REGERINGSROKADEN Reel fornyelse – eller mere af det samme?

24.02.2010

RÆSON har i kølvandet på gårdagens ministerrokade [23.februar, red.] spurgt fire eksperter om deres vurdering af den nye regering. Er der tale om yet opgør med Fogh? Hvem står styrket, hvem står svækket? Hvad er de største overraskelser?
RÆSON har stillet Niels Krause-Kjær (NK-K), Claes Kastholm (CK), Johannes Andersen (JA) og Peter Nedergaard (PN) 5 spørgsmål om regeringsrokaden.

Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON

1) Hvordan vil du vurdere Lars Løkkes nye regering efter ministerrokaden?
NK-K: Den var nødvendig og er en klar styrkelse af den borgerlige regering.
CK: Objektivt set kan det jo diskuteres, hvor meget nyt der egentlig er sket. At flytte personer fra en ministerpost til en anden kan have konsekvenser for det politiske indhold, men oftest er det mere form end indhold, og det er det i dette tilfælde. Regeringen har fået en ny make-up, og det klæder den. Medierne – ikke befolkningen – har krævet, at statsministeren skulle forny regeringen og gøre den til sin egen i stedet for Foghs. Dette dybest set irrationelle krav har Løkke Rasmussen imødekommet på en meget klog måde og har benyttet lejligheden til at skille sig af med nogle problemministre – Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs – samtidig med at han hjulpet regeringspartneren til at profilere sig tydeligere i offentligheden. Også det er klogt.
JA: Det er en offensiv satsning med en del nye og en hel del på nye pladser. Ud fra perspektivet om at det drejer sig om at få ny energi og nye ideer ud af de ledende ministre, er det en god ide. Ud fra perspektivet om at det drejer sig om at give folk et generelt indtryk af en helt ny regering, mangler der stadig et vigtigt element, nemlig det politiske. Personer gør det ikke alene, selv om de er vigtige i dag.
PN: Regeringen er klart styrket på det fagligt-politiske plan. De nuværende ministre er gennemsnitligt betydeligt mere kompetente end de afgående. Eneste undtagelse fra denne generelle linje er Søren Gade.

2) Hvad er de største overraskelser?

NK-K: Det er en stor overraskelse, at Bertel Haarder bliver sundheds- og indenrigsminister. Det kan også gå hen og blive et genialt træk af Løkke. Kommunerne og sundhed bliver et af de helt store problemer frem til næste valg. Haarder har tidligere løst store problemer. Det kan han gøre igen. Det er også overraskende, at Søren Pind blev minister. Det var ikke sket under Fogh!

CK: De fleste politiske iagttagere vil nok sige, at den største overraskelse er, at Løkke Rasmussen har lavet så omfattende en rokade – uden at skifte ret meget ud i regeringen som sådan. Jeg er positivt overrasket over, at Bertel Haarder orker at tage en ny stor udfordring op som sundhedsminister og ligeledes positivt overrasket over, at Per Stig Møller har accepteret at blive kulturminister. Det er en loyalitetshandling af stort format. Neutralt overrasket er jeg over, at Løkke igen har taget nogle helt uerfarne ministre ind. Han løber en risiko.

JA: Reelt er der tale om, at Venstre sætter sig på de mest offensive ministerposter, og at de konservative nærmest går i flyverskjul. Når det drejer sig om økonomi, beskæftigelse, fødevarer (sundhed), sociale forhold, klima, miljø og energi, sætter V sig på de centrale positioner. Og det er alle emner, der er ret meget i den politiske debat. Samtidig med at Lene Espersen ikke vil fylde meget i de daglige politiske debatter som udenrigsminister. Venstre skærper virkelig deres profil her, og at det er så tydeligt er lidt en overraskelse.

PN: Uden tvivl de udefrakommende: Kiær og Sahl-Madsen. Espersen har på dette område taget ved lære af Schlüter, som også med succes hentede folk udefra (fx Nils Wilhjelm).

3) Hvilke ministerier er svækket og hvilke styrket?

NK-K: Sundheds- og indenrigs er styrket markant. Det samme er kulturministeriet.
Undervisning virker svækket, og transport ligner en nødløsning.

CK: Rokaden genopretter tilliden til Løkkes lederevner. Dette ses tydeligst af, at flere ministerier er blevet væsentligt styrket, mens ingen faktisk er blevet rigtig svækket.
Brian Mikkelsen styrker erhvervs- og økonomiministeriet, og med Lars Barfoed som justitsminister svækkes dette ministerium ikke.
Per Stig Møller er en enorm styrkelse af kulturministeriet, og den signalværdi, der ligger i, at en så erfaren og kompetent minister overtager dette lille, men meget synlige ministerium, skal man ikke undervurdere. I vælgerkredse, der er vigtige for De Konservative, genvinder partiet nu en masse kredit.
Hans Chr. Schmidt som transportminister giver dette typiske venstreministerium ny vægt. Derimod forstår jeg ikke, at De Konservative ikke kunne ryste op med en tungere kandidat som videnskabsminister. I virkeligheden skulle man have lavet et nyt ministerium for kultur & videnskab med Per Stig Møller som minister. Miljøministeriet får et tiltrængt menneskeligt og mere troværdigt ansigt med Karen Ellemann. Søren Gade som forsvarsminister bliver meget svær at efterfølge. Det meget vigtige fødevareministerium kan kun blive styrket, selv om manden er uprøvet.

