REGERINGSROKADEN “Lars Løkke er ved at træde i karakter som den virkelige minimalstatsmand”
24.02.2010
RÆSON har spurgt Ida Auken, folketingsmedlem for SF, om hendes vurdering af den nye regering efter gårdagens ministerrokade [23.februar, red.]
Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON
1) Hvordan vil du vurdere Lars Løkkes nye regering efter ministerrokaden?
Lars Løkke har med regeringsrokaden vist den handlekraft, man så længe har efterspurgt. Det styrker ham som statsminister, at han nu står med sit eget hold. Når jeg ser på de enkelte ministerier, vil jeg vurdere, at tre-fire af dem reelt er styrket, mens resten enten er svagt svækket, uændrede eller vanskelige at vurdere på dette tidspunkt. En ministerrokade visker dog tavlen delvist rent, så selvom der ligger mange ubehagelige sager og venter i adskillige af ministerierne, så klæber de ikke længere til de siddende ministre.
2) Hvad er de største overraskelser – og eventuelle skuffelser?
Det overrasker mig, at Lars Løkke har turdet sætte mere ideologisk orienterede personer som Søren Pind, Gitte Lillelund Bech og Tina Nedergaard ind som ministre. Det er modigt og bliver interessant at følge. Det skuffer mig til gengæld, at det grønne område er blevet væsentligt nedprioriteret. Med Henrik Høegh er landbrugstoppen rykket direkte ind i Fødevareministeriet, historiens mest udskældte miljøminister, Hans Christian Schmidt, har sat sig på det vigtige transportministerium, og vi har fået en miljøminister, der har til gode at vise, hvad hun mener om miljøpolitik. Klima- og energiministeren har endnu ikke vist nogle ambitioner på klimaområdet, så det er vanskeligt at se, hvad der skal få Danmark tilbage i den så berømte grønne førertrøje, der skal skabe fremtidens grønne jobs og eksportmuligheder.
3) Hvilke ministerier er svækket, og hvilke er styrket?
Hvis man ser på de enkelte ministerier, vil jeg mene, at der er sket en styrkelse af især Justitsministeriet, Kulturministeriet og formentlig også Videnskabsministeriet. I de andre ministerier er styrkeforholdet nogenlunde uændret eller let svækket. På trods af Søren Gades mange uheldige sager er det et tab for regeringen, at han nu er væk. Finansministeren hedder stadig Claus Hjort Frederiksen, og da en stor del af magten ligger hos denne minister, havde en rokade på den post måske kunnet føre til en reel ny økonomisk politik, som er det, regeringen savner mest af alt.
4) Er der tale om et opgør med Foghs regeringer?
Ja, Lars Løkke er ved at træde i karakter som den virkelige minimalstatsmand, Fogh aldrig blev. Han har lavet de mest liberalistiske ændringer af det danske samfund i nyere tid med hhv. kommunalreformen og privatiseringerne i sygehusvæsenet. Hans ministerudnævnelser tyder på, at nu går han i gang med resten af landet.
5) Er det en god idé at gøre en mand med den grundlæggende holdning, at enhver er sig selv nærmest, til ansvarlig for bistandshjælpen? Og hvad med kulturen (en retrætepost?) – og transportområdet?
Hvis man ser på, hvilke folk der nu repræsenterer Danmark udadtil, er det Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Søren Pind og Gitte Lillelund Bech. Det må være Danmarkshistoriens mest liberalistiske hold. Tidligere var personer som Connie Hedegaard og Per Stig Møller med til at bløde denne profil op med en mere traditionel konservativ linje. I spørger specifikt til Søren Pind, og han er jo nærmest neokonservativ. Han støttede McCain i den amerikanske valgkamp og mener, at FN skal lukkes. Det er selvfølgelig rart med nogle tydelige holdninger i dansk politik, men hvis han også har tænkt sig at føre dem ud i livet, kan det blive temmelig blodigt med ham som udviklingsminister. Per Stig på kulturområdet virker som et sikkert valg, og selvom der ikke kommer flere penge til området, vil han nok forvalte det lidt mere betænksomt end sine forgængere.
Ida Auken er folketingsmedlem for SF og er partiets miljøordfører, medlem af Folketingets miljøudvalg, energiudvalg og kulturudvalg.
![RÆSON10: December 2011 [125 kr.]](http://raeson.dk/wp-content/uploads/2011/12/r10cover-79x150.jpg)
