SPANIEN: Ligestillings-flagskib på slingrekurs

24.03.2010

I Spanien har ligestilling stået højt på den politiske dagsorden, siden den nuværende præsident José Luis Rodríguez Zapateros valgsejr i 2004. Hans politik på området fik internationale kommentatorer til at kalde Spanien for et ‘ligestillingsflagskib’ i Europa. I 2010 falder statistikkerne imidlertid fortsat ud til mændenes fordel.

Af Astrid Berg

Det har ellers ikke skortet på ros til den spanske regerings politik på ligestillingsområdet på den internationale feminist-arena i de sidste år. Blandt heppekoret er den danske socialdemokrat og medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen, der har kaldt Spanien for ”et flagskib for lige-stilling i Europa”.
Den spanske regeringsleder Zapatero har da også gjort en bemærkelsesværdig indsats på områ-det siden Socialistpartiet (PSOE) kom til magten i 2004. Vedtagelse af forhøjet strafferamme for vold udøvet af en partner eller tidligere partner, køns-kvotering i offentlige institutioner og private virk-Somheder samt oprettelse af Spaniens første lige-stillingsministerium er bare nogle af de tiltag, Zapateros regering har gennemført. Men hvor ligestillingskommentatorer udenfor Spanien næsten ikke kan få armene ned, så er be-gejstringen inden for landets grænser til at overse. Og det er der flere grunde til.
I marts 2007 vedtog man en lovpakke for lige-stilling (Ley de Igualdad), og Zapatero lovede med den en ‘radikal ændring’ i det spanske samfund. Ét af de ni vigtigste punkter i lovpakken var kønskvo-tering med målet om, at kvinder i løbet af otte år skulle udgøre 40 % af de ansatte i alle virksomhe-der og institutioner med over 250 medarbejdere. På den måde skulle kvinder sikres lige vilkår samt lige adgang til indflydelse.
I dag ser det imidlertid sløjt ud, når det gælder kvinder og beslutningsposterne. Som man kan læse i en rapport udarbejdet af ”Instituto de la Mujer” [Institut for Kvinder, red.] for Ministeriet for Ligestilling for nylig, udgør kvindelige ledere knap en tredjedel i virksomheder og institutioner. I virksomheder og institutioner med mere end 100 medarbejdere reduceres antallet af kvindelige ledere til 24 %.
Selvom disse tal viser tegn på fremgang, så er det en langsom en af slagsen. Det spanske Ibex35, der er et børsindeks over de 35 vigtigste virksom-heder i Spanien, fungerer heller ikke som fore-gangsmodel. Med et gennemsnit på kun 10 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer har virksom-hederne langt fra de anviste 40 % kvindelige medlemmer – og syv ud af de 35 virksomheder har ikke en eneste kvinde i deres bestyrelse.
Det ser heller ikke for godt ud i partierne. I en rapport fra 2010, udarbejdet af Fundación Alternativas – der beskriver den omtalte lovpakkes indflydelse på det politiske liv – får Zapateros eget parti kritik for knapt at overholde kvoterne med præcis 40 %. Endnu værre ser det ud for opposi-tionspartiet Partido Popular (PP), der ikke når op på 30 % kvindelige parlamentsmedlemmer. Til trods for lovgivningen udgør andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer da også kun 37 % og 25 % i Senatet, mens det ser mere positivt ud i de selvstyrende lokalparlamenter, hvor andelen af kvinder er oppe på 45 %.
Rapporten forklarer den fortsatte ulighed i for-delingen af magten med en ”ikke udtømmende” lovgivning, hvad angår kønskvotering. Det skyldes, at lovpakken ikke indeholder formuleringer om, hvor de to kvinder ud af fem medarbejdere skal placeres. Hvis kvinderne skal have lettere adgang til magten, er der altså behov for, at loven dikterer mere specifikt hvordan.

Behov for sanktioner
En anden forklaring på den mangelfulde imple-mentering er fraværet af sanktionsmuligheder.
Mens Norges kønskvotering omfatter sanktioner for de aktieselskabsbestyrelser, der ikke har 40 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer, har Spanien i stedet valgt en gulerodsmodel: de virksomheder, der har 40 procent kvinder i bestyrelserne, får
fortrinsret i offentlige licitationer, mens det ikke får konsekvenser for de bestyrelser, der ikke opfylder kvoterne.
Danmark er godt eksempel på, at den frivillige model kommer mænd til gode. I danske bestyrel-ser er halvdelen af Danmarks befolkning kun re-præsenteret ved 10 % kvindelige medlemmer. Sanktionerne må derfor ses som et vigtigt redskab og som forklaringen på, hvorfor nordmændene allerede for to år siden nåede i hus med deres kvoter modsat Spanien, der stadig har lang vej endnu. I Frankrig, hvor man netop er ved at vedtage kønskvotering i aktieselskabsbestyrelser-ne, har man da også kopieret den norske model frem for den spanske.
Sanktioner og strammere lovgivning er imid-lertid også vejen til ligestilling, hvis man lytter til det tredjestørste spanske parti Izquierda Unida (IU). I forbindelse med den nyligt afholdte Kvin-dernes Internationale Kampdag appellerede partiet på deres hjemmeside til PSOE-regeringen [den nuværende regering, red.] om indførelse af foranstaltninger, der sikrer reel ligestilling i an-sættelse og beskæftigelse. De foreslog bl.a. at de ligestillingsplaner [Planes de Igualdad, red.], der blev vedtaget i lovpakken i 2007, bliver obligato-riske. Idéen med Planes de Igualdad er, at virk-somheder med over 250 medarbejdere udarbej-der en plan for ligestilling. Men tre år efter ved-tagelsen af lovpakken er det kun en tredjedel af de spanske virksomheder, der har fulgt opfor-dringen til at udarbejde en plan. IU beskylder samtidig Zapateros regering for at misbruge deres ligestillingspolitik til at pynte sig med under Spaniens nuværende EU-formand-skab. Misbruget består i, at IU finder Zapateros ligestillingspolitik ”langt fra virkeligheden”. IU’s kritikpunkter går især på ”en skuffende imple-mentering” af lovpakken og manglende reelle interesser i at forbedre kvinders vilkår. Det forkla-rer de med det lave beløb, regeringen har afsat til politik vedrørende kvinder, og de opfordrer derfor regeringen til, at 5 % af statsbudgettet for det kommende år afsættes til ditto. IU gør i øvrigt opmærksom på, at den manglende implemente-ring har store konsekvenser for de spanske kvin-der, som lider hårdt under den økonomiske krise.

