaldte ’Cash for Honors’, hvor der blev sået tvivl om partidonationer, og udgiftsskandalen fra sidste år, hvor parlamentsmedlemmer brugte offentlige penge til private gøremål, fx pornofilm eller rensning af voldgraven omkring deres herregård. Derudover er der, blandt andet på grund af Blairs massive brug af fokusgrupper og spindoktorer (Alistair Campell m.fl.), en udbredt folkelig opfattelse af, at alle regeringens udmeldinger blot er spin.
Cameron har med fokus på ’ærlighed’ og ’forandring’ søgt at opbygge et image, der skulle gøre op med Labours spin. Nu er Ashcroft-sagen dog med til at så tvivl i vælgernes sind om, hvorvidt Cameron virkelig repræsenterer forandring. Dels forstærker sagen indtrykket af et parti, hvor den gamle britiske overklasse stadig har uforholdsmæssig meget indflydelse.
Men derudover fremstår Cameron efter sin håndtering af sagen også som alt andet end ærlig; først afviste han at kommentere sagen, som blev affejet som rent medieskabt. Derefter forsøgte han at ’spinne’ sagen som værende et rent privat
anliggende for Michael Ashcroft. Da medierne ikke købte den påstand, gik Cameron til sidst i offensiven og påstod, at Labour også fik partistøtte fra ikke-skattebetalende personer.
Hele håndteringen harmonerer dårligt med Camerons selverklærede image som ærlig og anderledes end andre politikere. Heri ligger den første strategiske svaghed i den konservative strategi: netop fordi De Konservatives image er bygget op omkring temaer som ”forandring” og ”ærlighed”, er de ekstra sårbare over for anklager om manglende troværdighed og urent trav, fx hvad angår partidonationer.

Ingen politik at falde tilbage på
Dette ville ikke være så alvorligt for ’The Tories’, hvis Cameron havde en populær politik, et visionært valgprogram eller et stærkt shadow cabinet [skyggeregering, red.] at falde tilbage på. Da den upopulære Gordon Brown for en måned siden blev anklaget for at være aggressiv, truende og endda voldelig over for sine ansatte, kunne Labour læne sig trygt tilbage i vished om, at deres succes ikke afhang af Browns personlige popularitet, men af regeringens resultater og politiske løfter. Dette kan Cameron ikke gøre.
De Konservative har endnu til gode at præsentere et politisk program, der skaber begejstrede bølgebevægelser blandt de britiske borgere. I stedet har de præsenteret politik i overskriftsform og ført en politisk zig zag-kurs, hvor de med jævne mellemrum har skiftet holdning. Fx lovede De Konservative at bruge ligeså mange penge på velfærd som Labour, indtil de vendte 180 grader og lovede at skære drastisk i det offentlige forbrug på grund af den stigende statsgæld.
Det at iscenesætte David Cameron som et personligt alternativ til Gordon Brown – i stedet for at bygge De Konservative op som et politisk alternativ til Labour – er den anden store fejl i den konservative strategi.
Fraværet af klare politiske mærkesager betyder ikke bare, at De Konservative har gjort sig sårbare over for anklager mod Camerons karakter, men samtidig også at mange vælgere ikke rigtigt ved, hvad de får med en konservativ regering. Usikkerheden om, hvad De Konservative egentlig vil, når de er i regering, giver anledning til bekymring hos de marginalvælgere, som afgør britiske valg. Denne bekymring er ikke just blevet mindre efter, Ashcroft-skandalen og Labour-partiet vil udnytte det skånselsløst til at skræmme vælgerne fra at stemme konservativt.

