STORBRITANNIEN ”Jeg havde aldrig forestillet mig den her situation”

28.04.2010

Godt og vel en uge inden det britiske parlamentsvalg d.6.maj, er valgkampen langt fra præget af den kedelige og træge omgang sniksnak, mange havde forventet. Med Nick Clegg ved roret har De Liberale på det seneste oplevet en eksplosiv fremgang, som ingen har været i stand til at forudse. RÆSON interviewer Mads Qvortrup.

Af Tobias Fabricius Kjær, medlem af RÆSONs redaktion

Hvordan vil du forklare De Liberales eksplosive fremgang?
tFørst og fremmest har frontmanden Nick Clegg et virkelig godt tv-tække – det har man kunnet se i debatterne, og for det andet er De Konservative og Labour gamle og træge partier, der har svært ved at fornye sig.

Hvilke politiske planer har bidraget?
Der er flere, men især den økonomiske politik. John Vincent Cable er De Liberales talsmand, hvad angår økonimien, og han fremstår meget erfaren og kompetent. Man kan især fremhæve en begrænsning af bankernes bonusordninger, skat på finansielle transaktioner, hævelse af den skattefrie bundgrænse.

I din artikel til RÆSONs netop udgivne trykte magasin [udkom d.26/4, red.] giver du bl.a. finanskrisen skylden for Camerons og De Konservatives nedgang i meningsmålingerne. Du skriver, at vælgerne som konsekvens af finanskrisen er begyndt at efterspørge de mere kompetente og erfarne – og måske også mere kedelige – ledere som Labours Gordon Brown, “The devil they know”. Hvordan passer “det friske pust” Nick Clegg ind i den kontekst?
Det gør han personligt ikke, han har ikke særlig meget erfaring selv. Men John Vincent Cable, der er deres økonomiske talsmand, er en troværdig, ældre mand. Han forudså faktisk finanskrisen og er altså et godt es i hånden, når det gælder om at vise noget kompetence. Hvad angår De Konservative, så har de flere gange modsat sig økonomiske tiltag, der siden har vist sig at virke – bl.a. nationaliseringen af storbanken Northen Rock (de kaldte det for socialisme), i melletmtiden har Northen Rock næsten betalt pengene tilbage.

Hvad vil op til valget være det bedste forsvar for Labour og De Konservative mod De Liberales fremgang, og hvordan kan De Liberale undgå en fuser?
Det er svært, for hvis Labour og De Konservative går målrettet mod De Liberale bryder de en tommelfingerregel for valgkampagner: skift ikke kurs under en valgkamp. Dagen før Cameron skulle holde sin political party broadcast [fem minutters valgvideo på tv, red.], valgte han at angribe Clegg i stedet for Brown – det virkede ikke og faldt til jorden.
Hvad angår sandsynligheden for en fuser for De Liberale, så kan man godt frygte en situation som i 1983. Her indgik De Liberale og SDP [Social Democratic Party, red.] en alliance, der nåede op på 50 % af stemmerne, men som ved valget faldt ned til 23 %. Hvis man skulle bruge en metafor fra golfverdenen, så har Nick Clegg på det 18. hul halet ind på de andre, mens Cameron, der hele tiden har spillet under par, nu bruger fem-seks slag og febrilsk prøver på at følge med. Problemet er, som jeg også skriver i min artikel til jeres magasin, at De Konservative ikke har et enkelt tema, de er alt for sofistikerede. De skal gå mere målrettet til værks, hvis de skal få gehør for deres politik.

Du er meget pessimistisk, hvad angår De Konservative, og det er der også mange andre, der er. Kan det ikke i sig selv være selvforstærkende?
Jo, der er jo et begreb i statskundskab, der hedder ‘the spiral of silence’ – tavshedens spiral. Det handler om, at får man fornemmelsen for, at ens tilhørsforhold er umoderne, og føler man sig som en minoritet, så søger man andetsteds hen. Den er der lige nu med Cameron – han virker underfrankeret og har ikke særlig meget tøj på i øjeblikket.

Er der overhovedet nogen der havde forudset De Liberales fremgang?
Nej, jeg tror ikke, nogen havde forestillet sig det. Jeg ville aldrig have forestillet mig det her.

Ville du sige, at der er en reel mulighed for et såkaldt ”hung parlament” (hvor ingen af partierne opnår et flertal af stemmerne, og der derfor må indgåes en koalitionsregering)?
For tre uger siden: en mulighed. Inden valgkampen: 5-7 % chance. En tredjedel inde i valgkampen: 30 %. Nu omkring 60 %.

Hvem, Cameron eller Brown, vil Clegg og De Liberale helst samarbejde med?
Rent personligt og politisk vil Clegg passe bedst med De Konservative – han har desuden arbejdet for en konservativ EU-kommissær engang. Når det drejer sig om Labour, er der meget, man kan spekulere over. Der går rygter om en gruppe i Labour – deriblandt Browns nærmeste rådgiver og vicestatsminister Peter Mandelson – som hellere vil ofre Gordon Brown som premierminister end at undlade et samarbejde med De Liberale. Hvis et samarbejde kan være medvirkende til at kunne skabe en stærk koalitionsregering, vil man blandt andet kunne omlægge det nuværende valgsystem, som mange rigtig gerne vil have ændret.

LÆS OGSÅ Mads Qvortrups artikel ”Har krisen reddet Brown?” i det nye trykte nummer af RÆSON (nr. 7), der udkom mandag 26. april. Køb abonnement på www.raeson.dk/butik

Mads Qvortrup, dr. phil fra Oxford Universitet, er bosat i London. Han har undervist på London School of Economics og været rådgiver for den britiske regering 2000-2003 samt for det amerikanske udenrigsministerium i forbindelse med fredsforhandlinger i Sudan.
Han skriver jævnligt for danske medier og er forfatter til flere bøger, heriblandt: “Tony Blair – en politisk biografi” og “Danmarks Store Statsmænd”.

RÆSON