JA: Det er svært at sige, hvilke ministerier der er svækket eller styrket. Det afhænger af det politiske indhold og de politiske opgaver i en ny offensiv, de får tillagt.
Men jeg vil gætte på, at flere af Venstre-ministerierne vil være styrket mht. opmærksomhed osv., mens det omvendte vil være tilfældet for De Konservative.

PN: Socialministeriet er alvorligt svækket. Ved sidste regeringsændring måtte det afgive hele ydelsesområdet (folkepensioner, førtidspensioner osv.). Til gengæld fik man Indenrigsministeriet og dermed kommunernes indsats på området Nu må man så afgive Indenrigsministeriets område til Sundhedsministeriet.
Socialministeriet står derfor nærmest afpillet tilbage, og det gør det svært at føre en slagkraftig socialpolitik, når den sociale indsats i kommunerne hører under Sundhedsministeriet, mens sociale ydelser hører under Beskæftigelsesministeriet.

4) Er der tale om et opgør med Foghs regeringer?

NK-K: Nej, ikke grundlæggende. Det ville også være uklogt at lave et opgør. Men det er en videreudvikling med et tydeligt Løkke-aftryk.

PN: Ja, der er tale om et radikalt brud med Foghs linje. Løkke ER nu trådt i karakter på det personalepolitiske område.

CK: Nej, der er ikke i substansen tale om et opgør med Foghs regeringer, og jeg indser heller ikke, hvorfor der skulle foretages et opgør. En regering er jo ingen mannequin-opvisning, og man skifter ikke politik, som man skifter undertøj.

JA: Først og fremmest er der tale om et forsøg på at rykke fri af Foghs skygge, samtidig med at man stadig kan læne sig op ad den, hvis det skal være. Traditionen og erfaringen sættes ikke helt ud på et sidespor.

5) Hvordan skal man tolke Kristian Jensens exit fra regeringsrækkerne? Og er det en god idé at gøre en mand med Søren Pinds holdninger til ansvarlig for bistandshjælpen?

NK-K: Jeg ser ikke Kristian Jensens afgang til gruppeformand som en degradering. Jeg tror, det var et klogt valg af ham uanset om regeringen vinder næste valg eller ej. Det giver en solid position i venstres gruppe og i partiet fremover. Spørg Hans Engell, om det er en god stol at tage afsæt i.

PN: Kristian Jensens exit ER en degradering, uanset hvor den søges solgt af spindoktorerne. Søren Pind er en frit tænkende person. Det er der behov for på det bistandspolitiske område, hvor der tit hænger en tung dyne af ikke altid fagligt velbegrundet konsensus ned over beslutningerne, og hvor det nærmest har været tabu at diskutere, hvorvidt bistandspolitikken overhovedet har den tilsigtede effekt.

JA: Kristian Jensen er nærmest et dronningeoffer. Man ofrer en vigtig brik her og nu for at planlægge en offensiv senere. Kristian Jensen er lige nu udset til at være fremtidens mand. Om det holder, ved man ikke. Det er vel næsten en naturlov, at kronprinser aldrig bliver til andet (Frank Jensen). Men herfra kan de også gøre stor nytte. Som et offensivt kort undervejs. Men Kristian Jensen er solid og skarp. Nu skal han ud og gøre brede erfaringer og bl.a. opbygge et netværk i og omkring Venstre. Og lære at gå offensivt ind i slagsmålene med modstandere.
Og mht. Søren Pind. Hvis man skal have en selvstændigt og offensivt tænkende ideolog i regeringen kan man vælge at placere sådan en på en af de mest centrale poster og få udfordringerne herfra, eller også kan man placere sådan en i periferien, hvor skaden af vildskud er mindst. Lars Løkke har klart valgt det sidste. Og får formodentlig en skarp og selvstændig minister, der gerne vil ind på banen. Hvilket bestemt ikke behøver at være dårligt. Og så er bistanden jo en traditionel venstreorienteret sag – nu får venstrefløjen endelig modstand på dette felt.

CK: Det er en kendt sag, at Kristian Jensen gerne ser sig selv som formand for Venstre og statsminister en dag, og at Løkke og han ikke er slyngveninder, men jeg tror ikke, der ligger noget personligt til grund for beslutningen om, at han skal ned i Folketinget. Det er en saglig-ideologisk styrkelse af gruppeformandsposten, og det er nødvendigt. Med hensyn til udnævnelsen af Søren Pind, mener jeg ligeledes, at det er en sagligt set solid beslutning. Pind skulle ind i regeringen på et tidspunkt. Han er et stort og særpræget talent, og bistandspolitikken er et rigtigt sted at lade ham begynde. Modsat sin forgænger har han styrke til at give organisationerne og Danida et konstruktivt modspil, og det er nødvendigt.

Niels Krause-Kjær (NK-K) er vært i ”Krause på Tværs” på DR P1 og politisk kommentator ved Berlingske Tidende samt tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole. Har tidligere været pressechef for De Konservative, institutleder ved Institut for journalistik ved Syddansk universitet og ligeledes politisk kommentator i Jersild&spin

Claes Kastholm (CK), forfatter, skribent og samfundsdebattør. Kommentator ved Berlingske Tidende, skriver blandt andet klummen: ”Groft Sagt”. Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet.

Johannes Andersen (JA): lektor i politologi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.

Peter Nedergaard (PN) professor i statskundskab, Københavns Universitet.

RÆSON