De Konservative har taget sejren for givet
Dermed afsløres den tredje fejl i den konservative strategi: Cameron & co. har taget deres markante forspring over Labour for givet og troet, at Labours enorme upopularitet var tilstrækkeligt til at give De Konservative en solid sejr på valgdagen.
Men et nederlag til Labour er ikke ensbetyden-de med en konservativ sejr. Det britiske valgsy-stem med flertalsvalg i enkeltmandskredse betyder, at De Konservative skal have mobiliseret deres egne stemmer for at give dem et sikkert flertal i Underhuset.
Camerons midtsøgende kurs har i forvejen været et turnoff for mange konservative vælgere, der ønsker Thatcher tilbage og ikke bryder sig om, at De Konservative lægger sig så tæt op af Labour. Hvis også midtervælgerne efter Ashcroft-skandalen begynder at tvivle på, om Camerons image er ægte, kan resultatet blive, at mange vælgere i stedet for at stemme konservativt stemmer på et tredje parti eller helt undlader at stemme. Camerons vage politiske formuleringer og midtsøgende kurs udgør ikke et positivt alternativ til Labour, som kan begejstre og mobilisere vælgerne. Dette kan frarøve De Konservative et flertal og dermed muligheden for at danne regering.

Skeletter i skabene
De sidste fem år har Cameron kunne bade sig i positiv presseomtale, mens medierne har dækket en Labour-regering, der har været ved at knække sammen under vægten af interne stridigheder og skandalesager. Men Ashcroft-sagen indvarsler, at dette free ride nu er slut.
Efterhånden som valgdatoen drastisk rykker nærmere, har medierne – og især vælgerne – indset at Cameron faktisk står til at blive premierminister, og med den erkendelse har de fået en stigende interesse for, hvem det egentlig er, de er ved at vælge. Derfor burde David Cameron have brugt tiden på at klargøre sig til den dag, det kritiske søgelys blev rettet væk fra Gordon Brown og mod De Konservative.
Aschroft-sagen viser, at De Konservative netop ikke har været forberedt: de har kendt til Aschrofts manglende skattebetalinger i ti år, men har intet gjort for at afmontere den tikkende bombe. Dette er den fjerde, fatale fejl i den konservative strategi. Efter Aschroft-skandalen er vælgerne begyndt at spørge sig selv om, hvor mange flere skeletter der gemmer sig i Camerons klædeskab. Og medierne, der har fået blod på tanden, vil gøre alt for, at de vælter ud af skabet i dusinvis. Hvis medierne finder frem til flere historier, vil de med al sandsynlighed komme til at dominere valgkampen, koste de konservative en snes mandater og dermed frarøve dem regeringsmagten.

En gentagelse af 1992?
De Konservative bliver nødt til at se Aschroft-sagen som et wake up call. Indtil videre har afsløringerne om Aschroft ikke påvirket
meningsmålingerne, men det kan alligevel blive afgørende for valgets udfald.
Camerons overordnede problem er, at han ikke har fået skabt et klart politisk alternativ til Labour, men at vælgerne derimod stadig er usikre på, hvad en stemme på De Konservative egentlig indebærer. Hvis oppositionen ikke opfattes som troværdig eller ”tryg” at stemme på, har vælgerne en tendens til at foretrække den siddende regering, selv hvis den er upopulær. For at finde et eksempel på dette, kan Cameron blot kigge på Labours tidligere leder, Neil Kinnock. Ved valget i 1992 tabte Kinnock, til trods for at Labour havde været foran i meningsmålingerne i årene op til valget, ja endda under hele valgkampen. Det skete i følge Philip Gould, én af Labours valgstrateger, fordi vælgerne til foretrak ”the devil you know” frem for ”the one you don’t” [den kendte frem for den ukendte ’djævel’, red.]. Selvom vælgerne afskyede den daværende konservative regering, var frygten for en Labour-regering afgørende for, hvor de satte deres kryds: Vælgerne vidste ikke, hvad de ville få, hvis de stemte på Labour. Michael Aschroft kan meget vel blive årsagen til, at vælgerne ved valget i 2010 igen foretrækker ”den djævel, de kender”, i ren og skær frygt for de dæmoner, der lurer i Camerons konservative parti.

Christian Severin Larsen er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidligere forbundsstyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

RÆSON