Kvinder i krise
Det var også opråb som ”Ja til ansættelse, nej til krise!” og ”Uden arbejde, ingen ligestilling”, man kunne læse på bannere til demonstration på Plaza de Jancinto på Benavente i Madrid på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts. I fagbevægelsen CCOO’s (Confederación Sindical de Comisiones Obreras) lejr blev der råbt: ”Más empleo, ya tenemos trabajo!” [”Flere ansættelser, vi har allerede arbejde”, red.] med en ironisk henvisning til, at arbejde i hjemmet er ubetalt.
Zapateros lovpakke har nemlig heller ikke for-mået at redde kvinderne fra den økonomiske krise, og det er netop kvinderne, der rammes hårdest. Ifølge nye tal i den spanske avis El Pais, er det 66,4 % af den mandlige del af befol-nin-gen, der kan og vil, som er i arbejde, mens det kun gælder for 53 % af kvinderne. Spanien er dermed det EU-land, der har den højeste andel af arbejdsløse kvinder med 16 %, hvilket er 8 procentpoint over EU-gennemsnittet.
Ddet må alt andet lige give regeringslederen – der er erklæret feminist – hovedpine, at krisen har øget antallet af fyringer og aftrædelsesordninger med 20 % for kvinder på barselsorlov, som man kan læse i en undersøgelse foretaget af Fundación Marina. I samme undersøgelse kan man læse, at otte ud af ti kvinder “har meget begrænset ad-gang til job eller bevarelse af deres job, eller udsættes for alvorlige sanktioner i henhold til forfremmelser og løn”.
Den økonomiske krise har altså ikke hjulpet de politiske intentioner på vej – tværtimod. Retfær-digvis skal det dog tilføjes, at Zapateros regering ikke kan pålægges hele ansvaret for den uventede krise og de deraf følgende konsekvenser for kvindekønnet, selvom de to oppositionspartier, IU og PP, har travlt med beskyldningerne.
IU anerkender dog også, at én af årsagerne til kvindernes dårlige situation under krisen skyldes den historiske ulighed. Og man skal da heller ikke længere tilbage end til Franco-tiden, for at mindes at kvinderne ikke havde stemmeret, samt at gifte kvinder ikke havde adgang til arbejdsmarkedet.

En ringe rollemodel
Ligestillingslovpakke eller ej – situationen for de spanske kvinder i 2010 tyder altså på et ligestil-lingsflagskib på slingrekurs. Zapateros lovpakke er uden tvivl et rigtig godt initiativ, men den mang-ler at blive ført ud i livet. Til trods for de formelt set forbedrede vilkår for spanske kvinder, er det svært at få øje på en ”radikal ændring” i samfun-det til gavn for kvindekønnet. Begejstringen over Zapateros ligestillingspolitik må derfor tages med et gran salt.
Det betyder imidlertid ikke, at kønskvotering ikke nytter. I en rapport fra 2010 om køn og ligestilling foretaget af World Economic Forum placeres Spanien på en andenplads på verdens-plan, når det gælder andel af kvinder fordelt på alle fag. Én af forklaringerne på denne relativt høje placering skyldes kønskvotering. Men så
længe man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, så vælger mænd mænd, som Rune Lykkeberg skrev i en leder i Information for nylig [den 7. marts 2010, red.] i forbindelse med Kvin-dernes Internationale Kampdag. Og det er den spanske kønskvotering et glimrende eksempel på. Et løsningsforslag til den spanske ligestillings-minister Bibiana Aído er en konkretisering af kønskvotering, der dikterer hvor kvinderne skal placeres foruden indførelse af sanktioner. Og hun får brug for løsninger, hvis Spanien skal nå i mål med 40 % kvindelige bestyrelsesmedlemmer i Ibex35 inden 2015. Lytter man til rådet fra den føromtalte rapport udarbejdet af Fundación Alternativas, der udkom i 2010, er én af løsnin-gerne ”politisk vilje til at nå målene”. Og når Socialistpartiet, Aídos eget parti. kun med nød og næppe opfylder kønskvotering, er det ikke nogen nem opgave. Kan sådan et parti danne forbillede for Europa, som situationen er nu?

Astrid Berg er bosat i Madrid, hvor hun studerer en master i politisk kommunikation på Universidad Rey Juan Carlos. Hun har en bachelor i film- og medievidenskab med statskundskab på tilvalg. Hun har forinden arbejdet med kommunikation samt fungeret som journalist i Udlændingeservice i 2 ½ år, hvor hun arbejdede som hhv. student og bachelorfuldmægtig.

RÆSON